Hans Ove besøger storbyen.

Hans Ove er 60 år gammel og ungkarl. Han har i hele sit liv boet hos sine forældre på en lille ejendom langt ude på landet.

Han er netop kommet hjem fra sin mors begravelse, så nu er begge hans forældre gået bort.

Efter deres død bliver han eneboer på ejendommen. Han har haft et tæt bånd til sine forældre og har været vant til deres selskab og støtte gennem hele sit liv. Nu står han alene og må tilpasse sig den nye virkelighed.

Hans Ove er en stille og rolig mand, der nyder sin ensomhed og fredelige tilværelse på landet. Han har altid været tilfreds med sit liv og har ikke haft ønsket om at opnå stor succes eller træffe store livsændrende beslutninger.

Ejendommen, som hans forældre efterlod ham, er hans trygge base. Han holder af den simple livsstil og de daglige rutiner, som landlivet byder på. Han får sin gode førtidspension. Kommunen og hans forældre mente da han var ung, at han var for dårlig til at kunne passe et arbejde.

I sin nyttehave har altid været tilstrækkelig selvforsynende med mad og brænde til opvarmning.

Selvom Hans Ove er blevet ældre, har han ingen planer om at forlade ejendommen, endnu. Han elsker stadig at være tæt på naturen og nyder stilheden og skønheden på landet. Selvom han savner sine forældre, føler han stadig deres ånd og kærlighed til stedet.

Hans Ove har ingen børn eller nære slægtninge, der kan videreføre ejendommen i fremtiden. Han har derfor besluttet at lade ejendommen være uberørt, så den kan bevare det, som hans forældre har skabt. Han vil ikke sælge eller udvikle den, men lade den være som et minde om hans forældre og deres fælles liv.

Hans Ove går dagligt ture i skoven omkring ejendommen og søger ro og refleksion. Han har fundet fred med sin tilværelse som ungkarl og nyder sin frihed og uafhængighed. Selvom der er en vis ensomhed, føler han stadig en dyb tilknytning til sin jord og sit hjem.

Livet på landet fortsætter uændret for Hans Ove.

Nu nyder han sin eneboertilværelse på ejendommen og har ingen planer om at ændre på sin måde at leve på. Selv om dagene måske bliver lange.

Hans Ove sidder ved køkkenbordet og drikke sin kaffe af det musselmalet stel, kaffekop og underkop, sådan har han hele sit liv nydt sin kaffe, han stirrer ud af vinduet. Snefnuggene daler langsomt ned, og han kan mærke kulden trænge sig ind gennem sprækkerne i de gamle vinduer. Det er som om, naturen lige så stille sørger med ham.

Tankerne svirrer rundt i Hans Oves hoved. Han kan stadig se sin mors blege ansigt for sig, da han tog afsked med hende på sygehuset. Tårerne presser på, men han forsøger at holde dem inde. Hans Ove har altid været den svage i familien, det er ham, der tager tingene som de kommer.

Hunden, Bella, ligger og kigger intenst på Hans Ove. Hendes varme ånde føles beroligende på hans hånd, der hviler på hendes bløde pels. Han klapper hende lidt hårdere, som om han prøver at absorbere hendes tryghed.

Hans Ove rejser sig fra stolen og går ud i stuen. Alt ser præcis ud, som da hans mor sidst var i live. Hendes gamle broderede puder ligger fortsat på sofaen, og hendes yndlingsstol står tom ved vinduet. Han sætter sig ned og ser ud på den forladte vej, der førte til familiens ejendom.

Tankerne vandrer tilbage til barndommens glade minder. Hans Oves far, en hårdtarbejdende landmand, der altid sørgede for mad på bordet og tag over hovedet. Hans Ove mindes deres gåture i marken, hvor de diskuterede alt mellem himmel og jord. Nu er også faren væk, og Hans Ove føler sig endnu mere isoleret.

Han rejser sig op og går hen til pejsen. Flammerne danser i ilden og spreder en lun varme i rummet. Hans Ove sætter sig på sin fars gamle lænestol og stirrer ind i flammerne. Han savner deres samtaler om livet, om drømme og om fremtiden. Nu er de kun minder, der brænder op sammen med træet.

