Lille Steen i 1966.

Steen på NFU i 1979.

Det første billede af Jane og Steen 1985

Steen i Hvem vil være millionær.

Steen ved valgkampen i 2005

Mit liv som Steen

17-Juli-2020

Forord.

Hvem er jeg? Der er nok lige så mange meninger om den sag, som der er mennesker, jeg har mødt i mit liv.

Hvordan skal jeg så kunne beskrive mig selv, hvis andre måske vil mene, at sådan ser de mig ikke. Men jeg forsøger alligevel at berette om mit liv, som jeg selv husker det. Og om det er sandheden, eller det er noget, jeg forestiller mig sandheden, det lader jeg om jer andre vurdere. Jeg kan kun beskrive mit eget liv, som jeg selv husker det.

Om det er den fulde sandhed, det må læserne selv vurdere, men jeg forsøger at beskrive mit liv så tæt på virkeligheden som muligt, jeg kan jo ikke huske alt, hvad jeg har lavet, det kan jo skyldes alder, beruselses eller andre ting, der har spillet hukommelsen et puds.

09-Marts-1964

Min tidlige barndom.

Mandag den 9. marts i 1964 på Bogense Sygehus, kommer jeg til verden. Jeg bliver nr. 4 i børneflokken, der i forvejen tæller 3 piger, der er henholdsvis 2, 12 og 16 år ældre end mig. Efternøler vil jeg nok ikke kalde det - vi søskende kom bare i 2 hold.

Jeg har altid spøgt med, at jeg er lige så gammel som Ford Mustang. Lige så flot, og lige så eftertragtet. Jo, for den første Ford Mustang rullede ud af samlebåndet på Ford Motor Company fabrikken i Dearborn, Michigan, den 9. marts 1964.

En anden stor begivenhed fra den dag, er noget der først kommer ind i mit liv flere år efter. Ca. 1 ½ time før jeg bliver født, bliver der også født en pige. Hun får navnet Ann. Og hende møder jeg som ca. 15-årig, og hun bliver min første kæreste. Ikke noget langvarigt forhold, men vi forblev venner flere år efter, og i dag har jeg stadigvæk kontakt med hendes familie, desværre ikke med Ann, da hun døde pga. kræft for en del år siden. Men hun har altid været i mine tanker, og hende vender jeg tilbage til senere.

Af gode grunde kan jeg ikke huske ret meget fra de glade 60’ere. Enkelte klip sidder dog fast.

For eksempel de gule gravemaskiner der var ved at fjerne jernbaneskinnerne på den nordvestfynske jernbane, der gik ca. 400 meter fra mit hjem, og som jeg kunne se dem fra stuevinduet. Og så husker jeg lidt fra min morfars fødselsdag, i 67, hvor jeg sad på græsset i mine skotskternede overalls og fik lagkage og gul sodavand, sikkert fyldt med masser af farvestoffer og sukker. Og jeg ville bare ikke fotograferes sammen med mine fætre og kusiner og min morfar, hvilket jeg bitterlig fortryder, for der findes i dag kun ganske få billeder, hvor jeg er sammen med min morfar.

Ellers er 60’erne et årti, hvor jeg kun har andres fortællinger om mit liv.

Der er en sjov detalje fra den 10. april 1970, som klart er i min erindring. Datoen er først senere blevet fastlagt.

Mine forældre sov eftermiddagslur, Det gjorde de, da de jo stod tidligt op hver dag for at passe gården. Min ene søster, Kirsten, kom løbende og grædende op ad trappen. Ind til mine forældres soveværelse. Hun kunne næsten ikke fremstamme nogle ord, så mine forældre måtte spørge ind til, hvad der var galt.

Var hun blevet slået? Nej ikke det, det er værre. Var hun blevet voldtaget? Nej heller ikke. Langt om længe fik hun sagt, hvad hun var så ked af: Paul McCartney havde forladt the Beatles. Jeg kan ikke huske mine forældres reaktion, men jeg forestiller mig, at de nok inderst inde syntes, at det var lidt komisk, og det kunne man da ikke græde over. Men det gjorde hun. Og som den store Beatles fan jeg er, husker man jo datoen den 10. april 1970, som dagen hvor Paul McCartney stod frem og fortalte, at han havde forladt the Beatles for at starte en solokarriere.

Jeg skal ikke gøre nar af Kirsten, for 10½ år senere, oplevede jeg jo John Lennons død, og det berørte også mig, en hel del.

Men ellers kan jeg slet ikke huske mine to ældste søstre bo sammen med os på Højlund. De tog på efterskole og højskole i slutningen af 60’erne og derefter blev de gift og stiftede familie.



Mine forældre, med de sjældne navne Agnes og Hagbard var noget ældre end mine klassekammeraters forældre. Jeg kan huske en aften, vi var på vej hjem fra et besøg hos en af mine mostre ved Otterup, at jeg spurgte mine forældre: ”Hvad hedder I egentlig?” For Agnes og Hagbard det mente jeg da ikke, man kunne hedde. Kunne de dog ikke hedde noget andet i virkeligheden? Men til min skuffelse så var det altså det, de hed. En gang var vi i Vesttyskland for at besøge en af min fars forretningsforbindelser, og han udtalte mine forældres navne på tysk: Ak-nes og Hak-bart, med kraftigt stød. Det lød ret sjovt.

Da jeg blev født, var min far 9 dage fra at fylde 44 år, og min mor var 36 år. Og dengang var aldersforskellen nok mere markant, end hvis det havde været i dag.

Det var nogle gange lidt pinligt at have sine forældre med til forældre samtaler på skolen. En af mine klassekammeraters mor var på alder med min ældste søster. Og når min far, der lige som mig selv, ikke kan holde sin kæft, skulle blande sig i alting, så syntes jeg sgutte, det var sjovt at kendes ved ham.

Man skal jo tænke på, at min far var en vestjyde, der havde oplevet 30'ernes desperation, 2. verdenskrig, som aktiv modstandsmand, 50’ernes fremgang med Marschall-hjælpen, 60’ernes ungdomsoprør og 70’ernes arbejdsløshed og uro. Noget som de andre forældre slet ikke var gamle nok til at have oplevet. Noget som alt sammen har påvirket hans liv og livssyn, på godt og ondt.

Det var så heller ikke en formidlende omstændighed, at mine forældre var personligt gode venner med flere af skolelærerne, som jeg havde til bl.a. engelsk, husgerning og naturlære. At de kom i mit hjem en gang i mellem satte mig i et voldsomt dilemma nogle gange. Jeg var jo en pokkers urolig dreng, med så rigelig af krudt i røven. Altid uro omkring mig, og så alt hvad jeg lavede af unoder i skolen, ja, det vidste mine forældre ret hurtigt. Og da jeg så ovenikøbet gik i klasse med ikke mindre end 4 lærer-børn, og dem var der jo aldrig ballade med. Hmmm.

For at slå det sidste søm i kisten, så havde jeg et fysisk udseende og navn som ikke gjorde noget som helst bedre. Rødhåret, briller, strit hår, tandbøjler, Steen med det ekstra ben, Tovligstrup, Tossestrup, Tagsten. Ja 8 år på Havrehedskolen i Morud var ikke de bedste år i mit liv. Det bedste der kunne ske for mig, for klassen og min klasselærer, var når jeg blev smidt ud af klassen, pga. uro. Og det blev jeg vist tit, kom ofte op til Peder Pedersen, skoleinspektøren, og der sad jeg som en anden Lille Per og talte om fodbold og alt muligt, jeg skulle så lige forbi Fru Christiansen, sekretæren, som også var en af mine forældres personlige venner.

Hvad mine forældre tænkte om mig, det har jeg tit tænkt på, de var ikke særlig heldige med mig, det er jeg ret overbevist om. Dengang satte man jo ikke diagnoser på børnene, som man gør i dag, men Damp, ADHD det havde jeg med garanti.

Det er måske derfor, de bar over med mig. De vidste, at der var et eller andet galt oppe i mit hoved.

Jeg kom igennem de 8 år - næsten uden at have lavet lektier. Når min mor spurgte, om jeg havde lektier for, svarede jeg næsten altid, nææ. Hvilket jo nok ikke var hele sandheden. Men jeg gad ikke, det var sjovere at lege med biler og Lego, klatre i høje træer, spille fodbold, lege med min Newfoundlænder hund, Bjørn, læse tegneserier. Der var vist ikke meget håb forude for mig.

Jeg spillede fodbold i Vigerslev IF. Og alle de 8 år jeg var tilknyttet klubben, så mine forælde mig aldrig spille, de kørte os aldrig til udebane-kampene. Det skyldes at min far var blevet nedstemt til en generalforsamling i 1958, da sportsklubberne Morud Boldklub og Vigerslev Gymnastik forening blev slået sammen. Og siden den dag satte han ikke sine ben i klubben.

Første og eneste gang han så mig, var i en showkamp mellem de to afdelinger fra Brenderup trailers, nemlig kampen mellem Brenderup Trailer afdelingen i Brenderup og afdelingen i Nørre Aaby. I kampen tacklede jeg direktøren Erling Justesen, så hårdt at han råbte efter mig: ”– Du bliver fyret på mandag” – men det blev jeg så ikke.

Jeg fik tanken idéen til at skrive, da der for flere år siden dukkede et gammelt stilehæfte op på Gaulum, gården hvor min morfar boede fra ca. 1924, frem til hans død i 1969.

Hæftet blev fundet flere år efter hans død, og det var en livsberetning og en hel lille slægtsbog, hvor min morfar havde skrevet om sin familie og sit liv i Norge i 20’erne. Denne beretning blev grundstenen i min slægtsforskning omkring min morfars slægt.

Men jeg har valgt ikke at lave en beretning langt tilbage i slægten, men i det store hele kun beskrive verden set, hørt og oplevet af mine egne øjne, ører og fantasi.

Også en del inspireret af Søren Ryge Pedersen og hans fortælleevner. Han beskriver livet, og det han har oplevet på en måde, der næsten giver mig en følelse af at være med i hans liv, også selv om vi ikke deler interessen i blomster og planter, så kan han fortælle om det på en måde, så selv jeg, lytter med.

20-April-1985

Familien

Familien.

Ja dem slipper jeg vel ikke for at fortælle om.

Jeg er som sagt yngste medlem af 4 søskende, 3 storesøstre er jeg så heldig at have.

Karen, Kirsten og Ketty og jeg Steen uden K.

Jeg er ret overbevist om at min far ville have, at jeg skulle hedde Knud, men min mor kunne ikke lide navnet. Uden at jeg ved hvorfor. De andre navne har sine grunde. Karen er opkaldt efter begge mine bedstemødre, der begge hed Karen. Kirsten er nok et moderne (i 1952) navn for Kirstine som min mormor hed til mellemnavn. Ketty er lidt mere teoretisk. Min mormor havde i sin barndom en god veninde, der hed Betty, og en moster, der hed Betty, så jeg formoder at de erstattede B med K, så det blev den 3. med K., men det er kun min teori.

Hvor Steen kommer ind henne, det aner jeg ikke, men jeg ved, at min mor elskede at samle sten, når hun var ved stranden. Men om det er nok til, at jeg skulle hedde Steen, det fik jeg aldrig spurgt om. Jeg ville ikke have haft noget imod at have heddet Knud og få kælenavnet Knutti. Men sådan gik det ikke.

Så det er ikke kun mit navn, der skiller mig ud fra mine søskende.

1: Jeg er en dreng, de andre er piger

2: Jeg interesserer mig ikke for blomster, det gør de andre meget.

3: Jeg er mere interesseret i musik, det dyrker de andre ikke meget.

4: Jeg har ikke et praktisk arbejde, det har de andre.

5: Jeg har været ind og ud af offentlige forsørgelse, siden jeg var 18. Det har mine søstre stort set aldrig været.

Men jeg har fået lov til at se i kirkebogen, og jeg har de forældre, som jeg har fået at vide jeg har. Jeg begynder efterhånden også at ligne min far mere og mere. Så med mindre jeg er blevet forbyttet på sygehuset, så må jeg bare tro, at jeg tilfældigvis er lidt anderledes end mine søstre.

Jeg vokser op blandt æbletræer og min fars værksted, for ud over frugtavler var han også fabrikant, han lavede en masse ting til frugt og bær-avlere i hele norden og lidt i andre lande.

Sitalharven som er en forkortelse af Siden monteret tallerkenharve. Han var økologisk flere årtier før alle andre blev det. Sitalharven var en harve, der fjernede ukrudt og græs under æbletræerne. Senere gik han over til mark sprøjter, med kemi og gift. Min morbror har stadigvæk en sitalharve, og han bruger den endnu, selvom den er lige så gammel som mig – en god årgang

Plukkeposer var han også stor fabrikant af: i starten en jernring med pose, siden hen glasfiber og til sidst plastspande, med poser, så æbleplukkere kunne plukke æbler, lægge dem i posen og tømme dem af i en stor kasse.

Andre opfindelse lavede han også, og jeg kan mærke, at jeg har samme opfindsomhed, jeg gør lige som min far, går i seng med et problem, drømmer om det, og næste morgen har jeg løsningen. Og så går jeg i gang med at lave og løse det.

Jeg flyttede hjemmefra af flere gange, først på efterskole i 2 år, så hjem igen, så på højskole i 5 måneder, så en tur til Ikast i en måned, så hjem igen, til mors mad og vaskemaskine. Så flytter jeg så endelig hjemmefra i februar/marts 1986, altså 22 år gammel. Alle mine søstre rejste hjemme fra, da de var omkring 18 år.

