MIn mormor og morfar.

Hans Peter Roed, da han fyldte 70 år.

Familien Hansen Roed.

Vædehave med familien.

Hans Roed.

Marie Nielsen og Anders Hansen Roed.

Hans Peter Roeds erindringer.

24-Marts-1922

Minder af min slægts og mit eget livs historie.

At skrive lidt af min slægts og egen historie har været et længe næret ønske; men det har gået sent med skrivningen.
Allerede 1914 havde jeg begyndt at skrive; men den smule jeg i tidens løb indtil sommeren 1917 fik skreven, gik ved branden på Højmegaard 1. juni 1917 op i røg og damp.
I lang tid derefter savnede jeg den nødvendige viljekraft til at begynde igen. Jeg skrev lidt mens jeg var på højskole Vinteren 1918-19.
Det var dog først i Norge vinteren 1919 at jeg tog rigtig fat, men heller ikke den gang fik jeg det rigtig samlet sammen; det blev først i vinteren 1922 på Hjeitnæs i Hardanger i Norge at jeg opnåede et resultat.
Jeg ville gerne have, at mine optegnelser skulle række så langt tilbage som muligt; men da det hele er bygget på mundtlige overleveringer, er det hele meget mangelfuldt.
Af min bedstefader Hans Roed har jeg modtaget mange oplysninger om ham og hans slægt. Oplysningerne om min moders slægt er næsten udelukkende modtaget af hende.
Det jeg har skreven om mig selv, er mest noget jeg ved omtanke kan huske og noget jeg har taget fra mine dagbøger, som jeg har før siden.

Maj 1917.
Hjeltnæs 1922
Hans P. Roed.

19-Juli-2020

Steen Roed Thoustrups input.

(Beretningen her er skrevet af min morfar Hans Peter Hansen Roed og når der så står "jeg" og "mine" så er det set fra min morfar. De steder hvor der står noget i parentes er det noget som jeg efterfølgende har rettet eller på anden måde indskrevet i min morfars tekst. Og når der står "jeg" i parentes er det mig Steen Thoustrup der taler.)

24-Marts-1922

Min faders Slægt.

Den ældste af min fars slægt jeg har hørt noget om er Jens Pedersen (min tipoldefar) han var født den 31. juli 1774 i Tågerod, han havde 15 søskende, blev gift med Ane Katrine Andersdatter, som var født i Munkehuset ved Slukefter. De boede i Tågerod fik 12 børn.

Et af disse børn var Rasmus Jensen, om ham ved jeg kun, at han i 28 år var ladefoged på Dallund, blev skilt fra sin kone. Blev senere 15/3 1838 far til et barn ved Ane Margrete Jensdatter. (Helt forkert, der er Ane Margrethe Jensdatter, der er barn af Jens Pedersen og Ane Katrine Andersdatter, der var rigtig nok en Rasmus Jensen på Dallund, men i kirkebogen står der altså Rasmus Hansen fra Holsten, intet mere om ham, men der var en Rasmus Jensen, som rigtig nok skulle være fraskilt, men det var på Vigerslev præstegård, Rasmus og eks konen arbejdede, det kan også godt være ham.)

Da barnet ikke kunne få navn fordi han var skilt fra konen, fik det efter præstens opfordring navnet Hans Rod (I kirkebogen og i en del folketællinger, står der ROD, først senere står der ROED) efter den fødeby hvor barnet var født: Tågerod. (Ana Katrine Jensdatter havde udover Hans Roed også 2 drenge, med hver sin far. I 1830 blev Rasmus Hansen Rod født, hvis far var Hans Knudsen, der senere blev gift og flyttede til Harndrup, og fik der mindst 3 piger, i 1834 blev Jens Fritzen Rod født, og hans far skulle hedde Fritz Zimmermann, fra København. Rasmus og Hans voksede op hos Anne Margrethe Jensdatters forældre: Jens Pedersen og Ane Katrine Andersdatter, Jens blev sat i pleje hos sin mormors søster i Vissenbjerg)

Ana Katrine Jensdatter stammede fra Godset Ravnholdt, hendes fader blev 94 år gammel og hun selv 95 år og 4 måneder gammel. (her tager HP fejl mht. navn, det er Hans Roeds mor: Anne Margrethe Jensdatter, der fik arbejde på Ravnholt Gods og møder Jens Jensen som hun bliver gift med i en alder af 65 år, hun dør som 95-årig på Ravnholt Gods)

Jens Pedersen og Rasmus Jensen døde begge i en Alder af 64 år.

Hans Roed kom meget tidlig i pleje hos sin mors mor, Ane Katrine Andersdatter som boede i Tågerod i et fæstehus under Baroniet Langesø. Jeg erindrer godt huset, da det kun er få år siden det blev brudt ned. (Lige overfor Tågerodgård på Søndersøvej)

Takket været Hans Roeds gode hukommelse og store lyst til at fortælle, ved jeg en hel del om hans barndom og senere liv.

Han fortalte om at der var et led tæt ved huset, som han holdt meget af at lukke op for kørende, da der stundom vankede drikkepenge, særlig når herskabet på Langesø kom, gjaldt det om at være ved ledet for de gav en mark.

Den gang var skovene der på egnen langt større end nu, med vældige træer. ja mange bøge på 3 alen i tværmål.

Flere af disse store skove ejedes af Herregården Dallund (det vil sige at de var vundet i spil).

Hovbønderne på Dallund måtte slæbe brænde den lange vej fra skovene ved Tågerod til Dallund, der blev læsset under Ridefogedens Opsyn, men på hjemvejen så snart kuskene så deres snit til det smed de favnestykker ind i de haver de kørte forbi for at lette på læsset. Hans Roed har som dreng slæbt mange favnestykker ind for at det ikke skulle opdages.
13 år gammel måtte Hans ud at tjene sit brød, sin første plads fik han i Morud hos (?) senere i Rue (På Lars Madsens gård Regitzeminde) og andre steder i sognet. tjente i 2 år i Taastrup på Sletten, havde en tung plads, men fik også den største løn som nogen fik i hele sognet, nemlig 180 Kr. for et helt år. Alt dette efter krigen.

I 2 ½ år var Hans Roed anden kusk hos Baron Berner på Langesø. Der havde han det næsten alt for godt, lidt arbejde og god mad. Fra Langesø kendte Hans Roed godt Minister Estrup, da denne ofte kom der og var så flot at han at han gav en Specie i drikkepenge til den som kørte for ham. Mens Hans Roed var på Langesø kæreste han med Anne Marie Nielsen, født 13. maj 1844, Hans blev far til et barn med hende.

Barnet kom til at hedde Jens Peder Hansen, født den 1. september 1864, han blev gift med Marie Cathrine Christensen, Jens Peder var som voksen en lang tid på Odense Løveapotek, begik selvmord i 1917.

Som 22-årig kom Hans Roed på session, blev tagen til fæstningskonstabel. Året efter (1861) kom han ind, kom i sin læretid til at ligge i Rendsburg senere ved Dannevirke.

Kort tid efter han var hjemsendt, kom krigen med Tyskland og han blev indkaldt til Dannevirke (2 dage for sent) kom med til det vanskelige tilbagetog til Dybbøl, han kunne fortælle om de frygtelige lidelser for folk og heste på dette tilbagetog i streng vinter og glat føre. Hans Roed var blandt de få heldige som kom til at ligge på Als.

En dag kort før stillingerne på Dybbøl faldt savnede kaptajnen en ordenens til at ride derover, Hans Roed tilbød sig så, selv om han som magasins karl ikke havde det nødigt.

Kaptajnen sagde til ham at det ikke var værd for ham at ride derover for at blive skudt, men Hans Roed svarede nok så forvovent: Den kugle er ikke støbt som kan fælde mig." Han red så derover og gennem alle stillingerne, overalt mødte han kun elendighed og på tilbagevejen til Als da kuglerne peb ham om ørene var modet sunken stærkt, da lovede han sig selv det skulle være sidste gang han kom der, han kom der heller ikke oftere. Så da krigen sluttede, kunne han rejse hjem uden at være såret.

Til minde om krigen havde han med sig hjem en dansk granat, som endnu ligger hjemme på loftet.

Hans Roed var af den mening at general Christian de Meza gjorde rigtigt i at rømme Dannevirke.

Efter Krigen fik han plads som anden kusk hos Baron Berner Sjilden Holsten på Langesø, da han var blevet bekendt med Ane Katrine Andersen f.8/3 1841 Så rejste han i 1867 til hendes hjem, Banggaardshus og giftede sig med hende. Ana Katrines far Anders Larsen var død, medens moren Maren Hansdatter født i Strygerhus endnu levede og blev aftægtskone i 23 år. Anders Larsen var om sommeren møllebygger og om vinteren rokkedrejer.

Ved at bygge (?) mølle en vinter pådrog han sig en sygdom og døde tidlig. Han var ellers en oplyst mand, ofte læste og skrev han breve og dokumenter for folk. Den gang var det småt med læsning og skrivning blandt almindelige folk.