Hundens lydige pust vækker Hans Ove fra hans irrationelle tankemylder. Han griber fat i Bella og krammer hende tæt ind til sig. En helt ny følelse af håb spirer i hans hjerte. Han ved, at han ikke er alene, han har Bella, og sammen kan de overkomme alt.

Januar blæsten rusker i vinduerne, men Hans Ove føler sig pludselig tryg i sin egen ensomhed. Han ved, at han har mistet sine forældre, men han har også fået noget værdifuldt i bytte - troen på at vove at stå alene og finde sin egen vej.

Mens snefnuggene dækker det landskab, der vidner om hans forældres liv, begynder Hans Ove langsomt at se fremad. Han ved, at der vil være kampe og udfordringer, men han har fundet en ny styrke indeni sig selv. Han er ikke længere bange for at være alene - han er klar til at skabe sin egen skæbne, sammen med Bella ved sin side.

Der er nu gået et halvt år,

Hans Ove er ved at være ked af den ensomhed ham er omgivet af. Måske skal der alligevel ske noget nyt i hans liv.

Hans Ove sidder ved køkkenbordet og får sin kaffe.

Er hans hverdag begyndt at føles ensom? Han savner selskabet fra sine forældre, og der kommer ikke rigtig nogen på besøg. Han har kun sin hund Bella, der holder ham med selskab. Dagene er blevet trivielle og kedelige, og han taler kun næsten kun med den nye Brugsuddeler, når han handler og spiller tipskuponer. Selv om den nye Brugsuddeler taler ikke så meget med ham som den gamle gjorde.

Han kigger i avisen og falder over en annonce fra ejendomshandler. ”Måske er det det der skal ske” tænker han. Sælge gården og flytte ind til byen, hvor der er mennesker han kan tale med.

Kigger længe og læser annoncen, ser eftertænksomt ud, får en ide, og rejser sig og går ind i stuen.

Han tager sin fastnettelefon og ringer til ejendomsmæglerne.

Ejendomshandleren tager telefonen og hilser venligt. "Goddag, det er ejendomshandleren, hvordan kan jeg hjælpe dig?"

Hans Ove præsenterer sig og fortæller om sin situation med ensomhed og ønsker at sælge sin gård. Han spørger ejendomshandleren om mulighederne for at flytte ind til byen og finde et nyt hjem.

Ejendomshandleren lytter opmærksomt og siger: "Det er helt forståeligt, at du ønsker at ændre din livssituation. Hvad søger du præcist? En lejlighed, et hus eller noget helt andet?"

Hans Ove overvejer sine muligheder og svarer: "Jeg tror, jeg ønsker at flytte ind i en lejlighed. Noget mindre og mere bekvemt end min gård, hvor der er mulighed for at møde nye mennesker."

Ejendomshandleren tænker lidt og siger: "Der findes faktisk fine små lejligheder til salg i centrum af byen. Den er godt placeret med adgang til butikker, restauranter og andre faciliteter. Vil du gerne komme og besigtige en af dem?"

Hans Ove synes, det lyder spændende og svarer: "Ja, det vil jeg gerne. Kan vi aftale en tid?"

Ejendomshandleren bliver enige om at mødes i næste uge og vil give Hans Ove en rundvisning i lejligheden. De aftaler også, at ejendomshandleren vil hjælpe ham med at sælge sin gård og sørge for alle de nødvendige papirarbejde.

Hans Ove er lettet over at have taget det første skridt mod forandring og ser frem til at udforske en ny tilværelse i byen.

Han vælger at tage en tur ind til byen og han tager Bella med på tur for at opleve storbylivet med egne øjne. Han starter sin lidt ældre Mazda Pickup og drager afsted. Da han når frem til byen, bruger han lang tid på at lede efter en ledig parkeringsplads, hvilket viser sig at være en udfordring, da der er jo biler overalt.