Jeg havde mødt en ung kvinde ca. et år før. Ja jeg inviterede mig selv til hendes fødselsdag i april 1985.

Og hvordan det?

Vores fælles ven, Karl Otto var inviteret til Nørre Aaby, hvor Jane boede. Han skulle dog lige en tur forbi Produktionsskolen, da der var nogle kaniner, der skulle passes. Men hans knallert var gået i stykker, så jeg tilbød at køre ham der over på min knallert, og vi får fodret de skide kaniner.

Men hvordan skulle han komme til Nørre Aaby, det vidste han ikke.

Det løser jeg, sagde jeg. Vi tog hjem igen, og vi ringede til Jane og fortalte om situationen, og vi fik lokket en anden ven, Finn til at komme for at hente Karl Otto, og jeg var så fræk, at jeg mente, at jeg skulle da med til den fest, for sådan en kan man jo altid bruge. Ind i hans Opel Manta og så til fest. Her møder jeg så Jane. Og så nu starter en ny tid i mit liv.

Der blev drukket godt igennem. Og da vi nærmede os sengetid, skulle vi jo finde ud af, hvem der skulle sove hvor og ikke mindst, med hvem.

Karl Otto fandt nogle tændstikker frem og knækkede den ene, og den der trak den længste, ”vandt” æren at dele seng med Jane. Skal jeg fortælle, at det var mig der vandt? Sådan vælger jeg at fortolke det.

Natten gik som den skulle, og næste dag skulle vi så hjem igen. Nyt problem, men vi fik fat i Karl Ottos søster, og drillesyg som hendes mand var, så valgte han at køre de mest humpede og svingede veje, og jeg havde ondt i noget meget personligt, og det var ikke mit hoved. Av, av sikker en tur.

Nå, men jeg fandt så ud af, at jeg var blevet forelsket, og det var lidt svært at fortælle mine forældre, at jeg havde mødt en kvinde, der var lidt handicappet. Det var ikke let for mig og ikke let for dem at få at vide, men heldigvis tog de det fint. Så menneskelighed havde de da. Jeg skulle jo så også fortælle min far, at frugtavler, ja det skulle jeg IKKE være, uden interesse for æbler, fabrikationen, og med en kone, der ikke kunne blive medhjælpende hustru, så var den sag afgjort, men det var en af de sværeste beslutninger, jeg skulle fortælle til min forældre.

Jeg begynder at komme til Nørre Aaby i tide og utide.



Vi beslutter så at tage på Midtfyns Festival i Ringe i sommeren 85. i et stort familietelt med en ekstra sovekabine, for Karl Otto og min fætter Holger skulle da også med.

Vi hyggede os gevaldigt i de dage. En sen aften syntes Jane og jeg, at vi skulle have lidt privatliv, men Holger mente at han lige ville sige noget til os, så han lynede ned og så os, så ville Jane så ikke mere. Vi stoppede og gik ud i regnen, og da vi ikke ville have vådt tøj, så stod jeg, Karl Otto og Holger der, midt på en våd græsmark, midt om natten, ganske splitternøgne.

Hvad dælen skal vi så lave? Vi møder nogle våde og fulde kvinder, der skulle tisse, aner ikke hvem de var, hjælper dem at tage deres bukser af og så tager vi lige så alt tøjet af dem, når vi nu er i gang, så der stod 5 nøgne mennesker og grinede af hinanden.

Da vi kom hjem til teltet, var vi noget kolde og Jane lå i sin sovepose, og jeg hoppede hurtigt ned i samme sovepose, og alle vokaler blev brugt, ”aiouaøææååaauuu”, var nok det, hun sagde.

Resultatet af den sommer endte jo med, at hun blev gravid: Juhuu, jeg skal være far. Det var lige godt sørens. Jamen så må jeg jo tage det ansvar. Sådan er det. Det skal man jo, hvis man er en ansvarlig mand.

Nu skal vi så til at finde ud af, hvordan det her skal takles, jeg tager kontakt med Søndersø kommune, og de anbefaler, at vi flytter til Veflinge, i et nyt byggeri, der fra starten blive bygget handicapvenligt, bl.a. med todelt komfur og ovn, og hæve- sænke køkkenbord. Det var lettere at lave det fra starten i stedet for at ændre det efterfølgende. Ja pengene var anderledes i 80’erne end de er nu om dage.

Inden vi kunne flytte ind i en helt ny lejlighed, blev vi indkaldt til samtale i Odense, for nu skulle jeg jo til at betale børnepenge, da vi jo ikke var flyttet sammen endnu. Og hende ekspedienten var hverken til at hugge eller stikke i, så længe vi havde hver sin adresse, så skulle jeg betale. Jeg fik fat i hendes chef og forklarer denne, at vi kan jo ikke flytte ind i en lejlighed, der ikke var indflytningsklar. Det bliver den få dage senere. Endelige fattede de problemet, og jeg slap for at betale eller lave en flytning i få dage.

Vi flytter så ind på Hestehaven.

Vi bor der indtil 1990, midt i min læretid hos Fehr, og mine svigerforældre finder i Nørre Aaby et hus, som boligforeningen har købt, da grunden til huset er så stor, at de har planer om at bygge lejligheder i baghaven. Og i 89 - ja, så får vi også lige en dreng. Og lejligheden i Veflinge har kun et ekstra værelse, så den vil ret hurtigt blive for lille.

Vi flytter så til Nørre Aaby i 1990 og bor der til 2010.Jeg faldt aldrig rigtigt til i byen, jeg syntes, at der var for meget sladder, og da mine svigerforældre bor i samme by, kunne jeg ikke gøre ret meget eller sige noget, før de vidste det. Så jeg følte mig overvåget.

Jeg oplevede at det var svært at bo i en by, hvor alle kendte alle, og det mindste, jeg trådte ved siden af, på den ene eller anden måde, blev registreret. Så skulle jeg høre for det fra andres anden side, det gik mig meget på. Ikke fordi jeg ikke kan lide mine svigerforældre, for det kan jeg, men jeg var aldrig mig selv, og da jeg stoppede på de arbejdspladser, der var i byen, fandt jeg hurtig ud af at arbejdskollegaer ikke er det samme som venner.

Byen bar også præg af, at der var de gamle og de nye. Det er utroligt svært at komme ind under huden på den oprindelige befolkning. Det er nok blevet bedre nu, da byen vokser helt vildt med nye bydele, og derved kommer der masser af nye til, som får ændret den kultur der var i den lille by.

Men vi valgte Nørre Aaby fra, da vi faktisk var i Odense flere gange om ugen, og fordi Janes helbred gjorde, at vores lejlighed ikke var den ideelle til kørestolsbrug.

Så vi begyndte at kigge efter egnede lejligheder i Odense. Vi fandt ret hurtig ud af, at mange lejligheder var bygget, så stueetagen ofte lå 6 – 10 trin oppe, og trapper var no go.

I Tarup fandt vi nogle lejligheder, der tilhørte HD ejendomme, og selv om vi blev advaret fra bla. min svigerfar, der gennem sit virke som boligforeningsformand kendte alt for godt til det selskab, valgte vi alligevel at flytte ind. Der var er ingen trapper og en lille have på ca., 30 m2, og lejligheden er på 94 m2, som er en fin passende størrelse, for os to. Børnene er jo flyttet hjemmefra, og her kan vi bo, indtil vi blive gamle, og selv om helbredet skulle forværres, så skulle vi kunne blive boende.



Men tilbage til vores børn. Vil valgte at finde navne til vores børn på den traditionelle måde, som man gjorde det i gamle dage.

Vores datter fik navne fra henholdsvis Janes mormor Lassine, der dog kun blev kaldt Sine uden G, og så mine bedstemødre 2 x Karen.





Vores søn fik navnet Svend Knud. Svend er opkaldt efter Janes farfar, og ikke efter hendes far, for han er også opkaldt efter hans far. Knud stammer fra min farfar. Hvis man kigger på de andre navne, der var på i spil, altså vores bedsteforældres navne, så var der følgende muligheder: Hans Peter, Anton, Marie. Men det blev altså Sine Karen og Svend Knud.

Vi valgte at blive i Nørre Aaby, så længe vores børn gik i skole der, jeg var imod, at de skulle skifte skole, for det kommer der sjældent noget godt ud af. Min søster og svoger flyttede meget rundt, mens deres børn var i skolealderen, og min niece har en gang sagt, at hun nok har haft langt over hundrede klassekammerater, og det ville jeg ikke byde mine børn, men så snart det tog på efterskole, så havde vi muligheden for at forlade byen.

Sine kom på efterskole på Åbæk efterskole ved Aabenraa, en skole for elever med sproglige udfordringer. Og derefter på Brangstrup ved Ringe, ligeledes en skole for elever med specielle behov. Så flyttede hun hjemmefra, og hun har boet i Assens og Svendborg. Hun mødte en fyr, og de flyttede sammen i hans lejlighed i Svendborg, og de flyttede senere til Fraugde, inden de til sidst flyttede de ind i en lejlighed på samme vej som vores. Forholdet holdt dog ikke. Sine har fået førtidspension, inden det blev umuligt at få det bevilget, og det tror jeg, hun skal være glad for.

Svend kom på efterskole på Nordfyns Ungdomsskole, den samme som jeg og 12 andre i min familie har gået på. Og så et år på Ringe Efterskole. Og det var godt nok ikke samme dreng, som vi sendte af sted, vi fik hjem. Der skete vanvittigt meget på de to år, han ændrede sig både mentalt og ikke mindst fysisk.

Han fik et job som kassemand i Netto efter skolen og han ekspederede bl.a. sin gamle klasselærer, og hun kunne slet ikke kende ham, for han var blevet 20 – 30 cm højere og nu med langt og stort hår.

I dag har han stort set ingen kontakt med de gamle klassekammerater. Han var ikke særlig glad for skolen, lærerne og sine klassekammerater.

Nu bor han i centrum af Odense, spiller en del fodbold og komponere musik, det er hans store interesse. Han spillede på et tidspunkt bas i en heavy metal band. Han har arvet min families musiske talent.

For mit eget vedkommende så har helbredet sat en stor stopper for erhvervs-karrieren, jeg har fået ret mange sygdomme at kæmpe med, multimorbid, hedder det, når man samler på sygdomme.

Udover mit smadret knæ, så har jeg fået knogleskørhed, nyrer sygdomme, hudproblemer, migræne, lunge problemer, astma og depression, og som nogle siger: ”Hvis jeg var en hund, så var jeg aflivet for længst”.

Men uanset hvor ondt jeg har, uanset hvor mange gange jeg har været indlagt, og har måttet opgive job og uddannelser, så har jeg en humor og sort tankegang, der holder mig i live. Mit humør har ikke taget skadet, kun kroppen.

Nu passer jeg Jane som personlig hjælper i et fleksjob, ansat i privat firma, og han er glad for mig, han har ingen problemer med mig, jeg skal jo hverken have arbejdstøj, ferie eller noget. Jeg tager jo på ferie med Jane, så i teorien har jeg aldrig fri, kun de timer jeg går tur med min hund, så har jeg fri og møder andre mennesker. Det fungerer fint for mig.

01-Maj-1984

Mine minder

Sommeren med Ann

Jeg var taget til halbal i Morud, og der møder jeg Ann, en pige fra Søndersø. For første gang i mit liv oplevede jeg forelskelsen buldre i min krop. En følelse som var ganske ny for mig. Hun vækkede en del i min krop, som ikke er sådan at beskrive. Vi dansede hele aftenen. På vejen hjem kørte vi en lille omvej. Morud Skov var endestationen. Og Ann var en sød pige, og jeg blev lige pludselig voksen den nat.

Jeg var så forelsket, at jeg var lidt sur over, at jeg den næste dag skulle med familien til Egeskov Slot, der var noget andet, jeg langt hellere ville. Men jeg måtte bare følge med.

Jeg begyndte så at komme ret meget til Søndersø, og jeg mødte hendes familie. En socialdemokratisk familie, langt fra min egen mere borgerlige familie. Helt andre indstillinger til livet, end jeg var vant til. Det plantede et socialdemokratisk frø i mig. Noget som den i dag stadigvæk blomstrer, selv om jeg har været både Centrum Demokrat og Radikal. Så er mine holdninger langt mere røde end blå. Men jeg har da stadigvæk lidt blåt fra min opdragelse fra min far, så jeg har lidt splittet holdning nogle gange. 100 % enig med et bestemt parti, bliver jeg aldrig, med mindre jeg stifter mit eget parti.

Selv efter at Ann og jeg stoppede med at komme sammen, og hun fandt en anden fyr, så kom jeg stadig i hendes hjem, blev gode venner med Flemming, no bad feelings der. Jeg brugte så mange timer hos familien, at min egen familie troede, at jeg stadig var kæreste med Ann, så de gloede noget, da jeg inviterede Ann og Flemming til min fødselsdag. – ”Hva’ er du ikke kæreste med Ann?” – Det var jeg så ikke mere.

Da jeg mange år efter kontaktede familiens kendte datter, Christel Schaldemose, Anns søster, og hun fortalte, at Ann lå på sygehuset, dødssyg af kræft, brød min verden sammen. Jeg var sønderknust, jeg ringede til Ann på sygehuset, og jeg fik en snak med hende, få dage inden hun døde. Til begravelsen var jeg næsten mere trist, end da min forældre døde. Det var hårdt, at en, der var født på nøjagtig samme dag som mig, var gået bort.

