Dagmar Overby sagen. Skrevet i aviserne

16-Juli-2020

Dagmar Overby i aviserne i 1920'erne

Historien om Dagmar Overby er beskrevet før. Men jeg har fundet det, der stod i aviserne i samtiden. Altså fra dagen efter hun blev anholdt og da hun første gang blev beskrevet i landets aviser.

Journalisterne beskrev sagen ud fra deres øjne og hvad de hørte i krogene på Domhuset og rundt om i København.

Der er flere gange, at de samme oplysninger står i 2 eller flere aviser, men jeg vil vise hvor forskelligt de enkelte aviser skrev. Og en avis havde det i avisen en dag og en anden avis skrev om det samme, dagene derefter.

Jeg her bevidst valgt at stave ordene som man gjorde i 20’erne. Altså med aa i stedet for å. Ordene ville, skulle og kunne, staves vilde, skulde og kunde.
Og alle navneord er med stort.

I aviserne dengang blev Dagmar Overby beskrevet og kaldt de frygteligste ting, og sammenlignet med andre folkeslag, der dengang blev benævnt med ord, som ikke man må eller kan gøre i dag.
Jeg har bevidst valgt at skrive de ord med i teksten herunder. Det er altså ikke mine ord, men de journalister der for 100 år siden valgte at bruge disse ord. Det er et nøjagtigt citat fra tidens aviser.
Der er ingen tvivl om at jeg ønsker at der engang er en instruktør der giver sig i kast med at lave en film, om Danmarks største massemorderske.

Jeg ønsker jer alle en god tur gennem 20’ernes aviser.
Venlig hilsen
Steen Roed Thoustrup

04-September-1920

Det forsvundne Barn. Den arresterede Fru Overbys Kæreste anholdt. Der er i Ejendommen fundet nogle forkullede Benstumper.

Berlingske Politiske.

Den mystiske Historie paa Enghavevej 21, hvor et lille 3 Maaneder gammelt Barn er forsvundet fra en Dame, Fru Overby, som havde paataget sig af adoptere det, lægger stærkt Beslag paa Opdagelsespolitiet og man hælder mere og mere til den Anskuelse, at der af en Grund, som man endnu ikke kan paavise, er begaaet en frygtelig Forbrydelse.

I Gaar Eftermiddags blev Fru Overbys Kæreste, en Fyrbøder ved Navn Svendsen, som boede i samme Lejlighed, sat under Anholdelse som mistænkt for at være meddelagtig i Barnets Forsvinden. I det først afholdte Retsmøde blev Svendsens Anholdelse opretholdt, og Undersøgelsen i den mystiske Affære er overgivet til 7de Undersøgelseskammer, hvor Politiassessor Mundt skal søge at bringe Lys over Sagen. Foreløbig har Assessor Mundt dog hverken haft Fru Overby eller Svendsen i Forhør.

Imidlertid forsætter Opdagelsespolitiet sine Undersøgelser, og i Middags har Politiinspektør Eigil Jacobsen sammen med Overvagtmester Schou aflagt Besøg i Ejendommen. Denne er allerede i Gaar gennemsøgt fra øverst til nederst, uden at der fremkom det mindste Spor af det forsvundne Barn, og alle Husets Beboere er afhørt, uden at der oplyst noget udover, at Fru Overby straks maa have skilt sig af med Barnet, idet ingen har hørt eller set det siden hun fik det.
Fru Overby havde anskaffet sig en Barnevogn og Klæder til Barnet, men det er har hun allerede i Onsdags søgt at sælge.

Hun vil intet oplyse overfor Politiet; kun siger hun, at hun har overladt det til en anden Kvinde, og derved opstod Mistanken om, at Barnet var givet til en eller anden, der havde mistet sit eget jævnaldrende Barn og nu for enhver Pris vilde skaffe sig et andet.

Paa den anden Side var der ogsaa stadig Mulighed for, at Barnet var dræbt, og Politiet har i Eftermiddags gjort et Fund i Lejligheden, som bekræfter denne Mulighed.

I Kakkelovnen har man mellem Asken fundet nogle smaa forkullede Knogler. Disse er staks overgivet til Retsmedicinsk Institut, men før i Morgen vil der være umuligt at sige, om disse Knogler stammer fra et lille Barn eller fra et Dyr.
Politiet besvarer foreløbig med stor Hemmelighedsfuldhed Spørgsmål om Sagen, og nogen Sigtelse for Mord tør man endnu slet ikke rettet mod den arresterede Fru Overby.

Hvad der fjerner en Del af Mistanken for at have ombragt Barnet, er, at det ikke er muligt af finde Motivet dertil, da Fru Overby ingen Betaling har modtaget for at adoptere Barnet.

At hun har handlet i Sindssyge, er jo heller ikke udelukket.

05-September-1920

En Barnemorderske paa Enghavevej? Et spædt Barn forsvundet, - I Gaar Eftermiddags fandt Politiet forkullede Knogler i den sigtede Kvindes Lejlighed.

København.

Politiassessor Mundt i 7. Undersøgelseskammer var i Gaar travlt optaget af Forhør over en Arresteret, tidligere straffet Kvinde, Fru Overby, Enghavevej 21, der er sigtet for Barnemord.

Forhistorien er den, at en ung Pige, der for tre Maaneder siden havde faaet et Barn, averterede i et Blad efter en Plejemor. Hun er Arbejderske, og havde ikke Tid til at passe sine Moderpligter.

Hun modtog en Billet fra Fru Overby, og i Onsdag blev der truffet Aftale mellem de to Kvinder.

Fru Overby modtog Barnet uden noget Vederlag, og gjorde i det Hele Indtryk af at være en stor Børneven. Den unge Moder følte sig i hvert Fald ganske tryg, idet hun dog betingede sig, at hun naar som helst kunde komme for at se sit Barn.

Og allerede Dagen efter følte hun en ubetvingelig Længsel efter at gense de lille, hjælpeløse Væsen.

Tidlig paa Formiddagen gik hun til Fru Overby, der modtog hende meget glad og smilende; imidlertid erklærede Fru Overby, at Barnet var ude at køre. Dette fandt Moderen naturligvis ikke noget mærkeligt i, da Vejret var godt. Hun forlod saa Huset, - og kom igen om Aftenen.

Men Barnet var stadig ikke til Stede.
Denne Gang kom Fru Overby med en meget svævende Forklaring om, hvorfor den unge Kvinde ikke kunde faar Barnet at se.

Det kom efterhaanden til en skrap Ordveksling, som Fru Overby sluttede med en Bemærkning om, at nu, da hun havde adopteret Barnet, endda gratis, vilde hun ogsaa have Lov at beholde det i Fred.

Den unge Moder anede, at der maatte være sket noget frygteligt, og gennem sine Samtaler med af nogle Ejendommens Beboere, blev hendes Mistanke bestyrket. Kvinderne i Ejendommen havde vel lagt Mærke til Barnevognen, men Barnet havde man hverken hørt eller set det mindste til.

Derefter gik den unge Kvinde efter sine Veninders Raad til Opdagelsespolitiet og anmodede om, at der maatte blive iværksat en Undersøgelse.

Der afsiges Fængslingskendelse over Fru Overby.
Hun forklarer, at en ubekendt Kvinde har faaet Barnet udleveret.

Under personlig Ledelse af den konstituerede Opdagerchef, Politiinspektør Jacobsen, tog en Række Opdagere fat paa den mystiske Sag.
Ejendommen Enghavevej 21 blev gennemsøgt fra Kælder til Kvist, og Beboerne blev afhørt, men uden Resultat. Det lille Barn syntes sporløst forsvundet.

Selv om man naturligvis ikke havde Beviser for, at der var sket en Forbrydelse, maatte man dog Arbejde ud fra Mistanken herom, saa meget mere som Fru Overby viste sig aldeles utilbøjelig til at give nogen Forklaring.

Hun blev anholdt og ført op paa Domhuset, hvor Dommer Carstens for lukkede Døre afhørte hende indgaaende. Til at begynde med nægtede hun at sige noget, men til sidst fortalte hun en Historie om, at hun allerede en Time efter, at Barnet var overgivet hende, havde aflevereret det til en anden Kvinde.

Nærmere var det umuligt at komme ved denne Lejlighed. Dommeren afsagde derpaa Fængslingskendelse over hende, og Sagen blev overgivet til forsat Efterforskning i 7. Undersøgelseskammer hos Assessor Mundt.

Fru Overby tog dog tilsyneladende Situationen meget roligt. Helt ukendt med Arrestforhold er hun ikke. Hun er tidligere straffet for nogle Tyverier.

I Gaar, da hun blev ført til Forhør, sagde hun til Opdageren, der ledsagede hende:
- Det lader til, at De ikke tror mig. Men det ér rigtigt, at jeg har overgivet Barnet til en Kvinde i Istedgade.
Politimanden ønskede naturligvis ikke at diskutere Spørgsmaalet med hende.
Saa begyndte Forhøret hos Assessor Mundt. Men noget nævneværdigt Resultat opnaaede man ikke. Hun fastholdt sin usandsynlige Forklaring om den ubekendte Kvinde, der havde faaet Plejebarnet.

Historien om den ubekendte Person er for længst saa gammel, at den har tabt enhver Virkning overfor Politifolk, og hverken Assessoren eller Opdageren tager derfor mindste Hensyn til den ligegyldigt i hvilken Forbindelse den dukker op.

Medens Forhøret varede, var Sagen traadt ind i et nyt Stadium; det saa ud til at der begaaet en grufuld Forbrydelse, - og at den Teori, der ligeledes var opstillet: at Barnet var gaaet over paa andre Hænder, maatte opgives.

Politiinspektør Jacobsen, ledsaget af Overvagtmester Schou og Vagtmester Liktner foretog i Gaar Eftermiddags en Undersøgelse i fru Overbys Hjem paa Enghavevej. For ikke at faa Arbejdet forstyrret, var for øvrigt Fru Overbys Kæreste, en Fyrbøder Svendsen, blevet anholdt og indsat i Arresten.

I Kakkelovnen i den sigtede Kvindes Lejlighed fandtes i Asken en Del smaa forkullede Knogler.
Opdagerne samlede disse sammen og oversendte dem til Retsmedicinsk Institut med velvillig Anmodning om snarest at maatte faa en Erklæring for, hvorvidt Knoglerne hidrører fra et lille Barn eller fra et Dyr.

Assessor Mundt meddelte os i Aftes, at han endnu ikke har haft Fyrbøder Svendsen i Forhør. For resten er de Assessorens Opfattelse, at Svendsen intet véd om, hvad Fru Overby har foretaget med Barnet.

Det er Assessorens Agt at fortsætte Undersøgelserne i Dag, og først i Morgen at tage Fru Overby i Forhør paa ny.

06-September-1920

Nettet strammes om Fru Overby. Alt Barnets Tøj fundet i hendes Lejlighed og en uudviklet Barnetand i hendes Kakkelovn.

Folkets Avis.

Mordet i Flensborggade virkede ved sin iøjnespringende Brutalitet, denne Blodstrøm paa Trappen, Dødsskriget og Gerningsmandens vilde Flugt, stærkt og uhyggeligt paa alt og alle. Men Sagen var jo i sig selv allerede oplagt. Den tidligere straffede Mand, der kendtes af saa at sige hele den mobile Opdagerstyrke, havde faa eller ingen Chancer for at slippe bort; og man kunde straks efter Forbrydelsen Fuldbyrdelse med matematisk Nøjagtighed fastslaa, at Haandjernene inden mange Timer maatte sætte Punktum for hans videre Livsskæbne.

Helt anderledes er det med Mysteriet fra Enghavevej 21, der ganske utvivlsomt ogsaa er en Mordsag, bare tusindfold mere kynisk og modbydeligt end Knivdramaet; thi man staar utvivlsomt her overfor en Kvinde, der blevet Forbryder af Lyst eller Sindssyge, og hvis sjælelige Psyke man bliver nødt til at lodde paa dybeste Grund, dersom man nogensinde vi gøre sig Haab om at udrede hendes Ugerning til Bunds.

I Politikredse omfatter man da ogsaa denne Sag med en ganske uhyre Interesse, og som Politiinspektør Jacobsen i Lørdags udtalte overfor os, venter man sig endog højsensationel Udgang paa Affæren. Allerede Lørdag Middag tog Inspektøren og Overvagtmester Schou saaledes ud til den lille Lejlighed sammen med et Par andre af Korpsets Specialister, og inden man tog bort igen, var der gjort to Fund, som ganske sikkert vil blive skæbnesvanger for den arresterede Fru Overby.

Barnetanden – Barnetøjet.
I en Kakkelovn, godt gemt i en Askebunke, laa der nemlig et Par smaa stærkt forbrændte Knogler, og desuden viste det sig, at alt det Tøj, den lille 3 Maaneders Pige havde haft paa, den Gang Moderen, frk. C., afleverede det, fandtes i en Skuffe.

Som man vil erindre, har Fru Overby imidlertid fortalt Politiet, at hun i Istedgade har afleveret Barnet til en ukendt Dame; men man plejer jo ikke at forære nøgne Børn bort; og hele Arrestantindens mærkelige Paastand synes unægtelige at synke sammen i Løgn, efter at hun i Gaar har følt sig foranlediget til at ”underbygge” sine Udsagn med en Bemærkning om, ”at Damen selv havde Tøj med til Barnet!”

Imidlertid har Politiet vel vogtet sig for at fortælle hende noget om de smaa Benstumper. Man har jo fra Abel Cathrines Gade-Mordet Erfaringer for, hvor skæbnesvangre Fund kan blive, og derfor bliver der ogsaa foreløbig holdt ren Mund med, at Samlingen nu er suppleret med et Stykke spædt Kæbeben, hvori man kan spore en lille Tand, som endnu ikke er brudt frem.

Men sker det – som man haaber – at Retsmedicinsk Instituts Erklæring forelægger i Løbet af Formiddagen, og det viser sig yderligere, at den stærke Mistanke bekræftes, vil man antagelig inden Middag tage Parret for hos Politiassessor Mundt ved 7. Undersøgelseskammer. Og naar Bomben ført springer der – hvilket skal og maa ske, forudsat af Grundlaget for Mistanke ikke svækkes ved Lægeerklæringen – vil man antagelig snart have ikke blot Tilstaaelsen, men ogsaa den nærmere Forklaring paa, hvorfor Fru Overby har dræbt det fremmede Barn.

Barnets Moder blandt dagens vidner.
Som det fremgaar af overstaaende, havde man ventet Retsmedicinske Institut Afgørelse i Løbet af Formiddagen, men Opdagelsespolitiet har nu faaet Meddelelse om, og at Undersøgelsen tidligst kan være tilendebragt i Løbet af i Morgen, saa Opklaringen af Forsvindingsmysteriet vil sikkert ikke komme i det Forhør, der i Dag er berammet over den mistænkte Kvinde.

Forhøret tog i øvrigt sin Begyndelse ved 9-Tiden, og baade Fru Overby og Fyrbøder Svendsen blev paa det Tidspunkt ført ned i Kamrets Skabe.

Blandt de mødte Vidner er det forsvundne Barns dybt nedbøjede Moder.

07-September-1920

Det forsvundne Barn fra Enghavevej. Den anholdte Carl Svendsen blev i Gaar arresteret.

Berlingske Tidende.

Medens Mordet paa Trappen i Flensborggade 49 trods al sin Uhygge ikke frembryder større Interesse, nu da Morderen er fanget og det i Grunden er klarlagt, giver Historien med det forsvunden Barn fra Enghavevej 21 Politiet og Retten nok at tænke paa og skønt den arresterede Fru Dagmar Overby og hendes Kæreste, Fyrbøder Carl Svendsen, stadig intet vil sige, hælder man indenfor Politiet mere og mere til den Anskuelse, at det lille 3 Maaneder gamle Barn er dræbt og brændt i Kakkelovnen.