Han går rundt og betragter nysgerrigt omgivelserne, hvor han ser elektriske løbehjul og ladcykler. Han finder det dog underligt, da disse køretøjer minder ham om noget, man typisk havde som barn. Pludselig ser han en mand iført et flot jakkesæt, der kører rundt på et Elløbehjul og taler i sin håndfri mobil. Det virker som om, han taler et forretningsligt sprog, der er uforståeligt for ham. Manden bliver tørstig og beslutter sig for at finde en café. Han går ind i caféen med sin hund, men bliver hurtigt mødt af en ansat, der kommenterer på hans tilstedeværelse.

"Hej, gamle ven! Hunde må ikke komme ind her."

"Men den gør jo ingen skade," protesterer Hans Ove.

"Det er fuldstændig ligegyldigt. Ingen hunde er tilladt i caféen - sådan er reglerne."

Hans Ove fandt en passende krog til at binde hunden fast, imens han udbrød en strøm af sure ord. Efterfølgende gik han ind i Cafeen og placerede sig ved disken.

Imens han venter til det bliver hans tur, lytter han til musikken de spiller på anlægget i cafeen, han forsøger at høre hvad der bliver synger, det er noget med ”Boing-boing, hendes røv går op og ned som en fjeder.” det var dog en underlig sang det der. Det bliver hans tur, og han spørger hvem det er der synger.

Der bliver svaret at det er Nik & Jay.

Det er ikke noget Hans Ove kender til. Men han svarer bare: Nå, jeg vil gerne købe en kop kaffe.

Baristaen ser forvirret og uforstående på Hans Ove, og spørger:

Ja, okay, men hvilken type ønsker du?

Hans Ove står overfor Baristaen og stirrer forvirret tilbage på ham.

"Undskyld, kan du gentage det?" spørger han forvirret.

Baristaen peger op på det imponerende menukort, hvor der står en lang række af forskellige kaffetyper, der serveres på caféen.

Hans Ove føler sig straks overvældet og fortabt. Han har ingen anelse om, hvad halvdelen af dem betyder.

Skal det være Espresso, Americano, Lungo, Café latte, Cappuccino, Flat White, Cortado eller Macchiato?

Mens han hører denne liste, kan man se et udtryk af forvirring og overraskelse på Hans Oves ansigt. Han ser overrasket og helt forbløffet ud, hans mund er åben, og hans øjne er fuldstændig vidåbne.

Hans Ove ser forvirret ud og spørger: "Kan jeg ikke bare få en almindelig kaffe?"

Hans Ove føler først glæde og lettelse, når han får svaret, men han skifter hurtigt tilbage til de muligheder, der dukker op, lige så overrasket som før.

Jeg tror bare, jeg vil tage den uden mælk eller sukker, så kan jeg vist ikke begå fejl.

Han fik serveret et kaffeglas, hvilket fik ham til at se meget forundret ud. Han havde åbenlyst forventet en kop med tilhørende underkop.

Jeg har aldrig før set nogen drikke kaffe af et glas, men det er åbenbart normalt her i storbyen.

Den ansatte kunne ikke holde sig tilbage og grinede åbenlyst af Hans Ove, da han tydeligvis anså ham for at være gammeldags.

Prisen på det bliver nøjagtigt 52 kroner, og Hans Ove får endnu engang et chok over prisen.

På kort eller Mobile Pay?

Han udtrykker sin overraskelse ved at sige "52 kroner (råber forskrækket), for en kop kaffe, det er fandengaleme dyrt!" Han sammenligner prisen med det faktum, at han kunne købe en halv pundkaffe i Brugsen for samme beløb og have kaffe i lang tid. Han bemærker, at disse priser er typiske for store byer, som han har hørt om.

Og hvad var det du spurgte om? Kort eller moppe hvad for noget?

Jeg spurgte om hvilken betalingsmetode du vil bruge - enten at betale med kort eller mobilbetalings-app som Mobile Pay. Jeg nævnte også muligheder som Dankort, Visa Kort eller MasterCard. Har du ikke nogen af disse betalingsmidler?

Nej, jeg har faktisk ingen mobiltelefon. Hvad skulle jeg dog bruge den slags til? Jeg har faktisk penge i min pung, og kan man ikke stadig bruge dem i storbyen?

De er jo både danske ……..og ægte.

Ja, det er bare så sjældent, at vi modtager med sedler og mønter.