Vi blev en gang standset af politiet, hvor fordi Ann sad bagpå min knallert, og jeg gav så mit cpr- nummer til politimanden, Ann gav ham så hendes cpr- nummer, men politimanden troede ikke på, at det kunne passe, at vi havde fødselsdag sammen dag, for vi var jo ikke tvillinger. Det tog lidt tid, inden han blev overbevist.



Oprøret

Om jeg er skyld i min fars grå hår, ved jeg ikke, men sikkert og vist, han havde nok håbet på et andet udfald mht. den søn, han sådan havde ønsket sig. Og da jeg startede mit ungdomsoprør mod mine forældre, startede jeg også den mest unødvendige kamp, jeg overhovedet kunne starte, for på trods af, at mine forældre var gamle af alder, så var de altså slet ikke gamle af sind. Alt hvad jeg kunne finde på at genere dem med, prellede af som vand på en gås, det opdagede jeg blot flere år efter, alle mine oprør mod dem, blev bare besvaret med: ”Det går nok over igen.” Så der forregnede jeg mig totalt.

Hvad jeg ikke har prøvet at provokere mine forældre med, uden at de blev rigtig sure, det er ikke småting. Men det lykkes da en gang i mellem. Da jeg købte en 6-cylindret Toyota Crown fra 1968, der var bund-rusten og uden bremser. Det var vist ikke så heldigt. Der kom far vist op i det røde felt. Set i bakspejlet, var det vist heller ikke særligt gennemtænkt. Men at køre sådan en stor bil, uden kørekort og med defekte bremser, det var nogle sjove dage. Ind gennem Odense, stille og roligt, og hver gang vi nærmede os et lyskryds, åbnede vi alle dørene og satte et ben ned på asfalten for at bremse bilen. I bedste Flintstones stil. Heldigt for os, at vi hverken kørte galt eller mødte politiet. Det var min kæreste Lilian, der havde lagt de 3000 Kr. ud for mig. Dem betalte jeg gradvis tilbage gennem det næste års tid. De næste biler jeg købte, var med rådgivning fra min far, og det var vist også bedst.

Men tilbage til min skolegang. Jeg havde som sagt ikke de bedste år i kommuneskolen. Jeg gik til ekstra danskundervisning, og da klassen skulle have seksualundervisning, mente lærerne at jeg nok ikke skulle deltage i den undervisning, da jeg jo var en uromager, så jeg ville nok forstyrre mere, end det var gavnligt for de andre. Det komiske ved det er så, at da jeg afholdte en klassefest ca. 5 år efter, vi var gået ud af 10. klasse, var jeg den første og eneste der havde får fået barn -, ingen af de andre var nået så langt, end ikke en fast partner havde de. Man kan jo så sige at avle, det kunne jeg finde ud af uden undervisning, de andre havde så nok lært at beskytte sig, for det brugte vi tydeligvis ikke.

I min klasse var der da også nogle, som jeg brugte lidt mere tid på. Peter, heller ikke var lærerbarn. Han boede et par kilometer længere ude ad Farstrupvej, og vi legede en del sammen. Han havde som nabo en gammel ungkarl, der boede langt nede på Farstrup Mark, Christen Beck, og hos ham brugte vi mange timer, Christen var god for en sludder, og vi fik jo også lov til at kører på hans Massey Ferguson.

En anden ven jeg havde var Karl Otto. En dreng, der boede ganske tæt ved mit barndomshjem., Vi startede med at gå i klasse sammen, men ret hurtig kom han på en anden skole, en specialskole, hvor de stærkt ordblinde gik. Han tog hjemmefra kl. 6.00 for at være i Middelfart kl. 8.00 og han var først hjemme ved 17-tiden, og 2 gang om ugen var han først hjemme ved 23-tiden, da han havde aftenskole og klub aften på skolen. Hans familie var ikke særlig velhavende, tværtimod, de boede i kommunens fattighus, men han var en god ven af mig. En anden dreng fra min barndom var Henning, han var modsat Karl Otto, uhyrer klog, vel at mærke på det boglige plan, kan huske at han fik 13 i skriftligt engelsk, og på trods vores forskelligheder, så havde vi mange gode stunder sammen.

I den lille by hvor Karl Otto og Henning boede, var der en lille skov, og alle, der har være børn og teenagere i den by, vil kunne fortælle mange ting om den skov - ikke alt tåler dagens lys, men det var sjovt, det er jeg sikker på.

For mit eget vedkommende havde vi mange kampe, med bue og pil og hulebyggeri. Senere, da vi blev ældre, fik vi fat i luftgeværer og pistoler, hvor vi skød til måls efter træer og nogle gange hinanden, eller faktisk også helt fremmede, der cyklede nede på cykelstien til Morud. Ingen kom dog til skade.

Karl Otto og jeg var vist nogle være bøller, kort sagt. Vi udfordrede os selv, man kan vel sige, at vi opfandt Jackass, før Jackass faktisk blev opfundet. Og hvis vi havde haft samme videooptagelses muligheder, som vi har i dag, så have det nok været os, der havde været i tv med vanvittige stunts og ikke Jackass.

Det er helt uoverskueligt at komme ind på, hvad vi lavede af dumheder, men jeg kan da nævne i lidt i flæng:

- Hvor højt kan et baghjul komme op i luften uden at vi falder forover, når vi fjerner forskærmen på cyklen, og sætter foden ind på dækket ved forgaflen. Det foregik selvfølgelig uden hjelm.



- Eller hvor hurtig kan man køre med en mand hængende i en tagbagagebærer på en Morris Mascot, før han falder af?



- Hvor mange kan sidde på en Puch Monza sammen med en kasse øl?



- Hvor mange kan sidde i en VW bobbel? 8 stk. kan jeg huske.



Da vi nåede den alder, hvor vi fik interesse for øl, fandt vi ud af, at i Rue var der en mand ved navn Peder Erik og hans far, der bryggede øl. Hvis vi var heldige, at Peder Erik ikke var hjemme, så kunne vi overtale hans far til at drikke øl med os. Det kostede ikke noget, vi skulle kun betale for det øl, vi tog med hjem, i dunke af 25 liter. Og vi var ofte fulde, inden vi kørte fra Rue. Hjem til Karl Ottos forældre, for der var man ikke så tilbageholdende med øldrikning som i mit hjem.

Hos Karl Otto har jeg utallige gange trukket en ordentlig brandert hjem til mig selv, og jeg har aldrig hørt mine forældre kommentere det til mig, men jeg tvivler på, at de ikke var klar over, hvor ofte jeg kom halv- og hel fuld hjem. Måske havde det været bedre, at de den gang havde sat en stopper på det liv, men igen så de igennem fingrene med mine gøren og laden.



Men jeg vil også gerne fortælle om den anden side af min barndom. Og her kommer mine forældres opdragelse mere ind i billedet.

Min far stammer ud fra en musikalsk familie, der var flere musikere i hans slægt, hovedsageligt violinspillere. Jeg og min søster begyndte at gå til orgelspil hos Hagstrøm i Dalum. Jeg lærte noder før jeg kunne stave ordentligt, en dejlig lærdom, som jeg i dag stadigvæk bruger i mit musikalske virke.

Hver onsdag eftermiddag kørte vores mor os derud. Jeg var nok heller ikke superseriøs der, lige som det meste andet, jeg foretog mig i min barndom. Men jeg lærte da at spille på orgel. Jeg har i dag udvidet min instrumentsamling til et keyboard, akustiks guitar, elguitar, mundharmonika og blik fløjte, og så har jeg min fars violin, den kan der dog ikke spilles på, for den trænger til en reparation.



Da jeg begyndte på efterskolen, kunne jeg ikke tage orglet med, så jeg fik overtalt min far til at købe en guitar. Jeg fik den for sent til at kunne starte på begynder holdet, så det første halve års tid, lærte jeg selv at spille på den, så da jeg efter nytår kunne starte på begynderholdet, havde jeg allerede lært nok, til at jeg kom direkte ind på det let øvede holdet, så mit talent var da til at få øje på.

Nu vil jeg så prøve at beskrive mine 2 år på Nordfyns Ungdomsskole.

20-Marts-192

Lidt af hvert

Min Fiat 127.

Måske en lidt underlig titel til et kapitel i bogen, men den lille grønne bil har fyldt meget i mit liv, selv om jeg kun havde den i få måneder.

Jeg fik øje på den lille grønne bil hos Willy Jørgensens Auto i Veflinge, den kostede 14.700 kr.

Min far sagde god for den, og jeg fik så nu en bil, jeg kunne kalde min egen.

En lille fiks sag, ja det var faktisk slet ikke en Fiat, men en Seat 127, en spansk kopi af Fiat 127.

Jeg brugte bilen til at komme på arbejde hos Niels Otto Pedersen i Veflinge, hvor jeg var ansat i som frugtavler arbejdsmand.

Der blev ret hurtigt sat Walkie Talkie i bilen, jeg havde navnet Teddy 39.

Første gang, der skete noget med bilen, var da jeg skulle køre min søster og svoger til Skalbjerg, hvor han skulle spille fodbold. Imens de var der, ville jeg fylde lidt benzin på bilen. Jeg vidste ikke rigtig, hvor der var en tank henne. Så jeg kørte til Vissenbjerg, op ad den stejle bakke op til et lyskryds, ser der bliver rødt, så jeg sænker farten, kommer op til krydset, og jeg er helt alene i lyskrydset, og syntes, at jeg holder længe for rødt. Da jeg ikke vidste, hvor tanken var i byen, havde jeg valgt at dreje til venstre (dumt for tanken er til højre) så jeg holdte bare der, som Palle alene i verden - endelig blev det grønt, og jeg kørte frem og drejede til venstre, jeg overså så en anden bil der kom for fra, og banker lige ind i siden på ham. Så holdte vi så der.

Hurtigt tog jeg den fulde skyld.

Og her er, hvad der skete med bil og mennesker:

Min bil fik skader på front og venstre forskærm,

Den anden bil fik bulet sin venstre fordør.

Manden i bilen sad i bar overkrop, og der var nogle glasskår, der havde lavet nogle ganske små mærker i ryggen på ham, men det krævede ingen behandling.

Jeg var uskadt, jeg var ædru, jeg kørte ikke for stærkt, det var min egen bil. Klokken var nok omkring 18.00, og da det var sommer, så var der masser af sol. Kort sagt ingen stor ulykke. Min bil kunne selv køre hjem.

Grunden til at jeg fremhæver skadens omfang skyldes en episode ugen efter.

Jeg dukker op til forsamlingshus fest i Morud.

Og folk stirrede på mig med store øjne.

De havde hørt følgende:

Jeg var pisse fuld, i en stjålen bil, midt om natten, med slukkede lygter, kørte over for rødt, smadrer jeg ind i en anden bil, der bliver så ødelagt, at flere kommer alvorligt til skade, og jeg selv var omkommet.

Så her er det vist på sin rette plads at citere munken Johann Gregor Mendels ord, som også H. C. Andersen har brugt: En fjer bliver til fem høns.

Man kan vel også bruge denne sætning: Den, der bliver løjet død, lever længe. Den sidste foretrækker jeg lige her.

Jeg fik så ordnet bilen. Og den var klar til nye oplevelser. Og det må man sige at den fik.

En dag hvor jeg fik til opgave at flytte brænde ned til fyret, fik jeg besøg af Karl Otto, og så gik der hat og briller i det – igen. Når vi var sammen. Jeg besluttede at brænde kunne være brænde. Så vi kørte en tur i den nylavede bil. Vi endte i Rue, og jeg syntes, at jeg skulle lade Karl Otto prøve at køre bil, så på grusvejen Flintebjerg overlod jeg han styringen af Fiat’en. Og så skete det, at han gav alt for meget gas, han mister fuldstændig kontrollen over bilen. Op ad skrænten på den ene side og så over i den anden side, og med fuld fart og styrke hamrede vi ind i et piletræ. Og bang og så lå vi på taget, hang i vores sikkerhedsseler, og det er var jeg meget glad for, at jeg brugte, og stadig bruger i dag, for min egen skyld og ikke kun fordi politiet siger at man skal.

Det er meget mærkeligt at hænge på hovedet i bil, når man løsner selen, så falder man NED på taget.

Vi kommer ud, og får væltet bilen om på hjulene igen.

Vi er begge uskadte, jeg går ned til nærmeste hus, og får ringet til min far, og så falder jeg om, de andre vælger så at ringe efter en ambulance, og jeg bliver indlagt for observation for hjernerystelse, som det har jeg så heldigvis ikke har. Min far kommer med sin traktor og med tippelad bag på, og bilen kommer hjem. Den er nu total skaldet og kan ikke laves.

Jeg begik så forsikringssvindel, da jeg påstod, at det var mig der kørte, for Karl Otto havde ikke kørekort. Så jeg fik 14.000 for bilen. Så alle pengene kom næsten hjem igen. Jeg lærte en masse den dag, og jeg har siden hen gjort en masse for at overholde loven. Har lidt dårlig samvittighed overfor den forsikringssvindel, men det var for at hjælpe Karl Otto, da han jo ikke var så rig, at hans familie kunne hjælpe ham her.



Camping.

Ja, både Jane og jeg kommer fra en campingfamilie. Men to meget forskellige måder at campere på.

Min svigerfamilie tog på stævne camping, altså på den måde, at de var medlem af DCU som afholder stævner rundt om i landet og nogle gange også i udlandet. Der var arrangeret en masse i løbet af det stævne, både sjov, fællesspisning, og dans.

De samme campister mødtes igen og igen, på den måde fik de en masse venner, som de så også så uden for campinglivet.

