Skøre ting

En model af en hjemmelavet vandpibe

De sjove og skøre ting jeg har lavet.

Jeg har lavet mange mærkelige ting i midt liv. Man kan sige jeg har udfordret livet, og nu sidder jeg her og tænker på, hvordan jeg overhovedet har kunnet overlevet indtil nu.

Jeg har haft forskellige leve mottos.

For at nævne i flæng:

Man kan ikke udelukkende basere sit liv på andres erfaringer, man er nødt til at prøve noget selv.

Hvis jeg ikke prøver noget vildt, mens jeg kan, fortryder man jeg det bare, når jeg bliver gammel.

Der er altid noget sjovt og morsomt i selv det mest triste, find det og fremhæv det.

Livet leves i stadier, man kan ikke være den samme hele tiden.

I min ungdom var det værste nogle kunne sige til mig: ”Du tør ikke”.

Gu fanden tør jeg. Svarede jeg.

Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været på sygehus og ved lægen i gennem over 50 år. Men listen er lang, meget lang. Men af en eller anden årsag har jeg aldrig haft gips på mine lemmer. Kun en gang i få minutter, da der skulle støbes et aftryk af min mit ben, så en specialist kunne lave en skinne, der passede præcist til mit ben.

Forstrækninger, forstuvninger, sår og rifter, syninger alle mulige steder. Hvis jeg fik alle mine røntgenbilleder, så ville jeg nemt kunne lave en komplet billedserie af hele min krop, men jeg tror ikke, Jane ville bryde sig om, at jeg hang som et skelet billede på væggen.

Jeg kan ikke komme ind på alle de skøre ting jeg har lavet, og nogle har jeg allerede skrevet om i tidligere kapitler.

Jeg lærte ret hurtig at kravle i træer, da hele mit barndomshjem jo ud over æbletræer også var fyldt med masser af store træer overalt på grunden. Min far sagde, hvis jeg selv kan kravle op, så kan jeg også kravle ned igen, - uden hjælp. Og det kunne jeg.

Lige ved gavlen af stuehuset var der et stort træ, som ca. 2 meter oppe delte sig i fire grene, og jeg fik med hjælp af min far bygget en hule, med et gulv og rækværk, og der kunne jeg sidde i timevis og læse Anders And og Lucky Luke. Eller tælle biler, der kørte ovre på Søndresøvejen, ja det var før computer og mobiltiden.

Jeg brugte også hele vores kæmpe græsplæne til fodboldkampe, alle kendte spillere, som Allan Simonsen, Henning Jensen og alle de andre har spillet på den bane.

Jeg var ikke så god til fodbold, men det afholdte mig ikke i fra at dyrke sporten. Min far lavede et mål af rester fra et drivhus, med et fuglenet fra kirsebærtræerne som mål net. Og jeg sparkede og skød konstant på mål.

Karl Otto og jeg har spillet mange kampe der. Eller når min fætter, Holger var på besøg fra Jylland.

Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at prøve grænser af.

Jeg gik på teknisk skole med en kammerat og han viste mig, hvordan men ryger vandpibe.

Ikke disse som man køber færdige i tobaks butikker.

Her kommer lige en opskrift på opbygning af egen vandpibe.

 

Man tager et marmeladeglas med jern låg.

I låget bliver der lavet 3 huller, et i midten og et på hver side det hul.

I hullet i midten sætter man et pibehoved. I hver af de andre huller bliver der nedsat to vandslanger.

Man fylder glasset man vand op til ca. halvdelen.

Den ene vandslange skal helt ned i vandet, og den anden skal kun lige ned under låget, over vandstanden.

I pibehovedet stopper man så det ned i, man vil ryge, og det jeg røg, var bestemt ikke noget man købte i Brugsen.

Lige da jeg så de slanger stritter op til alle sider, tænkte jeg, at nu skal der suges.

Man suger så i den slange som ikke går ned i vandet, med tommeltotten holder man i enden på den slange som går helt ned i vandet, man slipper luft ind, så man fortynder luften fra pibehovedet.

Så jeg tager en stor ud ånding, og så sætter jeg munden på slangen og suger, så enhver Nilfisk støvsuger, ville blive misundelig, og jeg suger så meget, at jeg tager al kraften ud af piben, der var ellers nok til 4 – 5 personer over flere timer.,

Det jeg fortæller nu, kan jeg ikke huske, det har jeg fået fortalt. Jeg sidder ret op, mine øjne er så store, som de overhovedet kan blive. Jeg falder bag over og er bevidstløs, og jeg puster så ud, der kommer en flot røg drivende ud af munden på mig -, ja jeg havde lige suget for 200 kr. et eller andet, købt i en baggård i centrum af Odense.