Ane Katrine (bedstemor) havde 3 brødre og en søster. Den ældste bror Lars blev Skibsbygger Ærø.

Jørgen blev tømrermester, Johan blev træskomager. Begge bosatte de sig i nærheden. Søsteren hed Abelone.

Til Banggaardshus hørte 4 Tdr. Ld. i flere år gravede Hans Roed af jorden men han var også stærk som en bjørn.

Den gang var der kun lidt penge mellem folk en skæppe blommer kostede kun 8 Skilling, en almindelig dagløn var kun 2 Mark (66 øre).

Hans Roed arbejdede i 8 år i Morudskov, der kunne han ved akkordarbejde tjene noget mere, men 2 Kr. på egen kost var godt.

Hans Roed var en tid med på dæmningsarbejde ved Gyldensten.

Banggaardshus brændte ved at de fyrede for stærkt.

Bedstemor fødte 6 Børn hvoraf far er den ældste, de 3 næste piger døde af difteritis og sønnen Marius døde af kræft i det ene øje, så var der kun Anders (far) og den yngste Rasmus tilbage.

Hans Roeds økonomiske stilling bedredes betydeligt ved at han kom til at køre fragt til Odense. Det var manden på Tevringe Gaard der hjalp ham med penge til at få turen sat i gang. Fragtruten til Odense drev han så i 14 år.

Ved fragtkørslen tjente han efterhånden så meget at han ikke kunne finde sig i at bo i et hus, men måtte have sig gård. Han købte så på tvangsauktion 1892 en lille forarmet gård i Væde Have for 8000 Kr. (som er lig 500.000 nutids kroner) som før ejedes af Anders Farstrup. (Familien Farstrup rejser til USA) Jord og bygninger var i en elendig forfatning 2 parceller med tørvemose var lejet ud, den ene for 2 kr. den anden på 2 skp. Ld. for 12 Kr. om året sidste lejet ud på 99 år.

Uheldigt var det også at gården lå 1000 alen fra offentlig vej og vejen dertil var meget dårlig. Selv om Hans Roed nu havde nok at tage vare på hjemme kunne han dog ikke undvære fragtruten.

Hans Roed holdt meget af at komme sammen med de store, en stor dram gik han heller ikke af vejen for.

Var Hans Roed en noget hård og brutal af natur, var bedstemor en fuldstændig modsætning, som i et og alt bøjede sig for ham. At hun gerne ville slutte sig lidt til Indre Mission kunne han ikke lide. Hun var en ædel kvinde, som ville andres vel for selv at lide og tie. Hun var dygtig til at læse og måtte ofte læse højt for Hans Roed som ikke var stiv i læsningen.

Hans Roed og Trines ældste søn Anders Hansen Roed (far) kom tidligt ud at tjene, først på Tevringe Gaard (før passede han gæs på Store Købeskov). Mens han var der, brændte gården på nær stuehuset og svinestien.

Anders fik for sin hjælp med at rede stuehuset en belønning på 25 kr. af assuranceselskabet. Af sine klæder redede han kun dem han havde på kroppen og de blev takserede til 4 Kr.

På Tevringe Gaarden var han i (?) kom senere til at tjene i Rue og Adamsminde ved Morud.

Anders var jæger, riffelskytte og husflidsmand, havde vunden flere præmier ved skydning. 1888 kom han ind som soldat, han lå i Odense ve 5 B. 4 K. 4 D.

Efter soldatertjenesten som varede i 6 Måneder blev han karl hos Christian Hansen Hoff, født 6. Maj 1836 i Hundslev, han var Rugbrødsbager og hvidtølsbrygger i Nørregade. der lærte han maltgørerkunsten, men måtte holde op med det fordi han ikke tålte det fik lungebetændelse. Fra Odense rejste han til Fangel og blev avlskarl hos (?) kom senere hjem men, enedes ikke så godt med sin far.

Hjemme blev han kendt med Marie Nielsen som tjente hos Jens Jensen i Væde som husholderske. De giftede sig så 29 /4 1897. Brylluppet stod i Væde. Straks efter rejste de til Lettebæk hvor Far havde købt sig et Hus.

Hans Roeds yngste søn, Rasmus Hansen Roed var 13 år yngre end Anders. Rasmus fulgte med sin far, da denne 1892 flyttede til Væde Have.

Rasmus kom ikke ud at tjene før han var (?) år kom til at tjene på store Himmelstrup. Kom senere hjem, men enedes ikke godt med sin far. Rasmus blev skreven ind som soldat men købte sig fri.

Kun 21 år gammel giftede han sig med Julius Vædeleds datter Marie. Julius Vædeled er født på store Vædeled og af rig familie; men det gik meget tilbage for den. Da Julius ikke kunne blive i fødegården, købte han en ejendom på 10 Tdr. Ld ved Himmelstrup.

Jorden var god (+ værdifuld tørvemose, deri tjent penge); men bygningerne dårlige. Julius havde 3 Sønner, som rejste til byen. Datteren Marie som giftede sig med Rasmus Hansen Roed, hun havde altid været hjemme. Det er forkert, alle burde ud kortere eller længere, man får derved et videre syn, større erfaring, dygtigere, og kanske blive mere lykkelige, kommer man ikke ud er en tilbøjelig til at ro for meget om sig selv.

Rasmus og Marie boede i huset i (?)år før Julius overlod dem det.

Julius var en flink, rask og arbejdsvillig gammel mand, som var de unge folk til megen hjælp.

Rasmus og Marie har kun en søn Julius f 3/6 1902, kom i sine drengeår og senere noget om ikke meget sammen med mig og mine brødre.

Julius har kraftig vækst, er nok så meget musikalsk, spiller violin, svært ivrig jæger. Vel meget af en balherre, ellers et behageligt menneske at omgås.

24-Marts-1922

Min mors slægt.

Om min mors farfar ved jeg kun at han hed Jørgen Philipsen.

Min mormors forældre hed Peter og Maren.

Min morfar Niels Peter Jørgensen er født Labbøl ved Elvedgård den 15. april 1829 bosatte sig i et lille jordløst hus i Labbøl ved Elvedgaard hvor han ofte arbejdede.

Niels P. Jørgensen var gift 2 gange. første kone var Mette Marie Petersen. De havde 8 børn sammen, men da hun døde tidligt, giftede han sig igen, denne gang med Ane Marie Rasmussen, hun fik 3 Børn.

Niels P. Jørgensen var ivrig til at fiske; fra de store Vierne Moser (og fra Bogense Strand til stanget ål fra is) har han båren masser af fisk hjem, som var til stor hjælp i husholdning, hvor der var mange munde som skulle mætte, og tiderne var sådan at der skulle passes på alle steder, passes på må der nu altid hvor der ikke er mere end hvad manden tjener med sine hænder og familien er stor.

I normale tider og ingen sygdom indtræffer bør nøden kunne holdes fra døren. Man kan i de små kår være lige så lykkelige som i overflod.

Når børnene om vinteren kom hjem på besøg, kom bikuben med nødderne, som Niels havde samlet om efteråret i Elvedgaards Skov, frem i stedet for penge kortspil, som han var modstander af.

Penge kortspil kan også let blive til en last og vække havesyge, og tager for meget af den kostbare tid, for mest at skaffe ærgrelse, nød og elendighed og det glæder er ikke meget at leve på.

Gamle Rosendal sagde at kortspil karakteriserer folk med åndelig slaphed som ikke havde noget at tale om.

Morfar var hele sit liv sund og frisk kun nogle få dage før sin død blev han syg.

Niels Peder Jørgensens Børn.

Den ældste søn Rasmus Nielsen var i sine unge dage møllersvend. var dygtig flink og svært livlig efter sit giftermål med Karen Jørgensen bosatte han sig i et fæstehus i Morud under Baroniet på Langesø. Huset er godt beliggende ved landevej. Huset havde et tillæggende på 4 Td. Ld. god Jord.

Deres ældste søn Peder kom kort efter sin konfirmation i 2 år til at tjene hos mine forældre i Væde Have, derefter kom i skomagerlære i Andebølle.

Peder var en flink villig karl vi var glade for at have til at tjene.
Var soldat i infanteriet lå i Odense. Ved at Nordvestfynske bane blev bygget arbejdede han med der og tjente godt.

I 1912 byggede han sig et hus ved Morud St. og åbnede en skomagerforretning med værksted.

I 1915 giftede han sig med slagter Hans Hansens datter Amalie Nielsine Hansen, de har det godt og fået 3 børn. Svend og Estrid og Ebba.

Rasmus Nielsens anden søn Jens Kristian Nielsen, var som sin bror. en dygtig og ordentlig karl som forældrene kan være stolte af. Kristian slog sig på malerfaget er meget musikalsk spiller godt violin.

Deres eneste datter Anna var en ferm og afholdt pige, hun gik hjemme til hun giftede sig med en Baneportør, Kristian Hansen. Først boede de i Svendborg, nu i Odense hvor de har købt hus. De har sikkert et lykkeligt ægteskab, har 3 pæne børn.