Mine forældre var nok mere det, man kunne kalde egoist campister, for de tog på ture rundt om i landet, og de valgte ikke at komme de steder, hvor der var stævner. Jeg kan huske, de en gang ankom til Vorbasse camping og så, at der var stævne, så kørte min far videre til en anden campingplads. Vi blev slæbt rundt på museer og andre historiske steder, eller til naturoplevelser.

De voksne i min familie holdt sig for sig selv, men vi børn havde en stor kontaktflade med andre på pladsen. Mine forældre drak Nescafé og meget lidt alkohol på sådanne ture, hvor i mod mine svigerforældres weekender kunne godt ende ud med et lidt tungt hoved om søndagen.

Så da vi startede vores eget campingliv, så var det mig, der valgte at gå i mine svigerforældres fodspor mht. måden, vi skulle campere på. De første ture var ofte sammen med svigerforældrene, så kunne de lige give en hånd med opsætningen, og vi lærte at campinglivet at kende i trygge hænder.

Vi havde overtaget mine forældres gamle MKP-midi campingvogn.



Vores første campingvogn, Det var mine forældres, som vi overtog. (ikke vores på billedet, men en magen til)



En lille bitte vogn, som min far havde ændret indretningen af. Så der var bedre senge, men meget plads var der ikke.

Jeg fandt ud af, at det der med stævne camping tiltalte mig meget. Vi opbyggede stille og roligt venskaber. Det var for eksempel en tur til Herning til et stævne, som hed Spil-Uden-Grænser. Hvor de forskellige kredse i landet under DCU, konkurrere i små opgaver mod hinanden, og der mødte vi et ægtepar fra Otterup, som vi i de næste mange år holdt kontakt med, men efter vi stoppede campinglivet, gled det ud i sandet igen. Men i mange år var vi tit sammen, også uden for campinglivet. Var med til hinandens familiefester. Men nu ser vi dem ikke mere.

Vi fik skiftet MKP vognen ud med en Adria, senere en Dethleffs og til sidst en Knaus, Men i starten af 0’erne mistede vi interessen; helbredet og økonomien fik os til at indse, at det nok ikke var os mere. Det var mange sjove år og indimellem savner jeg det da, men tanken om arbejdet, og ikke hvor dyrt det efterhånden blev, får mig på andre tanker. Nu tager vi på en årlig ferie i sommerhus.

Nordisk Caravan træf var helt klart højdepunktet i året. Sammen med nordmænd, svenskere og finner i en hel uge på en mark eller dyreskueplads et sted i Norden. Vi var en gang i Norge i Halden, 2 gange i Sverige og et par gange i Danmark, turen til Finland var lige lovlig lang tur for os. Men at være sammen med andre campister fra andre lande var fedt, jeg fik en norsk ven, der hjemmebryggede noget Kosk til mig, jeg fik ”barnedrikken” der kun var på 60 til 70% spiritus. Tak skæbne den var stærk, men det gode ved Kosk er, at det de i putter det i drikken er det som man ikke får tømmermænd af dagen efter, og så tror jeg også, at det kunne helbrede salmonella, da alle dårlige baktier i kroppen, blev slået ihjel, det føltes, som om man kunne mærke, at tarmene blev tomme, efterhånden som spritten kom ned i dem.

Jeg fandt ud af, jeg kunne tale skandinavisk. En fuld mands sprogblanding mellem dansk, norsk og svensk. Jeg er i forvejen ret god til at tale svensk og norsk, men når man sidder midt mellem en fra hvert land, så falder man over ordene. Men det lød nu sjovt. I en norsk Olsenbanden film fester Benny, Kell, Valborg og købmanden og hans datter, og de synger sange, og underteksten fortæller, at der synges Svosk, det er en blanding mellem norsk og svensk, og det var nok det, jeg talte efter et par glas Kosk.

Jeg har fundet ud af, at arbejdskollegaer og campingvenner er kun nære venner så længe, man har jobbet eller er campist. Ingen campingvenner fra de ca. 25 år på hjul, har jeg kontakt med mere. Sådan er det bare, og det må vi leve med. Jeg vil ikke kæmpe for at bevare et venskab, der tydeligvis ikke holder i længden. End ikke på Facebook har jeg kontakt med dem.

01-August-1979

Mine skoler

Nordfyns Ungdomsskolen blev et stort vendepunkt i mit liv.

Noget som mange forældre erfarer med efterskoler, er den kæmpe forandring, der sker med deres børn på de 10 måneder, går på efterskole.

Og det skete også for mig; 9. klasse var en overgangs periode, men i 10. klasse fik jeg lysten til at lære og modtage viden, og jeg fandt ud af, at det der med skoleundervisning slet ikke var så tovligt endda. Desværre kom det bare flere år for sent. Så at jeg overhovedet skriver dette, skyldes helt og holdent mit efterskoleophold, med forstander Poul Andersen og lærerne Kristian Bruntse og Kaj Andersen. Disse tre personer vækkede min lyst til lærdom, og Kristian lærte mig faktisk noget så simpelt som at holde ordentlig på en blyant. Kommuneskolens lærere havde slet ikke opdaget, at jeg holdet om en blyant som et lille barn. Jeg brugte 3 til 4 fingre på selve blyanten, og min skrift var også derefter. Lige pludselig kunne jeg skrive noget, som andre faktisk kunne læse.

Mine karakterer i kommuneskolen var så lave, at bla. udtalelsen i Fysik/kemi blot hed: Forbederlig ønskeligt.



I 9. klasse steg karaktererne til max 8. og i 10 klasse fik jeg et 10 tal, senere tog jeg 9. og 10. klasse på VUC, der fik jeg 10, 11 og flere 13-taller. Så jeg er slet ikke så dum, som andre og jeg selv troede, da jeg gik i kommuneskolen.

Det ansvar som efterskolerne giver eleverne, er noget at det bedste, der kan ske for unge mennesker, og jeg kan kun anbefale andre at tage på efterskole, hvis det er muligt - begge min børn har været af sted, og det har i den grad gavnet dem begge. Hvis man husker, at man ikke skal tage hjem hver weekend. Jeg var så ofte på skolen, at min mor spurgte, om jeg ikke snart skulle prøve at komme hjem, bare en gang i mellem. Til det svarede jeg: - ”Nu betaler I jo for, at jeg kan gå på skolen i 10 mdr., så derfor for I jo mest ud af pengene, hvis jeg er der hele tiden.” - Det kunne min mor så ikke rigtig argumentere imod.

På skolen skete der noget med mig, men også på tiltaleformen på skolen. Året før jeg kom, gik min søster der, og de tiltalte forstanderpar som Hr. og Fru Andersen, men da jeg begyndte på skolen, hed de pludselig Poul og Inge. Jeg kom hjem en weekend, og jeg sagde til min søster, at jeg skulle hilse fra Poul og hun svarede: Hvem? Hun kendte kun ham som Hr. Andersen.

Jeg begik så den fejl at vælge en værelseskammerat, som jeg kendte i forvejen fra kommuneskolen. Der gik kun et par måneder, så var det ovre, der blev så byttet lidt rundt, og modsat nu til dags, så kom jeg til at kende en person, som ikke var lige som mig. Noget så sjældent som en mulat. Ja jeg havde aldrig før set en mørk person i virkeligheden, det var kun noget, der fandtes på amerikanske film. Men Morten var altså mørk i huden, han var søn af en allieret soldat og en tysk mor - senere adopteret til Danmark, til en dansk præstefamilie på Vestfyn. Vi blev gode venner, i hvert fald boede vi sammen næsten resten af året, indtil vil så også fik nok af hinanden, så fik jeg René fra Gislev som værelseskammerat.

På skolen lærte jeg en masse nye mennesker at kende. Elever som jeg den dag i dag stadigvæk har kontakt med, mest over Facebook, men vi skriver da lidt sammen.

9. klasse blev brugt til at finde mig selv. 10. klasse, var til at udvikle mig, særlig på det faglige område, og jeg begyndte at lave lektier. Jeg var glad for Poul Andersen, der faktisk et eller andet sted troede på mig, selv om jeg til tider kunne være en meget besværlig elev.

Mange år efter min skoletid, arrangerede jeg klasse fester, og jeg fandt mange af eleverne og fik dem til at møde op til jubilæumsfester, men efterhånden fandt jeg ud af, at når selve dagen oprundede, så var jeg lige så alene, som jeg var på skolen - alle faldt tilbage i de roller, de havde på skolen, og jeg følte nogle gange, at jeg slet ikke var med til de fester, for jeg havde svært ved at tale med folk, og jeg har nu mistet interessen for og lysten til at samle folk, så nu kan jeg kan se, at der ikke sker så meget mere, for der er ikke andre, der forsøger at samle folk mere. Jeg har meldt mig ud af alle elevforeninger på både efterskolen og højskole, og skulle der komme en fest invitation engang, så vil jeg længe overveje, om jeg vil med. Intet er afgjort på forhånd.



Rønshoved Højskole

Jeg gik på højskole fra november 82 til og med marts 83.

Og det hele kommer i stand på en lidt tragisk vis.

Det hele starter lørdag den 14. november 1981. en regnfuld dag. Jeg tøffer lidt rundt på min Puch, rent tilfældigt møder jeg Kim Jørgensen, vi falder i snak, bliver enige om at vi vil skulle købe en flaske gammel Dansk og nogle øl, så tog tager vi over til ham, han var er alene hjemme, og vi skal se en tipslørdags kamp fra England. Kan ikke huske, hvem der spillede, men det var ikke tophold. Vi beslutter at tage et glas med Gl. Dansk hver gang, der bliver scorede. Efter en målløs første halvleg, bliver vi enige om at drikke hver gang, der er hjørne, senere også ved indkast, til sidst hver gang dommeren fløjter. Så efterhånden er vi ret lige glade med, at kampen ender 0 – 0.

Vi finder ud af, at der er fest i Veflinge hos Ronald, så vi kører derover, og jeg drikker videre. Jeg falder i søvn i deres badekar, jeg vågner op og har får den tåbelige ide, at jeg ville om på Bystævnet, den lokale bar i byen.

De andre forsøger at stoppe mig, men jeg vil. Op på min Puch og så af sted. Af en eller anden årsag kører jeg en omvej, og der møder jeg nogle, jeg kender, hilser på dem, men mister balancen og kører med fuld kraft ind i en hæk, vælter og får knæet i klemme mellem benzintanken og fortovet. Jeg skriger af smerte, mange kommer ud og ser, hvad der sker. Der bliver tilkaldt en ambulance, derefter forsvinder mine erindringer lidt, jeg får forklaret dem, at mine forældre ikke er hjemme, fordi de besøger min moster, som har fødselsdag den dag. Jeg bliver indlagt, hvilket jeg slet ikke kan huske, jeg er usædvanligt fuld, blodprøven svarer til 14 genstande. Og det passer nok helt godt, for jeg var enorm fuld og langt væk.

Den dag oplevede jeg det ganske forfærdelige, at mine forældre bliver ringet op af politiet, for at få at vide, at deres søn er kommet til skade og blevet indlagt. Det var og er ikke en sjov oplevelse for nogen overhovedet. Jeg er meget ked af at jeg gav mine forældre den oplevelse, det fortryder jeg den dag i dag, straffen for min gerning og handling har jeg endnu. Jeg fik fjernet mine 2 menisker og et korsbånd i knæet, og jeg har stadig smerter, og flere jobs og uddannelser har jeg mistet pga. mit dårlige knæ. Så de 800 kr. jeg fik i bøde, var småting i forhold den straf, jeg fik på mit helbred. Hellere en bøde på 8000 kr. og et brækket skinneben, i stedet for det, jeg pådrog mig. Men det hele var min egen skyld. Tag staffen for dine gerninger, det har jeg lært.

Utallige sygehus og læge besøg har jeg haft, pga. det knæ.

Jeg blev kontanthjælpsmodtager fra den dag, jeg fyldte 18 år. Og min sagsbehandler vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sætte mig til, så hun kom efter nogen tid frem til, at et højskoleophold ville gavne mig, jeg kunne så gå i gang med at finde ud, hvor jeg ville på højskole.

Og som så mange gange i mit liv, så vælger jeg ting ved at fravælge andre ting.

Jeg fravalgte alle dem med en bestemt politisk retning, uanset hvilken retning, jeg skulle ikke rettes ind i en bestemt politisk retning.

Alle skoler med kollektiv ledelse, nej tak

Idrætsskole, nej ikke med mit knæ.

En gammel traditionsbunden skole er lige mig, og valget falder på Rønshoved Højskole i Sønderjylland. Og uden at jeg var klar over det, så havde min søster faktisk gået på samme skole flere år før, og min forstander på efterskolen havde været lærer på skolen; flere andre i min familie har ligeledes gået på skolen, og jeg er sikker på, at valget faldt i meget god jord hos mine forældre. Forstanderen på skolen var en Haarder, og jo han var storebror til politikeren, Bertel Haarder. Hvilket vi så fik at mærke flere gange. Han kom ofte og holdt taler. Men han var og er ret sjov, med sine spydige taler.

Jeg ankommer til skole omkring den 1. november 82, og jeg får en værelseskammerat ved navn Sten Dahl. En ung mand fra Kolding kanten, jeg havde kontakt med ham i over 30 år efter, men det har vi det ikke længere.

Han har vist stadigvæk rekorden i at tage mest på i vægt, gennem de 5 måneder. 18 kg blev det til, og til sidst havde han kun sine ridebukser, han at kunne være i. Han var usædvanligt kage- og slik glad. Man kunne næsten se ham vokse.