Det er Politiassessor Mundt, der leder Undersøgelsen, og i Gaar Morges begyndte at langt Forhør, hvortil Barnets Moder var tilsagt. I et Par Timer forklarede hun, hvorledes hun var kommet i Forbindelse gennem et Avertissement med Fru Overby, og hvorledes denne havde optraadt, da hun vilde se til sin lille Pige.
Fru Overby fastholder stadig, at hun har afleveret Barnet til en Dame, hun traf i Istedgade, og Fundet af de forkullede Knogler med den uudviklede Barnetand imellem er slet ikke foreholdt hende endnu. Erklæringen fra Retsmedicinsk Institut foreligger ikke før om et par Dage.

Imidlertid er Husbeboerne og mange andre Mennesker blevet afhørt, og alt tyder paa, at Fru Overby omtrent straks har skilt sig af med det Barn, hun skulde adoptere.

Kl. 1 i Gaar Eftermiddags blev Carl Svendsen der hidtil kun har været anholdt, fremstillet for Dommer Sinding i lukket Møde, og dette endte med, at der blev afsagt Arrestdekret over ham.

Svendsen har pantsat en Del af det forsvundne Barns Tøj, og Resten har Fru Overby søgt at sælge til en Naboerske, Fru Nielsen, der var inde i Lejligheden i Onsdags og kunde mærke, at der var Ild i Kakkelovnen.

Hvis Retten og Politiet kunde finde Motivet til den Forbrydelse, der utvivlsomt er begaaet, vilde Undersøgelsen lettes meget, men foreløbig kan man ikke tænke sig anden Grund, end at Fru Overby har taget Barnet til sig uden Kærestens Vidende og Vilje, og at han saa har forbudt hende at have det. Dette er jo kun en Gisning, da hverken Fru Overby eller Svendsen vilde give nogen Forklaring i Forhøret, som fortsattes i Gaar til henad Aften.

Assessor Mundt, Statsadvokat Gammeltoft og Vagtmester Niels Andersen var i Gaar i Fru Overbys Lejlighed for at undersøge Stedforholdene.

08-September-1920

Benstumperne i Kakkelovnen var af et Menneske.

Folkets Avis.

Men der kan være Tale om, af det er et dødfødt Barn, der er brændt i Fru Overbys Lejlighed.

I løbet af Dagen i Dag foreligger professor Ellermanns Erklæring om de smaa Benstumper, der fandtes i Fru Overbys Kakkelovn paa Enghavevej. Og dermed vil denne Affære være bragt fra Mysteriets Mørke ud i Dagens klare Lys.

Kakkelovnen har sagt A. og Fruen bliver nødt til at gaa videre i alfabetisk Orden.

Men hun er ikke den første, hvis Skæbne dette snart lidt umoderne Opvarmningsapparat er blevet Adskillige andre Forbryders Snedighed har lidt ynkeligt Skibbrud paa en eller anden Genstand, som mentes omdannet til Aske paa den sodede Kakkelovnsrist; utallige er de Kriminalromaner, hvis Point netop laa gemt i en Kakkelovn; og Kriminalpolitiets Annaler hele Verden over bærer i sig Vidnesbyrdet om, at den første Genstand, Opdageren stikker sin Næse i, netop denne lille Praktiske Indretning.

Og dog opretholder Forbryderverdenen Kakkelovnsteorien med næsten fabelagtig letsindig Stædighed.

En Teori, der straks forkastedes.
Som det maaske vil erindres, begyndte hele denne Sag paa en Maade, der lige saa let kunde lede Tanken hen imod en Omplantning af det lille Barn til et Hjem, hvor man tilfældigvis havde økonomisk Fordel af en Arvings Tilstedeværelse, som paa en grufuld Forbrydelse. Men rent instinktmæssigt forkastede Opdagelsespolitiet straks den første Teori til Fordel for den sidste. Og man fik snart yderligere Beviser paa, at Arvehypotesen var den mindst holdbare af de to, selv om den naturligvis havde været den mest tiltalende.

Blandt Beboerne i Ejendommen Enghavevej 21 fik man nemlig konstatereret, at Fru Overby allerede samme Dag, hun modtog Barnet, forsøgte af sælge dets Vogn. I Lejlighed fandtes alt det Tøj, Frk. Aa. havde bragt med den Lille, ogsaa det, Barnet havde haft paa, og i Kakkelovnen laa, som sagt, de saa meget omtalte Benstumper.

Desuden oplystes det, at der havde været fyret ganske overmaade stærkt i Lejligheden netop paa den Dag, da Plejebarnet forsvandt; og Mistanken understregedes end yderligere derved, at Arrestantinden forsøgte at redde sig ved en taabelig Forklaring om, at hun i Istedgade havde givet Barnet til en ukendt Dame, der var gaaet bort med det.

Gennem Forhørene blev man mere og mere klar over, at Fru Overby løj, og man anmodede saa Videnskaben om at sige det afgørende Ord.

Et dødfødt Barn?
Professor Ellermann gav sig straks i Lag med den meget omstændelige kemiske Analyse af de smaa Bendele; og i Morges var han færdig med sin Undersøgelse; men endnu Kl. 10 havde man ikke modtaget det betydningsfulde Dokument paa Domhuset.

I indviede Kredse hviskes der dog om, Professoren er kommet til Resultat, at Knoglerne stammer fra et Menneske.
Men stammer de fra det forsvundne Barn?

Alt synes jo at tyde derpaa; men helt bort fra den Mulighed kan man dog ikke se, at det kan være et dødfødt Barn, som er blevet brændt op i Kakkelovnen, og at den forsvundne lille Pige endnu befinder sig i Live.

Men Sandsynligheden for, at en saadan Teori skal holde Stik, er meget ringe.
Kl. 10,15 kom Erklæringen den bekræftede, hvad der hviskedes om, om end lidt vagt!

09-September-1920

Barnet er dræbt. Fru Overby aflagde i Gaar Tilstaaelse om, at hun først havde kvalt Barnet og derefter brændt Liget. – Hun turde ikke beholde det for Kæresten.

Ringsted Folketidende.

I Gaar Eftermiddags blev den uhyggelige Forbrydelse fra Enghavevej 21, København, opklaret. Den 35-aarige Dagmar Overby tilstod, at hun havde dræbt det lille 3 Maaneder gamle Barn, og baade selve Gerningen og det Motiv, hun angiver, vidner om en ualmindelig Raahed, eller ogsaa maa Kvinden være Sindssyg.

Som omtalt modtog Politiet i Gaar Erklæringen fra Professor Ellermann paa Retsmedicinsk Institut angaaende Undersøgelsen af de faa og smaa Knogler, som var fundet i Kakkelovnen i Lejligheden.

Erklæringen var ret vag, og det blev i Grunden ikke fastslaaet bestemt, at det var Barneknogler, men alt tydede derpaa, og de mange Oplysninger, som Retten og Politi desuden sad inde med fra Afhøring af Ejendommens Beboere og Barnets Moder, pegede hen paa, at der var begaaet en Forbrydelse, og at Barnet var dræbt. Hertil kom Dagmar Overbys ganske usandsynlige Forklaring om, at hun havde givet Barnet til en ”Fru Jensen” i Istedgade, og at hun havde søgt at sælge Barnets Tøj og Barnevogn.

Tilstaaelsen.
Politiassessor Mundt besluttede derfor at afholde indgaaende Forhør over Dagmar Overby, Kl. 1 blev Arrestantinden fremstillet, og Assessor Mundt forholdt hende Professor Ellermanns Erklæring og alle de mange Beviser, der var samlet imod hende.

Efter 2 Timers Forhør aflagde hun Tilstaaelse. Da hun havde faaet Barnet af Frk. C., have hun været glad for det og havde leget lidt med det, men saa var hun kommet i Tanke om, at hun ikke havde faaet Kæresten, Carl Svendsens Tilladelse til at adoptere Barnet. Han havde ved en tidligere Lejlighed, da hun havde taget et Barn i Pleje, truet med at forlade hende.

Det var ved Middagstid, hun fik Barnet af dets Moder, og hen paa Eftermiddagen besluttede hun saa at dræbe det.

Hun kunde ikke holde ud at have det, sagde hun, naar hun tænkte paa, at Kæresten snart kom Hjem. Hun tog da en Gardinsnor og bandt den om Barnets Hals samt snørede godt til, indtil hun mærkede, at den lille Pige var Død.
Liget gemte hun i en Kurvekuffert, og der laa det Natten over, uden at Svendsen mærkede noget, eller erfarede noget.

Næste Dags Formiddag, da Svendsen var gaaet ud, stoppede hun Barneliget ind i Kakkelovnen, fyrede godt op i den og brændte paa den Maade Liget.

Arrestantinden besvimede.
Da hun havde afgivet denne Forklaring, faldt hun besvimet om i Retslokalet. De tilstedeværende Opdagere gav hende nogle Kamferdraaber og noget efter kom hun til sig selv igen.

Hun gentog derpaa sin Tilstaaelse, som nu blev protokolleret, og derpaa blev hun igen ført over i Nytorvs Arrest.

Hun erklærede med største Bestemthed, at Kæresten var aldeles uvidende om, hvad hun havde gjort. Hun havde ikke forud fortalt ham om Adoptionen, og hun havde heller ikke siden turdet fortælle ham, at hun havde faaet den lille Pige.
Foreløbig bliver Svendsen dog ikke sat paa fri Fod, men Retten er nærmest tilbøjelig til at tro, at han ingen Andel har i Forbrydelsen.

Dagmar Overby har ifl. Berlingske Tidende tidligere været straffet i Aarhus med 18 Maaneders Forbedringshusarbejde. Hun har været gift med en Mand ved Navn Nielsen, Overby er hendes Pigenavn.
Hun vil blive dømt ved en Nævningedomstol.

10-September-1920

Menneskedyret Dagmar Overby. Er hun Massemorder i stor stil. Opdagelsespolitiet har faaet endnu en Anmeldelse om at et Barn, der er forsvundet efter at være kommen i Pleje hos Fru Overby.

Klokken 5.

Vor Gisning om, af Fru Dagmar Overby, der myrdede og brændte det lille Plejebarn, havde endnu flere Mord paa Samvittigheden, synes nu at skulde blive til Vished.

I al Hemmelighedsfuldhed har vort Opdagerkops Arbejdet med at faa undersøgt, om Fru Overby tidligere havde haft Plejebørn, og om disse Børns Skæbne. Under dette Undersøgelsesarbejde, hvor navnlig Husbeboerne i Ejendommen paa Enghavevej blev afhørt, har Politiet faaet oplyst, at Fru Dagmar Overby kom til Ejendommen som

Sygeplejerske for en gammel Dame.
Fru Mogensen, der beboede den Lejlighed, som Fru Overby nu har. Men til Gengæld en elskelig gammel Dame, som Husbeboerne holdt meget af. Navnlig fik hun ofte Besøg af husets Børn, som hun i Timevis kunde sidde og fortælle Historier. Men saa en Dag blev hun syg og maatte søge fremmed Hjælp. Fru Overby søgte Pladsen fik den, men fra det Øjeblik, hun traadte ind i Fru Mogensens Lejlighed, lukkede hun alle andre ude. Selv Børnene, som Fru Mogensen holdt saa meget af, blev vist Døren, og naar nogen kom og vilde Besøge den Syge, svarede Fru Overby, at hun trængte til ro, og ingen maatte komme.

Fru Mogensen dør under mystiske Omstændigheder.
I lang Tid havde ingen af Husbeboerne hørt noget om Fru Mogensens Tilstand. Hun havde saa ofte siddet ved Vinduet og kigget ned i Gaarden paa de legende Børn, men nu var hun ikke mere deroppe i Vindueskarmen blandt Blomsterne. Saa en Dag kom Fru Overby og fortalte, at Fru Mogensen var død. Der blev hvisket i Krogene, og forskellige Historier gik fra Dør til Dør Ejendommen rundt. Man mistænkte rent ud sagt Fru Overby for at have dræbt den gamle Dame. Der skete dog ikke noget. Fru Mogensen blev begravet, og Fru Overby overtog hendes Lejlighed.

Da Skifteretten kom, manglede de halve Møbler.
Den Afdødes Familie kom kort efter Begravelsen og vilde se Fru Mogensens Efterladenskaber, men det gik ikke, Fru Overby nægtede dem Adgang til Lejligheden. Det var hendes, og ingen anden end Skifteretten maatte komme, da denne manglede en Mængde Møbler; men hertil svarede Fru Overby, at dem havde hun faaet af Afdøde. Skifterettens Folk fandt ligeledes en Sparekassebog, hvoraf det fremgik, at Fru Overby den Dag, Fru Mogensens var død, havde hævet saa godt som alle de Penge, ca. 1500 Kr., der indestod paa Bogen. Hun fortalte selvfølgelig, at de tilkom hende som Betaling for Sygeplejen.

Har hun dræbt endnu en lille Pige?
Medens Opdagelsespolitiet i Gaar Eftermiddags under Vagtmester Liktners Ledelse Arbejdede med det Forhørsmateriale, som i Dag skal bruges, naar Fru Overby kommer i Forhør, var der en Dame, der bad om at maatte faa Vagtmesteren i Tale.

Denne Dame, en Fru N., der bor i Ejendommen paa Enghavevej, meddelte Vagtmesteren, at en ung Pige i Gaar havde meddelt hende, at hun for ca. 3 aar siden efter et Avertissement havde udleveret sit Barn til Fru Overby.
Hun havde givet 100 Kr. for Barnet og Fru Overby havde udtalt, at det nok skulde faa det godt.

Ca. 2 Aar senere havde Fru Overby aflagt Barnets Moder et Visit og fortalt, at nu er Barnet blevet anbragt i Norge, hvor det havde det godt. Hun skulde nok huske at sende et Fotografi ved Lejlighed.

Siden har Moderen hverken hørt eller set sit Barn eller noget Fotografi.
Nu havde hun hørt om det frygtelige Barnemord, Fru Overby havde begaaet, og saa havde Samvittigheden slaaet hende. Hun havde ikke sovet i mange Nætter ved Tanken om, at hendes Barn maaske var blevet dræbt paa sammen Maade.
Selvfølgelig interesserede disse Oplysninger Opdragelsespolitiet meget stærkt, og man mener, at et af de to sæt Børnetøj, som fandtes i Fru Overbys Lejlighed, muligvis stammer fra dette Barn.

Nu vil det vise sig, hvad Politiet kan fra disse Oplysninger, som jo unægtelig kaster et endnu uhyggelige Skær over Mordersken Fru Overby.

11-September-1920

Mordersken fra Enghavevej. Hun menes af have ombragt flere Børn, som hun har haft i pleje. I Forhøret i Gaar optraadte hun roligt og fattet.

Berlingske tidende.

Klokken 2 i Gaar Eftermiddags blev Mordersken fra Enghavevej 21, Dagmar Overby, af Politiassessor Mundt fremstillet for Dommer Carsten for overfor en Dommer at vedstaa den Forklaring, hun har afgivet i Undersøgelseskammeret.
Af Hensyn til Kæresten Carl Svendsens Forhold endnu langtfra er oplyst, blev mødet afholdt for lukkede Døre; men Arrestantinden gentog uden væsentlige Ændringer sin Tilstaaelse om at have dræbt og brændt det lille Barn 3 Maaneder, ganske kort efter at Moderen havde overladt det til hende.

Om Ligets Tilintetgørelse forklarede hun, at hun havde viklet det ind i en Sæk og prøvede paa at stoppe det ned i Kakkelovnen gennem Hullet, hvorover der kan koges, idet hun tog alle Ringene ud. Hun kunde dog ikke faa det ned den Vej, og hun tog da Risten ud forneden og stoppede det ind der hvorpaa hun fyrede op.
Dagmar Overby optraadte ualmindelige rolig, men efter Dommer Carstens’ Mening gjorde hun ikke indtryk af at være en Kvinde, der følte sig lettet efter Tilstaaelsen, og Dommeren udtalte, at hun er et Væsen, af hvem det værste kan ventes.