Slægtningene i Morud er den del af min familie jeg har kommet mest sammen med. Afstanden var ikke så stor. Hjemme kom vi næsten aldrig til andre af vores familie end dem i Morud og fars bror. jeg har altid været glad for et besøg i Morud. Peder holder jeg mest af.

Mors anden bror Jørgen Nielsen
Han giftede sig den 31/1 1892 i Hårslev med Maren Rasmussen, født 25/9 1861 på fattighuset i Odense, købte et jordløst hus "Vejruphus" ved Hårslev. Jørgen ernærede sig som arbejdsmand, særlig på Farsbøllegaardene. han sled sig op til andres fordel, han var alt for god af sig her imellem så mange syndige mennesker som helst bare ser på egen fordel og lade de ærligste lide. Der kommer vel en gang at de ærlige får løn og de uærlige miste (rettere ikke få).

Jørgens ældste datter Anna var i sin tidlige ungdom en brav pige om lidt mindre opvakt. 20 år gammel kom hun til at tjene i København hvor hun har været siden til skade for sin ærbarhed.

(præcis hvad min morfar mener med dette, ved jeg ikke, men det kan være prostitution)

Jørgens ældste søn Marius Peder Nielsen var som dreng som så mange andre, men efter han engang blev arbejdsløs på grund af en gårdhandel, har han været mindre stabil og tumlet meget omkring forsøgt sig som cykelhandler, Agent osv. militærvæsnet snød han sig fra, nu har hans forstand taget skade og han er kommet på fattiggården. (Sankt Hans hospital i Roskilde)

Den anden søn Hans var af en lidet opvakt natur og slår sig igennem verden som han kan bedst. Han var i længere tid fodermester.

Det yngste barn datteren Marie kom ved sin mors tidlige død i pleje hos sin farbror Niels i Bogense, der havde hun det godt. Efter sin konfirmation kom hun på landet at tjene. Hun var en lille sød Pige.

Mors tredje bror Peter Nielsen var en brav håbefuld ung mand; han blev Portør ved Statsbanerne, men blev desværre i en alt for ung alder klemt ihjel mellem pufferne. (Der tager min morfar fejl, Peter døde af kræft, det var Hans der blev klemt ihjel ved jernbanen)

Jeg ved ikke om vi har lov at beklage nogens tidlige død for deres egen skyld, jeg tror nærmest at ethvert menneske dør i den for ham heldigste stund.

Niels P. Jørgensens ældste datter
Marie Nielsen (mor) f. 21/2 1863 måtte som uden tage sig meget af sine yngre søskende da moren ofte var syg og døde tidligt. 13 år gammel kom Marie ud at tjene. 16 år gammel måtte hun malke 14 køer 3 gange for dagen.

Takket være sin kraftige natur klarede hun sig godt selv i strengt arbejde. Hun havde en god vilje til at arbejde. Det er nu godt at have bare andre mennesker var så slemme til at misbruge den. Resultatet er oftest det at en bliver alt for tidligt opslidt og utak er oftest menneskenes løn derfor. Mors arbejde gik med liv og lyst. fra høstens tid, kan hun fortælle om hvor flinkt og muntert det ofte gik. Mor var dygtig at binde op, men kunne også, om den skulle være tage sine skår med le. Ja den gang blev alt kornet høstet med le, da blev alle blæst ud. 20 jern i en mark var sjældent at se. Den bedste mad og drikke måtte frem. Ja den gang var der mere romantik og højtid over høsten endnu.

Mor havde flere lange tjenester hos (?) tjente i Paddesø.

Som husbestyrerinde havde hun plads hos snedker Jens Jensen i Væde. Her blev hun forlovet med
Anders Roed (Far) som hun så blev gift med i april 1897. Fars far ville bestemme når brylluppet skulle holdes, herover har mor grædt meget for min skyld.
Efter bryllup rejste de til Lettebæk, hvor far havde købt hus.

Mors fjerde bror Niels Nielsen
Han var også i sine unge dage møllersvend efter sit giftermål med Madsine Bondo Christensen bosatte han sig i Bogense hvor han havde købt sig et hus. Niels åbnede kort efter en fragtrute mellem Bogense og Odense gennem Særslev og Søndersø. Det gik godt i mange år blot han havde tilstrækkelig stærke heste. Banen og biler er nu bleven ham hårde konkurrenter.

Niels og Sines eneste Søn Marius har et vel lystigt hoved, vel påvirket af bylivet. Efter sin konfirmation har han stadig tjent på landet, godt lidt alle steder. Han fik sig en del ekstra soldatertjeneste på grund af krigen. Han afløste mig på Højmegaard 1/11 1918, var i to år på Højmegaard.

Mors femte bror Hans Nielsen
Han døde i ung alder af en langvarig sygdom.

(Her forveksles nok 2 personer, Hans Nielsen dør som 28-årig, da han kørtes over af en jernbanevogn i 1895. Min morfar skriver andetsteds at det skulle være Peder Nielsen, der blev klemt ihjel mellem pufferne. Han dør af kræft.)

Mors anden søster Maren Nielsen
Hun var af en spinklere bygning og svagere natur end mor. Maren kom til Odense at tjene der blev hun gift med sønderjyden Rasmus Jensen. Rasmus Jensen ejede en Halmforretning, som han senere solgte for at rejse til København for at nedsætte sig som Pantelåner og Lotterikollektør.

Det gav gode indtægter så han er efterhånden bleven en meget velstående mand. Om denne velstand vil være til lykke for deres 3 børn, er et spørgsmål?

Deres ældste søn Richard f. 11/6 1904 har en svag og spinkel bygning og en lidet kraftig karakter. jeg kom meget sammen med ham ved mine ture til København mens jeg var på Grundtvigs Højskole, jeg har nu aldrig følt mig større tiltrukken af ham, det var familiebåndet der bandt. Hans to brødre Henry f. 6/1 1906 og Rogert f. 29/3 1908 er et par livlige noget egenrådige drenge på hvis oplæring der er ofret meget, men sparet på opdragelsen. Deres i lang tid svage mor mistede de alt for tidligt og dermed ophørte næsten deres forbindelse med os hjemme. Mor og Maren har skrevet meget sammen. Før fik vi hjemme hvert år en kasse med julegaver til jul fra Jensens i København. Der var spænding når kassen skulle åbnes. Hjemme fra sendte vi slagtemad og frugt.

Jensens og børnene har for nogle år siden købt sig navnet Varnes (Efter Varnæs, byen ved Åbenrå, Jensens Fødeby).

Mors yngste halvbror Kristian Nielsen
Han bosatte sig i Hårslev som træskomand og fik en god forretning.

Han giftede sig med Maren Andersen en gårdmandsdatter fra Helnæs. Hun var lidt fin på det og lidet sparsommelig, som ellers godt kunne trænges da de fik mange børn (6 lever) 4 drenge og 2 piger.

En af drengene, Karlo, tjente efter sin konfirmation, våren 1919 et år hos os hjemme.

Kristian var i lang tid reservepostbud, og da Nordvestfynske jernbane kom, fik han fast ansættelse som postbud først fra Veflinge St. senere fra Gamby St.

Kristians Kone døde tidligt og efterlod sig mange små børn, som dog forblev samlet i hjemmet, men under en fremmed husholderskes varetægt. Sorg og økonomiske vanskeligheder har ikke været Kristian ukendt.

Mette Marie Nielsen
Hun er Niels P. Jørgensens og Ane Marie Rasmussens ældste datter altså Mors halvsøster blev gift med Jakob Conrad Hansen fra Næsbyhoved Broby. De bosatte sig ved Villestofte i et jordløst hus. De fik deres udkomme ved at manden kørte omkring og solgte fedevarer og købte kalve, høns, frugt og lignende som han solgte igen på torvet i Odense.

Jakob var svagelig af sig, ofte når han lå syg måtte Mette Marie køre turen med gamle brune. Ja efter hans død drev hun forretningen i flere år, det blev dog i længden for strengt for hende, men hun kæmpede for sig og sine børns eksistens så længe hun kunne. Da hun ikke kunne udholde at køre længere, solgte hun huset og købte et andet ude ved landevejen og åbnede en detailhandel der, det var mindre anstrengende og gav dog til livs behov.

Den ældste søn Kristian lærte Smedefaget, nu er han fyrbøder ved Bogense banen; han har vist moret sig vel meget, det vil hans søster Ingeborg også. Ingeborg er ellers noget sygelig af sig.

Den yngste datter Astrid er en pæn opvart pige.
Jeg har ikke følt mig hjemme i deres muntre selskab når jeg en enkelt gang kom der på besøg.

Martin Nielsen
Han er mors eneste halvbror, vist nok bosiddende i Bogense, jeg har vist aldrig set ham.

Karen Nielsen
Hun er Niels P. Jørgensens yngste barn, har i næsten al sin tid været i sit hjem i Labbøl.

I meget ung alder giftede hun sig med Jørgen Jørgensen. De kom til at bo i huset hos hendes far og efter hans død i 1899 fik de det og nu er det atter hjem for en stor børneflok, nemlig 10 (12) sunde friske velopdragne børn.