På skolen møder jeg igen Morten, ham den mørke dreng, fra efterskolen, han var også blevet elev på skolen.

På højskolen oplevede jeg alt det, som man i min slægt har oplevet utallige gange med alle de højskoleophold, som virkelig mange har oplevet. Både sammenhold, respekt, kulturel udvikling, forståelse for livet, masser af sang fra højskolesangbogen. Udvikling på det personlige plan. Vi eksperimenterede også med det erotiske, hvilket jo så gjorde os erfarne på det område også.

Jeg valgte ret mange kreative fag, hvilket betød få lektier. Jeg havde faktisk den samme lærer i samtlige eftermiddags timer i løbet af en uge. Vi sled hinanden op. Guitar undervisning, kor, drama, musikforståelse, teater.

Højskolen lå kun få kilometer fra Kollund, hvor æ spritter sejlede til Flensburg. Om lørdagen tog vi tit ned til båden, og tog første tur, og vi blev på båden hele dagen, uden at gå i land, så ved 17-tiden var vi godt fulde, og vi havde nok mere alkohol i blodet, end vi havde i flaskerne.

En gang havde en lille flok af os lånt en Morris Marina af Jonna for at køre over grænsen til Tyskland. Vi var en sjællænder, en fynbo (mig), en der var født i Vesttyskland, men adopteret til Danmark, og en århusianer. Bilens var utæt i benzintank var utæt, og den dryppede benzin. På denne aften, hvor vi var i Vesttyskland, havde tolderne nuppet en efterlyst person ved grænsen, så alle mand med uniformer, hunde og våben var på arbejde. Så der var lang kø fra kioskerne ned til grænsen. En politimand gjorde os opmærksom på, at vi dryppede benzin, så han bad os køre uden om køen og hurtig hjem til Danmark, for sådan en dårlig og sprængfarlig bil, vil de ikke have i Vesttyskland.

Han glemte så lige at fortælle over sin radio, at vi havde fået lov til at køre uden om, så vi blev standset, Morten blev hevet med ind til forhør, for var han nu terrorist, pga. sit fødeland og hudfarve. Han blev hurtig løsladt, jeg kørte videre, hen til den danske tolder, jeg kunne ikke se nogen, for han sad lænet over en avis, og lige da jeg var ud for ham, mente jeg, at der ikke var nogen, så jeg gassede op, og straks kom har farende og råbte og skreg STOOOOP. Jeg stoppede og forklarede situationen, heldigvis var har forstående, og ikke lige som vagterne i en amerikansk lufthavn, for så var vi nok endt i håndjern.

At jeg ikke blev stoppet i tolden, er et under, for inde under trøje og bukser havde jeg en flaske sprit. Det havde nok været toppen, hvis de havde opdaget den.

De 5 måneder gjorde mig nok en del år ældre. Og det var vist også tiltrængt. Ikke mindst i forhold til andre og aller mest i forholdet til mine forældre.

I alt 2,5 år på efterskole og højskole prægede mit liv i en retning, der kun var til det gode.



Uddannelser.

Jeg kommer så hjem fra højskolen, flytter lige en måned til Ikast, det er igen en tåbelige og ikke særlig gennemtænkt beslutning. Bor hos nogle venner til en af mine efterskolekammerater. Efter en måned får jeg nok, flere oplevelser gør, at jeg aldrig bliver glad for at bo der, så hjem til mit barndomshjem igen. Hvad så nu?

Aner det ikke, jeg er nu 19 år. og jeg aner ikke, hvilken retning jeg skal gå, skal jeg følge min fars drøm om, at jeg også bliver frugtavler. Forsøger da også med en læreplads i Harndrup, men igen driller mit knæ, og jeg må opgive. Knæet kan ikke tåle belastningerne med lange gåture i marken og at træde på koblingspedalen på traktoren, så min fars drøm må nok droppes, og eftersom jeg faktisk slet ikke interesserer mig for æbler, bær, blomster og den slags, så ville det være tosset at gå den vej. Det kunne jo ende i stor fiasko, konkurs og økonomisk katastrofe for mig.

Jeg tager på VUC i Søndersø, hvor jeg på et år tager 9. og 10. klasse, 6 måneder i hver klasse, det er kun dansk og matematik, og her får jeg de højeste karakterer, jeg nogen side har fået.

Jeg starter på EFG Jern og Metal, det er nu heller ikke mig. Jeg kan godt lide at lege med værktøj, men svejsning eller mekanikerarbejde har ikke min interesse, så jeg tager en samtale med en studievejleder, hvor jeg fortæller, at jeg gerne vil være tegner.

Og det forstod han godt, han misforstod bare mit ønske, for jeg ville være frihånds tegner, sådan nogle som laver tegninger i aviser. Han sendte mig videre til teknisk skole for at blive teknisk tegner, altså tegne maskindele og huse. Meget langt fra hvad jeg ønskede.

Senere fortsatte jeg som teknisk assistent, og det var håbløst fra starten, for langt over halvdelen af eleverne fik slet ikke en læreplads, da firmaerne ønskede elever, der kunne tegne på computer og ikke i frihånd, som var det eneste vi lærte, for skolen havde EN eneste computer, der kunne det der CAD/CAM, som det krævede. Der gik næsten 2 år mere inden skolens ledelse fandt ud af de uddannede folk til arbejdsløshed, og de købte computere til uddannelsen. Ja sådan var det i 1985.

Jeg begyndte så i stedet på en produktionsskole Gamby. Der var jeg i nogle år med praktikker i Brugsen i Morud og Søndersø og Kvickly i Middelfart samt en børnehave i Søndersø.

Kommunen fandt ud af, at jeg kunne få et truckcertifikat, og hvad fanden skulle jeg bruge det til? Tænkte jeg. Min forstander på produktionsskolen sagde blot til mig: hvis jeg kommer her lige efter nytår i stedet for at starte på det kursus, så skulle jeg betragte mig selv som fyret. Den forstod jeg godt, så jeg tog til Odense og begyndte på det kursus. 4 år efter begyndte jeg at køre truck og gjorde det i 16 år, så det var alligevel godt, jeg tog det certifikat.

Jeg sidder så en dag ved min sagsbehandler ved kommunen, og hun siger til mig, at jeg skal på EFG igen, denne gang Handel og kontor. Ja ja ja, så gør jeg da det. Noget skal jeg jo lave.

Her starter jeg så i 1988. Møder en lærer, som får mig til at tro på mig selv. Steen Warming. I klassen var der en anden dreng, som mange år senere ender i alle landets aviser og tv. Henrik Hauberg Madsen. Den såkaldte bøssegangster, der med stor sandsynlighed blev dræbt og savet i stykker bag i en varebil.

Nå, tilbage til EFG. Jeg gennemfører grunduddannelsen, men får ingen læreplads. I oktober ser jeg en annonce i avisen, de søger en lagerekspedientelev hos Fehr, Ford i Odense.



Jeg søger og får den sgu. De er jo lidt betænkelige, da jeg nu er blevet 24 år, men ret hurtig finder de ud af lige netop det er en fordel, fremfor en 17-årig helt uden erhvervserfaring. Jeg kender faktisk brugen af en fejekost, jeg har kørekort, og truckcertifikat.

I to år ekspederer jeg autodele. Jeg var mest glad for at få en plukliste fra en sælger, og så finde varerne frem og sende dem af sted. Det med at ekspedere kunder og mekanikere fra værkstedet, det var ingen god oplevelse. Jeg kunne bare ikke huske numre, så det tog en evighed at finde de samme stumper frem igen og igen.

Så efter endt læretid med diplom og alt det der, så var jeg da stolt, jeg kunne alligevel noget. Så alt håb var ikke ude.

I mellem tiden var jeg så blevet forlovet og havde fået 2 børn, men dem vender jeg tilbage til i et andet kapitel.



16 år på Kraft Food/ Svansø Food som truckfører.

Jeg søger så nyt job, på få dage søger jeg 14 steder. Og jeg får job på Kraft Food i Nørre Aaby, ja som truckfører. En måned ”i lære” på dagholdet, fra 1. februar er jeg 1. mand på trucken på natholdet. Og på den adresse er jeg i 16 år, med 2 års pause på cykelfabrikken Everton-Smidt eller Grand som det hedder i Nørre Aaby. Næsten alle år var jeg fast natholdsarbejder. Og i dag elsker jeg natten, hellere gå i sent i seng end stå tidlig op ¨.

Jeg stopper først i midten af 0’erne, da arbejdsforholdene bliver for meget for mig, de indfører omvendt anciennitetsløn. Dvs., den der har været der i længst tid og oplærer andre, skal have mindst i løn.

Jeg stopper med lægeerklæring, uden opsigelsesvarsel, jeg fik bare nok. Jeg mente også at min tillidsrepræsentant var en mistillidsrepræsentant. Hun og min chef løj om lønningerne. Så jeg skred, og det var en stor lettelse for mig. jeg slap væk i live, men jeg fik en kæmpe depression på grund af arbejdet, og det forfulgte mig i mange år derefter.

Jeg begyndte så som vikar, det var faktisk sjovt at starte forfra igen, jeg var mejeriarbejder, oste mager, truckfører flere steder og skraldemand. Men igen kom mit helbred i vejen. Depressionen og dårligt knæ, migræneanfald + et par skavanker stykker mere, så jeg begyndte at søge om pension. Jeg kom i jobprøvninger i Gelsted, på et genbrugscenter, og jeg fandt ud af, jeg var god til at reparere ting, der var kommet ind og trængte til en kærlig hånd. Der var ikke det, jeg ikke kunne skille ad og få lavet. Alt fra små armbåndsure, legetøj, lamper, ja alt muligt.

Men lige pludselige opsagde kommunen kontrakten med genbugsstationen, så jeg måtte stoppe, jeg fik så et fleksjob ved Middelfart lokal-tv. Og der fandt jeg ud af det der med at filme, redigere film og alt det der, det var lige mig, og i dag filmer jeg jo alt muligt. Det var virkelig sjovt at lære.

Vi vælger så at flytte fra Nørre Aaby til Odense - af forskellige årsager, og Middelfart kommune sender så alle mine sagsakter til Odense. Men Odense kommune kan slet ikke finde dem, i 2 måneder påstår de, at de slet ikke har modtaget det fra Middelfart kommune. Lige indtil de finder dem liggende hos en sekretær, der så ikke kan gennemskue, at disse papirer faktisk skal videre til en sagsbehandler. Flot siger jeg bare. Jeg var så Mr. Nobody i den tid.

Jeg starter så helt forfra igen, for Odense kommune kan ikke bare fortsætte med noget, som en anden kommune har startet. Og hvem bliver kastebolden igen? Mig.

Jeg får et fleksjob på kommunens cykel værksted - efter en tid må jeg opgive, helbredet driller igen.

Nu har jeg så fået et fleksjob som personlig hjælper for min forlovede, og det trives jeg meget godt med. 11 timer om ugen, fordel på alle ugens dage og tider, hvor hun har brug for hjælp. Faktisk så står jeg til rådighed 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Jeg har kun fri, når jeg går tur med hunden eller når jeg er i motionscentret.

05-November-1985

Politik

Den politiske del af mit liv.

Jeg har to gange været opstillet til et kommunalvalg.

Med 20 års mellemrum, og jeg er ret sikker på at det ikke gentager sig.

Første gang var i 1985 i Søndersø kommune for det nu nedlagte parti Centrum Demokraterne.

Hvorfor så det parti? Tja som så ofte før, brugte jeg udelukkelsesmetoden.

Jeg skrev til alle partier, om at få tilsendt deres partiprogrammer (for guds skyld ikke deres valgprogrammer, for der lover de alt for meget, de alligevel ikke kan gennemføre).

Jeg nærlæste dem alle, og gav dem point efter hvor enig jeg var med dem?

1 som meget uenig og 5 som meget enig.

Når jeg så har været igennem dem, så talte jeg sammen og CD vandt den konkurrence. Og igen lå jeg op af min fars politiske ståsted. Så lidt påvirkning fra hjemmefronten har der nok været.

Jeg begynder så at deltage i politiske møder med Freddy Rasmussen fra Søndersø, den lokale tæppemand, der i forvejen sad i byrådet i Søndersø. Jeg var på et tidspunkt med til CD’s landsmøde i Ebeltoft, til CD’s landsmøde, og sikker en masse taler, jeg skulle lytte til. Fik en sludder med Mimi Jacobsen, og jeg var på lokum med Arne Melchior. Hvad vores samtaler gik ud på, kan jeg ikke komme ind på, hverken med Mimi og eller med Arne. Men sikket en masse taler, og de var lange på det landsmøde.

Valget nærmer sig, og Freddy opfordrer mig til at stille op til kommunevalget i 85. Jeg tænker lidt over det, men jeg svarer så, ja til udfordringen.

En overgang var jeg yngste kandidat, men kort før deadline dukkede der en yngre kandidat op på kun 19 år, og jeg var 21 år.

Jeg deltog i et par valgmøder rundt om i kommunen, særligt husker jeg et i Søndersø hallen, med valgflæsk og gule ærter. Et møde, som Socialdemokraterne og SiD havde sat på benene. Vi åd så mange gule ærter, at de måtte ringe til brugsuddeleren om at komme med flere gule ærter, så Brugserne i Søndersø, Morud og Næsbyhoved Broby blev tømt og de gule ærter haste bragt til Søndersø hallen.