Flere nye Anmeldelser mod Arrestantinden.
Som omtalt i Gaar er der fremkommet Formodning om, at Dagmar Overby har dræbt en 60-aarig Dame, Fru Mogensen, hos hvem hun for et Aars Tid siden blev antaget som Sygeplejerske, og Motivet hertil har utvivlsomt være Havesyge, i det hun skal have sat sig i Besiddelse af alle Fru Mogensens Efterladenskaber.
Noget positiv om, af en Forbrydelse er begaaet overfor den gamle Dame, er dog ikke fremskaffet.
Derimod er der meget, der tyder paa, at Fru Overby har ombragt flere Børn.
Vi omtalte i Gaar, at en Dame havde henvendt sig i Ejendommen og havde udtalt til en af beboerne, at ”en Veninde” af hende for et Par Aar siden havde betroet et Barn til Fru Overby, som siden havde sagt, at Barnet var sendt til Norge til en Familie der.

Men desuden har Politiet modtaget Anmeldelse om, at 2 andre Kvinder har givet deres Børn i Pleje hos Fru Overby uden nogensinde senere at have erfaret noget om deres Skæbne.

Fra Politiets Side drives Undersøgelserne med den største Energi, og selv om man paa Sagens nuværende Standpunkt intet kan eller vil meddele, synes alt at tyde paa, at Dagmar Overby er et bestialsk Væsen, som af en eller anden Grund har antaget smaa Børn og derpaa har ombragt dem.

I hendes Hjem er fundet ikke saa faa, Portrætter af smaa Børn, som ikke er hendes egne.
Det er Vagtmester Niels Andersen, Marker og Liktner, som Arbejder paa denne uhyggelige Sag Opklaring, og det gælder ikke alene om at faa Fru Overbys Forhold belyste for den Tid, hun har været her i Byen, men ogsaa i Provinsen, hvor hun bla. har opholdt sig i Aarhus. Her blev hun idømt 15 Maaneders Forbedringshusarbejde for Tyveri, og hun har været straffet en Gang før.
I Aftes blev der tilstillet Politiassessor Mundt en Del Rapporter fra Opdagelsespolitiet angaaende de Resultater, Opdagerne er komne til ved deres Undersøgelser i Gaar.

11-September-1920

Er Dagmar Overby Masse- og Lystmorderske? Danmarks uhyggeligste Kriminelforbryderske. Opdagelsespolitiet faar stadig nye Anmeldelser fra Mødre, der har overladt Fru Overby deres Børn, som hun har ladet forsvinde paa en mystisk Maade

Klokken 5.

Ved 7. Undersøgelseskammer Arbejdes der i denne Tid Dag og Nat paa at naa til Bunds i Barnemordsaffæren fra Enghavevej. Men Arbejdet bliver mere og mere indviklet for hver Dag, der gaar, idet der - som vi meddelte i Gaar – stadig indløber nye Anmeldelser fra Mødre, som har overladt Fru Overby deres Børn. Disse Børn er forsvundet under saadanne Omstændigheder, at der er al Grund til at tro, at den uhyggelige Forbryderiske har myrdet den paa den ene eller anden Maade.

2 nye Anmeldelser og et anonymt Brev.
Foruden den Anmeldelse, som vi i Gaar meddelte indløbet til Undersøgelseskammeret, har endnu to Kvinder i Gaar henvendt sig til Kamret og fortalt, at de for nogen Tid siden – ogsaa efter Avertissement – havde faaet Besøg af Fru Overby, der hellere end gerne vilde tage mod deres Børn og Pleje dem, indtil hun kunde skaffe nogle gode Adoptivforældre. Kort Tid efter fik disse Mødre Besked om, at deres Børn nu var anbragt i gode Hjem, men Adoptivforældrene havde forlangt, at deres Adresse blev hemmeligholdt overfor Moderen, fordi de ikke ønskede, at hun muligvis vilde se til Barnet. Nu efter, at de havde læst om den frygtelige Handling. Fru Overby har gjort sig skyldig i, er de blevet bange for, at deres Børn har lidt samme Skæbne som den lille 8 Maaneders Pige.

Foruden disse Anmeldelser har Opdagelses-politiet modtaget et anonymt Brev med forskellige sensationelle Meddelelser i. Politiet Arbejder i største Hemmelighed med alle disse Oplysninger, og der vogtes trængt over, at ingen faar noget at vide. Man ønsker selvfølgelig at prøve alle Anmeldelserne, før man udtaler sig med Bestemthed om Sagen.

Hvad mener Politiet.
Vi har spurgt forskellige Politiautoriteter om, hvad de mente om de mange nye Anmeldelser, og vi fik der Svar, at selvfølgelig kan man endnu ikke udtale sig i Bestemthed, men man er ikke utilbøjelig til at tro, at Fru Overby har flere Barnemord paa sin Samvittighed. Den Omstændighed, at Motivet til det opklarede Barnemord er lystmord, giver jo god Grund til at tro, at Mordersken, der har haft en ikke saa ringe Ævne til at indsmigre sig hos ulykkelige Mødre, har faaet udleveret mange Børn, som hun saa har dræbt.


En ny gennemgribende Husundersøgelse hos Fru Overby.
Straks efter Fru Overbys Anholdelse blev hendes Hjem undersøgt af Politiet, men Undersøgelsen var ret overfladisk. Nu da Sagen synes at skulde faa et uhyggeligt stort Omfang, har Opdagerne foretaget en ny Undersøgelse af Hjemmets Gemmer, for om muligt at finde Ting, som ved første Undersøgelse ikke var kommet frem. Det vidste sig ogsaa ret hurtigt, at der virkelig fandtes Ting af stor Betydning, idet Politiet i en Skuffe gemt under nogle Klude fandt en hel Del Fotografier af nøgne Børn under et Aar.

Dette Fund kan tyde paa at Affæren vil tage det største Omfang.
Under Sagens Undersøgelse er det blevet oplyst, at Fru Overby har født tre Børn, som alle er døde som spæde. Det vil nu blive undersøgt, om disse Børn er død en naturlig Død, og om den vanvittige Kvinde selv har dræbt dem.

Det sidste Forhør
over Mordersken blev afholdt i Gaar Eftermiddags. Hun gentog sin Tilstaaelse og var meget behersket, indtil Assessor Mundt spurgte om Motivet til hendes Handling. Hun faldt da fuldstændig sammen. Forhøret foregik for lukkede Døre, og efter dets Afslutning blev Fru Overby ført gennem en Sidegang til sin Celle, og en Mængde Nysgerrige, der havde tage Opstilling i Hovedgangen fra Forhørsværelset til Cellen, fik ikke set Mordersken.

Hun vil, saafremt til hendes Tilstand tillader det, blive fremstillet i Forhør igen i Dag.

12-September-1920

Opdagerne vil i Dag rette et afgørende Slag imod Fru Dagmar Overby. Man mener at kunde overbevise hende om, endnu to Barnemord. Hendes Kæreste erklærer stadig, at han intet kender til Forbrydelsen.

København.

Der Arbejdes atter i Gaar under Højtryk i 7. Undersøgelseskammer. Efter det omfang, Rygterne – og Anmeldelserne – har taget, har Opdagelsespolitiet naturligvis ønsket at tilvejebringe Klarhed i Mordmysteriet fra Enghavevej snarest, hvis det er muligt.

Foruden de faste Opdagere ved Kamret er en halv Snes Medlemmer af det flyvende Korps engageret. Og Opgaven er da ogsaa stor og indviklet nok til at beskæftige en betydelig Styrke.

Indenfor den øverste Politiledelse er man ikke i Tvivl om, at der foregaaet hidtil uopklarede, uhyggelige Ting i Fru Dagmar Overbys Lejlighed. Det nye Bevismateriale, der er indsamlet, er ikke af ringe Vægt.

I Gaar tog Politiassessor Munde Fru Overby Kæreste, Fyrbøder Svendsen, i Forhør, men Resultatet heraf var efter Forlydende ikke stort bevendt.
Som nævnt har Assessoren og Opdagerne taget det Standpunkt, overhovedet intet som helst at meddele, før Sagen ligger nærmere belyst.

Men efter hvad man mente paa Domhuset, havde Fyrbøderen fastholdt sin Nægtelse af at være Medvidende i Kærestens Forbrydelse.

Men indrømmer, at hun i den sidste Tid havde været noget nervøs, hvilket han dog ikke havde tænkt nærmere over. Ligeledes var det rigtig, at han tidligere havde sagt hende, at han vilde forlade hende, hvis hun tog smaa Plejebørn i Huset.

En af de vanskeligste Punkter, nemlig, at han havde været sammen med Kæresten ude at købe Brænde og Petroleum kort før Barnet blev myrdet, søgte han at bortforklare paa bedste Maade.

Undersøgelser i Provinsen.
Det er ikke alene heri Byen, Opdagerne arbejder med den uhyggelige Sag. Fru Overby har bla. før boet i Aarhus, hvorfor det blev nødvendigt at foretage en Undersøgelse ogsaa dér.

I Gaar modtog Undersøgelseskammeret Meddelelse om, at to af de Børn, hvis Skæbne, man frygtede, er fundne. Det ene Barn, der er hendes eget, lever under Fattigvæsenet, medens et andet, som hun tog i Pleje under sit Ophold derovre, er bragt hos en anden Familie.

I Fru Overbys Hjem paa Enghavevej har Opdagerne fundet ialt nogle og tredive Fotografier af smaa Piger, fra den allerspædeste Alder til 2 Aars-Alderen.

Falder der nye Tilstaaelser i Dag?
Det er vel overvejende sandsynligt, at langt de fleste Billeder forestiller Børn af hendes Slægt og Omgangskreds. Men saaledes som Forholdene ligger, maa det hele undersøges til Bunds.

Allerede i Dag har Politiassessor Mundt besluttet sig at forsøge at rette et afgørende Slag imod Barnemordersken.

I Forhøret, der ventes at begynde i en tidlige Formiddagstime, vil Politiassessoren kaste hele sit Bevismateriale ud imod hende.

Hun vil selvfølgelig faa alle Børnefotografierne præsenterede og der vil blive afkrævet hende Oplysning om, hvem hvert enkelt Billede forestiller, og hvor Barnet er at finde.

Det vil da straks bliver undersøgt om hendes Forklaring passer.

To nye Mordforbrydelser.
Der blev som nævnt i Forgaars nylig afgivet to Anmeldelser til Politiet fra to Kvinder, der havde overgivet deres smaa Børn til Fru Overby, men som siden ikke har kunnet faa nogen Besked om, hvor Børnene var henne.

Det kunde unægtelig se mærkeligt ud, at der findes Mødre, som i længere Tid slaar sig til Ro uden at høre om, hvilken Skæbne, deres Børn har faaet af Plejemoderen. Men man maa erindre, af Børnene er anbragt hos Fru Overby, fordi Mødrene levede under vanskelige Forhold. Der kan maaske ogsaa havde været andre Grunde, som medvirkede til, at de lod Adoptionen være en glemt episode.

I Gaar var de to Anmelderinder hos Politiassessor Mundt for at afgive Forklaring. Den ene er Søster til en Restauratør i Gothersgadekvarteret i Kvarteret ved Islands Brygge.

Den sidstnævnte er identisk med den tidligere nævnte Dame, der vakte Opsigt i Ejendommen Enghavevej 21, ved at fortælle, at hun frygtede, at Fru Overby havde forøvet flere end det nu opklarede Barnemord.

Dels gennem Anmelderindernes Forklaring og dels gennem de Oplysninger, Opdagerne selv har fremskaffet, mener man at kunde fører Bevis for, at Fru Overby ogsaa har ombragt disse Børn.

Det er en selvfølge, at Forhøret i Dag i hovedsagen vil dreje sig herom.
Hvis opdagernes beregning slaar til, vil resultatet af Forhøret blive to nye Tilstaaelser om mishandlede og myrdede Smaabørn.

Det er en Selvfølge, at Forhøret i Dag i Hovedsagens vil dreje sig herom.
Hvis Opdagernes Beregning slaar til, vil Resultat af Forhøret blive to nye Tilstaaelser om mishandlede og myrdede Smaabørn

Et af Fru Overbys Børn forsvundet i Randers.
KØBENHAVN* har omtalt, at Fru Overby er straffet med 18 Maaneders Forbedringshusarbejde for Tyveri. Det skete i 1918, da hendes Mand, - der hed Nielsen, - boede i Aarhus.
Gaar modtog Opdagelsespolitiet fra Aarhus Rapporterne vedrørende denne Sag. Det oplyses endvidere fra Aarhus Politi, at Fru Overby i 1911 fødte et Barn, som en Aarhusiansk Restauratør var Fader til.

Han havde betalt hende 500 Kr. én Gang for alle; saa skulde hun selv sørge for Barnet.
Da hun senere blev gift, med Nielsen, kørte hun en Dag Barnet i en Barnevogn til Randes, hvor hun sagde, at det skulde sættes i Pleje.

Siden har man ikke set det.
- Da hun blev forlovet med sin nuværende Kæreste, Fyrbøder Svendsen, anmeldte hun sin Mand for Tyveri, for paa den Maade at blive af med ham. Hun opnaaede at faa ham straffet, men kunde ikke selv undgaa samme Skæbne.
Samtidig med Anmeldelsen for Tyveri indgav hun Anmeldelse til Politiet om, at Nielsen var skyldig i Hejlskovmordet. Dette viste sig dog ved Undersøgelsen at være et Paafund.

Fru Overby er aabenbart en fantasifuld Natur, ved Siden af, at hun rimeligvis er en af de uhyggeligste Forbrydere, Opdagelsespolitiet nogensinde har haft i sin Varetægt.

*København er navnet paa en avis.

12-September-1920

Fru Overby sigtes for at have dræbt sit eget Barn i Aarhus. En Aarhus Restauratør indblandes i Sagen. Der Arbejdes i Marken, medens Arrestanterne faar Ro i Cellerne.

Social-Demokraten.

Der rejses hver Dag nye graverende Anklager imod Barnemordersken Fru Overby, og hver en Anklage gør Sagen mere og mere uhyggelig.

I Gaar er der saaledes tilflydt Politiet en Meddelelse om, at man ogsaa i sin Tid i Aarhus, hvor Fru Overby har haft Bopæl, har haft Mordersken mistænkt for et Barnemord.

Rygterne opløste sig imidlertid, da der tilsyneladende ikke forelaa Grundlag for Mistanken, der i øvrigt slet ikke kom til Politimæssig Undersøgelse. Den verserede kun Mand og Mand imellem og den glemtes, da Fru Overby forlod Byen.

Nu, da hendes Mordaffære er kendt Landet over, har man gravet den gamle Mistanke op paa ny, og der givet Politiet Meddelelse om hendes Forhold den Gang.

Fru Overbys Aarhusperiode.
Fru Overby, der aabenbart altid har været en letsindig Dame, har i sin Tid været gift i Aarhus. Hendes Mand hed Nielsen, og denne Mand var heller ikke fint Papir. Han har saaledes været tiltalt for Tyveri. Paa det Tidspunkt, det drejer sig om, sad han arresteret for Tyveri af et Lam. Samtidig fødte hans Kone et Barn, og det Barn mener man nu, at hun har ombragt.

Kort Tid efter Fødslen rejste hun en Tur til Randers med Barnet, og da hun vendte tilbage, havde hun ikke Barnet mere. Paa alle Forespørgsler om, hvor det var det henne, svarede hun kun, at det var sat i Pleje. Anden Besked vilde hun ikke give, og den lød for saa vidt ogsaa troværdig nok. Hun gav nemlig som Grund hertil, at da hendes Mand var Forbryder, vilde hun have Barnet fjernet fra Hjemmet.

Paa samme Tid – det var i 1918 – sigtede hun sin Mand for at have begaaet det gamle Hejlskovmord, hvorved en 15 aars Dreng blev dræbt, uden at det senere er konstateret, hvem der var Morderen. Da denne Anklage imidlertid viste sig at være ganske Grundløs, rejste hun bort fra Byen. Ved sin Afrejse fortalte hun ganske frit, at hun kun havde rejst Anklage, fordi hun derved haabede at kunde komme af med sin Mand. Hun var paa dette Tidspunkt blevet kendt med sin nuværende Kæreste, Fyrbøder Svendsen, og hun vilde gerne rejste bort med ham.