Han tager langsomt sin pengepung op af baglommen og begynder at bladre igennem sedlerne. Til sidst finder han en 50’er, som han forsigtigt afleverer til baristaen. Deres øjne mødes, og det er tydeligt at se på baristaens ansigt, at han mangler netop de 2 kroner. Modvilligt åbner Hans Ove lynlåsen til mønterne, og begynder at rode rundt i dem. Efter lidt tid finder han endelig den dyrebare 2 krone. Han betragter den i lang tid, som om han betragter sin sidste mønt. Mens baristaen venter utålmodigt, afleverer Hans Ove den lille mønt, selvom han er imod at skulle skille sig af med den.

Hans Ove fik betalt.

Men inden han forlader døren, standser han op. Jeg vil lige spørge om noget - er det tilladt at kalde andre mennesker det, du lige sagde? Jeg synes, jeg har hørt i TV-avisen, at det nu er ulovligt.

”Hvad mener du?” svarer baristaen?

”Jo, du kaldet ham der synger jo for Nigger Jay.”

Baristaen næsten kollapser af grin og stammer frem, at det faktisk hedder Nik OG Jay. Det er to fyre fra København.

Hans Ove bliver lidt flov over at han nu igen har dummet sig.

Han går udenfor, hvor han vil finde sin hund og finder en plads

Han sætter sig og observerer de omkring- siddende mennesker.

Mens han nyder sin kaffe. Pludselig får han øje på to mænd, der går hånd i hånd og giver hinanden et kys. Dette får Hans Ove til at tænke:

Jeg kan simpelthen ikke komme over, så finde den slags altså lige hvor jeg skal bo! Så må mine forældre have haft en pointe, når de siger, at man skal være forsigtig med at flytte til byen, da man nemt kan ende som homoseksuel.

Mens de passerer forbi Hans Ove, lægger han mærke til dem. Hans Ove ser meget overrasket ud. Han er ikke vred, men mere nysgerrig og lidt forundret. Han havde aldrig før oplevet at se to mænd holde i hånden og kysse i virkeligheden, kun på tv.

Hans Ove bemærker, at to personer med en anden etnisk baggrund, en ung kvinde med asiatisk udseende og en mand med afrikansk udseende, samtaler sammen. Det er tydeligt, at de begge behersker rigsdansk og taler uden nogen form for udenlandsk accent.

Hans Ove reflekterer:

Jeg er virkelig imponeret over, hvor dygtige de unge er til at lære sprog. Det er virkelig fantastisk, at de taler dansk. Jeg må indrømme, at jeg er overrasket over deres evne til at mestre et andet sprog så godt. Det er virkelig fandens godt gjort af dem.

Han observerer og bemærker den forskellighed i etniske personer, der omgiver ham. Han opdager en ung kvinde iført tørklæde, der taler med etniske danskere. Trods hendes kulturelle baggrund er de tydeligvis veninder. Hans Ove undrer sig over denne venskabssammensætning, men kan se, at de taler sammen på dansk og opfører sig som enhver anden gruppe af unge teenagere, der hygger sig og laver sjov.

Han minder sig om hvad hans far fortalte ham: ”Man kan aller stole på en u’læning.” Dog er det muligt, at verden har gennemgået ændringer.

Han beslutter sig for at udfordre sine fordomme og begynder at hilse venligt på de forskellige personer omkring ham. Han opdager, at de fleste er venlige og imødekommende, og han føler sig skamfuld over at have haft sådanne negative tanker.

Hans Ove observerer flere mennesker omkring sig, der er iført tøj, som han finder underligt. Han bemærker deres frisure og tænker:

"Ser ud som om de har fået klippet håret i mørket. Og hvad med deres tøj? Det er fyldt med huller! Har de virkelig ingen mor, der kan reparere det?"

To personer i lædertøj, med punkerstil, kommer ind og finder en plads ved bordet ved siden af Hans Ove. Han henvender sig til dem.

"Undskyld, må jeg spørge jer om noget? Hvorfor har I valgt at få så meget jern sat ind i jeres krop? Det må da have været smertefuldt at få det indopereret."

Vi syntes at det er sejt at have sådan en piercing, og det pirrer da lidt at vise den frem, men vi er jo ret ekstreme. Men det værste var nok min Prins Albert.