Venstre bønderne syntes, det var fedt at få lov til at spise på de ”rødes” regning. Der var to mand fra hvert parti i panelet, jeg ved så ikke, hvor Socialdemokratiet har lært at tælle, for de mente, at der skulle være 3 fra deres parti i panelet., De blev så hele tiden drillet med, om deres økonomiske politik fungerede på sammen måde. Tror bare de var så ivrige efter at få lov til at være deroppe, og de ikke kunne blive enige om, hvem det skulle være. Ingen ville trække sig.

Men der var godt nok også en del pilsnere på bordet, så da jeg skulle hjem, får jeg mig slæbt ud i mine forældres Volvo, og får dirigeret bilen hjem, af fuldevejen over Kelleby og Farstrup. Godt Holger landbetjent, kaldet Sheriffen af Søndersø, selv var med til mødet som SF-kandidat, så jeg kunne komme hjem uden at møde ham i hans Skoda 105 med Sherif logoet på sidedøren.

Selve valgdagen oprinder, jeg stemmer, og jeg håber egentlig inderst inde, at jeg ikke bliver valgt, for jeg var slet ikke moden nok til at tage så mange og vigtige beslutninger. Mit lille ønske blev hørt, men jeg kunne jeg nu godt have ønsket mig lidt flere stemmer. 4 stemmer i alt. 3 i Morud og en i Skamby. Til mit held var der faktisk andre kandidater, der fik færre stemmer, end jeg fik, der var faktisk en fra Venstre, der fik 0 (nul) stemmer, altså gav han ikke sig selv en stemme, det må være en, der ikke tror på sig selv som politiker.

Ingen fra CD kom i byrådet, og efter et års tids stoppede jeg som medlem. Grunden til udmeldelsen skyldtes ene og alene Socialminister Bente Juncker fra CD for hun klagede over, at der boede nogle psykisk udviklingshæmmede i nærheden af familiens sommerhus. Og det kunne jeg ikke acceptere, og slet ikke at hun også var socialminister, der netop skulle varetage den type menneskers behov under hendes embede. Til mit held havde Poul Nyrup Rasmussen samme holdning til det, som jeg havde, så hun blev fyret efter 14 dage i det ministerium.

Jeg var så politisk neutral i flere år, dvs. jeg interesserede mig enormt for politik, men jeg var ikke medlem af noget parti, men jeg har deltaget flere valgmøder som tilskuere. Og i 89 var jeg stemmetæller i Veflinge forsamlingshus - og det var sjovt, og jeg huske, at Allan Simonsen fik en stemme, og en anden vælger havde sat et korrekt kryds ud for hver eneste kandidater, alle krydser var skrevet rigtig, så vælgeren havde haft god tid i stemmeboksen.





Først i starten af nullerne valgt jeg igen at erkende politisk kulør, jeg meldte mig ind under de socialdemokratiske røde faner. Jeg er sikker på at min svigerfars politiske ståsted havde smittet af på mig. Jeg havde i mange år været på SiD sommerlejr rundt om i landet, og jeg ville også vente, til mine forældre var borte, da jeg ikke ville kunne fortælle dem, at jeg var sprunget væk fra min fars politiske tilholdssted, han var Venstre mand, indtil Erhard Jacobsen, stiftede Centrum Demokraterne.

Jeg begyndte at komme til div. møder i partiet, så skete der det, at der skulle komme en hel ny kommunalreform, da flere kommuner skulle sammenlægges. Og lige pludselig så skulle jeg til at stille op til kommunalvalg sammen med min navnebror, Steen Dahlstrøm fra Middelfart., Han var en mand, som jeg ikke var helt vild med, men jeg må erkende, at han var meget populær i Middelfart gennem mange år som deres Borgmester. Det ender så med, at der står en Steen i begge ender af socialdemokraternes liste på stemmesedlen, ja I kan jo nok regne ud, hvem der stod hvor på listen. Denne gang fik jeg fordoblet mine stemmetal siden 85, til hele 8 stemmer. Så nu tror jeg, at jeg lader andre prøve lykken i det politiske, og jeg tror heller ikke, jeg ville kunne holde til det den medie overvågenhed, som politikerne har i dag. Jeg vil gerne kunne gå i fred, jeg vil gerne sige, hvad jeg har lyst til, uden at jeg skal dikteres fra toppen af partiet, og jeg mener ikke, at jeg kan være enige med noget parti 100%.

Jeg er lidt splittet mht. hvilket parti jeg synes om. Alle partier siger noget godt, og alle partier siger noget, som jeg bestemt ikke bryder mig om. Eneste måde jeg kan blive enig med et parti, er hvis jeg starter mit eget, og rolig nu, DET SKER ALDRIG.

Jeg svinger lidt frem og tilbage fra valg til valg, men jeg har ALTID stemt, og alle, jeg har stemt på, er kommet ind, på nær de to gange jeg selv stillede op.

Jeg følger med i alle tv-programmer om dansk politik, følger med i alle valg, og jeg er begyndt at vælge kandidater på samme måde, som så mange gange før: jeg fravælger.

Alle de politikere der dummer sig, lyver, eller skifter parti, bliver blacklistet, i særlig grad lokalpolitikere, der skifter fra valgnatten og frem til 1. januar, for selv at få en bedre politisk post, de kommer aldrig nogen side i betragtning til at få min stemme. Min holdning, er, at man ikke skal kunne skifte parti fra valgdagen og indtil byrådet den 1. januar trækker i arbejdstøjet - hvis de ikke kan lide resultatet, så må de træde ud af politik, og lade suppleanten træde ind i stedet. Det er at pisse på vælgerne, som har stemt på dem. Man har jo både stemt på personen og i den grad også på det parti, som kandidaten stiller op for, og men man kan ikke skifte så mange politiske holdninger på en nat, eks. fra Venstres til Socialdemokratiets partiprogram. Dertil er der ligegodt for stor forskel på de to partier.

Min valgkamp starter altid, lige når man ikke kan stemme mere, kl. 20.00 på valgaftenen, og valgkampen slutter den dag, hvor statsministeren meddeler fra folketingets talerstol, at han udskriver valg. I den periode vurderer jeg politikerne, m.h.t. hvad de beslutter, siger og hvordan de opfører sig. Hvis de i løbet at valgperioden har lavet noget, der strider mod min opfattelse i etik, moral og politik, så får de karakterer derefter.

Hvis de skifter parti i valgperioden, så falder de langt ned på listen, men hvis de tør gå imod partiet ved en afstemning og stemme efter deres helt egen opfattelse til et lovforslag, så får de en høj karakter. Jeg beundrer dem for, at de faktisk har en personlig holdning, og ikke lader sig styre af partitoppens beslutninger.

Men hvis de ramler ind i løgne og korruption i perioden, så forsvinder de også fra min valgliste over kandidater. Når de vælger at leve et offentligt liv som repræsentant for dem, der har valgt dem ind, så har de bare at opfører sig anstændigt.

Selve valgkampen har jeg også noget, jeg vil fortælle om.

Det irriterer mig gevaldigt, at man i valgkampen bruger mere tid på de andres politik, frem for at sælge sin egen politik.

Overført til et andet eksempel.

Hvis en Ford forhandler vil sælge sine biler, så fremhæver han sine egne biler, m.h.t. sikkerhedsudstyr, økonomi, bilens fortræffeligheder, han vil jo ikke starte med at skrive, at naboens biler fra Opel er noget lort, og at Opel ikke kan dit eller dat.

Men politikerne kan i en tv-debat bruge ufattelig meget tid på at nedgøre og betvivle de andres program, jeg syntes det er barnligt at bruge mere tid på andres politik end ens egen. Man skulle jo tro, at de faktisk ikke tror på deres egen politik. I valgkampen er der større chancen for at de falder ned på min liste, end de bliver forfremmet.

Glæder mig til, at der er en politiker, der i en tv-debat kun taler om sit eget program og ikke nævner de andres politik, og til sidst kan sige, at nu har de i hele udsendelsen kun talt om et parti, og modstandernes partiprogram slet ikke blev nævnt, men det sker nok aldrig.

17-Juli-1983

Skøre ting

De sjove og skøre ting jeg har lavet.

Jeg har lavet mange mærkelige ting i midt liv. Man kan sige jeg har udfordret livet, og nu sidder jeg her og tænker på, hvordan jeg overhovedet har kunnet overlevet indtil nu.

Jeg har haft forskellige leve mottos.

For at nævne i flæng:

Man kan ikke udelukkende basere sit liv på andres erfaringer, man er nødt til at prøve noget selv.

Hvis jeg ikke prøver noget vildt, mens jeg kan, fortryder man jeg det bare, når jeg bliver gammel.

Der er altid noget sjovt og morsomt i selv det mest triste, find det og fremhæv det.

Livet leves i stadier, man kan ikke være den samme hele tiden.

I min ungdom var det værste nogle kunne sige til mig: ”Du tør ikke”.

Gu fanden tør jeg. Svarede jeg.

Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været på sygehus og ved lægen i gennem over 50 år. Men listen er lang, meget lang. Men af en eller anden årsag har jeg aldrig haft gips på mine lemmer. Kun en gang i få minutter, da der skulle støbes et aftryk af min mit ben, så en specialist kunne lave en skinne, der passede præcist til mit ben.

Forstrækninger, forstuvninger, sår og rifter, syninger alle mulige steder. Hvis jeg fik alle mine røntgenbilleder, så ville jeg nemt kunne lave en komplet billedserie af hele min krop, men jeg tror ikke, Jane ville bryde sig om, at jeg hang som et skelet billede på væggen.

Jeg kan ikke komme ind på alle de skøre ting jeg har lavet, og nogle har jeg allerede skrevet om i tidligere kapitler.

Jeg lærte ret hurtig at kravle i træer, da hele mit barndomshjem jo ud over æbletræer også var fyldt med masser af store træer overalt på grunden. Min far sagde, hvis jeg selv kan kravle op, så kan jeg også kravle ned igen, - uden hjælp. Og det kunne jeg.

Lige ved gavlen af stuehuset var der et stort træ, som ca. 2 meter oppe delte sig i fire grene, og jeg fik med hjælp af min far bygget en hule, med et gulv og rækværk, og der kunne jeg sidde i timevis og læse Anders And og Lucky Luke. Eller tælle biler, der kørte ovre på Søndresøvejen, ja det var før computer og mobiltiden.

Jeg brugte også hele vores kæmpe græsplæne til fodboldkampe, alle kendte spillere, som Allan Simonsen, Henning Jensen og alle de andre har spillet på den bane.

Jeg var ikke så god til fodbold, men det afholdte mig ikke i fra at dyrke sporten. Min far lavede et mål af rester fra et drivhus, med et fuglenet fra kirsebærtræerne som mål net. Og jeg sparkede og skød konstant på mål.

Karl Otto og jeg har spillet mange kampe der. Eller når min fætter, Holger var på besøg fra Jylland.

Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at prøve grænser af.

Jeg gik på teknisk skole med en kammerat og han viste mig, hvordan men ryger vandpibe.

Ikke disse som man køber færdige i tobaks butikker.

Her kommer lige en opskrift på opbygning af egen vandpibe.



Man tager et marmeladeglas med jern låg.

I låget bliver der lavet 3 huller, et i midten og et på hver side det hul.

I hullet i midten sætter man et pibehoved. I hver af de andre huller bliver der nedsat to vandslanger.

Man fylder glasset man vand op til ca. halvdelen.

Den ene vandslange skal helt ned i vandet, og den anden skal kun lige ned under låget, over vandstanden.

I pibehovedet stopper man så det ned i, man vil ryge, og det jeg røg, var bestemt ikke noget man købte i Brugsen.

Lige da jeg så de slanger stritter op til alle sider, tænkte jeg, at nu skal der suges.

Man suger så i den slange som ikke går ned i vandet, med tommeltotten holder man i enden på den slange som går helt ned i vandet, man slipper luft ind, så man fortynder luften fra pibehovedet.

Så jeg tager en stor ud ånding, og så sætter jeg munden på slangen og suger, så enhver Nilfisk støvsuger, ville blive misundelig, og jeg suger så meget, at jeg tager al kraften ud af piben, der var ellers nok til 4 – 5 personer over flere timer.,

Det jeg fortæller nu, kan jeg ikke huske, det har jeg fået fortalt. Jeg sidder ret op, mine øjne er så store, som de overhovedet kan blive. Jeg falder bag over og er bevidstløs, og jeg puster så ud, der kommer en flot røg drivende ud af munden på mig -, ja jeg havde lige suget for 200 kr. et eller andet, købt i en baggård i centrum af Odense.

Men hvis man har set de syrede film, som man lavede i slut 60’erne med sjove farver og underlige dyr, så ved jeg nu, hvad de røg dengang, for jeg røg det samme. Jeg så gule og grøn ternede elefanter cykler rundt sammen med giraffer, der var orange med stjerner på.

Føj hvor jeg var høj på stoffer, jeg anende ikke hvad jeg røg, men der forsvandt sikkert en masse hjerneceller den dag.

De andre måtte en tur ind til byen for at hente en ny forsyning, for der var ikke mere tilbage, efter jeg havde suget igennem.

Jeg røg kun en gang mere, og denne gang mere anstændigt, og jeg har afholdt mig fra alt af den slags efterfølgende - interessen, lysten og trangen er der ikke mere, og jeg håber aldrig, at jeg vil falde i igen, men jeg kom igennem det, og jeg kan sige og udtale mig om noget, jeg faktisk selv har prøvet og ikke som dem, der udtaler sig om noget, de aldrig selv har prøvet. Det synes jeg, gør en store forskel.