Da hendes modbydelige Anslag mod Manden viste sig at hvile paa et yderst løst Grundlag, rejste hun til København, og her har hun siden boet under Navnet Fru Overby medens Svendsen har været hendes Logerende.

Det forsvundne Barn.
Det Barn, som Fru Overby rejste til Randers med, havde hun sammen med en Restauratør i Aarhus. Denne Restauratør skal efter sigende have betalt hende 500 Kroner kontant for at være fri for mere Vrøvl med Barnet. Han var ikke sikker paa, at han var Fader til det, men da han helst vilde undgaa, at Familien erfarede noget om Forholdet, ønskede han og fik han det ordnet paa denne Maade.

Nu har man naturligvis intet som helt Bevis for, at Fru Overby har ombragt Barnet paa sin Randersrejse, men paa Baggrund af, hvad der i øvrigt er oplyst om hende, søger Politiet ogsaa at komme til Bunds i denne gamle Sag.

De øvrige Anklager.
Politiet Arbejder ihærdigt paa at finde Bund i hele Affæren. Dette har sine vanskeligheder, da der er meget faa Holdepunkter i Anmeldelser, der indløber.

Foreløbig har man sigtet Fru Overby for at have ombragt to af sine egne Børn – foruden det ovenfor nævnte Aarhusbarn – og to Plejebørn. Enkelte fantasifulde Blade har sigtet hende for at have ombragt en gammel Dame, som hun var Plejerske hos. Denne Anklage betegner Politiinspektør Tage Jensen imidlertid som Grundløs, da vedkommende Dame, efter hvad der nu oplyses, er død af en fuldkommen naturlig Død.

En Konfrontation.
Der blev ikke i Gaar afholdt noget egentligt Forhør over Fru Overby. Man ønskede kun at faa hende konfronteret med det Barns Moder, Frøken Aagesen.
Dette Møde fandt Sted i 7. Undersøgelseskammer. De to Kvinde mødtes i Tavshed, og de erklærede, at de kendte hinanden fra Forhandlingen om Barnet.
Mødet blev ganske kort, og det forløb uden nogen som helst dramatisk Scene.
Efter Fremstillingen førtes Fru Overby tilbage til Arresten, og her vil hun faa lov til at blive de første to Dage, medens Politiet undersøger Sagens Enkeltheder.

Hvor Menneskedyret boede.
Et Besøg i Ejendommen, Enghavevej 21.
Beboerne fortæller om Dagmar Overbys daglige Færden.
Allerede sidste Lørdag aflagde vi en hastig Visit i den Ejendom paa Enghavevej, der saa pludselig er kommen i Folkemunde. Men den nye opsigtvækkende Vending, som Sagen mod Mordersken har taget, foranledigede os atter i Gaar til en lille Razzia i Kvarteret.

I Kvarteret omkring Ejendommen Enghavevej 21 drøftes Fru Overbys Meriter naturligvis livligt. Selv de allermindste Smaating, der har en Smule Forbindelse med den arresterede, bliver i Folkemunde til en gruopvækkende Forbrydelse. Børnene ser med Skepsis op til den høje Stue, hvor Overby har boet. De stikker Hovederne sammen, ser forskræmte og bliver saa underlige tavse. De Voksne har det paa omtrent samme Maade. Beboerne, vi henvender os til, ryster paa Hovedet, og til Trods for, at Dagmar Overby har boet i Ejendommen siden december 1919, svarer de:
- Vi kendte hende næsten ikke.

Men der er dog én blandt dem, der kender hende. Det er Schuman, der bor i Kælderen under Fru Overbys tomme Lejlighed.
- Jeg flyttede herover, efter at Overbys var kommen, og jeg saa hende omtrent hver Dag, siger han. Hun saa ikke ud til at være Forbryderske.

Derimod var der noget skulende og underligt ved Kæresten.
- De har aldrig se Fru Overbys Lejlighed?
- Jo, der har jeg rigtignok. Jeg har været inviteret derop flere gange.
Det er en 2 Værelsers Lejlighed, og der var propert og hyggeligt.
Talte Fru Overby meget om sine Børn?
- Jeg havde indtryk af, at hun holdt forfærdelig meget af Børn, ligefrem en sygelig Hengivenhed. I hendes Lejlighed bemærkede jeg blandt andet et lille rundt Bord, fyldt med Børnebilleder. Fru Overby fortalte, at det var hendes egne Børn, fotograferet i forskellige Aldre. Og det lød jo meget troværdigt, men der var rigtignok mange Fotografier, der var der, lægger Hr. Schuman til.
- Hun talte aldrig om sine Børn?
- En Gang fortalte hun noget om dem, og jeg kan huske, hun omtalte en Datter paa 8 Aar, der var sat i Pleje paa Fyn. Derimod sagde hun sjældent noget om sin Fortid, det eneste, jeg fik at vide, var, at hun havde haft Plads i Aarhus og paa Fyn som Sygeplejerske.

Schuman havde set, at 2 Damer ankom forrige Mandag med en Barnevogn og 2 Børn. De kørte med barnevognen og det ene Barn igen. Og han mener, at det var frk. Aagesens Barn, der da blev afleveret. Den afdøde Fru Mogensen kendte vor Hjemmelsmand ikke, og han mente ikke at der kunde være Tale om nogen Forbrydelse ved hendes Dødsfald, da der baade havde været Læge og var udstedt en Dødsattest.

Fru Overby var daglig Gæst hos Hørkræmmeren paa det modsatte Hjørne. Inde i Butikken faar vi en lille Passiar. Og Hørkræmmeren siger, at Fru Overby var en flink og hjælpsom Kone, som man ikke havde Grund til at tiltro noget ondt.
Morderskens Nabo, Fru Nielsen, som Fru Overby tilbød noget Barnetøj, og en Barnevogn umiddelbart før Affæren kom i Politiets Hænder, har ikke været i Forhør. Hun hævder paa ny overfor os, at hendes Kendskab til Dagmar Overby er meget begrænset.

Af vore forskellige Samtaler faar vi det Indtryk, af den arresterede Lystmorderske omgærdede sig med en vis Mystik.
Hvorfor hun gjorde det? – Ja, det har de seneste Dage til Fuldkommenhed bevist.

13-September-1920

Søndag Formiddag tilstod Fru Overby endnu tre Barnemord. Det ene af Barneligene er af Politiet fundet i Aabenraa*. – Er hun sindssyg, eller har hun handlet for Vindings Skyld?

Aarhus Stiftstidende.

Fru Dagmar Overby har Søndag tilstaaet, at hun yderligere har dræbt 3 andre Børn. Politiassessor Mundt tog hende i Forhør Søndag Formiddag Kl. 10, Forhøret afsluttedes først Kl. 10½ i Aftes. I 1916 fik hun et Barn i Pleje, der var født udenfor Ægteskab paa Nørrebro, hun modtog af Moderen 12 Kr. og kørte Barnet ind paa Assistens kirkegaard, her kvalte hun det og kastede Liget i en Retirade paa Kirkegaarden.

Nogle Tid senere fik hun et andet Plejebarn, og det overgav hun til den ugifte Moder paa Nørrebro, hvis Barn hun havde dræbt. Dette Barn døde kort Tid efter.
* Aabenraa er en Gade i København.

Børnene byttes.
I 1916 boede hun fra Juni til September i Aabenraa, her fik hun overgivet at Barn, hvis Moder var en ugift Pige. Dette Barn dræbte hun ved at drukne det i en Balje med Vand. Hun skjulte Liget paa Loftet, og her har Politiet i Gaar fundet dets Rester.

En Kvinde, som i disse Dage har indgivet Anmeldelse mod Fru Overby for Barnemord, overdrog hende for ca. 4 aar siden et Barn, og da Fru Overby i Mellemtiden var blevet vred paa den ugifte Pige, hvis Barn hun havde druknet, gav hun denne det sidste omtalte Barn, som den Dag i Dag er i god behold og opholder sig i Jylland hos den ugifte Piges Moder.

I Slutningen af 1917 fik hun et Drengebarn overgivet, som hun dræbte kort efter Modtagelsen.

Hun erklærer, at hun ikke kan huske, hvorledes hun har dræbt dette Barn og heller ikke, hvad hun har gjort af Liget. Hun kan ikke forklare, hvorfor hun har dræbt Børnene, hun paastaar, at det er sket efter pludselig Indskydelse, og hun paastaar endvidere, at hun ikke har flere Barnemord paa Samvittigheden, og hun ikke har haft nogen væsentlig Pengefordel af at tage Børnene i Pleje.

Fru Overbys meriter i Aarhus.
Paa Foranledning af Københavns Politi er Rapporterne over Fru Overby fra hendes og hendes Mands Tyveriaffærer i Aarhus 1918 tilsendt Dommer Carstens i København.

Det oplyses bla. heri, at hun i 1911 fødte et Barn, som en i Aarhus den Gang boende Restauratør var Fader til. Han havde betalt hende 500 Kr. én Gang for alle, saa skulde hun selv sørge for Barnet. Da hun senere blev gift med Nielsen, kørte hun en Dag Barnet til Randers i en Barnevogn, hvor hun sagde, de skulde sættes i Pleje; siden har man ikke set det.

Da Fyrbøder Svendsen, som hun er samlevende med nu, gjorde hendes Bekendtskab, anmeldte hun sin Mand for Tyveri for paa den maade at blive af med ham, og baade hun og Manden blev den Gang straffet for Tyverier. Hun angav samtidig, at Manden var skyldig i Hejlskovmordet, men det vist sig ved Undersøgelsen at være et Paafund. I øvrigt er to af de Børn, som københavnske Mødre har anmeldt som forsvundne, fundne i Aarhus, det ene under Fattigvæsenets Forsorg.

Interview med Nervelæge, Dr. Schrøder.
En af vore Korrespondenter har haft en Samtale med Nervelæge Dr. Schrøder paa Kommunehospitalet i København om den uhyggelige Affære. Han skriver derom:
Vi spurgte, hvorledes man i Lægekredse, ser paa Fru Overby:
Dr. Schrøder svarede:
- Jeg kender egentlig for lidt til hele Sagen, til med nogen Sikkerhed at kunde udtale mig om den, men hendes Handlemaade behøver aldeles ikke at være dikteret af Sindssyge, hun kan være et psykisk defekt Individ, men dette er ikke ensbetydende med, at hun er uansvarlig for sine Handlinger. For at man kan udtale sig nærmere om hende, er det nødvendig at vide, hvorvidt hun er arvelig belastet.

Vi meddeler Lægen, at Fru Overbys Forældre er sunde og saa vidt man ved, normale Arbejdere i Nordjylland.
- Det er maaske muligt, at hun ikke har arvet sine abnorme Lyster, men det kan jo være, at hun i en unge Alder kan have lidt af en eller anden Sygdom, der har rystet hendes Sjæleliv, og ført hende ind paa den Bane, der heldigvis er blevet afsluttet, fortsætter Dr. Schrøder.
- Det er sjældent, at Lystmordere kan anses for at være helt sindssyge, der er selvfølgelig altid noget Defekt ved dem, et slumrende unaturligt Instinkt, der pludselig kan vaagne, og som de ikke kan modstaa, men ellers er de fuldt normale.

- Er der til Deres Kendskab kommet Affærer af lignede Art?
- Nej, jeg har aldrig hørt om en Affære af en saadan Uhygge. Det ser efter min Mening snarest ud til, at hun har begaaet sine Ugerninger for Vindings Skyld, men man kan jo aldrig vide. Den slags menneskers Sjæleliv er ofte meget vanskeligt at maale.

Et femte Mord?
Stadig nye Anmeldelser
Der indløber stadig nye Anmeldelser mod Fru Overby.

I Forhøret i Nat erklærede hun, at de tre første Mord ikke havde anfægtet hende; først ved det fjerde var der begyndt at tage paa hendes Nerver, og hun havde et Par Gange omgaaedes med Planer om at melde sig til Politiet. Hun tager overhovedet næsten ingen Næring til sig i Arresten; hidtil har hun kun nydt Kaffe og Wienerbrød.

I Dag afslører Politiet alle Grøfterne langs den yderste Del af Enghavevej, idet man formoder, at hun har skjult det tredje Barnelig der.
Da hun overhovedet ikke har villet udtale sig om dette Tilfælde, antager man, at hun har parteret det lille Banelegeme og gravet det ned.

Politiet undersøger endnu et Tilfælde, hvor man formoder, at hun har myrdet at Barn. Hvis dette viser at være rigtigt, bliver det altsaa det femte Mord, hun har forøvet.

Efter hvad ”Aftenbladet” meddeler, er der Forhandlinger i Gang mellem Politiet og Justitsministeriet om at nedsætte en Kommissionsdomstol til Udredning af Affæren. Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen vil i saa Fald antagelig blive knyttet til Kommissionsdomstolen.

22 Anmeldelser.
Fru Overby var i Dag Kl. 1 i et nyt Forhør og gentog Tilstaaelsen af de fire Mord.
Der er i Dag imod Fruen, kommet nye Anmeldelser, saaledes at der ialt er anmeldt 22 Børn, som hun har modtaget og som derefter er forsvundne.

14-September-1920

Dagmar Overby og det hovedløse Barnelig i Bernstorff Slotspark. Hendes Mand vil inden Aften være anholdt, sigtet for Heilskovmordet.

Folkets Avis.

Endnu i Dag er Dagmar Overby-sagen kun i sin Vorden, og Furien har allerede tilstaaet seks Mord paa uskyldige Smaabørn.

Sig saa ikke, at Danmark ikke har været i Stand til at fostre en Forbryderske, hvis Ugerninger ingenlunde behøver at skamme sig ved at stille op ved Siden af den vide Verdens værste!

Fru Overbys Gerninger tegner sig i Verdensformat; og selv er hun en af de Gaader, mod hvilken en Nordentoft eller en Grippen synes saa ligetil, saa oplagte, saa uendelig smaa. Og gaadefuldere end hun var i Forvejen, bliver denne frygtelige Kvinde ved det, der kom frem gennem Gaarsdagen Tilstaaelser.
Det viser sig nemlig, at hun ogsaa har begaaet Mord af rent økonomiske Grunde.

Hun dræbte ogsaa for Pengegevinstens Skyld.
Hendes sidste Tilstaaelse gaar saaledes ud paa, at hun i 1917 – det nærmere Tidspunkt er glemt for alt det meget, der gik forud, og som fulgte efter – modtog et Drengebarn for en Sum af 200 Kr. Barnet beholdt hun saadan noget som en Uges tid. Selv siger hun, det var for ikke at risikere, at Moderen skulde komme for at se til Lille; men da det her som i alle de andre Tilfælde viste sig, at den Kvinde, der havde født Barnet, var godt glad for at være blevet af med det og ikke interesserede sig for det videre Skæbne, faldt Fru Overby, at nu var Tiden inde til at skride til Værket.

Hun traf saa sine Forberedelser paa selv samme Maade som ved den Forbrydelse, hun fandt paa. der blev købt Brænde og Petroleum, og da det var besørget, kvalte hun Barnet og brændte det Lig op.

I 1919 kaprede hun sig paa ny en lille Dreng, der var saa uheldig at være kommen til Verden paa en saadan Maade, at han kun var til Besvær. Moderen boede i Valby og gav, saa vidt Fru Overby erindringer, ingen Plejeløn; og Drenge blev derfor øjeblikkelig kvalt, puttet ned i en Barnevogn og kørt til Øresundsvej, hvor Furien smed Liget i en Kloak.

Fru Overby har haft Masser af Plejebørn.
Som man ser, har denne kvindelige Mordmaskine, der jo synes at have fungeret ligefrem paa automatisk vis, sine Ting i en saadan Orden, at der ikke behøver at hengaa mere end en Dag uden, rædselsvækkende Tilstaaelser, og naar man erfarer, at hun saa at sige var kronisk Averterende efter Plejebørn, og at der var Dage, hvor hun modtog op mod Hundrede Billetter, forstaar man jo, at der langt til Enden. Thi det maa vel anses for givet, at Kvinden har myrdet alle de Børn, hun i det hele har kunnet overkomme at ekspedere ud af Verden.