Men hvis man har set de syrede film, som man lavede i slut 60’erne med sjove farver og underlige dyr, så ved jeg nu, hvad de røg dengang, for jeg røg det samme. Jeg så gule og grøn ternede elefanter cykler rundt sammen med giraffer, der var orange med stjerner på.

Føj hvor jeg var høj på stoffer, jeg anende ikke hvad jeg røg, men der forsvandt sikkert en masse hjerneceller den dag.

De andre måtte en tur ind til byen for at hente en ny forsyning, for der var ikke mere tilbage, efter jeg havde suget igennem.

Jeg røg kun en gang mere, og denne gang mere anstændigt, og jeg har afholdt mig fra alt af den slags efterfølgende - interessen, lysten og trangen er der ikke mere, og jeg håber aldrig, at jeg vil falde i igen, men jeg kom igennem det, og jeg kan sige og udtale mig om noget, jeg faktisk selv har prøvet og ikke som dem, der udtaler sig om noget, de aldrig selv har prøvet. Det synes jeg, gør en store forskel.

Tobaksrøg har jeg også stiftet bekendtskab til, men også kun på det lave niveau.

Jeg røg lidt pibe, da jeg flyttede hjemmefra, men jeg hostede vildt, og jeg havde svært ved at inhalere, så jeg købte 2 pakker Grøn Look, altså mentolcigaretter. Og jeg HADER mentol, men jeg tvang mig selv til at ryge dem, og sidenhen har jeg ikke røget, det var så min måde at stoppe på.

Alkohol, ja det har jeg også prøvet, og det er faktisk lidt paradoksalt, at jeg overhovedet fik begyndt.

Mine forfædre havde været med i 1864 krigen både på min fars side og på min mors side. De kom hjem fra krigen i live, men psyken havde nok taget skade, da både min farfars far og min morfars morfar drak utroligt meget, og nok for at glemme de frygtelige ting, de oplevede på Dybbøl banke. Der var ikke psykologer og diagnosen PTSD dengang, det hed vist bare; tag det som en mand - tag en snaps.

Min farfars oplevelser med sin fars drukkenskab betød, at han selv ikke drak alkohol, og det smittede af på min far. Og for min morfar, der som dreng oplevede at skulle hente en flaske snaps til sin farfar hver eneste dag, gjorde betød det, at han i sit voksne liv v stort set var afholdsmand - nok ikke 100 %, men tæt på, og jeg kan huske, at der blev serveret æblemost i hans hjem.

I min barndom var der ikke meget alkohol på bordet, jo de kunne da dele en Faxe Fad om fredagen, og der var da Kijafa Kirsebærvin og lidt vin til særlige lejligheder, men ikke til daglig.

Det vil så sige, at jeg ikke havde daglig kontakt med alkohol i min barndom, dog var der lige en detalje som jeg og min morfar begge oplevede som ganske lille. Min morfar kom til at drikke lidt for meget til sin brors barnedåb, hvor han drak nogle slatter, og han blev beruset, og det havde han det meget dårligt med, han havde dog mere rygrad end jeg, da han ikke fortsatte som voksen.

Til min søsters bryllup den 13. november i året 1971 afholdte familien bryllupsfesten i Farstrup gamle skole, og Villy, min svogers lillebror, var på samme alder som jeg. Vi sad bag køkkendøren, og når tjenerne kom ind med glas med vinsjatter i, hældte vi sjatterne sammen og drak dem, og når man kun er 7 år, så slår det rimelig hårdt, så Villy og jeg blev plørefulde.

Der gik så en hel del år inden jeg igen stiftede bekendtskab med alkohol.

Uden at jeg skal hænge nogle op på noget, så tror jeg, at det kunne være mit venskab med Karl Ottos familie, der havde en noget andet synspunkt på øl end min familie.

Jeg begyndte at drikke hos Karl Otto, og jeg kunne lide det. Jeg fik jo en knallert, og derved kom jeg lidt mere rundt, kom en del i Veflinge, mødte nogle unge drenge der, som jeg begyndte at hænge ud med. Og så var der ikke mindst opdagelsen af Peder Eriks hjemmebryg i Rue.

Jeg drak nok for meget, men den knallert ulykke satte en stopper for det vilde, jeg fandt jo ud af, at man kan slå sig og blive invalid pga. druk.

Jeg brød mig ikke om at blande øl og trafik sammen mere. Og i dag drikker jeg alkoholfri øl, og det er helt fint med mig. Spiritus og vin er det mere end sjældent, at jeg drikker. Jeg bryder mig ikke om det mere.

Da jeg for en del år siden traf i en gammel efterskolekammerat, mente jeg, at ham kunne man altid finde i et fængsel, da han var en meget dygtig butikstyv, og han mente til gengæld, at han skulle lede efter mig på et alkoholiker-afvænningshjem –, ja, sådan er der så meget.