Tobaksrøg har jeg også stiftet bekendtskab til, men også kun på det lave niveau.

Jeg røg lidt pibe, da jeg flyttede hjemmefra, men jeg hostede vildt, og jeg havde svært ved at inhalere, så jeg købte 2 pakker Grøn Look, altså mentolcigaretter. Og jeg HADER mentol, men jeg tvang mig selv til at ryge dem, og sidenhen har jeg ikke røget, det var så min måde at stoppe på.

Alkohol, ja det har jeg også prøvet, og det er faktisk lidt paradoksalt, at jeg overhovedet fik begyndt.

Mine forfædre havde været med i 1864 krigen både på min fars side og på min mors side. De kom hjem fra krigen i live, men psyken havde nok taget skade, da både min farfars far og min morfars morfar drak utroligt meget, og nok for at glemme de frygtelige ting, de oplevede på Dybbøl banke. Der var ikke psykologer og diagnosen PTSD dengang, det hed vist bare; tag det som en mand - tag en snaps.

Min farfars oplevelser med sin fars drukkenskab betød, at han selv ikke drak alkohol, og det smittede af på min far. Og for min morfar, der som dreng oplevede at skulle hente en flaske snaps til sin farfar hver eneste dag, gjorde betød det, at han i sit voksne liv v stort set var afholdsmand - nok ikke 100 %, men tæt på, og jeg kan huske, at der blev serveret æblemost i hans hjem.

I min barndom var der ikke meget alkohol på bordet, jo de kunne da dele en Faxe Fad om fredagen, og der var da Kijafa Kirsebærvin og lidt vin til særlige lejligheder, men ikke til daglig.

Det vil så sige, at jeg ikke havde daglig kontakt med alkohol i min barndom, dog var der lige en detalje som jeg og min morfar begge oplevede som ganske lille. Min morfar kom til at drikke lidt for meget til sin brors barnedåb, hvor han drak nogle slatter, og han blev beruset, og det havde han det meget dårligt med, han havde dog mere rygrad end jeg, da han ikke fortsatte som voksen.

Til min søsters bryllup den 13. november i året 1971 afholdte familien bryllupsfesten i Farstrup gamle skole, og Villy, min svogers lillebror, var på samme alder som jeg. Vi sad bag køkkendøren, og når tjenerne kom ind med glas med vinsjatter i, hældte vi sjatterne sammen og drak dem, og når man kun er 7 år, så slår det rimelig hårdt, så Villy og jeg blev plørefulde.

Der gik så en hel del år inden jeg igen stiftede bekendtskab med alkohol.

Uden at jeg skal hænge nogle op på noget, så tror jeg, at det kunne være mit venskab med Karl Ottos familie, der havde en noget andet synspunkt på øl end min familie.

Jeg begyndte at drikke hos Karl Otto, og jeg kunne lide det. Jeg fik jo en knallert, og derved kom jeg lidt mere rundt, kom en del i Veflinge, mødte nogle unge drenge der, som jeg begyndte at hænge ud med. Og så var der ikke mindst opdagelsen af Peder Eriks hjemmebryg i Rue.

Jeg drak nok for meget, men den knallert ulykke satte en stopper for det vilde, jeg fandt jo ud af, at man kan slå sig og blive invalid pga. druk.

Jeg brød mig ikke om at blande øl og trafik sammen mere. Og i dag drikker jeg alkoholfri øl, og det er helt fint med mig. Spiritus og vin er det mere end sjældent, at jeg drikker. Jeg bryder mig ikke om det mere.

Da jeg for en del år siden traf i en gammel efterskolekammerat, mente jeg, at ham kunne man altid finde i et fængsel, da han var en meget dygtig butikstyv, og han mente til gengæld, at han skulle lede efter mig på et alkoholiker-afvænningshjem –, ja, sådan er der så meget.

Når jeg nu har taget fat i Frank Fingernem.

En varm sommerdag var vi nogle stykker, der var blevet på efterskolen, så vi tog til Bogense og, til stranden.

Frank og jeg havde bar mave og de mega korte shorts, som vi jo havde dengang, og bare fødder. Vi gik ind i butikken for at hente lidt at drikke, og det var øl. Vi gik lige bag hinanden, og nede på gulvet stod en flaske whisky, så jeg skubbede med mine tæer op i hælen på Frank, vi gjorde ekspedienten forvirret med en masse mærkelige spørgsmål, så hun opdagede slet ikke flasken på gulvet, og da vi puttede vores øl ned i en pose og satte posen på gulvet, satte vi hurtig spritten ned sammen med øllerne. Det anbefaler jeg ikke, at man gør i dag, dertil er der meget mere video overvågning, for dengang fandtes det ikke.

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er så god til at drikke, jeg bliver let fuld, og jeg foretager mig en masse ting, som jeg ikke kunne finde på i ædru tilstand, og så lider jeg voldsom af tømmermænd, så jeg har erfaret, at det er langt lettere at sige nej end sige ja. Man kan vel næsten sige, at jeg er ved at gå mine forfædre i bedene, altså ikke dem fra 1864, men deres børn og børnebørn, alkoholen gavner ikke noget eller nogen, så hellere en masse danskvand og alkoholfri øl, ikke at forglemme: kaffen.





Daglige tanker

Ja jeg tænker meget over, hvad der bliver sagt. Nogle gange siger man noget, som alle faktisk godt kan forstå, men hvis man ser og hører efter, hvad man egentlig siger, så er det noget vrøvl.

Hvis en beder mig om at lukke døren, og de siger: ”Tag lige døren med” så har jeg flere gange taget døren af hængslerne og spurgt – Hvor vil du have døren? –

De glor åndsvagt på mig, men jeg fik jo at vide, at jeg skulle tage døren med.

Kan man lukke en dør op?

Nej det kan man ikke, man kan åbne en dør op eller lukke en dør i, men ikke lukke op, det er to selvmodsigende ord.

Hvis man er radikal, er man så en fredelige dansk politiker, med rullekrave, der elsker alle fremmede. Eller er man en yderliggående person, der er klar til at slå både andre og sig ihjel?

Også et område, hvor man lige skal vide noget mere om personen, før man kan enten kan omfavne ham eller skal man flygte skrigende væk, i frygt for at blive sprængt i luften,

I tv og radio siger de ofte – det vender vi tilbage til en anden gang – nej det gør de lige netop ikke, for så har journalisterne mistet interessen og er startet på en ny opgave - så de kunne lige så godt have sagt – ”Det gider vi ikke tale om.” –

Jeg er berygtet for at svare hurtigt, når nogen spørger om noget, lidt for hurtig siger nogen.

Man skal aldrig spørge mig om noget, for at få et entydigt svar, for jeg kan jo finde på at svare ret modsat af, hvad spørgeren havde regner med.

Et eksempel:

Konen spørger, om hun ser tyk ud i den kjole? Og hun venter jo nok, at jeg siger nej, men hvis jeg mener, at hun ser tyk ud, så sige jeg: Ja, nu du siger det.

Jane var engang med i Kvickly for at prøve tøj, og som altid tager kvinder et nummer for lille i størrelse med i omklædningsrummet, og hun siger, at jeg skal finde en et nummer større, og da jeg ikke vidste, hvilken størrelse hun havde taget med derind, spørger jeg – lidt højt – hvor mange X’er skal der være foran L’et?

Hun klappede i, og tog sit eget tøj på, og forlod omklædningsrummet, lettere sur, nu skulle hun i hvert fald ikke have noget tøj den dag, og jeg gik hele vejen ud af Kvickly med armene højt hævet over mit hoved, for jeg have sparet penge.

En anden gang ville Jane gerne have hendes fødselsdagsgave på sengen, og det fik hun, et stort havebord, der lå ovenpå hende i sengen - sjovt nok har hun aldrig siden hen bedt om at få gaverne på sengen, kan man nu forstå det?

En gang i min ungdom var Karl Otto i Bogense, og vi syntes, at vi skulle lave lidt sjov. Lige ved bygrænsen var der nogle veje til begge sider. På vejen til højre, Harritslevvej var der nogle vejarbejderskilte, og vi fik den tossede ide at flytte de vejskilte over på Odensevej ind mod Bogense, og i stedet viste vi bilisterne ind på den vej, hvor der faktisk var vejarbejde. Harritslevvej. Vi lå i grøften og var ved at død af grin. En sjov nat.

14-Juni-1978

John Lennon og mig.

Ja ham har jeg altså ikke mødt, desværre.

Men jeg har beskæftiget mig en del med ham og hans liv, både med Beatles og solo.

Det hele startede med en fejltagelse.

Jeg var med ungdomsskolen en tur til Jugoslavien med bus. Ved grænsen stoppede vi op, for at handle. Jeg finder et kassettebånd med gruppen The Shadows. Men det vidste sig, at der var isat et andet kassettebånd ind i kassetten. Det var Die zwanzig größten Hits mit the Beatles (De tyve største hits med the Beatles). Jeg satte båndet i min Walkman. Og hvad var det for en lyd? De der i Walkman’en sang Can't Buy Me Love. Den lyd, den måde de sang på, den sound. Jeg fik nok helt den samme oplevelse, som resten af verden fik i 1962, da The Beatles kom frem, men nu skriver vi 1978.

Jeg går op foran i bussen og spørger turguiden: ” Hvem er de der Beatles?” Jeg tror han må havde fået et chok. Da han kommer til sig selv, svarer han at det er en gruppe fra 60’erne og Paul McCartney er med i den gruppe. Paul McCartney, svarer jeg. Jamen han spiller da med i Wings, jeg anende ikke, at der var noget, der hed Beatles, godt nok havde jeg jo oplevet min søsters reaktion, da de stoppede i 1970, men jeg tænkte ikke over, hvem de var, jeg var kun 6 år, da gruppen blev opløst.

Nå, men tilbage i bussen, ned gennem Vesttyskland på vej til Jugoslavien, (ja, Europa har ændret sig siden hen) lytter jeg båndet igennem igen og igen. Jeg er forelsket i musikken. I Jugoslavien køber jeg en masse Beatles bånd, og jeg bruger meget tid på at høre dem.

Hjemme begynder jeg at dyrke dem, låner bøger om dem.

Men kun to år efter får jeg den samme oplevelse, som andre også fik bla den 22. november 1963, da Kennedy blev skudt, de kan huske præcis, hvor de var, da de hørte nyheden.

Mandag den 8. 12. 1980 stod jeg op og gik i bad, jeg var gik på efterskole på det tidspunkt. Da jeg kommer tilbage på mit værelse, tænder jeg for radioavisen. Og speakeren siger noget om en, der er død, men tænker ikke nærmere over det, lige indtil han siger, at den afdøde var med i Beatles. Jeg sætter mig ned på sengen, går i chok, nede ved morgenmaden sidder jeg med tåre i øjnene. Fra den dag var jeg Lennon fan.

Før var jeg Paul McCartney fan. Men Lennon fik mig til at lytte efter indholdet i teksten og ikke bare lyden på musikken., Paul spiller for ørene. Lennon spiller for hjernen. Det er den store forskel på de to. Dvs. Lennons budskaber, tankerne med teksten; de er mere vigtigere, endt om det lyder som en million.

Jeg finder så ud af, at Lennon har boet i Danmark. Ja den dag i dag, skal jeg stadigvæk bruge tid på at overbevise nogle om det. ”Arrrrh, kan det nu også passe?”. Den holdning møder jeg ind i mellem. Men det har han altså. Ca. 4. juledag i 1969 ankommer John og Yoko til København, og indlogerer sig på Hotel d’Angleterre, hvorefter de flyver til Aalborg, for at senere at komme til Vust, en lille by i Han Herred og ikke Thy, som mange siger. De møder her Yokos eks mand Anthony Cox, som hun har en datter sammen med, Kyoko Chan Cox. Kyoko og hendes far havde boet der i ca. 6. måneder De var flygtet fra Lennon, for Anthony troede at Lenne ville skyde ham, Yoko havde nemlig fået forældremyndigheden over Kyoko, men han ville ikke have, at Lennon familien skulle have datteren. Så gennem forskellige venskaber ender Anthony og Kyoko i Vust og Kettrup Gl. Præstegaard.

Lennon ankommer og møder her Aage Rosendal Nielsen fra Verdensuniversitetet i Skyum Bjerge.

Aage går hen og bliver en ny far for Lennon, han havde jo mistet den ene faderfigur efter den anden. Igen og igen. Aage var den eneste, der overlevede Lennon.

Jeg var med familien på ferie i det jyske for at gå i Lennons jyske fodspor. Jeg fik en rundvisning i det hus, hvor Lennon boede, i de dage hvor hele verdenspressen belejrede dem, og i særlig grad, da han og Yoko var blevet klippet korthåret. Og jyder er mere jordnære og ikke så sensationslystne som så mange andre. For hvert eneste år er der flere end 1000 mennesker, som kører forbi det hus, uden at der er nogen henvisninger til, at Lennon har boet der. For forenden af den vej finder man Bulbjerg klit, hvor der er fugle der bor i klitterne, og der er et bunkermuseum, men et skilt, der fortæller, at John Lennon boede der i ca. 3 uger omkring nytåret 69-70, det er der ikke, så det ved ingen. Men jeg er glad for, at de ejere, der boede der, vidste mig rundt i huset, jeg så det lille værelse hvor John og Yoko sov. I det samme hus var det store tæppe, der hang bag talerstolen i Folketinget, blevet vævet.