Jørgen må med sine hænder samle føden til de mange munde. Han arbejder mest på Elvedgaard.

Hjemme har vi ikke haft større forbindelse med familien i Labbøl. (De fik hele 14 børn.)

24-Marts-1922

Hans Peter Roed. Min barndom og tidligste ungdom

Det hus, far købte i Lettebæk for (?) kr., var et lille pænt stråtækket hus beliggende ved Fåborg landevej 7 km fra Odense. (Fåborgvej 432) Huset havde et tilliggende af 2 Tdr. Ld. let muldet jord, som strakte sig fra landevejen ned til den store Odense Å.

I åen fangede far mange fisk, især mange store ål.

Far gik på arbejde så at sige hver dag på dagleje eller akkord særlig på Dyrupgård, amtsgrusgraven og landevejen.

Jeg blev født den 24. juni 1897 Kl. (?) og blev døbt i Sanderum Kirke den 25. juli af Præst. Elmkvist. Johanne Madsen fra Bondebjerg bar mig, Mors søster Maren tog hue af, far og Poul Madsen stod Fare. Poul Madsens bror (?) kørte for os til Kirke.

(I kirkebogen står der: Pige Marie Nielsen, Odense. Maltgører Hans Christian Larsens hustru Karen Kirstine Larsen, Bellinge Mark. Møllersvend P. Niels Nielsen Munke Mølle.

Vognmand Hans Christian Christensen Højme Mark og Faren.)

Jeg blev nævnt op efter mine bedstefædre Hans og Peter og mors to døde brødre Hans og Peter.

Den 4. januar 1900 fødtes min bror Marius, ved at han var i kirke, var jeg ved at drikke mig fuld. Det var lidt tidligt jeg fik smag for de våde varer, heldigvis blev det da ikke så galt, som det kunne tegne til.

Mor fortæller om at der ofte kom soldater forbi huset hvor vi boede, en gang holdt de hvil lige uden for, jeg var ude ved soldaterne og slog på den store tromme. Den gang var jeg knap 4 år gammel. Marius nøjedes med at krybe på alle fire og stikke hovedet ud ad døren.

Vores nærmeste nabo skomager Askholm havde en søn Emil, som jeg ofte legede sammen med; jeg husker endnu tydeligt at vi en gang ude i haven morede os med at grave jord på hinandens ben. Jeg husker også at vi havde en række bistader.
Også med maltgøreren som far hjalp (Hans Christian Larsen)

Mine forældre kom meget sammen med Johanne og Poul Madsen fra Bondebjerg, det kom mig siden til stor nytte ved at jeg kom til at tjene på Højmegaard (Gammel Højmevej 105, 5250 Odense) kom jeg nemlig ofte hos dem, de boede da i Højme.

Jeg husker endnu tydeligt at jeg 1 eller 2 år efter at vi var rejst fra Lettebæk var med far kørende på besøg i Lettebæk. Jeg kan ligesom se for mig hvorledes jeg kom ind i stuen hos Askholm og at der var en vandhøne i Mølledammen og en masse urter i Gartner Andersens have.

Mens jeg var i Højme, var jeg flere gange hos Askholm og Gartner Andersen.

I 7 lykkelige år boede vi i Lettebæk; men så gav mine forældre efter for bedstefars indtrængende opfordringer om at rejse til Væde og overtage gården efter ham.

At vi rejste til Væde har særlig mor ofte bittert fortrudt.

Far solgte så huset i Lettebæk til gartner Andersen, han har det endnu og driver et større gartneri bygget flere store drivhuse.

Far overtog Hans Roeds gård i Væde Have den 1. maj 1901 på lidet gunstige betingelser, når der tages i betragtning, at det var vanskelige tider, Jorden 14 Td. Ld. blandet jord var forsømt, 2 Td. Ld. Mosen var værdiløs, bygningerne gamle og forfaldne, og gården dårligt beliggende 1000 alen (præcis 570 meter) fra offentlig vej og den private vej som førte ned til gården af dårlig beskaffenhed. Betingelserne lød på at overtage gårdens gæld 4000 kr. a 4 % som stod i den gejstlige enkekasse i Odense, betale fars bror Rasmus en Arveafgift på 1000 kr. kontant, give mine bedsteforældre kost, brændsel, lys og et stykke have og 2 stuer så længe de levede.

I tilfælde af at mine bedsteforældre rejste et andet sted hen skulle de have 300 Kr. årligt. den længst levende 200 Kr. årligt.

Kunne mine forældre og bedsteforældre kunne enes godt sammen kunne alt vel være gået godt, men det kunne de bare ikke.

Hans Roed var af en alt for hård og brutal natur ville helst råde og være som gårdens ejer snakke med folk og byde dem ind på mad og brændevin som vi skulle skaffe. Normalt fik han 12 snapse for dagen. Gjorde Hans Roed et eller andet arbejde mente han det var næsten uerstatteligt. Forholdet til bedstemor var ellers bare godt, hun ville helst jævne alle stridigheder. Hans Roed blev efterhånden så utilfreds med at være aftægtsmand at han efter 5 års forløb købte sig et lille hus i Stillebæk.

Der fandt han sig bedre tilpas med at gå og pusle med jorden og koen.

Mine forældre var glade for at de slap for ham, men en afgift på 300 Kr. om året var også mange penge den gang.

De 2 første år vi boede i Væde Have fortsatte far bedstefars fragt ture til Odense, men det ville ikke gå som det skulle. Det gav for lidt og tog for lang tid så gården ikke blev passet som den burde.

Gården gav for lidt det var nødvendig med en biindtægt for at få det tog far så fat at køre mælk til Constantia Mejeri (i Vissenbjerg).

Far blev efterhånden så vant med at køre mælk, at han næsten ikke kunne slutte, det var først efter mange opfordringer, at han endelig holdt op efter at have kørt i 13 år i 3 år dog kun den halve tur.

For at kunne køre det ofte 2000 kg tunge læs mælk til mejeriet måtte far have meget stærke heste han købte først en stor rød hest, men den døde kort efter til stort tab for far.

Senere fik vi gamle Anders og store brune, to stærke brune heste, som vi havde i mange år. Det var ofte vanskeligt at få arbejdet gjort når far var væk den halve dag og det var ikke altid vi havde nogen dreng til at tjene, den første vi havde, var Peter fra Morud. Værst var det for mor for pige holdt vi aldrig, og kreaturerne måtte hun mest passe og så meget andet, vi børn skaffede også en god del arbejde særlig ved at Karl og Inger også kom.

Tidligt op og sent i seng og travet hele dagen var det bestandigt for mor, og det at sige om mor at hun skånede sig aldrig.

En masse ekstraarbejde var der også med humlen og de håndværkere vi havde i kost under de mange reparationer og nybygninger. 1905 byggede vi hjelmen 12 x 8 Alen. En dag mens vi byggede den var Karl så uheldig at falde i en gryde kogende suppe som stod på gulvet. Han fik det ene ben skoldet kolossalt, så han i lange tider måtte ligge i sengen. Karl synes stadig at være uheldig. faldt flere gange i mosen.

Ejendommens afsides beliggenhed og lidet samkvem med andre børn gjorde at vi børn blev så uanseelige og tilbageholdende af os, kun Inger var der lidt mere frit mod i.

Mens Hans Roed havde gården, var der en humlehave på 1500 hoveder. Straks efter at vi havde fået gården brød far de 300 hoveder op og lavede hønsegård med frugttræer i på stedet.

Humlen gav masser af arbejde i vår og høst. Særlig plukning krævede en masse folk. Ofte har vi haft 3-4 gamle koner at plukke hver dag i 4 uger.

Om aftenen havde vi ofte folk unge og gamle fra omegnen til at hjælpe os at plukke, på sådan en aften gik ofte muntert til, og god mad og kaffe vankede der bestandigt.

Det blev efterhånden en dårlig forretning at dyrke humle. Prisen var for lav i forhold til udgifterne og samtidig var både avlen og prisen så ustadig. Avlen kunne svinge fra 80 til 350 kg tørret humle og prisen kunne svinge fra 70 øre til 4 kr. pr kg. Stort arbejde at tørre den, hele loftet var fuldt.

Hvert år skulle der købes ca. 100 ny stænger og disse var stadig dyrere og vanskeligere at få fat i.

1914 brød vi den bageste plads på 300 hoveder op, 1918 blev der brudt mere op, så nu er der kun ca. 200 hoveder igen.

April 1904 begyndte jeg at trave den lange vej til Stillebæk skole. 3 1/2 km. Jeg husker endnu den første dag. Mor var med mig, vi fulgtes med Jenny og Olga fra Væde Have. De skulle ligesom jeg i skole for første gang og havde således nogen til at følge sig. Mor havde (?) med til Frøken Rasmussen.