Men imens man venter paa, at Umennesket skal ”gaa videre i Programmet” er Politiets Folk, der i denne Sag har gjort et ligefrem mesterligt Arbejde, travlt beskæftiget med at udrede de Tilfælde, der allerede vides Besked med nærmere.

De Benstumper, der fandtes i Rottereden i Aabenraa, saaledes allerede gaaet til Retsmedicinsk Institut, og ved 6-Tiden i Aftes kørte Vagtmester Niels Andersen og Opdageren Ludvig Larsen i lukket Automobil ud til det Sted paa Øresundsvej, hvor Mordersken paastod at have gemt det sidst kvalte Barn.

Hun, der selv var med, udpegede et Træ ved en overgroet Grøft; og da der var mærket af, gik Turen tilbage til Arresten.
I løbet af Dagen i Dag vil man genoptage Forhørene. Og i Morgen kan man forberede sig paa nye ufattelige Rædsler.

Det hovedløse Barnelig i Bernstorff Slotspark.
En Gaade, der maaske kan løses af Mordersken.
Ved Dagmar Overby-Sagens Fremkomst dukker i øvrigt en lige saa uhyggelig som ufattelig raa Barnemordsaffære, der midt i den berømte Generalstrejkes Virvar gik saa temmelig ubemærket af, frem igen. Og utænkeligt er det ikke, at den staar foran sin Løsning.

Den har nemlig saa mange Lighedspunkter med Massemorderskens Fremgangsmaade, at det næsten skulde synes utænkeligt, at hun ikke har haft en Finger med i Spillet her.

Sagens forhistorie er i korthed følgende:
Fredag Aften den 23. April stødte Arbejdsmand Rasmus Hansen, Ermelunden nr. 6, der var beskæftiget med at opmudre Grøften omkring Bernstorff Slotspark, paa en Pakke Aviser fast ombundne med en Snor, og da han læste den, faldt et hovedløst Barnelig ud.

Politiassistent Rudolf Nielsen, Hellerup og Kredslæge Lembke foretog kort efter Ligsyn, og det konstateredes, at den lille, stærkt mishandlede Barnekrop, var forkullet baade paa arm og ben. Med andre ord: En eller anden havde forsøgt at brænde Barnet op!

Hovedet var der, trods energisk Eftersøgning, ikke muligt at finde.
Nogle Holdepunkter af Værdi havde Politiet ikke at gaa efter. Liget var nemlig fuldstændig nøgent, ikke saa meget som en Trævl fandtes paa det, og det eneste karakteristiske var Indpakningen. Den bestod nemlig udelukkende af Nationaltidendes nr. 89!

Imidlertid gled Sagen ud i Sandet, alle Spor ophørte ved den lille Grøft i Slotsparken, og det eneste, man kunde sige med nogenlunde Vished, var, at Mordersken med et skarpt Instrument havde skaaret Barnets Hoved af og derefter overgivet det til Luerne.

Men nu, da Mordet i Virkeligheden var ikke blot gemt af Politiet, men ogsaa glemt af Offentligheden, dukker det frem igen, rimeligvis for at gaa sin Opklaring i Møde.

Er hendes Mand alligevel Morder?
Hans anholdelse umiddelbart forestaaende.
Vi omtalte i Gaar, hvorledes Fru Overby i sin Tid beskyldte sin Mand Agent Nielsen, for at have forøvet der Mord, der den 2. Maj 1906 fandt Sted ved et Ellekrat umiddelbart ved Hejlskov.

En 14-aarige Dreng Søren Peter Jensen, havde været paa Løjten Marken og solgt en Ko. Men i Krattet blev han overfaldet, frarøvet 150 Kr. og myrdet med et Stokkeslag, der fuldstændig knuste hans Hoved.

Den første Undersøgelse blev ledet af Politiassistent Stenaa, hvis Søster myrdedes ved Hjortshøj (hvem véd for resten, om man ikke er inde paa et Spor, der vil føre ogsaa til denne Forbrydelses Opdagelse), men efter at tre Mænd – deriblandt Nielsen – havde siddet arresteret som Mistænkte, gled Mordet over i de uopklarede Mysteriers uhyggelige Annaler.

Efterhaanden er det dog kommet for en Dag, at der ved denne Udaads Udøvelse kunde spores Tegn, som ledte Tanke hen paa Lystmord – og dertil kommer, at Dagmar Overby paa ny har staaet saa meget paa denne sag, at det vist kan betragtes som givet at en ny Undersøgelse i Stilhed er sat i Gang.

Hvad skal Opdageren Villadsen i Aarhus?
En af de Omstændigheder, der tyder i den retning, er, at den unge Opdager Villadsen fra 7. Undersøgelseskammer i aftes, tog til Aarhus med Damperen.
Hans officielle Mission var ganske vist at anholde en Gaardejer, der i 1913 fik et uægte Barn med Frk. Overby, og som sammen med hende satte Barnet ud; men ganske uofficielt forlyder det, at han samtidig skal indhente vise Oplysninger netop om Hejlskovmordet. Og maaske vil det da vise sig, at han har, ikke en, men to Anholdte med sig, naar han atter vender tilbage til Byen.

Affæren har saaledes allerede skudt en kraftig Aflægger i Jylland, og antagelig vil det inden længe vise sig, at den kan spores over hele Landet; ja, meget tyder endda paa, at Fru Overby – ligesom Nordentoft – har haft ”Klienter” ogsaa i Sverige.

Samtale med Politiassistent Rudolf Nielsen.
Politiassistent Rudolf Nielsen, der i sin Tid ledede Undersøgelsen, udtaler til os:
- Jeg maa tilstaa, at vi straks herude fik et andet Syn paa denne uhyggelige Affære, efter at have hørt om Fru Overbys første forfærdigelige Tilstaaelse.

Det viste sig jo nemlig at være saa uendelig mange Lighedspunkter mellem den og de Mishandlinger, det lille Lig vi sin Tid fandt i Statsparken, havde været Genstand for. Men endnu er Undersøgelsen dog ikke lagt om i dette Spor. Forholdet er nemlig det, at vi har sendt Akterne til en anden nordsjællandsk Jurisdiktion, hvor en lignede Sag behandles. Men da jeg ikke har hørt et Ord derfra, mp jeg antage, at man heller ikke der har været heldigere end vi.

- Kan man med andre Ord vente en fornyet Undersøgelse af hele dette Forhold paa Grundlag af Fru Overbys hidtidige Tilstaaelser?
- Det kan jeg naturligvis ikke sige bestemt. Men glipper det for os i den anden Politikreds – hvad det sikkert gør – er det jo kun naturligt, at vi slaar ind paa denne selvfølgelige Vej.

Vi har ialt Fald drøftet en saadan Mulighed meget nøje her paa Stationen!

En Aarhus-Politimand fortæller om Dagmar Overby.

Umiddelbart før Redaktionens Slutning har FOLKETS AVIS haft en Samtale med Overbetjent Petersen i Aarhus Statspoliti. Manden, der sammen med Opdageren Villadsen skal foretage den Ekspedition, der sikkert vil gyde endnu yderligere Sensation over den i Forvejen alt for sensationelle og uhyggelige Dagmar Overby Affære.

Hr. Petersen, der hvert øjeblik ventede sin københavnske Kollega, udtalte til os:
- Jeg tror vedblivende, Fru Overby lyver, naar hun nu atter forsøger at drage sin Mand ind i Hejlskovmordet. Jeg har nemlig haft med den Dame at gøre før, og ved, at hun ikke blot er løgnagtig, men ogsaa et ligefrem forfærdende ondskabsfuldt og hævngerrigt Menneske.

Og da man i sin Tid behandlede hendes graverende Sigtelser, viste det sig, at Nielsen til Dels var i stand til at bevise sit Alibi.

Der maa derfor være kommet baade overraskede og vægtige nye Beviser frem imod ham, saafremt en Anklage atter med Vægt skal stables paa Benene. Men naturligvis, hans Forhold kan jo være at en saadan Art, at vi alligevel bliver nødt til at anholde ham inden Aften!

Gaardejeren i Lystrup.
Videre fortæller Hr. Petersen os, at den Gaardejer, der har været med til af sætte Morderskens Barn ud, bor i den lille Landsby Lystrup.
Hun har i sin Tid tjent hos ham. Det var i den Periode, hun fik Barnet, og de planlagde saa i Fællesskab at sætte det ud.

Han vil i Løbet af Formiddagen blive sat under Anholdelsen, og det er Meningen at føre ham til København.

Aarhus-Ekspeditionernes Hovedformaal er Nielsens Anholdelse.
Fra anden Side erfarer vi, at Agent Nielsen, der stadig bor i Aarhus, er et komplet Subjekt, hvis Agentvirksomhed er mindre værd end intet. Hans Rygte er ikke godt, han Fortid blakket, og de Ting, Fru Overby har været i Stand til at berette om, skal nok være af mere fældende Karakter, end de fleste er tilbøjelige til at antage.

Det forlyder, at hun har fortalt Assessor Mundt, at Manden overfor hende flere Gange har skildret, hvorledes han udførte Mordet, og i indviede Kredse betragtes det som en Kendsgerning, at han er bag Laas og Lukke, inden Solen gaar ned.

14-September-1920

Seks Barnemord tilstaaet indtil nu. I Gaar tilstod Fru Dagmar Overby yderlige to Barnemord. Hun har saaledes indtil nu tilstaaet at have ombragt seks spæde Børn. Det ene Barnelig er brændt, det andet er skjult i en Grøft ved Øresundsvej. Der ventes med Sikkerhed flere Tilstaaelser.

København.

Undersøgelsen i den store Barnemordaffære er i rivende Udvikling. Der holdes hver Dag Forhør, og paa Grundlag af det foreliggende Materiale venter Opdagelsespolitiets Ledelse endnu en Række uhyggelige Afsløringer af Fru Dagmar Overbys forbryderiske Virksomhed.

Skønt særlig det foregaaende Døgn havde været usædvanlig anstrengende for Politimændene, tog Politiassessor Mundt dog tidlig i Gaar Formiddags fat paa Arbejdet. Men regnede med, at Fru Overby vilde afgive nye Tilstaaelser, og Formodningen herom slog til.

Hun erklærede, at hun havde tænkt nøje over de Barnemord, hun nu erindrede to foruden de fire, Politiet vidste Besked med.
Rolig og fattet, nærmest i en ligegyldig Tone, rykkede hun ud med sine Tilstaaelser:

Hun havde kvalt to spæde Smaadrenge, og som hun havde adopteret for 200 Kr. pr. Barn. Den ene dræbte hun efter en Uges Forløb, medens hun kvalte det andet straks efter, at hun havde modtaget det.
Mordene skete henholdsvis i 1917 og i 1919.
Begge Børn var hjemmehørende i Valby.

Paa Politiassessorens forespørgsel om, hvor Ligene er blevet af, fortalte hun, at det ene Lig var brændt i hendes Kakkelovn, og at det andet ligger skjult i et Kloakrør i en Grøft ved Øresundsvej.

Det syntes, som om at Fru Overby overhovedet ikke skænkede disse to Forbrydelser nogen Tanke. Hun har i et tidligere Forhør forklaret, at det først var efter Brændingen at det Barnelig, der førte til hendes Opdagelse, at hun var bleven nervøs og bange.

I den sidste Tid før Anholdelsen følte hun sig sikker paa, at denne Gang vilde det gaa galt. Det var da hendes bestemte Beslutning at vilde gøre Rede for alle Forbrydelserne.

I Gaar blev der imidlertid ikke Lejlighed for hende til at uddybe det grufulde Emne.

Politiassessor Mundt ønskede nemlig paa ny at fremstille hende for Dommer Carstens for at faa protokolleret Tilstaaelserne fra Søndagsforhøret.
Hun gentog ret mekanisk disse Tilstaaelser, men stillede sig stejlt og afvisende, da Dommeren spurgte hende nærmere ud.

Det er i det hele taget en mærkelig Facon, hun har for sin Optræden som Arrestant. Naar hun skal tilstaa, sker det for Politiassessor Mundt i Enrum. Hvis der er flere til Stede, kan hun ikke tale om Barnemordene, siger hun.
Derimod finder hun sig roligt i, at hele Kamrets Personale overværer Gentagelsen af Tilstaaelserne.

Politiassessoren har øjensynligt taget det Standpunkt at afvente det Øjeblik, da Situationen er mest gunstig for Fremkaldelsen af nye Tilstaaelser. Der er desuden et andet Hensyn, der nødvendigvis gør sig gældende, nemlig det, at der allerede nu i Undersøgelseskammeret er et meget betydeligt Arbejde, der venter sin Afslutning. Man har ingen som helst Grund til at forcere Sagen.
Aflægger man Besøg i den spartanske udstyrede og alt for lille Barakke, der huser 7. Undersøgelseskammer, finder man der det snævre Rum tæt pakket, med Kasser, Kufferter og Pakker, der alt sammen høre til Fru Overbys Sag.

Alene Indregistreringen af alt, hvad der er fundet i Lejligheden, Klædningsstykker, Billeder og Breve, vil tage lang Tid. Og dertil kommer talrige, specielle Ekspeditioner ud i Byen, som knytter sig til hvert enkelt Tilfælde.
Der skal tilsiges Vidner og fremskaffes Attester af forskellig Art. Ved Siden af selve Undersøgelsen faar Kamrets Virksomhed som Bogholderi og Kontrolinstitution.

Ligresterne fra Loftet i Aabenraa 16 sendt til Retsmedicinsk Institut.
Det var i den gamle Ejendom Aabenraa 16, Opdagerne Villadsen og Ludvig Larsen i Søndags fandt nogle Menneskeknogler, gemt oppe paa Loftet.
Skønt Opdagerne optraadte yderst diskret, vakte Besøget naturligvis Røre, og der gik i Gaar blandt Beboerne uhyggelige Rygter om Fundets Karakter.
Efter Fru Overbys Forklaring skulde der jo findes resterne af ét Barn, nemlig det, hun havde druknet i en Balje Vand.

Heroverfor hævder Beboerne, at Opdagerne fandt flere Pakker Knogler, indpakket i Sække og Aviser.

Paa Domhuset vilde man i Gaar ikke give nogen Oplysning; vi erfarer imidlertid, at Knoglerne er oversendt til Retsmedicinsk Institut.

En af de første Dage vil der da formentlig foreligge Erklæring om, hvorvidt Knoglerne er af ét Barn, eller Fru Overby her har skjult tre Barnelig.
Der er underligt, at Rygterne antager saa sensationelle Former, thi utvivlsomt er de Overbyske Barnemordsaffærer den frygteligste Kriminalsag, Opdagelsespolitiet endnu har behandlet.

I Aabenraa 16 husker man tydeligt Fru Overby, eller som hun kaldte sig, Fru Svendsen.
Hun havde, da hun boede i Ejendommen, en 6-aarig Pige og en 1-aarig Dreng hos sig og en endelig et ganske spædt Barn.

Beboerne husker, at Spædbarnet altid skreg højt, naar hun var inde i Lejligheden hos det.
Man karakteriserer hendes Optræden som halvt frækt og halvt elskværdig. Hun var meget elegant klædt og oplyste uden Foranledning, at hun tit fik Penge sendt fra Sverige.

- Tagetagen i den gamle Ejendom rummer en Mængde Smuthuller og mørke Kroge. Fru Overby har gjort klogt i at vælge dette til Gemmested. Det er kun sjældent, Folk kommer derop, hvor Opdagerne fandt Barneresterne.
En Dag for ikke længe siden havde dog et Barn været oppe paa Loftet. Barnet kom tilbage med et lille Benstump i Haanden, og man mente, det var et Hønseben.

Et af Ofrene opgraves paa Assistens Kirkegaard.
En eftersøgning i kloakken paa Øresundsvej.