Jeg har været i TV engang, da jeg efterlyste billedet af John og Yoko siddende nyklippede i det hus på en masse madrasser spredt ud over gulvet. Og jeg fik billedet fra fotografen fra Jelling.

Jeg har i mange år? læst om John Lennon, og jeg må drage den konklusion, at Lennon var en person udadtil og en hel anden indeni. Jeg tror faktisk ikke, jeg ville nyde 24 timer med John. Så tror jeg hellere, at jeg ville tilbringe 24 timer med Paul, det ville være mere behageligt. Bortset fra at der nok ikke ville blive serveret bøffer og pølser hos Polle drengen.

Nå men nok om John Lennon, det var jo ikke hans liv denne beretning handlede om.

06-Maj-1999

Hvem vil være millionær?

Det ville jeg. I 1999 forsøgte jeg at komme ind til programmet.

Først skulle jeg ringe til TV2, på få sekunder skulle jeg svare på, hvornår den første Far til 4 film blev lavet.

Og det viste jeg godt, 1953.

Og hvorfor ligger jeg inde med sådan en viden.

Jo. Jeg ved at Lille Per (Ole Neumann) er født i 1947, året før min søster, og han var altså 6 år da han var med i filmen. Så derfor 1953.



Jeg bliver så udtaget til at komme i tv-studiet i København ude på Amager et sted.

Vi ankommer og får en masse at vide om, hvordan det hele optages. Der bliver optaget 2 afsnit ad gangen, så jeg og Jane sidder og ser første optagelse.

Og den kvinde, der sluttede af, i første optagelses, skulle så fortsætte i det afsnit, som jeg skal med i.

Hun var nået til 4000 kr. Hun var skide irriterende at være sammen med, nogen så arrogant og pralende skal man lede længe efter.

Hun fortalte om, hvad hun ville brugen millionen til. Hun var lige ved at bruge pengene, inden hun fik dem.

Så starter 2. optagelse af programmet, og hun når frem til 35000 kr. spørgsmålet. Og hun kan ikke svare på, hvilke mellemnavne vores Dronning har. Så hun var slemt skuffet over, at hun kun kom hjem med 4000 kr. Højt at flyve, dybt at falde. Hun havde solgt skindet længe før, hun skød bjørnen.

Så var det vores tur - alle os, der sad rundt om i ringen og ventede.

Spørgsmålet var nu følgende i Hurtigst på aftrækkeren:

Sæt disse sange i kronologisk rækkefølge: Dansevisen. Barbie Girl. Kvinde min. Re-Sepp-ten.

Og jeg var hurtigst. Dansevisen, Kvinde min. Re-Sepp-ten, Barbie Girl.

En fra 60’erne, en fra 70’erne, en fra 80’erne og en fra 90’erne.

Det var jeg 4, 31 sekunder om at regne ud. Flere af de andre havde glemt, at Dansevisen var fra 60’erne, de havde tænkt på en ny indspilning af sangen. Som var med Lars H.U.G. fra 1989.

Første spørgsmål til 100 kr.:

Hvad forbinder man med Giga A/S, som i sidste uge blev solgt for 9,4 mia. kr.?

A. IT.

B. Traktordæk

C. Vindmøller

D. Sko.

Det rette svar var A: IT



Næste spørgsmål til 500 kr. lød:

I hvilken by ligger Brandts klædefabrik?

A. Aalborg

B. Århus

C. København

D. Odense

Det rette svar var D: Odense



Tredje spørgsmål til 1000 kr.:

Hvad er både en gople og en drengedrøm?

A. Politibetjent

B. Brandmand

C. Racerkører

D. Tv-vært

Svaret var B: Brandmand



2000 kr. spørgsmålet:

Hvad hedder den kendte plakatkunstner og tidligere tv-vært Arnoldi til fornavn?

A. Ib

B. Arne

C. Hans

D. Per

Svaret er D: Per



Spørgsmålet til 4000 kr.:

Hvor gammel skal man være for at stille op til Folketinget?

A. 15 år

B. 18 år

C. 20 år

D. 21 år.

Svaret er B: 18 år



Så kommer det spørgsmål som alle mænd bør vide, for elles får man bøvl med kvinderne.

Hvornår er det mors dag?

A. Fjerde lørdag efter påske

B. Anden søndag i maj

C. 15. juni

D. Sankthansaften

Og det er jo B. Anden søndag i maj

Det var så 7000 kr.



Så begynder det at knibe med mine svar.

Hvem er kærlighedens gud i den græske mytologi?

A. Hades

B. Eros

C. Zeus

D. Apollon

Og her gik klappen lidt ned. Bagefter kunne jeg godt se svaret. Men publikum blev spurgt.

68% sagde Eros, og det var også det rette svar.

Så nu var der 12.000 kr. var hjemme.



Spørgsmål til 20.000 kr.:

Hvilken slange er ikke giftig?

A. Kobraslange

B. Mama slange

C. Koralslange

D. Pytonslange

Tager en livline mere. De fjerner 2 af svarene.

Må tage en livline mere. Ringer til Kim. Han ved så meget.

Han viste at D: Pytonslangen ikke var giftig, og så var de 20.000 kr. hjemme.



Spørgsmålet til 32.000 kr. lød:

Hvad hedder den legendariske detektiv fra Raymond Chandlers kriminalromaner?

A. Sam Spade

B. Phillip Marlowe

C. Dick Tracy

D. Mike Hammer

Da jeg ikke læser krimibøger, vælger jeg at stoppe her - uden at svare.

Det rigtige svar er B. Phillip Marlowe





Jeg kom hjem med 20.000 kr., og sommeren efter var vi i Norge på campingferie.

Jeg tænkte ikke så meget over at have været i tv før ugen efter. Da jeg i Se og Hør læste, at der havde været 1,5 million seere til den udsendelse. Der blev jeg klar over, at jeg var blevet set af mange mennesker i hele Danmark, der nok var meget klogere end jeg, sådan er det altid. Et er at sidde hjemme i stolen, noget helt andet er at være i et tv-studie. Der er meget stor forskel.

07-August-1980

Blandet guf

Diskotek Perlen.

Ude ved Hasmark lå i mange år en restaurant ved navn Perlen. Oprindeligt hed den Hotel Kattegat.

I mine teenager år var det blevet til diskotek, hvor vi gladeligt kørte til helt fra Morud, bare for at komme der ud for at feste.

Jeg fik en gang et lift med nogle i bil derud. Vi festede i nogle timer, og da jeg ville hjem igen, opdagede jeg, at ”mine venner” var taget hjem uden mig. så nu var gode råd dyre. Hvordan dælen kom jeg hjem. Skulle jeg gå 25 km hjem om natten, lettere beruset. Hmm.

Så vågnede den indre kriminelle gavtyv i mig.

Der stor en masse knallerter, og jeg tjekkede dem, for var der mon en ulåst imellem. Jo det var der, en Puch Maxi, den stod bare der og kaldte på mig.

Så mig omkring. Ingen var til stede, så op på Puchen, jeg fik den startet, og væk var jeg.

Jeg tænkte vist ikke så meget på ejeren, det var jo meget forkert af mig at stjæle knallerten. Og hvis jeg kunne sige undskyld til ejeren i dag, ville jeg gøre det, men jeg ved jo ikke, hvem han eller hun er.

Jeg drøner så hjemad igennem Otterup og videre gennem Lunde. Og så rammer karma.

Det havde jeg nok fortjent.

Der er 2 branddamme i Lunde, den ene ligger sådan, at vejen slår et sving uden om den. Men i min lettere berusede tilstand og lyst til bare at komme hjemad, jeg frygtede vel, at der var nogle efter mig, så overså jeg det sving og plask - der lå jeg i branddammen, jeg var helt nede under vandet. jeg rejste mig og fandt ud af, at jeg ikke kunne få knallerten med op af vandet igen. Så nu var der kun en vej. Gå hjem, drivvåd og kold, midt om natten. Og efterhånden meget ædru. 14 kilometer hvor jeg kunne tænke over, hvad jeg havde lavet. Jeg fortjente vist den lange våde gåtur.

Jeg ved ikke om beboerne i Lunde har renset op i branddammen -, hvis ikke, så ligger den Puch knallert der nok endnu. Jeg har ikke tænkt mig at undersøge det nærmere. Det må ligge hen i det uvisse.







NOMUS

Nordfyns Musikforening. Ja, foreningsarbejde har jeg også prøvet at rode i.

Noget som ligger til slægten. Gennem min slægtsforskning og min fars virke, så ved jeg at foreningsliv er noget ganske naturligt at være en del af.

Faktisk er det nu for første gang i mit voksne liv, at jeg ikke er medlem af nogen foreninger overhovedet mere.

Jeg gik til musik i Søndersø Ungdomsskole, men da vi var ved at være for gamle til det. Så vi musikere besluttede at stifte en forening. Med alt, hvad det betyder med love og regler. Stiftende Generalforsamling, valg af formand, (mig) og alle de andre poster.

Når man havde en forening, skulle kommunen hjælpe med at finde passende lokale, og i vores tilfælde et øvelokale.

På Morud Frugtlager fandt vi et lokale, som stod tomt.

Så begyndte vi at købe trommer, bas og andre instrumenter til medlemmerne.

Men sikke et arbejde at være formand, jeg fik aldrig tid til at spille. Selv om en formands fornemste arbejde er at uddelegere arbejde til andre, så var det mig, der lavede det meste.

Vi var i lokalradioen, Radio ONR, for at reklamere for vores forening. Vi var i musikstudie for at indspille 2 numre. Det ene var et nummer, som Michael Melvang havde skrevet, det andet var

Proud Mary. I en særlig rocket version.

Jeg var formand i nogle år, men jeg havde så mødt Jane og fik andre interesser, så da hun blev gravid, besluttede jeg at stoppe. Både som formand og som musiker. Da hun var handicappet og med barn, så ville det været dumt, hvis jeg ikke tog mit ansvar alvorligt. Og med det liv, jeg levede som musiker, jeg var med til at åbne Rytmeposten i Odense. Burgere, øl og sene nætter med musik, så ville det være uansvarligt at have et barn, uden at være der.

En gang havde jeg været ude ved Rytmeposten i Odense og spille og så tog derefter toget til Nørre Aaby, hvor Jane boede.

Jeg var træt, så jeg sov i toget. Jeg var ikke vant til at køre i toge, og det der følger med det.

Jeg ankom til Nørre Aaby, og stod af toget. Der er noget, de kalder den lille tunnel, under jernbanen.

Søvndrukken og træt går jeg ned under banen, og i det samme kommer der et godstog buldrende oppe på skinnerne, og lyden i den lille tunnel er så voldsom, at jeg får et kæmpe chok, lig bleg i hovedet, løb jeg ud, jeg troede, at verden gik under. Jane grinede af mig, da jeg kom hjem til hende.

Men nu tilbage til musikforeningen Nomus.

Vi kæmpede en kamp for at få unge til at spille musik, men vores manglede erfaringer og unge alder betød, at vi ikke altid gjorde det rigtige, på den rigtige måde. Så foreningen gik i sig selv. Vi manglede nok en person, der havde flere års erfaringer i foreningsverdenen.

Vi sluttede af med at sælge instrumenterne, og foreningen stoppede. De penge der var i kassen, aner jeg ikke, hvor de forsvandt hen. Men der var nu ikke så mange.

Siden hen har jeg været med i flere foreninger. Som bestyrelsesmedlemmer, men jeg har lidt svært ved at holde til det arbejde. Så nu er jeg helt fri, ingen medlemskaber, ingen bestyrelsesposter, friheden længe leve.

04-Juli-2016

Efterskrift

At skrive om mit liv, det kan være en underlig oplevelse. Mange ting har jeg glemt, men efterhånden som jeg fik skrevet, dukkede flere og flere oplevelser op, som jeg ellers havde glemt.

Jeg er sikker på at jeg kunne skrive mere. Men der skal vel også være noget, som ikke behøver at komme frem. Jeg syntes, at jeg har været ærlig og berettet om en masse ting, som andre måske ikke ville fortælle videre, men hvis man skal have et så nøjagtigt billede af et liv, så er man nødt til at tage lidt af det gode og lidt af de dårlige med, ellers vil det blive et uralisk glansbillede af mit liv. Det ville være en stor løgn, og alle, der har haft kontakt med mig, ville straks kunne påpege, at jeg mangler både det ene og det andet. Derfor har jeg flere gange fortalt om oplevelser, som står på den side, som andre måske ville placere i glemmebogen.

Jo jeg har udeladt noget, ofte var det for at tage hensyn til andre, da jeg ikke ønsker at udlevere andre og deres liv, det kunne jo sagtens være at de ønsker den oplevelse glemt og gemt godt af vejen.

Alle har jo haft en barndom og ungdom, hvor man gjorde noget, som man fortrød hurtigt efter. Og som ens nuværende familie måske ikke skal have at vide. Og jeg vil ikke ødelægge noget for nogen.

Jeg kunne have skrevet meget mere, for jeg har nok til en bog mere af de ting jeg har oplevet, men der skal vel også være noget til mine erindringer bind 2.

Jeg er glad for at jeg har skrevet alt det, jeg har gjort, og det har faktisk været let at skrive - under en uge har jeg brugt, jeg troede, at det ville tage flere måneder. Faktisk får jeg vækket min indre forfatter. Jeg får jo tit at vide, at jeg ikke kan fatte mig i korthed.

Måske skulle jeg få begyndt en lille forfatter karriere. Om jeg har evner og viden til at omsætte mine ideer og tanker ned på skrift. Det vil fremtiden vise. Men jeg er vildt glad for at skrive.