Jeg husker tydeligt, at jeg den første dag kom til at sidde ved siden af Thorvald Jensen fra Letten. I første klasse var vi kun 6 drenge men mange piger. hen på sommeren kom der dog en dreng mere nemlig Bendt Andersen fra Tevringe Bakke, han og jeg blev hurtigt gode venner, dette venskab har holdt sig siden, så jeg endnu regner ham for min bedste ven.

Ved jeg kom i skole var jeg svært lille men forholdsvis bred.

Lærer Madsens frue sagde om mig:
”Der kommet sådan en lille bitte en i skole oppe fra Væde Have”.

Skolen var delt i 4 klasser de to yngste havde Frk. Rasmussen de to ældste lærer Madsen.

Vi måtte ikke gå ind i skolen med træsko på. Jeg havde skiftesko, som stod inde hos Mette Jørgensdatter (mors faster) som boede på hjørnet hvor dyrlægen bor.

Mit første skoleår mindes jeg ikke meget om.

Vi havde eksamen hvert forår.

Fra første eksamen synes jeg endnu at kunne mindes ansigterne af præsten og sensorerne.

Ved eksamen kom næsten altid bageren fra Hårslev med wienerbrød og slikkeri, for den dag havde vi penge på lommen.

Til første eller anden eksamen havde jeg ti 2 øre med og kom endda hjem med en blank 10 øre, så jeg har ikke soldet svært dengang. I første klasse gik jeg kun 1 år derimod 2 år i anden klasse.

Jeg gjorde min bedste flid i skolen og hjemme. Lærenem var jeg ikke og dygtig ville jeg gerne være. Opføre mig godt ville jeg gerne, frygten gjorde vel også sit til det.

Lærerinden kunne også rigtig godt lide mig; men en gang lavede jeg noget galt, jeg husker ikke hvad, men kneben i hagen blev jeg.

Frk. Rasmussen var ellers dygtig og bestemt, men havde sine egne ideer og var snar til at blive vred. Engang var jeg så uheldig under leg på trappen, sammen med Ejner Bommerstholst (Bommersholdt) at knuse en rude.

Ruden skulle betales og penge havde jeg ikke, og bede om nogle hjemme turde jeg ikke; men så fandt jeg en udvej, den gang samledes der nemlig penge ind blandt skolebørn til en sølvkran til Kong Kristian den 9, i den anledning fik jeg 25 øre med som lærerinden skulle tage imod. Nogle af disse penge betalte jeg så ruden med, og resten købte jeg så kinesere for; men samvittighedskvaler havde jeg for den handling.

De store drenge i 4. klasse havde jeg svært respekt for.

Ofte plagede Rasmus Kristensens søn Marius. På vejen hjem engang tvang han mig til at trække sig i en snor han havde om halsen ofte lod han som om jeg var ved at kvæle ham, en gang lod han sig falde bag over som han var død. jeg så lidt på ham og begyndte så at gå hjemad, men så for han op og skældte mig ud for at ville hænge ham og lade ham ligge, jeg måtte så true med at sige det hjemme, hvad jeg ellers ikke brugte, men det hjalp godt.

Dengang var der ikke nær den færdsel på landevejen som nu. Biler og motorcykler så vi vist ikke før 1908-09 og cyklerne var kun få, men den gamle dagvogn fra Hårslev gik sine 2 ture til Odense hver uge. ofte var den proppet fuld ude og inde, det var også eneste befordring til byen for dem som ikke kunne køre eller gå selv.

I min skolealder og lidt senere var jeg ofte syg af tarmkatar, det optrådte ofte pludseligt og vare sjældent over et døgn. Det artede sig ved stærk hovedpine og opkast. Med alderen blev sygdommen heldigvis sjældnere. 2-3 gange for året er højden nu. Sygdommen skyldes mest uregelmæssigheder i kosten, kulde og kvalme.

Flere gange blev jeg syg mens jeg var i skole så jeg næsten ikke kunne gå hjem. ofte måtte jeg lægge mig ned, en gang faldt jeg i søvn og gamle Niels post kom og vækkede mig.

Om våren 1907 kom jeg i 3. klasse hos Lærer Madsen, ham var jeg til at begynde med bange for.

I 3. klasse var jeg kun et år, så kom jeg ind i fjerde, hvor jeg kom til at gå i 3 1/2 år, de sidste 1 1/2 år som nr. 1.

Ved ihærdighed hjemme og i skolen holdt jeg mig stadig blandt de dygtigste.

Jeg var ikke af dem som sad inde i frikvartererne, helst altid med i legen. Snekastning gik jeg ikke af vejen for, en gang traf jeg en af de større nok så grundigt i ansigtet med en lille hård snebold, men jeg var den lille og måtte finde mig i at blive sulet for det.

Slås var jeg ellers ikke med på, jeg husker kun en gang at jeg sloges, og da var det andre, som egnede mig til det.

Derimod tage brydetag var jeg ikke så bange for. Bendt og jeg har taget mange tag, vi var næsten jævn stærke.

Om vinteren når isen på Bisemosen kunne bære drev vi vintersport der glide og fare af sted på is slæde, kun få havde skøjter. En gang det var storm bredte vi vores trøjer ud og lod vinden føre os af sted hen over isen, men pludselig kom et stærkt vindstød, som kastede mig i isen, så jeg fik et blåt øje.

Om sommeren svømmede vi ofte i Bisemosen; men en dag kom vi galt fra det, for den dag gik Kresten Knudsen, som ejede mosen, og radrensede sine kartofler. Det tog vi ingen hensyn til men stormede bare over marken ned til mosen uden at spørge om forlov.

Da vi havde været ude i mosen en stund kom Kresten derned og i stor hast, samlede han de af vores klæder sammen han kunne bære og løb af sted med dem. Vi blev noget lange i ansigtet, ved at vi så han løb med vores klæder.

Jeg havde heldigvis alle mine klæder i behold. Sammen med Anton Hansen måtte jeg så gå op til Hans Roed, hvor Kresten sad med klæderne, og bede pænt om dem, vi fik klæderne men matte love at føre et forbedret liv.

I Kroskoven, som ligger lige ude ved skolen, legede vi ofte røvere og politi, det hændte flere gange at legen blev afbrudt ved at de som var hjemme ved skolen, gav sig til at råbe og løbe ind, så de som var i skoven, troede at frikvarteret var forbi, for så at blive let ud når de ganske forpustet kom og bankede på døren.

Når vi havde eksamen, var der oftest en del drenge og piger ude i Morudskov at se Den Hule Eg, et mægtigt træ, som var udhulet, der skulle en halv snes skolebørn til at spænde om det med armene og ligeså mange kunne stå inde.

I skolen var der flere som havde sig en pistol lavet af en messingpatron, dem gik vi og knaldede med i smug, en dag skød Hans Jørgen fra Møllelykke et stort hul i den ene kind ved at patronen for bagud. Bendt havde også engang lavet mig et sådant våben, men for at ingen hjemme skulle få den at se gemte jeg den i et hegn, så jeg ikke selv kunne finde den.

Skyde med bue og gummibøsse drev jeg mere, men skudt noget levende tror jeg ikke jeg har, ud over at jeg en gang skød et hul i kinden på vores kat med en pil. Jeg havde ellers fine rørpile med et søm i enden for at skyde skovduer. Der var ikke så lidt jagtblod i mig.

Fiske drev jeg meget med det var særlig aborre på kroge jeg fangede, og krebs på en flæskesvær. Fiske var min lyst og det er det den dag i dag.

Lave sejlskibe og møller eksperimenterede jeg også en del med. Jeg havde stor lyst til at læse historiebøger.

Da jeg var 8-9 år, blev mine forældre mere og mere klar over at jeg var stærkt skeløjet på højre øje. Jeg kom så til øjenlæge Krarup i Odense Han skaffede mig nogle briller til at bruge når jeg læste; men de hjalp ikke noget. At lade øjet operere var både mine forældre og jeg bange for.

Men jeg var frygtelig ked af at være skeløjet, jeg undså mig for at se folk i øjnene, jeg kunne ikke gøre det uden at tænke på mit skæve øje.

Det har vel også gjort sit til at jeg var så uanseelig og tilbageholdende. Særlig over for piger var jeg undselig jeg kunne heller ikke finde på noget at sige til dem, selv om jeg nok kunne have lyst. Hjemme havde vi altid travlt, da far kørte mælk hver dag, måtte jeg gøre hvad jeg kunne, jeg var heller ikke ked af at arbejde, men jeg ville også have mine brødre til at hænge i og når de ikke ville det, blev jeg vred, og havde stor lyst til at banke dem for det, men turde jeg ikke for så klagede de til mor. Far havde jeg svært respekt for. Hjemme havde vi næsten aldrig tid til at besøge slægt og venner, Rasmus Nielsens i Morud var dem vi kom mest sammen med. Jeg kom næsten ikke sammen med andre end Bendt fra Tevringe Bakke. Når vi gik fra skole, var jeg ofte med ham hjemme særlig i den tid de havde moreller. Bendt var næsten ikke til at slippe fra igen, så det blev flere gange så sent at mine forældre blev bekymrede for mig. Jeg husker tydeligt 2 gange at far var ude at søge efter mig, og da var han ikke i godt humør, og kun ved mors forbøn slap jeg for prygl. Samvittigheden straffede mig også hårdt nok.