Prins Albert? Hvad er det? (Han tager en tår kaffe)

Åh, det er bare en piercing lige igennem min pik.

Hans Ove får en overraskelse og spytter sin kaffe ud over bordet.

Vil du gerne se hvordan den ser ud?

(frygtelig forskrækket og chokeret og bange)

NEJ, FOR HIMLENS SKYLD NEJ, det tør jeg ikke.

De to punkere begynder at finde det hele meget sjovt og griner højlydt af Hans Ove. Imens tager Hans Ove sig sammen og begynder at tørre kaffen op fra bordet. Først bruger han de servietter, som han havde fået med sin kaffe, og derefter bruger han sit lommetørklæde, som han tager op af lommen. Efter at have tørret af med lommetørklædet, propper han det bare tilbage i lommen.

Hans Ove syntes det hele virker mærkeligt, han er ikke vant til at se folk tale i deres mobiltelefon hele tiden. Har de da ikke andet at lave, kan man ikke bare tale med dem man er samme med?

Nu er han blevet lidt sulten så han tænker at prøve at finde et sted at spise lidt. Gad vide hvad man spiser i byen, det er sikkert noget underligt noget med en masse krydderier og fra u’landet.

Han finder langt om længe et lille spisested, går der hen, og ser på døren at hunde ikke er velkomne, og han siger til Bella, ”Så Bella, her i byen er du åbenbart ikke velkommen.”

Han fortsætter med at reflektere over den oplevelse han netop har haft, og hvor meget hans fædreland er forandret. Han kan ikke lade være med at føle sig fremmedgjort i sit eget land. Han tænker på alle de forskellige typer mennesker han så på caféen, og hvordan det virker som om, at mangfoldigheden er blevet mere udtalt end nogensinde før.

Samtidig kan han ikke undgå at opleve en følelse af tab og nostalgi, når han betragter byen og ser, hvordan de gamle traditioner og værdier langsomt er blevet erstattet af nye og anderledes normer. Det er tydeligt for ham, at tingene ikke længere er, som de plejede at være, og det gør ham både forundret og en smule ængstelig.

Han tænker på sin hund, Bella, og hvordan hun er blevet afvist flere gange i dag. Det er som om, at selv dyrene ikke længere føler sig velkomne. Dette gør ham trist og bekymret, da han sætter stor pris på samværet med Bella og ikke kan forstå, hvorfor andre mennesker ikke kan se hendes værdi og venlighed.

Han indser dog også, at selvom han føler sig fremmedgjort og ikke længere genkender sit eget land, er der stadig steder, hvor han kan føle sig velkommen og accepteret. Han ser dog frem til at finde disse steder og håber, at han kan finde et sted, hvor både han og Bella kan nyde måltider uden at føle sig uvelkomne.

Men for nu må han acceptere, at der er steder, hvor Bella ikke er velkommen, og at det er en del af den forandring, som hans fædreland har gennemgået. Han finder en plads og forsøger at fokusere på det positive - at han håber stadig kan finde steder at spise og at han har Bella ved sin side, uanset hvad.

En tjener kommer hen for at modtage bestillingen. Hans Ove har besluttet sig for at få frikadeller, kartofler og brun sovs. Det fortæller han til tjeneren.

Tjeneren spørger, om du ønsker veganske eller traditionelle frikadeller, og om du ønsker dem økologiske. Desuden spørger tjeneren, om du ønsker at erstatte kartoflerne med Blomkålsfritte, Squashfritter, Blomkålsmos, Chips eller bare Kartofler, og om du ønsker dem økologiske og med eller uden skræl.

Vi har følgende saucemuligheder er der til rådighed til sovsen: Paprikas sauce, Bearnaise sauce, Tomat sauce eller Brun Sauce?

Hans Ove synker tilbage i stolen og bliver fuldstændig forvirret over alle de valg, han er præsenteret for. Han er slet ikke bekendt med de retter, der bliver tilbudt. Han stammer og siger: "Kan jeg ikke bare få kartofler, brun sovs og frikadeller ……. af svinekød?"

Tjeneren gentager spørgsmålet og spørger, om han ønsker retten med eller uden skræl.