Henunder Aften sluttede Politiassessoren sit Arbejde i Undersøgelseskammeret, bla. under hensyn til, at Vagtmester Niels Andersen skulde ud paa Assistens Kirkegaard for at overvære Opgravningen af et af de myrdede Smaabørn. Som nævnt havde hun i 1916 kvalt et lille Barn med et Navlebind og derefter ført Liget ud paa Kirkegaarden. Det er ikke rigtig, af hun skjulte det i et Toiletrum. Hun gravede det ned i en Affaldsdynge.

Under Politiledsagelse har hun i disse Dage været ude paa Stedet og paavist en Busk, ved hvilken Liget var nedgravet.
Vagtmester Niels Andersen fik derefter det Hverv at foranledige Resterne af Barneliget opgravet.

I Dag eller en af de nærmeste Dage vil der ligeledes bliver sendt Opdagere ud til Øresundsvej for at søge efter det Barnelig, Mordersken har skjult i en Kloak.

Har Fru Overby Medskyldige?
Naar man en Dag før eller senere kommer til Opfattelsen, at man nu har indregistreret alle Fru Overbys Forbrydelser, rejser det Spørgsmaal sig, om hun har haft Medskyldige eller Medvidende.

Det skulde være højst mærkværdigt, om Fru Overby gennem Aarene har kunde bevare den lange Række forskellige Hemmeligheder helt for sig selv. Nogle Spor, Opdagelsespolitiet forfølger gaar da ogsaa i modsat Retning. Det er ikke usandsynligt, at der forestaar en Anholdelse, maaske flere.

- I et Pensionat paa Gammel Holm har i den sidste Tid boet en Dame, der havde været en del sammen med Fru Overby. Da Meddelelsen om Fru Overbys fængsling kom, flyttede hun til et Pensionat paa Østerbro, men dette Sted forlod hun uden Varsel samme Dag, som Fru Overby tilstod at have dræbt det Plejebarn, som var anmeldt til Politiet som er forsvundet.

Ved Fru Overbys evindelige Flyttenom i Byen er det lykkes hende at holde sig fri for Ubehageligheder med hensyn til sine Masse-Adoptioner og Plejearrangementer.

Der foreligger naturligvis i intet Tilfælde en lovformelig Adoption eller en Plejetilladelse. Barnemødrene vil sikkert, naar Sagen naar saa vidt, faa Lejlighed til at give Forklaring om dette uheldige Forhold.

Da Fru Overby boede i Møntergade.
I Møntergade 4 boede i en del af Åaret 1916 en Fru Svendsen, som Beboerne mener er identisk med Fru Overby.
Der fortælles i Ejendommen om de mange, spæde Plejebørn, hun havde. Man havde den Gang det Indtryk, at hun kun beholdt dem i Pleje i en kort Periode.
Selv fortalte hun, at hun baade havde Tvillinger og Plejebørn.

Populær var hun ikke blandt Naboerne. Navnlig taltes der meget om, at St. Johannes Stiftelsens Ligvogn et Par Gange var ude for at hente Børn, der var døde i hendes Hjem.

Fru Overbys avertissementer.
Det er oplyst, at Fru Overby har udfoldet en usædvanlig Energi, naar hun søgte Plejebørn eller Adoptivbørn.

Hun averterede næsten bestandig, og hun siger, at hun én Gang fik over 60 Billetter.
Hvor mange af disse besvarede hun, og hvor mange af de spæde Børn, man tilbød hende, undgik hendes Moders Haand?
Man maa med en vis Frygt afvente Svaret.

I Øjeblikket ligger Opdagelsespolitiet inde med mange Anmodninger om Undersøgelse. Sandsynligvis kommer der endnu flere.

Hejlskovmordet taget op til fornyet Undersøgelse.
Fru Overby erklærer bestemt, at hendes Mand er Gerningsmanden.
Fra vor Aarhus-Korrespondent.
AARHUS, mandag.
”KØBENHAVN” meddelte forleden, af den arresterede Barnemordersken, Fru Dagmar Overby, i 1911 anmeldte til Politiet, at hendes mand, Herman Nielsen, havde forøvet Mordet i Hejlskov, men at Undersøgelsen hurtig blev sluttet og Sagen afvist.

Et udbredt Forlydende her i Byen vil vide, at Statspolitiet nu har besluttet at genoptage Undersøgelsen, idet Fru Overby overfor Politiassessor Mundt og Dommer Carstens har gentaget Mordsigtelsen imod Manden. Hun skal ved denne Lejlighed være fremkommet med saa mange nye Detaljer, at man har ment det nødvendigt at gennemgaa Materialet.

Der ventes en af de første Dage en københavnsk Opdager hertil i Anledning af den nævnte Sag, der vækker stor Opsigt i Aarhus.

(København er navnet paa en avis. Her skriver avisen en fejl, Dagmar Overbys Mand fra Aarhus hedder ikke Herman Nielsen, han hedder Anton Peter Nielsen)

15-September-1920

Hun myrdede for Lyst. Dagmar Overby aflagde i Gaar Tilstaaelse om det 7. Barnemord. Undersøgelserne vil strække sig til Provinsen, Sverige og Norge.

København.

Atter i Gaar havde Politiinspektør Tage Jensen en Bulletin til Offentligheden fra 7. Undersøgelseskammer.

Den lød i al sin Knaphed saaledes:
Arrestantinden Dagmar Overby har yderligere tilstaaet, at hun i februar 1918 ved Kvælning har dræbt et nyfødt Pigebarn.

Liget brændte hun i Kakkelovnen i sin Lejlighed paa Enghavevej 218.
Som Adoptionsvederlag havde hun at Moderen faaet 400 Kr.

Forbrydersken har saaledes ialt afgivet Tilstaaelse om syv Barnemord.
Men man har i Politikredse den faste overbevisning, at hun har begaaet langt flere af denne arts Forbrydelser.

Man synes at mærke paa hende, at hun er fuldt parat til at røbe sine frygtelige Hemmeligheder. Blot vil hun have, at Opdagerne paa Forhaand skal have fremskaffet Beviserne eller i hvert Fald stærke Indicier.

Hun erklærer for øvrigt, at hun ikke kan holde Rede paa de forskellige Tilfælde, og det er jo meget muligt, at hun har ret.
Navnlig vil det være forstaaeligt hvis Tallet paa de Barnemord, hun har forøvet, gaar op over en halv Snes.

Politiet er nærmest tilbøjelig til at antage, at Tallet bliver endnu langt større. Thi efterhaanden som man kommer ind i Undersøgelsen, viser det sig, at hun, overalt, hvor hun har boet, har haft spæde Plejebørn eller Adoptivbørn hos sig.
Det vil selvfølgelig blive foretaget afhøringer hvert eneste Sted, hvor hun har boet, og hun har, som fortalt, flyttet livligt rundt i Byen. Men Sagen er vanskeliggjort ved, at det er saa smaa Børn, det drejer sig om, at det saa at sige er umuligt at paavise, hvornaar Børnene er forsvundet, - enten de nu er dræbt eller bortbyttede, og hvornaar hun fik nye Spædbørn overleveret.


Før Tilstaaelsen i Gaar – Barnemoderen ville se Dagmar Overby for at hævne sit Barn.
Da Politiassessor Mundt i Gaar Morges indfandt sig i Undersøgelseskammeret, forelaa der ikke noget nyt Arbejdsstof. Alle de Anmeldelser, der var indkomme, var undersøgt, og Forbrydersken havde afgivet Forklaring om hver enkelt.

Kort efter Middag henvendte en ung Amagerpige sig til en Politibetjent paa Raadhuspladsen og spurgte, om han kunde tage sig en Sag, hun havde at anmelde.

I februar 1918 havde hun overgivet Dagmar Overby sit spæde Pigebarn – da det var 8 Dage gammelt, og nu frygtede hun, at det var myrdet. Det havde været en aftale, at hun aldrig skulde se sit Barn fra den Dag, Dagmar Overby fik det.
Betjenten henviste den unge Kvinde til Undersøgelseskammeret, hvor Opdageren Ludvig Larsen modtog hende og nedskrev en udførlig Anmeldelse.
Omtrent paa samme Tid, som dette gik for sig, havde Politiassessor Mundt taget Mordersken i Forhør om Sagen. Han gjorde hende bekendt med den nye Sigtelse, og straks svarede Dagmar Overby:
- Ja, det forholder sig rigtigt, jeg kvalte Barnet to Minutter efter, at jeg havde faaet det og brændte det i Kakkelovnen.

Da anmelderinden fik Meddelelse af Politiassessor Mundt om Barnet Skæbne, forlangt hun indstændigt at faa Dagmar Overby at se. Hun brast i en heftig Graad og gjorde et yderst ophidset Indtryk.

Politiassessoren afslog hendes Anmodning, hvorefter hun maatte forlade Domhuset.
Folk, der siden talte med hende, fik den Opfattelse, at hun, hvis hun var blevet konfronteret med Forbrydersken havde villet hævne sit Barns Død.


Mordersken til Paavisning paa Øresundsvej.
– Liget var allerede fundet i Oktober i Fjor.
Allerede i Gaar Morges kunde nogle Blade bringe Beskrivelsen af en Paavisning, der havde fundet Sted paa Øresundsvej. Et enkelt Blad havde endog et udførligt Referat af de Replikker, der var vekslede under Vejs mellem Opdageren og Mordersken. Vi saa os ikke Stand til at meddele noget om Begivenheden, - fordi den først skete i Gaar Formiddags….

Ved 10-tiden om Formiddagen rullede et Automobil ud fra Fængslets Port paa Nytorv. I Automobilet sad Vagtmester Niels Andersen, Opdager Ludvig Larsen og Mordersken. Hun vidste, at Turen gjaldt Øresundsvej, og var tilsyneladende ikke godt til Mode.

Hun var meget ivrig for at skjule sig i et Hjørne af Vognen. Nede ved Langebro maatte Automobilet standse, fordi et Skib passerede. Gardinerne blev saa trukket for Vinduerne, idet der straks var samlet nogle Nysgerrige, som forsøgte at faa hende at se.

Ude paa Øresundsvej svingede Automobilet op ved Indgangen til Haveforeningen Dyveke.

Man er helt ude paa Landet, hvor der dybe Grøfter; over Grøfter gaar en fem Alen bred Bro, og det var under denne, at hun en 6te Oktober i Fjor havde lagt et Barnelig, indsvøbt i en Avis. Pakken var stoppet ind i Kloakledningen, men ved Regnskyl var Liget drevet ud og fundet.

Det viste imidlertid hverken Opdagerne eller Mordersken i Gaar Formiddags. Efter at hun havde paavist Stedet, vendte Automobilet, og hun og Vagtmester Niels Andersen kørte tilbage til Fængslet.

Opdager Larsen laante en Spade hos en Haveejerne og gik straks i Gang med af Rense Grøften omkring Stedet, hvor Liget mentes at være gemt. Da Eftersøgningen viste sig resultatløs, tog den unge Politimand hjem til Undersøgelseskammeret.

Her var man netop i Færd med at sende Bud til ham, af Liget for længst var fundet. Det var den 29. i Fjor, at en Sporvognsfunktionær Strauer havde indbragt Pakken med Barneliget til Strandgades Politistation. Undersøgelses-kamret var først nu blevet understøttet herom. Den Undersøgelse, Politiet havde foretaget i Efteraaret i Fjor, var endt uden Resultat.

Hellere ikke Gravningen paa Assistens Kirkegaard i Gaar gav noget Udbytte, men Eftergørelsen efter Barneliget, som Dagmar Overby lagde derud i 1916, vil blive fortsat.

Motivet til Barnemordene.
Skal Assessoren og Opdagerne med Mordersken til Provinsen,
eventuelt til Kristiania? *

Dagmar Overby var i Forhør i Gaar Eftermiddags i henved tre Timer.
Den sidst angivne Tilstaaelse skulde nærmere uddybes og protokolleres, og derefter gik Politiassessoren ind paa det Emne, han tidligere løseligt har strejfet: Motivet til den lange Række Rædselsgerninger.

Forbrydersken forsøgte sig med sine sædvanlige Udflugter:
- Jeg kunde ikke forklare mig det. Det kom pludselig over mig at jeg maatte dræbe Barnet osv.

Til sidst indsaa hun dog det meningsløse i at opretholde denne Forklaring. Og hun indrømmede, at hun havde myrdet for Lyst. Efterhaanden som hun var kommen ind paa at ombringe Børn, havde hun – som udtrykte sig – følt en uimodstaaelig Lyst til at klemme dem, indtil de døde.

Det har længe været den almindelige Anskuelse hos Politimænd, at Forklaringen paa hendes Forbrydelser var at finde netop paa dette Punkt. Alligevel gjorde Meddelelsen om hendes Bekendelser i Gaar, et stærkt Indtryk.

Men er forberedt paa, at den Dagmar Overbyske Affære endnu har et vidtrækkende Omfang. Ganske vist er der ikke flere Anmeldelser til Sted i Øjeblikket, men endda er der vidt Arbejdsfelt.

Det vil saaledes sikkert blive undersøgt, hvornaar og hvor ofte hun har haft Annoncer i Bladene om Pleje eller Adoption. Ved Henvendelse til Blade og Annoncebureauer kan det oplyses, hvornaar Annoncerne var indrykkede. Hun maa da, naar hun faar denne Støtte til Hukommelsen, kunde erindre, hvilke Forbindelser hun knyttede ved disse Lejligheder.

Hun er jo imidlertid meget lunefuld, saa det er nødvendigt for Politiassessoren at afvente det rette Øjeblik for et Forhør. Indtil videre fastholder hun, at hun kan tale om de nye Sager med Politiassessoren i Enrum. Ved Gentagelse til Protokollen maa den øvrige Stab gerne være i Lokalet.

Hvis hun ikke i nære Fremtid finder Anledning til at klarlægge alle Enkeltheder vedrørende sin Plejerskevirksomhed udenfor København, vil det blive nødvendigt at Rejse med hende ud.

Formentlig vil Politiassessoren og Opdagerne i næste Uge være parate til at foretage en Rejse til Aarhus- og Randersegnen for at afholde Forhør angaaende hendes Plejebørn, der er forsvundet derovre. Hun fortæller, at hun ogsaa har boet i Kristiania. Eventuelt vil Rejsen da ogsaa komme til at gælde denne By, og endelig er der en Mulighed for, at hun har svenske Forbindelser, det har stor Interesse at faa afhørt.

En anholdelse paa Aarhusegnen.
Da Dagmar Overbys Barn blev sat ud i en lade.

Opdageren Villadsen fra 7. Undersøgelseskammer afrejste i Forgaars til Aarhus, hvor han havde en dobbelt Opgave.

For det første skulde han iværksætte en ny Undersøgelse angaaende Hejlskovmordet. Dagmar Overby har, som meddelt, i kraftige Ord gentaget sin Anklage imod sin fhv. Mand Agent Nielsen, for at have begaaet dette Mord. Hun siger at han selv har givet en detaljeret Fremstilling af, hvorledes han forøvede Mordet, og hun har fremført forskellige Data og Klokkeslæt, som nu vil blive kontrolleret.

Den anden Del af Opdagernes Opgave var at anholde en Gaardmand Sørensen, kaldet Filt.

KØBENHAVN meddelte for flere Dage siden, at Dagmar Overby i 1913 havde udsat sit nyfødte Barn, og at ingen vidste Besked med dets Skæbne.

Paa det nævnte Tidspunkt boede hun i Krajbjerg sammen med Filt. Hun fødte et Barn i Dølgsmaal, og Natten efter fulgte de til Lemmer Mark og satte Barnet ud i en Lade ved Landevejen, hvor folk om Morgenen fandt det.

En iværksat Undersøgelse gav intet Resultat, og Politiet var da af den Mening, at en Gøglertrup have sat Barnet ud.

I Gaar anholdt Opdageren Sørensen – Filt, der i Aftens blev hentet hertil med Aarhus-damperen.

*Kristiania = Oslo

16-September-1920

Dagmar Overby har drevet Adoptionsvirksomhed siden 1909. Hun plejede at faa et nyt Adoptivbarn hver Maaned. I Gaar tilstod hun yderligere 4 Barnemord.