Når jeg nu har taget fat i Frank Fingernem.

En varm sommerdag var vi nogle stykker, der var blevet på efterskolen, så vi tog til Bogense og, til stranden.

Frank og jeg havde bar mave og de mega korte shorts, som vi jo havde dengang, og bare fødder. Vi gik ind i butikken for at hente lidt at drikke, og det var øl. Vi gik lige bag hinanden, og nede på gulvet stod en flaske whisky, så jeg skubbede med mine tæer op i hælen på Frank, vi gjorde ekspedienten forvirret med en masse mærkelige spørgsmål, så hun opdagede slet ikke flasken på gulvet, og da vi puttede vores øl ned i en pose og satte posen på gulvet, satte vi hurtig spritten ned sammen med øllerne. Det anbefaler jeg ikke, at man gør i dag, dertil er der meget mere video overvågning, for dengang fandtes det ikke.

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er så god til at drikke, jeg bliver let fuld, og jeg foretager mig en masse ting, som jeg ikke kunne finde på i ædru tilstand, og så lider jeg voldsom af tømmermænd, så jeg har erfaret, at det er langt lettere at sige nej end sige ja. Man kan vel næsten sige, at jeg er ved at gå mine forfædre i bedene, altså ikke dem fra 1864, men deres børn og børnebørn, alkoholen gavner ikke noget eller nogen, så hellere en masse danskvand og alkoholfri øl, ikke at forglemme: kaffen.

 

 

Daglige tanker

Ja jeg tænker meget over, hvad der bliver sagt. Nogle gange siger man noget, som alle faktisk godt kan forstå, men hvis man ser og hører efter, hvad man egentlig siger, så er det noget vrøvl.

Hvis en beder mig om at lukke døren, og de siger: ”Tag lige døren med” så har jeg flere gange taget døren af hængslerne og spurgt – Hvor vil du have døren? –

De glor åndsvagt på mig, men jeg fik jo at vide, at jeg skulle tage døren med.

Kan man lukke en dør op?

Nej det kan man ikke, man kan åbne en dør op eller lukke en dør i, men ikke lukke op, det er to selvmodsigende ord.

Hvis man er radikal, er man så en fredelige dansk politiker, med rullekrave, der elsker alle fremmede. Eller er man en yderliggående person, der er klar til at slå både andre og sig ihjel?

Også et område, hvor man lige skal vide noget mere om personen, før man kan enten kan omfavne ham eller skal man flygte skrigende væk, i frygt for at blive sprængt i luften,

I tv og radio siger de ofte – det vender vi tilbage til en anden gang – nej det gør de lige netop ikke, for så har journalisterne mistet interessen og er startet på en ny opgave - så de kunne lige så godt have sagt – ”Det gider vi ikke tale om.” –

Jeg er berygtet for at svare hurtigt, når nogen spørger om noget, lidt for hurtig siger nogen.

Man skal aldrig spørge mig om noget, for at få et entydigt svar, for jeg kan jo finde på at svare ret modsat af, hvad spørgeren havde regner med.

Et eksempel:

Konen spørger, om hun ser tyk ud i den kjole? Og hun venter jo nok, at jeg siger nej, men hvis jeg mener, at hun ser tyk ud, så sige jeg: Ja, nu du siger det.

Jane var engang med i Kvickly for at prøve tøj, og som altid tager kvinder et nummer for lille i størrelse med i omklædningsrummet, og hun siger, at jeg skal finde en et nummer større, og da jeg ikke vidste, hvilken størrelse hun havde taget med derind, spørger jeg – lidt højt – hvor mange X’er skal der være foran L’et?

Hun klappede i, og tog sit eget tøj på, og forlod omklædningsrummet, lettere sur, nu skulle hun i hvert fald ikke have noget tøj den dag, og jeg gik hele vejen ud af Kvickly med armene højt hævet over mit hoved, for jeg have sparet penge.

En anden gang ville Jane gerne have hendes fødselsdagsgave på sengen, og det fik hun, et stort havebord, der lå ovenpå hende i sengen - sjovt nok har hun aldrig siden hen bedt om at få gaverne på sengen, kan man nu forstå det?

En gang i min ungdom var Karl Otto i Bogense, og vi syntes, at vi skulle lave lidt sjov. Lige ved bygrænsen var der nogle veje til begge sider. På vejen til højre, Harritslevvej var der nogle vejarbejderskilte, og vi fik den tossede ide at flytte de vejskilte over på Odensevej ind mod Bogense, og i stedet viste vi bilisterne ind på den vej, hvor der faktisk var vejarbejde. Harritslevvej. Vi lå i grøften og var ved at død af grin. En sjov nat.