Lærer Madsen var en middel dygtig lærer., han ville vores vel både hvad kundskaber og opførsel angik, men han var let at gøre vred, jeg kom dog godt ud af det med ham, og har aldrig fået prygl eller siddet efter.

I sine foredrag for os havde han let for at komme noget langt bort fra sit emne.

Lærer Madsen var en dygtig havemand, han var kun lille af vækst, jeg var i den sidst tid jeg gik i skole næsten lige så stor som ham.

Madsen var i lang tid på kursus i København, i den tid havde vi først en kort tid en vikar Jensen. senere fik vi en som hed Olsen en meget dygtig og streng Lærer. Hos ham lærte jeg meget.

I sangtimerne måtte de, som ikke kunne synge sidde nede bag ved, blandt dem var jeg. Der var mange som ikke kunne lide Lærer Olsen, fordi han var så streng.

Om sommeren havde vi en del gymnastik i skolen. Vi spillede også tit langbold, det var svært interessant.

Hver sommer havde skolen en udflugt; der var højtid og glæde hver gang vi skulle have udflugt, tidligt om morgenen i pusset og med store forhåbninger samledes vi så ved Skolen. Folk kom så kørende med heste og vogne, når så alle var samlede satte toget sig i gang 8-15 vogne efter hinanden. Far kørte kun en enkelt gang, han havde jo Mælketuren.

Jeg har været i Baaring, Erholm, Fredericia, Korsbjerg Have, Fanø og Vissenbjerg Præstehave. Mange lyse skønne minder knytter sig til disse udflugter, men det er sjældent jeg tænker på dem. 1905 flyttede mine bedsteforældre til Stillebæk, jeg kom ofte ind til dem når jeg var i skole mine skiftesko stod hos dem. Bedstemor var ofte syg ellers havde de det godt. Efter lang tids sygdom døde bedstemor 24/6 1909. (nej 27/6) Den sidste nat hun levede, rejste hun sig af sin seng og gik ind i den stue hvor Hans Roed lå, og faldt død om i hans arme, hun ejede den sande kærlighed til sin mand, han skønnede det først rigtigt efter hendes død, han tog sig hendes død meget nær og gjorde den første tid derefter et noget forvildet Indtryk. Mine forældre måtte helt sørge for bedstemors begravelse. Kort efter solgte Hans Roed huset og flyttede op til mine forældre i Væde Have. Der blev han ikke modtaget med glæde fordi han var så fordringsfuld og tvær. Han var den gang dårligt gående, men ellers kraftig, ellers havde han ikke tålt så meget brændevin, som han gjorde. 12 snapse for dagen var normalt.

Hans Roed havde brok men det gjorde ham ikke så stort, han fik det en gang han ville køre Søren Madsens æsel ned.

De første år arbejdede han lidt, men det faldt snart væk, han regnede selv sit arbejde for næsten uerstatteligt.

Han havde stor interesse for at fiske med ruse, det havde jeg også, jeg husker tydeligt, hvor han ærgrede sig over at jeg en morgen, kom før end ham ned til rusen og fik tag i en stor gedde. Så længe han kunne gå lidt, skulle han helst hver søndag eller oftere over at besøge sin søn Rasmus, som han dog før, slet ikke kunne forliges med.

Det blev dårligere og dårligere for Hans Roed at gå. Stokken blev afløst af krykker. De sidst 10 måneder han levede, kunne han kun gå over en stue, og den næsten bestandig i sengen, og den sidste tid kunne han ikke engang rejse sig op på sengekanten alene. Efter lang tids lidelse for ham selv og os andre med døde han den 18. oktober 1920.

I maj 1911 begyndte jeg at gå til konfirmationsforberedelse hos præst Sommer i Veflinge sammen med 3 drenge (Bendt, Marius fra Hedeboerne og Svend Duch) og 7 piger. Vi sad i kirken på nær 2 gange, der var dejligt svalt at sidde for ude, var det brændende hedt hele sommeren. Jeg fik mig en ny cykel, så jeg slap for at gå den lange vej til Veflinge.

Svend Duch var et rigtig lyst hoved, han forstod at sætte liv og humør i os alle sammen. På mors side er jeg lidt i familie med ham. Han og Bendt besøgte mig til min fødselsdag, vi var ude at fiske, men fangsten var kun lille.

En søndag var jeg ude at besøge Svend Duch igen og efter hans påfund, tog vi to og hans mindre bror Georg en trolje som stod ved Veflinge St. (Banen var ikke færdig den gang) og kørte med helt ud forbi Farstrup St. Det gik let så længe det gik nedad, men da vi skulle tilbage kneb det, og da vi var kommet halvvejs tilbage, kom der en dræsine med nogle banefolk imod os, det kan nok være at vi fik travlt med at komme tilbage til Farstrup St. og få troljen ind på sidesporet. Så snart dræsinen var kørt forbi kørte vi atter mod Veflinge, men for anden gang måtte vi på halvvejen vige tilbage for en dræsine og denne gang blev vi desuden skældt ud. Men tilbage til Veflinge skulle vi, sent blev det og dødtrætte og slukørede var vi. Om natten kunne jeg næsten ikke sove efter de store anstrengelser.

Svend Duch er nu sømand og har været minestødt.

Pastor Sommer havde i sine unge dage været sømand og var lidt ejendommelig på mange måder, jeg kunne dog godt lide ham.

Hele sommeren var meget tør, men første oktober, netop den dag jeg blev konfirmeret, tog det fat at regne så det klodsede lidt.

Det stærke regnvejr gjorde at der ikke kom ret mange fremmede til min konfirmation. Af gaver fik jeg et ur fra København, en kæde fra Morud, en skrivemappe fra Bogense, 6 pengepunge og 11 Kr. i kontanter.

Efter min konfirmation kom jeg sjældent nogle steder, jeg havde dårligt tid og større lyst til det havde jeg heller ikke, jeg var næsten folkesky. Det var som noget tungt hvilede på mit sind, ja næsten tyngede mig til fortvivlelse, når der var noget der gik mig imod. Ofte gik jeg og bar på undertryk harme, ofte græd jeg af harme, når jeg var alene. Jeg ville være bedre, men evnede det ikke. Jeg kunne tit halvt grædende bede om at blive bedre, og få den forbandelse hævet som jeg syntes hvilede over mig. Jeg havde ikke evne eller mod til at betro mig til andre end Vorherre. Jeg bad regelmæssigt hver aften (ofte tiere) det havde mor lært mig. Jeg gik og indbildte mig at jeg var bedre end de fleste andre og led stor uret. Glæde mig ved hvad andre kunne, kunne jeg ikke. Jeg tænkte tit når jeg var mismodig: “Jeg alene græde alle andre le”. Jeg følte mig næsten som en særling. Bare et ord kunne jeg tage mig utroligt nær, og næsten ikke slippe det af tankerne igen. Mit skæve øje gjorde at jeg helst undgik at se på folk jeg talte med, så nogen mig i øjnene tænkte jeg straks på det skæve øje. Jeg fandt kun lidet glæde ved livet.

Et godt og venligt ord kunne gøre mig glad på længe, en velgerning imod mig glemte jeg sent. Rå tale og opførsel var mig meget imod.

Jeg holdt meget af at gå i ensomhed og tænke på de dunkle spørgsmål og drømme om fremtiden.

Mange store luftkasteller byggede jeg, jo ældre jeg blev des mere nærmede de sig det mulige. Jeg var nu og da med til Indre Missions møder.

Jeg havde en vældig interesse for arbejdet hjemme. En enkelt gang gik jeg på dagleje og fik 35-50 øre for dagen, det var nu meningsløst.

Hjemme gik den ene dag næsten som den anden. Far kørte mælk hver dag, jeg var med en enkelt gang, men kørt alene har jeg aldrig gjort. Bruge heste havde jeg næsten aldrig med at gøre det var nu forkert af far, det ærgrede mig også meget.

Sommeren 1913 byggede vi en ny stald lade jeg hjalp meget til som håndlanger. Jens snedker hjalp jeg meget, det var jeg glad ved for arbejde i træ havde altid været min lyst. Havde jeg ikke været så svimmel, havde jeg også nok forsøgt at bryde mig en levevej ved det. Det ville vel også nok være gået godt, men nu er jeg glad for at jeg holdt mig til landbruget, særlig efter jeg har fået den store interesse for frugtavl.

Af det bedste tømmer af den gamle staldlade med et lille tilskud af nyt, byggede jeg næsten alene et brændehus på 8 x 12 Alen. Den ene ende af huset benyttes som vognport. Det blev et billigt og svært nyttigt hus.

Jeg havde en vældig lyst til at være jæger; men det blev til at skaffe mig ærgrelser og træthed i stort mål. De lyse minder jeg har fra mine jagtture er vel ikke mange, men de hjælper dog til at gøre mig livet rigere, og der har været de tider hvor jeg næsten ikke havde andet at leve på. Efteråret 1913 lånte jeg min fætter Peter Nielsens bøsse. Det gav en vældig lyst, ved at jeg i første skud traf en hare.