København.

I 7. Undersøgelseskammer Arbejdes der stadig for Højtryk. Det er i virkeligheden forbløffende, hvad der i denne Tid bliver præsteret af det faatallige Mandskab, Politiassessor Mundt, Vagtmester Niels Andersen og Opdageren Ludvig Larsen.

Dagmar Overbys Sag lægger saa stærkt Beslag paa Politimændene, at de kun har nogle faa Timers Ro i Døgnet. I Gaar havde man yderligere en anden, omstændelig Sag til Behandling. Det drejede sig - mærkeligt nok – ligeledes om en Barnemorderske, Clara Nathalie Olsen. I sin Tid blev hun dømt til Døden for at have dræbt et Barn med Opium. Men hun blev benaadet, - og begyndte kort efter Forbryderlivet paa ny. Denne Gang tog hun fat som Indbrudstyv. Hun kom til at afsone flere Tugthusstraffe. Og nu er det galt igen. I hendes nye Sag er der tilvejebragt ikke færre end 300 Tyvekoster, der skullet identificeres og registreres. Det har været saa meget vanskeligere at faa det gjort, som hun, sin Vane tro, havde revet samtlige Laanesedler itu.

Ved 4-Tiden om Eftermiddagen sluttede man af for hendes Vedkommende og hentede Dagmar Overby over i Forhør.

Nye, frygtelige Ugerninger.
Der var til Undersøgelseskammeret indløbet to nye Anmeldelser, som Opdagerne havde undersøgt.

Politiassessor Mundt forholdt Mordersken det fremkomne Bevismateriale, og Resultatet forelaa straks efter i Form af ikke færre end fire Tilstaaelser.
Hun tilstod, at hun i Foraaret 1916 havde kvalt et spædt Drengebarn, der var adopteret af hende. Efter Drabet havde hun brændt Liget i sin Kakkelovn. I Adoptionsvederlag havde hun modtaget 500 Kr. der forelaa i Gaar Anmeldelse fra Barnemoderen.

Endvidere tilstod hun i Efteraaret 1919 at have henlagt Liget af et Barn, hun havde dræbt, i en Grøft ved Lyngbyvej, og at have nedgravet Liget af et andet Barn ved Øresundsvej, helt ude ved Kastrup, samt i September 1916 at have nedgravet et Barnelig paa en Mark ved Randers.

Nærmere erklærede hun ikke at kunde opgive i Øjeblikket, hverken om, hvem Møderne er, og hvor hun havde ombragt Børnene.
Paa Politikamret anser man der ikke for udelukket. At en eller anden flere af disse Tilstaaelser er de samme, som hun tidligere har givet Forklaring om.
Fra anden Side meddeler man os, at der sikkert i alle fire Tilfælde er tale om Sager.

- I øvrigt vil der antagelig blive bragt Klarhed herover allerede i Dag. Det er vistnok Hensigten, at Opdagerne i en tidlig Morgentime skal ud med Mordersken til Paavisning paa Øresundsvej og paa Lyngbyvej.

Naar Paavisningen har fundet Sted, vil man begynde at foretage Udgravninger for om muligt at finde Rester af de myrdede Børn.

Hvor mange Tilstaaelser kan der endnu ventes?
Forhøret i Gaar blev sluttet, saa snart Hovedpunkterne i Tilstaaelserne blev protokollerede.

Det var øjensynligt, at der vilde være spildt Ulejlighed at fortsætte. Mordersken, der hidtil har været meget rolig og behersket i sin Optræden, var nemlig stærkt nervøs. Ingen tvivlede om, at hun talte Sandhed, naar hun sagde:
Jeg véd godt, at der er nogle flere, men jeg kan ikke mere i Dag.

Blandt Opdagerne har det Spørgsmaal selvfølgelig været ivrigt diskuteret: Hvor mange Tilstaaelser kan der endnu ventes? De fleste erfarne Politimænd har vistnok regnet med en Snes Mordforbrydelser, men saaledes som Sagen ligger, er det umuligt at overse Affærens Omfang.

Dagmar Overby har forklaret, at hun begyndte sin Adoptionsvirksomhed i 1909.
Paa Forespørgsel om, hvor ofte hun modtog nye Børn, svarede tøvende:
- Det var gennemsnitlig en Gang om Maaneden.

Paa Baggrund af, hvad der foreløbig er oplyst om Dagmar Overbys Forbrydelser, aabner der sig ved disse Oplysninger er grufuldt Perspektiv. Hendes stadig tilbagevendende Bemærkning om, at der ér mere, gør et uhyggeligt Indtryk selv paa de erfarne Politimænd.

Pengene.
Mordersken har, som fortalt, indrømmet, at hun, efterhaanden som hun naaede inde paa Barnemyrderierne, følte det som en Lyst at klemme til, indtil Børnene døde. Maaske har hun ment, at det var rigtigst at skjule det andet Moment, der utvivlsomt har spillet ind her; Pengene.

Beboerne i Nærheden af Ejendommen Enghavevej 218 har forklaret, at hverken Dagmar Overby eller hendes Kæreste Svendsen tog sig noget nyttigt for. Ofte fik de vekslet store Pengesedler hos de Handlede i Kvarteret. De var meget ude om Natten og sov til langt op ad Dagen.

Naboerne regner med at Parret har haft et Forbrug op omkring en halv Snes Tusinde kroner om Aaret.

Svendsen har i nogle Dage haft fuldstændig Ro til at tænke sig om. Dagmar Overby har stedse i de mest energiske Vendinger benægtet, at han vidste noget som helst om hedes Forbrydelser.

Nu vil Svendsen blive spurgt, hvad Parret har levet af, og ligeledes vil man søge at gøre indlysende, at han ikke kan have været uvidende om at hans Kæreste har brændt flere Barnelig i den fælles Lejlighed. Det maa anses for sandsynligt, at Svendsen kan give interessante Meddelelser af Værdi for den videre Undersøgelse.

Da Dagmar Overby blev ført tilbage til Fængslet, gik hun langsomt og vaklende. Efter en Operation har hun faaet en Blodprop, der genenere hende meget.
Hun siger selv, at den let kan blive hendes Død, i de sidste Dage har hendes befindende været sløjt.


De forsvundne Børn i Jylland.
Hvis der ikke indtræffer uventede Begivenheder, vil Undersøgelsen rimeligvis i den nærmeste Fremtid blive forlagt til Jylland.

Politiassessor Mundt og hans to udmærkede Opdagere drager da med Mordersken til Randers og Aarhus.

I et tidligere Forhør har Dagmar Overby tilstaaet i 1913 at have udsat sit lille Spædbarn i en Lade i en Landsby ved Randers. Barnet er i Live og opholder sig et Sted, hvor ingen ud over Myndighederne ved Besked om, hvem Moderen er.
Fra Aarhus telegraferes i Gaar, at der er indløbet Anmeldelse til Politiet om, at Dagmar Overby havde ombragt sit 1 aar gamle Barn, da hun i 1911 boede i Frederiksgade i Aarhus.

Hun forsvandt to Dage med Barnet. Da hun kom igen med det, var det afgaaet ved Døden. Der blev den Gang optaget Forhør, men dette bragte ikke noget Resultat. Der vil nu blive iværksat en ny Undersøgelse.

Paa Forhaand stiller man sig ret skeptisk overfor Anmeldelsen. Men man er jo snart vant til i den Overbyske Sag bestandig at kunde regne med den værste Mulighed.

Udover dette Tilfælde er der mange andre, der mest praktisk kan undersøges paa selve Stedet, hvor Begivenhederne er foregaaet.

Den 64-aarige Sørensen-Filt fængslet.
Opdageren Villadsen ankom efter Bestemmelsen hertil i Gaar Morges med Damperen fra Aarhus. Han medførte den 64-aarige Træskomand Jens Sørensen-Filt, som han havde anholdt efter Ordre fra Dommer Carstens.

Han tilstod, at han havde været Dagmar Overby behjælpelig med at anbringe deres nyfødte Barn i en Lade ved Landsbyen Lemmer, hvor det næste Dag blev fundet.

Han har kendt hende ialt i halvtredie Aar, men da hun formentlig allerede paa det Tidspunkt var Forbryderske, afventer man hans Forklaringer med Interesse,
I Formiddag vil Carstens tage Dagmar Overby for. Hun skal bekræfte sine sidst aflagte Tilstaaelser overfor ham.

17-September-1920

Hun-Djævlen. ”Jeg myrdede for at spare andre for Mord!”

København.

FOLKETS AVIS har tidligere udførligt omtalte Mordersken Dagmar Overby, og vi skal derfor ikke beskæftige os meget med det Forhør, der i Gaar holdtes over hende, og hvor Pressens Repræsentanter for første Gang var til Stede.

Et nærmere Studie af denne Kvinde ændrede nemlig ikke paa nogen Maade vor Opfattelse af hende. Tværtimod, det understregede blot yderligere det vældige Indtryk af hendes grove, robuste Person, den Ejendommelige Fornemmelse af at straa overfor et Menneske, kemisk ren for alle Følelser.

Hun talte om sine Mord, som var det ganske dagligdags Begivenheder, ikke værd at opholde sig længe ved, og det, hun sagde, var blot en detaljeret Udredning af de Rædsler, vore Læsere snart kender alt for godt.

Retten vil gemme Motiverne til sidst.
Men mod Forhørets Slutning var man lige ved at komme ind paa det, der er Sagens springende Punkt. Dommer Carstens bøjede sig nemlig, efter at Beretningen om de sidste fire Ugerninger var gennemgaaet frem og sagde:
- Sidste Gang, De var heroppe hos mig, Fru Overby, sagde De, at Motivet til Deres første Mord var det at De var bange for Deres Kæreste, Svendsen. Vil De stadig blive ved med at opretholde denne Paastand, efter at det er godtgjort, at Forbrydelserne er….

Længere kom Dommeren ikke, thi Defensor, den sympatiske Overretssagfører Gottlieb Jacobsen bøjede sig nemlig paa dette Tidspunkt frem og udtalte:
- Baade Forsvaret og Anklagemyndigheden er enige om, at det vilde være heldigt at gemme denne side af Sagen, indtil vi har naaet Bunden.

Og saa bøjede Dommeren af og hævede Retsmødet.
Men Fru Overby havde sikkert overhørt Spørgsmaalet. Hun stirrede ialt Fald - under hele Hr. Carstens Tale - fuldstændig fraværende frem for sig, og Sløvhed og Ligegyldighed stod stadig malet i hendes Træk, da hun bagefter tungt og besværligt slæbte sig bort ved Opdageren Ludvig Larsens Arm.

”Jeg gjorde en god Gerning!”
Efter Forhøret var Mordersken til Paavisning ved Søborg, hvor hun paastaar af have nedgravet et lille Lig.

Imidlertid er der paa Stedet, hvor hun angiver, anlagt en Vej, saa man opgav straks videre Efterforskning. Derimod havde man Held med sig paa Øresundsvej, hvor der i Grøften fandtes en del Knogler af et lille Barn.

I løbet af Dagen i Dag vil Fyrbøder Svendsen, hvis Sag Dag for Dag antager en for ham mere og mere betænkelig Karakter, bliver taget i Forhør; maaske skal han stilles Ansigt til Ansigt med sin Kæreste, Massemordersken. Karakteristisk for Dagmar Overby – og det viser sig maaske, at dér har Hullet i hendes Forstand – er det i øvrigt, at hun stadigvæk hævder, at det – trods det frygtelige forbryderiske Element, som hun fuldt erkender – er en god Gerning, hun har gjort ved at dræbe de mange Smaabørn. Thi, siger hun, ellers vilde mange unge Mødre være kommet i den frygteligste Ulykke.

18-September-1920

Barnemordersken. Hun fremkom ikke med nye Tilstaaelser i Gaar. Nettet trækker sig sammen om Svendsen.

Nationaltidende.

Udover den Tilstaaelse, der blev afgivet af den gamle Jens Sørensen Filt, om at han havde været med til at udsætte Dagmar Overbys Barn bragte Dagen i Gaar intet særligt nyt i den store Barnemord-Affære.

Sørensen Filts Tilstaaelse var absolut. Han gav en detaljeret fremstilling af, hvad han kunde huske angaaende Udsættelsen. Han svarede benægtende paa Assessorens Spørgsmaal om, hvorvidt han kendte noget nærmere til Dagmar Overbys senere Liv og de Ugerninger, hun har forøvet, og Politi er af den Anskuelse, at hans Benægtelse er i Overensstemmelse med Sandheden. Han er kun en lille Bifigur i det store Drama, hvori Dagmar Overby er den altoverskyggende Hovedperson.

Rimeligvis vil Sørensen Filt nu efter sin Tilstaaelse bliver sat paa fri Fod saa længe Undersøgelsen staar paa. Han vil blive tiltalt efter Straffeloven § 197.

Svendsen fastholder sin uskyld.
Trods alle Beviser, der er samlet mod Dagmar Overbys Kæreste Svendsen, har han i et Forhør i Gaar bestemt nægtet at kende noget til Kærestens Forbrydelser. Han fastholdt meget haardnakket sin Paastand om, at han er ganske uskyldig og ikke forstaar Grunden til, at han stadig maa blive siddende i Arresten.

I absolut Modstrid med hans udsagn staar Naboernes Beretninger om, at han ofte er kørt med Barnevogn paa Gaden.

Han har selv kørt med Dagmar Overbys Plejebørn til de fandt Døden for Morderskens Haand. Han maa have opdaget, at de pludselig forsvandt. Har han da aldrig stillet sig selv det Spørgsmaal: ”Hvor bliver de af?” Hvis Fyrbøder Svendsen er normal – og det er der ingen Grund til at tvivle om, at han er – maa han have stillet sig det Spørgsmaal. Han maa have vidst, at hans Kæreste underholdt sig selv og ham ved at ombringe de smaa Stakler, som ulykkelige og ligegyldige Mødre betroede til hendes Varetægt.

Det synes hævet over enhver Tvivl, at Svendsen – trods alle Benægtelser – er Dagmar Overbys Medskyldige.

Dagmar Overby i Forhør.
Forhøret over Mordersken selv bragte intet særlig nyt for Dagen. Hun fik ikke i Gaar forlagt nogle af de mange Anmeldelser mod hende, der er indløbet i de sidste Dage.

Man berørte atter Spørgsmaalet om Fyrbøder Svendsen Medskyld overfor hende, men med Hensyn til dette Punkt synes det umuligt at faa hende til at indkalde sig paa nogen Drøftelse. Svendsen er absolut uskyldig. Hun vil nu som før holde ham udenfor. Han skal dækkes paa alle Maader.

Forhøret over Dagmar Overby sluttede Kl. 4. I Morgen Formiddag vil hun rimeligvis igen komme i Forhør.

De mange Anmeldelser.
Syvende Undersøgelseskammer har under Behandlingen af Dagmar Overbys Sag modtaget et Utal af Anmeldelser og Oplysninger alle Vegne fra. Det kræver naturligvis et meget stort Arbejde at gennemgaa dette store Materiale, der naturligvis langt fra alt er lige værdifuldt. Det maa siges meget omhyggeligt.
Det, som ikke sigtes fra som ubrugeligt, maa undersøges ved Hjælp af alle Midler, før det forelægges Mordersken.

Det er heldigvis i flere Tilfælde lykkedes at finde Børn, der af Mødrene, som nu med at har faaet Interesse for dem, er anmeldt som forsvundne. Men har man haft Held til at løse nogle Gaader, er der stadig mange, som er forblevet uløst. Maaske kan Dagmar Overby løse dem ved med sin haarde, kyniske Stemme at tilstaa, at hun har dræbt dem.

Et mærkelig Fund.
Politiet har for Resten i Morderskens Lejlighed gjort et mærkeligt Fund. Man har fremdraget en ret stor Samling af Gipsafstøbninger i alle Størrelser, forestillende menneskelige Lemmer.

