Blandet guf

Diskotek Perlen.

Ude ved Hasmark lå i mange år en restaurant ved navn Perlen. Oprindeligt hed den Hotel Kattegat.

I mine teenager år var det blevet til diskotek, hvor vi gladeligt kørte til helt fra Morud, bare for at komme der ud for at feste.

Jeg fik en gang et lift med nogle i bil derud. Vi festede i nogle timer, og da jeg ville hjem igen, opdagede jeg, at ”mine venner” var taget hjem uden mig. så nu var gode råd dyre. Hvordan dælen kom jeg hjem. Skulle jeg gå 25 km hjem om natten, lettere beruset. Hmm.

Så vågnede den indre kriminelle gavtyv i mig.

Der stor en masse knallerter, og jeg tjekkede dem, for var der mon en ulåst imellem. Jo det var der, en Puch Maxi, den stod bare der og kaldte på mig.

Så mig omkring. Ingen var til stede, så op på Puchen, jeg fik den startet, og væk var jeg.

Jeg tænkte vist ikke så meget på ejeren, det var jo meget forkert af mig at stjæle knallerten. Og hvis jeg kunne sige undskyld til ejeren i dag, ville jeg gøre det, men jeg ved jo ikke, hvem han eller hun er.

Jeg drøner så hjemad igennem Otterup og videre gennem Lunde. Og så rammer karma.

Det havde jeg nok fortjent.

Der er 2 branddamme i Lunde, den ene ligger sådan, at vejen slår et sving uden om den. Men i min lettere berusede tilstand og lyst til bare at komme hjemad, jeg frygtede vel, at der var nogle efter mig, så overså jeg det sving og plask - der lå jeg i branddammen, jeg var helt nede under vandet. jeg rejste mig og fandt ud af, at jeg ikke kunne få knallerten med op af vandet igen. Så nu var der kun en vej. Gå hjem, drivvåd og kold, midt om natten. Og efterhånden meget ædru. 14 kilometer hvor jeg kunne tænke over, hvad jeg havde lavet. Jeg fortjente vist den lange våde gåtur.

Jeg ved ikke om beboerne i Lunde har renset op i branddammen -, hvis ikke, så ligger den Puch knallert der nok endnu. Jeg har ikke tænkt mig at undersøge det nærmere. Det må ligge hen i det uvisse.

 

 

 

NOMUS

Nordfyns Musikforening. Ja, foreningsarbejde har jeg også prøvet at rode i.

Noget som ligger til slægten. Gennem min slægtsforskning og min fars virke, så ved jeg at foreningsliv er noget ganske naturligt at være en del af.

Faktisk er det nu for første gang i mit voksne liv, at jeg ikke er medlem af nogen foreninger overhovedet mere.

Jeg gik til musik i Søndersø Ungdomsskole, men da vi var ved at være for gamle til det. Så vi musikere besluttede at stifte en forening. Med alt, hvad det betyder med love og regler. Stiftende Generalforsamling, valg af formand, (mig) og alle de andre poster.

Når man havde en forening, skulle kommunen hjælpe med at finde passende lokale, og i vores tilfælde et øvelokale.

På Morud Frugtlager fandt vi et lokale, som stod tomt.

Så begyndte vi at købe trommer, bas og andre instrumenter til medlemmerne.

Men sikke et arbejde at være formand, jeg fik aldrig tid til at spille. Selv om en formands fornemste arbejde er at uddelegere arbejde til andre, så var det mig, der lavede det meste.

Vi var i lokalradioen, Radio ONR, for at reklamere for vores forening. Vi var i musikstudie for at indspille 2 numre. Det ene var et nummer, som Michael Melvang havde skrevet, det andet var

Proud Mary. I en særlig rocket version.

Jeg var formand i nogle år, men jeg havde så mødt Jane og fik andre interesser, så da hun blev gravid, besluttede jeg at stoppe. Både som formand og som musiker. Da hun var handicappet og med barn, så ville det været dumt, hvis jeg ikke tog mit ansvar alvorligt. Og med det liv, jeg levede som musiker, jeg var med til at åbne Rytmeposten i Odense. Burgere, øl og sene nætter med musik, så ville det være uansvarligt at have et barn, uden at være der.

En gang havde jeg været ude ved Rytmeposten i Odense og spille og så tog derefter toget til Nørre Aaby, hvor Jane boede.

Jeg var træt, så jeg sov i toget. Jeg var ikke vant til at køre i toge, og det der følger med det.

Jeg ankom til Nørre Aaby, og stod af toget. Der er noget, de kalder den lille tunnel, under jernbanen.

Søvndrukken og træt går jeg ned under banen, og i det samme kommer der et godstog buldrende oppe på skinnerne, og lyden i den lille tunnel er så voldsom, at jeg får et kæmpe chok, lig bleg i hovedet, løb jeg ud, jeg troede, at verden gik under. Jane grinede af mig, da jeg kom hjem til hende.

Men nu tilbage til musikforeningen Nomus.

Vi kæmpede en kamp for at få unge til at spille musik, men vores manglede erfaringer og unge alder betød, at vi ikke altid gjorde det rigtige, på den rigtige måde. Så foreningen gik i sig selv. Vi manglede nok en person, der havde flere års erfaringer i foreningsverdenen.

Vi sluttede af med at sælge instrumenterne, og foreningen stoppede. De penge der var i kassen, aner jeg ikke, hvor de forsvandt hen. Men der var nu ikke så mange.

Siden hen har jeg været med i flere foreninger. Som bestyrelsesmedlemmer, men jeg har lidt svært ved at holde til det arbejde. Så nu er jeg helt fri, ingen medlemskaber, ingen bestyrelsesposter, friheden længe leve.