Først på året 1914 kom Hans Jørgensen fra Møllelykkegaard og fæstede mig som anden karl for et helt år, i løn skulle jeg have 300 kr. + 50 kr. for at hjælpe til med, at malke 2 gange daglig. Jeg vidste ikke om det var rigtigt at rejse til Møllelykke eller ej, det var jo ikke særlig eventyrligt, men mine forældre syntes om det.

Marius blev konfirmeret i april, vi arbejdede svært for at få alt i orden før jeg skulle rejse. Det var med en underlig beklemt følelse at jeg den første maj 1914 drog ud i verden, tilbageholdende som jeg var gjorde det ikke bedre humoren var ellers tilsyneladende god nok. Mor græd ved jeg var rejst, hun holder vist mere af mig end af nogle af de andre.

Jeg kom til Møllelykkegaard hen ved aftenen og blev venligt og godt modtaget. Hans Jørgensen og Ane Katrine var gamle flinke folk stærkt op mod de 70 år. De havde i 7 år ikke drevet gården, men haft den forpagtet ud til deres søn Rasmus. H. Jørgensen var gammel mejeriformand, godt oplyst og stiv i politik (en gammel Estrup).

Møllelykkegaard er afsides smukt beliggende mellem bakker og småskove, men noget tung at drive, den har et tilliggende af 52 Tdr. Ld, deraf 4 Tdr. Ld. skov. Bygningerne var ældre og trange.

Kammeret hvor jeg boede, var et elendigt rum, men det ser jeg nu først rigtigt bagefter. Indgangen var fra hestestalden, utæt og råddent alle steder, et beskidt murstensgulv og vinduer mod nord. Den store seng fyldte næsten det halve rum og dynen var alt for tung. Men dengang var jeg ikke så fordringsfuld, dertil havde jeg set og prøvet for lidt. Nu synes jeg det er urimeligt at husbondfolkene bor lyst og varmt mens karle og piger, som dog også er mennesker må bo i et elendigt hul hvor der hverken er lys eller varme.

Moderne maskiner fandtes næsten ikke. Besætningen bestod af en stor god jysk hest (Jens), en halvgal halvblodshoppe (Lise), en rød Frederiksborg hoppe på over 20 år, en halvtosset årsplag, ca. 10 gode malkekøer + ungkvæg, lidt svin og mange høns. Der var en stor og temmelig god frugthave.

Forkarlen Hans Jørgen var fra Vierne og mandens sønnesøn.

Hans Jørgen var en god medtjener, en svært dygtig og rask arbejder næsten for brydsom. Jeg kunne godt lide ham, han har lært mig meget.

Pigen Karoline kunne jeg derimod ikke så godt lide. Jeg tror jeg gjorde for meget forskel på folk den gang, i det hele taget havde jeg ikke let ved at omgås med piger, jeg forstod ikke at snakke med dem.

Før jeg kom ud at tjene mente jeg at jeg kunne en hel del, men da jeg kom til Møllelykke viste det sig at jeg næsten intet kunne.

Bruge heste kunne jeg næsten ikke, ligeså med at læsse et læs hø. Jeg væltede med et af de første læs hø jeg kørte ved at jeg kørte over enden af en grøftevold, det tog jeg mig meget nær, var næsten ved at opgive at være ved landbruget.

Det gik dog godt senere, og jeg blev helt godt tilfreds med forholdene.

En aften sidst i juli måned, var jeg oppe hos købmanden, der hørte jeg for første gang at det ville blive alvor med krigen; det gjorde et vældigt indtryk på mig. Der gik så heller ikke mange dage før det blev alvor med krigen.

Krigen greb nok så stærkt ind i forholdene på Møllelykke, ved at Hans Jørgen blev indkaldt til sikringsstyrken omtrent med det samme krigen udbrød.

Jeg blev så eneste karl midt i høstens travlhed, vi havde kun fået rugen ind, men vi fik heldigvis fint

vejr, og sled som nogle små bæster gjorde vi, for få en anden Hans Jørgens sted eller holde daglejere ville manden ikke.

Jeg arbejdede med liv og lyst, næsten meget mere end jeg havde godt af, sled mig næsten duknakket, altid bange for at gøre for lidt. Jeg arbejdede, spiste og sov og troede nærmest det var at leve, der er nu for lidt.

Om efteråret gik jeg en del på jagt, om søndagen. Første søndag jeg var ude skød jeg en skovdue, det gav lyst, men det var ikke altid det gik så godt; en søndag var jeg dog svært heldig og skød 4 skovduer og en hare som vejede 9 pund. I alt skød jeg det efterår, 1 hare, 1 fasan og 11 skovduer.

En så stor jæger som mig kunne ikke gå og skyde med sin fars bøsse; men måtte have sit eget fine gevær. Efter 1. november købte jeg mig så et fint dobbeltløbet belgisk jagtgevær kl. 12, indskudt til røgsvagt krudt og forsynet med automatisk sikring, det kostede 65 kr. Dette gevær kom til at koste mig masser af ærgrelser og arbejde. Jeg skød kun lidt med det. Jeg holdt det svært godt så da jeg solgte det på højskolen i 1918 var der ikke rust i det, jeg fik 90 kr. for det.

Mit jagtudbytte i Møllelykke blev på gården, som påskønnelse for det fik jeg om efteråret 10 kr. ekstra i løn og til jul (særlig for ekstramalkning) en fin jagttaske.

Dengang var jeg vist mere redt og ærlig nu, for den gang kunne jeg lade være med at skyde på en skovdue, som sat i en eg tæt uden for skellet i Rugaards skov, jeg sigtede på den og kunne så let have skudt den uden nogen havde opdaget det.

I oktober fik jeg en ny medtjener en skoledreng ved navn Johan, det var da altid bedre end ingen ting. Om vinteren gik det utroligt sent med alt arbejdet, ofte var der kun manden og jeg til at tærske på en lille maskine til hestekraft. For at få hestene til at gå bandt vi deres tøjler fast til bommen foran så de ikke kunne sætte hamlen imod. Det var næsten vanskeligst at standse hestene igen. Hans Jørgensen var ualmindelig dygtig til at lede og udføre et arbejde. Tiden blev udnyttet fuldt ud.

Om efteråret lavede vi en masse most, som vi havde at drikke i stedet for øl hele vinteren. Fast byggrød og most at dyppe i var god aftensmad. Ane Katrine og Pigen skændtes næsten altid.

Jeg gik lidt alene på Møllelykke kom næsten aldrig andre steder end hjem, men det hver anden søndag. Store Vædeleds Karl Mads kom jeg dog lidt sammen med.

Den 14. april holdt gamle Hans Jørgen og Ane Katrine Guldbryllup. Der blev gjort store forberedelser til festen.

Om morgenen tidlig, før vi kom op, kom der folk med fuld musik og byggede æresport. Der kom et halvt hundrede gæster deriblandt præsten, ham måtte jeg hente og køre hjem igen.

En dag jeg kørte roer ind, knækkede jeg vognstangen ved at køre imod i porten. Hestene havde nær løbet løbsk hvis stangen ikke havde boret sig i jorden.

Vår arbejdet gik let. Hans Jørgen havde en kort orlov og hjalp os.

Jeg fik Lise lært til at gå for radrenser alene, før havde to mand vanskeligt kunne bruge hende. Jeg brød mig ikke stort om at komme til fester, og grundlovsdagen mens andre tog til fest, blev jeg hjemme. Ved at jeg den aften skulle ride hjem fra græs med hestene, havde jeg nær kommet galt af sted. Jeg red på Jens og havde Lise ved siden. Lise blev ivrig og sled sig fra mig, Jens ville med, og jeg klarede ikke at holde ham i klaptræerne og af sted gik det i rasende fart, ved at vi for om hjørnet ved hønsegården, gled jeg ned ved siden af hesten. Jeg holdt fast i manken i stedet for at lade mig falde ned. Holdende i manken gled jeg helt ned på jorden, og først da standsede hesten, men først satte den sin ene hov mellem mine lår og skrabede hud af dem begge to. Hvor let kunne jeg ikke have været dræbt eller stærkt lemlæstet, men ved et forunderligt held slap jeg med skrækken. Jeg takkede Gud og lovede at forbedre mig.

I de fine sommeraftener kom jeg somme tider op til Vædeleds Karl Mads. En aften vi sammen med deres pige stod ude i haven, kom Jenny fra Lille Vædeled cyklende. Mads råbte Jenny an og fik mig til at gemme mig, de kom i snak. Mads spurgte så Jenny om hun havde set noget til mig, jeg var nylig cyklet forbi og skulle vist ud at se til en pige.

“Ham”, svarede Jenny, “han er jo skeløjet”.