"Med eller uden skræl? Man skal selvfølgelig da lave maden færdig, inden den serveres," svarer han forundret.

Hvad ønsker herren at drikke? Hans Ove tænker tilbage på prisen på kaffen tidligere på dagen og efter en lang og dyb overvejelse, beslutter han sig for at nøjes med en danskvand.

Efter en lang ventetid, alt for lang ifølge Hans Ove, får tjeneren endelig serveret maden.

Endelig kan han smage, hvordan maden i storbyen smager. Han tager en lille slurk af maden og tænker lidt. Det er ikke ligesom hans mors mad, men det er acceptabelt.

Han betragter med medlidenhed Bella, der sidder forsømt udenfor. Herefter skærer han en af sine frikadeller i to og hiver sit lommetørklæde frem. Omhyggeligt pakker han den halve frikadelle ind og gemmer den i sin lomme, mens han desperat håber på, at ingen opdager det.

Derefter beder han om regningen, og tjeneren bringer den til ham. Hans Ove tager imod regningen og kigger på den med overraskelse. Hans øjne åbnes vidt. Beløbet er 305 kr. Det er langt mere end han havde forventet. Med besvær finder han sin pengepung frem og betaler tjeneren, med en trist mine på sit ansigt. Han betaler præcis det krævede beløb, uden at give drikkepenge. Han må spare på det denne gang, måske næste gang.

Han er træt af alt det han har set og oplevet, og han mener at storbyens miljø er alt for voldsomt.

Hans Ove står op og går med sin hund hen til sin bil, hvor han opdager at der er kommet en parkeringsafgift.

Han sukker og tænker for sig selv: "Typisk, endnu en irriterende ting at tilføje til listen over ting, der får mig til at trætte af storbylivet." Han åbner sin bil og kigger på parkeringsafgiften, hvor han læser beløbet og siger højlydt, ”Det var saftsusme dyrt, tyveri på åben gade. Han tænker på, hvorfor parkering er så dyrt og besværligt i byen, og det får ham til at reflektere over, hvorfor han overhovedet vælger at bo i en storby.

Hans Ove tager sin hund med ind i bilen og begynder at køre væk fra parkeringspladsen. Han beslutter sig for at tage en tur væk fra storbyens vanvid og finde hjem til en elskede ejendom.

Mens han kører ud af byen, ser han træerne blive tættere, luften blive renere og støjen fra trafikken forsvinde gradvist. Han føler lettelse og er taknemmelig for at kunne undslippe storbyens stress og hektiske tempo.

Efter nogle tids når han frem til sin lille ejendom omgivet af grønne marker og skov. Han træder ud af bilen og indånder den friske luft dybt. Han ser sin hund løbe glad rundt på gårdspladsen og kan mærke, hvordan hans egen træthed og frustration langsomt forsvinder.

Det går op for ham, at han har brug for et mere enkelt og stille liv. Han beslutter sig for at droppe salget af sit fødehjem. Ude godt, men hjemme bedst.

Han vil bo for sig selv, hvor han kan bevare sin egen fred og lykke.

Hans Ove smiler til sig selv og til Bella. Han føler endelig lettelse og glæde efter at have lagt storbyens voldsomme miljø bag sig.

Hans Ove og Bella træder igennem døren og forsigtigt lukker de den bag sig.

Han tænder op i køkkenet og lader musikken strømme ud af radioen - danskpop toner fylder rummet.

Tankerne strejfer Hans Ove, og han indser, at storbylivet slet ikke passer til hans smag.

"Jeg må ikke glemme at kontakte ejendomsmæglerne, jeg ønsker ikke at sælge mit barndomshjem."

I Hans Oves barndomshjem, hvor han har boet i 60 år, sker der ikke meget nu, da han er alene. Han har valgt ikke at sælge huset, da han foretrækker at nyde livet på landet, væk fra storbyens travlhed. Han nyder ensomheden herude og føler en særlig forbindelse til stedet, hvor han har vokset op. Hans primære selskab er hans hund Bella, som han nyder at tilbringe tid med. Hans Ove værdsætter freden og roen i landlige omgivelser, og han foretrækker at leve alene herude frem for at være i storbyen.