Uha hvor disse ord sved i mit hjerte. Da jeg gik hjem, svor jeg højt og dyrt, at øjet skulle rettes koste al smerte og penge hvad det ville. Jeg bøjede mig dog for mine forældre, om at vente til jeg havde været på session, men det blev frygteligt at vente. Havde jeg ladet øjet operere den gang havde mit liv fået et helt andet udseende, jeg er nu glad det er gået som det er.

Midt i høsten kom Hans Jørgen hjem igen fra sikringsstyrken så blev jeg atter anden karl, det passede mig ikke så godt, for så kom jeg ikke til at bruge hesten så meget som før.

Jeg havde så tungt ved at protestere mod noget der ikke passede mig, jeg gik derimod og ærgrede mig over det, og kom således til at lide under det to gange, mens andre drog af med fordelen og lo af mig til.

Jeg havde stor lyst til at rejse til 1. november, men lod mig overtale til at blive der vinteren også. Jeg skulle have 400 kr. i løn det andet år, det var forholdsvis alt for lidt.

Jeg gik og drømte om hvordan jeg engang skulle langt ud i verden og blive en hel del, når jeg så stadig ikke kom ud af flækken, blev jeg mismodig og syntes at verden var mig så uretfærdig, jeg følte som en forbandelse hvilede over mig og ikke ville forlade mig.

Hans Jørgen var ellers en udmærket karl at være sammen med, vi arbejdede svært godt sammen han forstod at arbejde. Det gik dårligt med jagten det efterår.

Det var svært tungt for mig at sige min plads op, de ville nødig lade mig rejse, jeg måtte love at skaffe Marius i stedet, hvad der også lykkedes.

Nu var det om at få en ny plads, jeg var da så uheldig at se og synes om Marius Hansen i Tårups avertissement i avisen efter en forkarl. Havde jeg vidst hvad åndelige lidelser der ville møde mig der havde jeg nok holdt mig derfra, men jeg skrev og fik svar.

Jeg rejste så med toget derud, men først fik jeg af far den formaning at jeg ikke måtte love mere end jeg kunne holde, det havde jeg nær gjort, jeg kendte ikke verden. Jeg så for lidt skarpt og kritisk på forholdene derude og tog pladsen for en løn af 25 kr. for et helt år, og mente jeg havde gjort en god forretning.

Det blev tidlig vår så man de fleste steder var færdig med at så til 1. maj.

Den første maj 1916 begyndte et år så fattigt på lyse minder at jeg næsten ikke kan skrive om det

Jeg cyklede til Tårup og kom i min nye plads tidligt på eftermiddagen. Manden og konen var ikke hjemme ved jeg kom. Jeg mærkede snart at her var andre forhold end jeg var vant med. Jeg blev indlogeret som et kreatur i et stort mørkt rum med stengulv og loft. Indgang fra stalden og uden for det uhyggelige jernvindue lå en gammel lade, som næsten tog alt lyset fra kammeret. Det værste var at, vi skulle være 4 mand på rummet. Jeg var for lidt erfaren i verden, ellers havde jeg nok vogtet mig for at komme til at bo der. Nu siger jeg at enhver bør have eget værelse, og det skal være ordentligt.

Manden Marius Hansen var godt 40 år gammel en pæn mand at se til, men noget slidt. Konen Anna 20 år yngre, hun var flink nok, men en del sparsommelig på maden som kun kan kaldes tarvelig.

De havde været gift i 4 år var barnløse. Marius Hansens far som havde ejet gården før, levede og beklædte en mængde tillidshverv.

Gården var på 76 td. ld. hvoraf en del var eng inddæmmet af Lumbystrand, et stort stykke jord tæt ved gården brugtes til gartneri. Det meste af jorden var svært god lidt uren. Bygningerne var store og til dels nye, indlagt elektricitet. Besætningen bestod af 8 heste, de to var fine Oldenborgerheste, dem havde jeg at bruge, hvad jeg var glad for. 3 svære stærke arbejdsheste, 2 ungheste, hvoraf den ene brækkede halsen den første dag den var på græs, og en lille halvgal russer. Der var 14 malkekøer + ungkvæg og en stor del svin.

Der var en stor smuk gammel have med mange mærkelige sten og dam med springvand. Der var ca. 300 frugttræer, noget forsømte.

På gården var vi 2 karle, I fodermester, 1 gartner med en gartnerelev og 2 piger.

Anden karlen Svend var fra Odense en tarvelig person og noget af en gris. Hen på sommeren byttede han arbejde fodermesteren Thorkild Larsen, det blev til begges fordel, Thorkild var en dygtig arbejder, men noget af en bolsjevik.

Gartneren Albert Larsen var fra Stige han havde været på gården i flere år, han var svært dygtig til alt hvad han havde med at gøre ikke mindst til at gøre nar af sine medmennesker. Gartnereleven Aksel Jensen var også fra Stige, han var noget af et pjank. Pigen Kirstine snakkede jeg næsten aldrig med.

Noget af det første som stødte mig i min nye plads var, at folk var så slemme til at gøre nar af hinanden. Jeg havde så tungt ved at forsvare mig, jeg tænkte alt for langsomt, når jeg blev drillet, var det som sat der en klump i halsen, og min strube snørede sig sammen. Havde jeg kunnet forsvare mig, kunne jeg have haft det langt bedre derude på Sletten.

Det var oftest gartnereleven drilleriet gik ud over, det var en pine for mig at høre på det.

Jeg skulle op kl. 4 1/2 om morgenen og være ud af gården med hestene kl. 6 alt skulle være præcis. Søvn var der ofte lidt af det var vanskeligt for så mange at komme i seng samtidigt, jeg skulle vågne selv, det ofte vanskeligt at få anden karlen op.

På St. Knuds markedsdag var anden karlen, fodermesteren og eleven ude at slå et større slag, de cyklede til Odense og kom halvfulde hjem i bil, for så aftenen efter at gå til Odense efter cyklerne. Dette var et godt karaktertræk for disse 3 karle. Jeg brød mig ikke at være sammen med dem, jeg forstod ikke at omgås dem, deres rå og støjende opførsel var mig en pine. Næsten al min trøst bestod i de besøg jeg gjorde hjem regelmæssigt hver anden søndag. Det var egentlig alt for lang vej at cykle to gange på en dag, frem og tilbage næsten 6 mil af tunge veje.

Om efteråret var jeg hjemme på jagt og skød en hare og en fasan. Den tur havde jeg at leve på længe.

Det store og veldrevne grøntsagsgartneri som hørte til gården interesserede mig meget og en del lærte jeg ved at se på det. En eller to gange om ugen kørte gartneren et stort læs grønsager til Odense, I jordbær tiden hver dag indtil 70 kg på en dag.

Der blev indgået masser af væddemål på gården, det gjaldt oftest øl eller chokolade. Jeg indgik kun få væddemål.

En dag jeg var ude at radrense opdagede jeg, at jeg på en eller anden Måde havde fået fat i fladlus, jeg blev svært nedstemt over det og var så bange for at nogen skulle opdage det, jeg havde nær ikke kommet af med dem.

Om vinteren huggede vi en masse brænde i en frygtelig kulde. Jeg lagde næsten alt kornet i tærskemaskinen et fælt apparat til at ryge.

En tid af vinteren gik jeg til gymnastik i Lumby (gartneren var delingsfører) selv om jeg ikke var dygtig gymnast, havde jeg dog godt af det på flere måder.

Hen på foråret havde vi en præstation med efterfølgende bal, det gik godt. Jeg var med i Fyns Forsamlingshus at se på gymnastik konkurrence der. Bagefter var der en fin fest, men jeg kunne desværre ikke danse, selvom det var fristende.

Næsten hele tiden jeg var i Tårup længtes jeg efter at komme derfra igen. Jeg ville nødig forlade min plads i utide, stor lyst til det, jeg gjorde mig sej. Jeg talte dagene til forløsningstimen. Marius Hansen ville gerne have beholdt mig; men jeg sagde, at jeg ikke ville tage plads før efter sessionen, men da den ikke blev før i maj, måtte jeg alligevel søge plads. Jeg søgte flere pladser forgæves, kun kort tid før 1. maj fik jeg plads hos forpagter Lauritz Jørgensen, Højmegård, som forkarl for 375 Kr. for sommeren 1917.

Gartnereleven rejste samtidig med mig, vi holdt en stor afskedsfest, som koste os hver 5 kr., jeg gav ikke med glæde.

Jeg nåede ikke at blive ordentlig kendt med nogen mennesker og fik ingen venner i Tårup. Hvor var jeg glad for forløsning dagen endelig oprandt.

Jeg må være Gud taknemlig og glad for at den tid er overstået. Forhåbentligt vil jeg aldrig komme i sådanne forhold i mere, takket være højskolen har jeg nu fået et langt bedre og lysere syn på livet. Højskolen hævede forbandelsen over mig.

Her ligger 7 års arbejde.

Nu sidder jeg blot i Norges fjelde og takker Gud at det blev mig forundt mig at skrive dette færdigt. dagbøgerne fortsætter

Hjeltnes

24. marts 1922

Hans P. Roed.