Barneliget fra Bernstorff Slotspark.
Politiassistent Rudolf Nielsen, der har behandlet Sagen angaaende det lille Barnelig, man for længere Tid siden fandt i Bernstorff Slotspark, har i Gaar sendt alle Akter vedrørende denne Sag til Assessor Mundt i 7. Undersøgelseskammer.

Som man maaske vil mindes, lykkedes det ikke at identificere Barneliget i sin Tid, ligesom man aldrig fandt noget Spor af den, der har henkastet det i Parken.
Man har ingen Beviser for, at Dagmar Overby har noget at gøre med denne Sag, man har ingen Spor, der peger mod hende. Men denne enestaaende Forbryderske, hvis bestialske Koldblodighed grænser til det ufattelige, har begaaet saa mange Forbrydelser, der ligner den, der er øvet mod det lille Barn, hvis Lig man fandt i Bernstorff Slotspark, at det kun er naturligt, at hun faar forelagt ogsaa dette Barnemord.

Dagmar Overby vil sikkert fremkomme med mange Tilstaaelser endnu, før Undersøgelsen af hendes Forhold er sluttet.

21-September-1920

Massemordersken har dræbt 10 Børn. Sagen er nu afsluttet ved Undersøgelseskammeret og man venter ikke flere Tilstaaelser.

Klokken 5.

I det i Gaar afholdte Forhør fremkom der ikke nogen ny Tilstaaelse fra Dagmar Overby. Men havde heller ikke ventet nogen, men den Dame har jo før overrasket Politiet, som der kunde jo være fremkommet noget nyt. Det gjorde der imidlertid ikke. Derimod gav Vidneafhøringen saa gode Oplysninger om Massemorderskens Kæreste, at Politi nu er sikker paa at han ikke har været helt uvidende om sin Kærestes Forbrydelser.

Ialt har man fundet Mødre til 10 dræbte Børn, ligesom man har fundet Lig eller Ligrester af samme antal Børn. Hertil kommer saa det Barn som hun sammen med den gamle Træskomand Jens Sørensen satte ud ovre i Jylland.

I Politikredse hersker den Mening at Fru Overby ikke har flere Mord paa Samvittigheden. Man vil nu søge disse 10 fuldt oplyst i alle Enkeltheder.

Fru Overbys Helbred synes i de sidste Dage at have bedret sig en Del. Saa snart Forhørene er overstaaet, vil hun blive indlagt paa Hospitalet, dels til Observation og dels for at faar Helbredet bedret.

23-September-1920

Massemordersken Dagmar Overby. Nyt Materiale til Undersøgelse? – Den gamle Sørensen-Filt løsladt uden Tiltale.

København.

Undersøgelsen imod Massemordersken Dagmar Overby drives fortsat med den største Energi fra Politiassessor Mundt og hans Opdageres Side. Dag efter Dag indløber nye Anmeldelser, som hver for sig bliver omhyggeligt undersøgte, - de, der er undersøgte, har alle vist sig uholdbare, - og jævnsides dermed foregaar Afhøringerne af Mordersken.

Hendes Humør er op og ned. For et Par Dage siden græd hun og gjorde et ynkeligt indtryk. I Gaar var hun igen glad, og smilte og lo, hun nærer sikkert Haab om en Gang ar komme paa fri Fod, er ivrig efter at vide, om hun ikke kan slippe med 8 Aars Strafarbejde.

Hendes Forbrydelsers frygtelige Karakter og Omfang er øjensynlig endnu ikke gaaet op for hende.

Hun undskylder sig stadig med, af Mødrene selv havde stor Skyld, idet de ikke interesserede sig det fjerneste for Børnenes Skæbne, saa snart Afleveringen have fundet Sted.

Som vi gentagne Gange har omtalt, er der i hendes Hjem paa Enghavevej 21 fundet en Mængde Tøj til spæde Børn. Det er et for højt Tal, naar det andets Steds er nævnt, er der er 200 Stykker, men der er mellem 100 og 150. Dertil er at bemærke, at mere end Halvdele af dette Antal Klædningsstykker er identificerede som tilhørende de Børn, hun allerede har tilstaaet at have myrdet.

I øvrigt siger hun jo bestandig, at hun ikke kan huske mere, udover hvad hun har forklaret.

Muligheden for, at hun endnu har flere Mord paa Samvittigheden, er til stede, og der er efter Forlydende ny Materiale til Undersøgelse.

Sørensen-Filt.
Den 64-aarige Træskomand Sørensen-Filt, der sad i Fængslet for sin Meddelagtighed i Udsættelsen af et af hendes Børn i en Lade i Landsbyen Lemmer, er i Gaar løsladt.

Han vil naturligvis kunde sættes under Tiltale for Overtrædelse af Straffelovens § 197, men Statsadvokaten har frafaldet Kravet om at rejse Strafansvar imod ham, dels paa Grund af Mandens Alder, dels under Hensyn til, at der paagældende Barn ikke kom til Skade.

Fyrbøder Svendsen.
I Morgen kommer Dagmar Overby paa ny i offentligt Forhør, da Fristen for Fængslingskendelsen nemlig er udløben og skal fornyes af Dommer Carstens. I dette Forhør vil hun komme til at bekræfte Resten af sine Tilstaaelser.

Et karakteristisk Bevis for, i hvilket Kaos, denne Sag endnu befinder sig, er det, at Dagmar Overby endnu ikke er klar over, om det er 10 eller 11 Barnemord, hun har forøvet.

Der ér visse Enkeltheder tilbage, som det i hvert Fald ikke hidtil er lykkes at klarlægge.

Mordersken spørger hyppigt til sin Kæreste, Fyrbøder Carl Svendsen, og hun har faaet at vide, at ogsaa han er fængslet.

Hun vedbliver at hævde, at han er aldeles uvidende om hendes Forbrydelser, men der Ingen der tror hende.

Sandsynligvis vil Politiassessor Mundt tage fat paa ham, saa snart Afhøringerne af Barnemødrene og Barnefædrene er sluttede, og det offentlige Forhør er endt.

Det er givet, at Dagmar Overby ar bedraget Magistraten for hun har hævet Plejepenge for Børn, hun har dræbt. Flere af Mødrene har erklæret sig villige til at beedige, at de i hvert Fald ikke har hævet flere Bidrag end de allerførste Fædrene indbetalte.

Og Svendsen har været flink til at bruge sin Kærestes Penge.
Dagmar Overby nære vistnok de varmeste Følelser overfor ham, - medens han synes noget afkølet. Han siger, at hun altid var saa mut og tvære, og at han egentlig ikke brød sig noget om hende.

Hvis de to stilles overfor hinanden, og der viser sig nogen Uoverensstemmelse i den gensidige Opfattelse, er her maaske Vej til at faa dem til at tale ud om alt det, der bestandig henligger i et Mystisk Mørke.

Barnet, der blev døbt to Gange.
I Gaar afgav Mordersken et mærkeligt Vidnesbyrd. Hun erkendte, at hun havde været Aarsag til, at et Barn er bleven døbt to Gange.

Der vil erindres, at hun en Gang dræbte og brændte et Barn, hun havde faaet af en Frøken H. i Kvarteret. Moderen havde lovet hende et større Beløb for Adoption, man da Pengene udeblev, tog hun en Slags Hævn ved at levere Moderen at andet Barn tilbage idet hun paastod, at hun ikke havde Raad til at have det.

Det paagældende Barn er bleven døbt straks efter Fødslen, men nu, da Dagmar Overby leverede det fra sig, erklærede hun, at det ikke var døbt. Frøken H. lod det da døbe, og Barnet er saaledes holdt over Daaben to Gange.

Dagmar Overby forklarer, at der ikke var andet at gøre for at holde Sandheden om Frøken H´s Barns Skæbne nede.

I det Hele taget har hun jo snedigt iværksat et fuldstændigt Ombytningssystem, hvilket kun gør Undersøgelsen yderligere vanskelig.

Forhaabentlig vi det dog til sidst trods alle Vanskeligheder lykkes den dygtige Politiassessor og hans udmærkede Stab at afsløre Umennesket fuldstændig.

23-September-1920

Dagmar Overby-affærens skygge. Barnemødrene.

Berlingske Tidende.

Dagmar Overby-sagen har opskræmt hele Landet, men fremfor alt Kvinderne. Ingen Steder mærker man dette tydeligere end paa en Bladredaktion, hvor Usikkerheden, Angsten og Indignationen hos Læserne giver sig Udtryk i Breve med mere eller mindre berettiget Kritik over de bestaaende Forhold paa Børnevæsenet og Ungdomsforsorgens Omraade eller i Forslag til Reformer som ofte er uigennemførlige.

Dagmar Overby-Affæren har vist, at der med Nationens dyreste Eje – og er ikke Børnene det? - handles paa en Maade, som ikke kan forsvares, uanset alle moralske og følelsesmæssige Hensyn.

Fænomenet Dagmar Overby og hendes eventuelle Partnere eller Ligemænd er imidlertid ikke det, som har blivende Interesse. Forbrydere vil der altid være mellem os, og flere og større, jo mere Byen vokser. Det er den større eller ringe Chance, der gives for deres Virksomhed, som det gælder.

Og saa Barnemødrene. De unge Pigebørn som naar det er gaaet galt, blot har den ene Tanke at slippe saa nemt fra Følgerne som muligt for siden – det gælder endda kun de bedste af dem – at slippe over i legitime Forhold, uden at deres Fortid bliver kendt.

Ved Overvejelser over de udenfor Ægteskab fødte Børns Stilling maa man begynde ved Begyndelsen, ved Mødrene og dér kan baade Værgeraad og Politi give solide Oplysninger. Gennem de Beretninger, der fra de nævnte Institutioner under en eller anden Form er tilgængelige, forfærdes man over at se, i hvor høj Grad de illegitime Barnemødre maa søges mellem halvt uansvarlige Individer, unge Pigebørn, som uden at være sindssyge eller aandssvage dog er defekt paa Følelses- og Viljeslivet, delvis ogsaa paa Erkendelseslivets Omraade, og hvis Fejltrin derfor bliver dobbelt skæbnesvangert. Blandt disse er der foruden de ”uopdragelige” – de mange forskellige Overgangsformer - og saa er der foruden de professionelle og vagabonderende Kvinder, tilbage er de normalt udrustede unge Piger, for hvem Hjemmene først og fremmest maa bære Ansvaret, naar de glider ud og sætter et Barn i Verden med en tilfældig Mand.

Det er Samfundets Pligt saa vidt muligt at forhindre, at ganske umodne og uegnede Individer bliver Mødre, og det er derfor med den allerstørste Interesse, men hører om de store Planer, som Ungdomsforsorgen i den nære Fremtid søger realiseret gennem et Internat for unge Kvinder og et lukket Pigehjem. Forholdet er i Øjeblikket det, at en Mængde af Forstanderne paa vore forskellige Pigeanstalter er ved at give op overfor de Opgaver, der stilles dem med Hensyn til ”vanskelige” unge Piger. Forstanderinderne er nu, langt senere end de mandlige Ungdomsopdragere, naaet til Kravet om en midlertidig Internering, i Lighed med, hvad der for den vanskeligste mandlige Ungdoms Vedkommende siden 1913 er oprettet i Braaskovgaard.

Det var Forstanderindernes Uenighed med Hensyn, til en saadan Foranstaltning i Forbindelse med de pekuniære Hensyn, der paa det nævnte Tidspunkt bragte Planerne om et lukket Pigehjem til at strande – man havde den Gang udset sig en Grund paa Sydsiden af Kolding Fjord, én halv Mil fra Byen, men Justitsministeriet fandt den projekterede Sum – 180.000 Kr. – til Anstaltens Opførelse, for høj. Nu vilde denne Sum jo langt fra forslaa, men man undersøger for Tiden Muligheden af at anvende en ældre Bygning. Amstrup Pakhus, med de nødvendige Om- og Tilbygninger.

Selvfølgelig skal Interneringen i begge de paatænkte Hjem kun finde Sted inden for et begrænset Tidsrum og fremfor alt dreje sig om de Brydningsaar, som for de svage Karakterer er de afgørende.

Opdragelseshjem og Internater under mere eller mindre skærpede Former er jo imidlertid kun de yderligste Hjælpemidler overfor en vildledt Ungdom. Hvad det gælder om, er den Modstandskraft Hjemmene og deres unge Døtre kan yde i disse Tider, og de Erfaringer Autoriterne i saa henseende har gjort.

24-September-1920

For Skranken i Formiddags.

Aftenbladet.

Da det offentlige Forhør i Byrettens 5. Afdeling i Formiddags Kl. 9 skulde begynde, var Domhusgangen fuld af Nysgerrige, der var mødt for at faa et Glimt af den uhyggelige Morderske at se. Men kun Pressens Repræsentanter blev indladt.

Interiøret var i øvrigt ganske samme som ved forrige offentlige Forhør, og saaledes som vi gengav det Billede har i Bladet. Dommer Carstens ledede Forhøret, Overretssagfører Gottlieb Jacobsen og Politiassessor Mundt med Vagtmester Niels Andersen ved Siden repræsenterer henholdsvis Defensoren og den offentlige Anklager. Og midt imellem dem sad Mordersken, Dagmar Overby, indsvøbt i sit sædvanlige lange Overstykke og præget af den samme urokkelige Ro, der ligger Frækheden saa uhyggeligt nær.

Køreturen til Søborg med to smaa levende Børn og et Barnelig.
Dagmar Overby aflagde først en detaljeret Beretning om det Barn, som hun, da hun boede paa Enghavevej Nr. 218, fik overdraget af en ung Dame, Frk. Rosalie H.

Hun fik i Honorar 40 Kr. noget Barnetøj og en Barnevogn, hvorefter hun senere paa falske Leveattester for Barnet har hævet Faderens Bidrag et par Gange i Magistraten.

Barnevognen stillede hun ned i Ejendommens Kælder, hvorfra den Dagen efter blev stjaalet. Og Barnet kvalte hun ti Minutter efter, at hun var kommet hjem med det.

Samme Eftermiddag kørte Fruentimmeret Liget af det dræbte Barn ud til Søborg, hvor hun gravede det ned paa Marken – dér, hvor Politiet senere fandt det. Og paa denne Køretur havde hun sin egen lille, femaarige Pige med ved Haanden og endnu et lille, spædt Barn i Barnevogn, medens hun bar Liget i en Spaankurv.

Hun stillede Barnevognen paa Vejen og lod sin Datter passe paa den, menes hun selv gik ind paa Marken og udførte et uhyggeligt Gravearbejde.

Hvem var Officeren fra Kastrup-Fortet?
Efter Udflugten laa Overby paa Hospitalet en Tid. Hun kom efter Udskrivelse, - den 5. August 1917 – til at bo paa Jægersborggade nr. 42, hvor hun fik et Barn af en ung Ekspeditrice i en Bagerforretning i Havnegade. Frk. Maren Pouline H.
Hun modtog herfor 400 Kr. som hun fik udbetalt af en herre, der var iført Officersuniform som hun efter Aftale med Bagerfruen en Aften mødes de paa Kongens Nytorv og fulgtes med til Butikken i Havnegade.

Officeren sagde at han den Gang gjorde Tjeneste ude paa Kastrup-Fortet. Men Dommeren kom imidlertid ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet om Faderen.
Barnet blev dræbt samme Dag, og det var det Fru Overby smed i Kloakken ude paa Øresundsvej, hvor man senere har fundet dets sørgelige Rester.

En uhyggelig iagttagelse.
I Forhøret gjorde Mordersken yderligere Rede for et tredje Barnemord. Det drejede sig et Barn, som hun selv havde hentet ude i Ejendommen nr. 37 i Ryesgade, hvor Moderen en Frk. Frida H., havde født det.

Fru Overby dræbte det straks efter at have hentet det og rejste til Jylland med det i Kuffert for Fjorten Dage senere at grave det ned paa en Mark ved Siden af sine Forældres hus.

Forhøret fortsattes endnu ved Redaktionens slutning.

24-September-1920

Fru Overby har nedgravet et Barn ved Aarhus. Forældrene ved Damperne. Et dramatisk Forhør i dag.

Aarhus Stiftstidende.

Fru Overby var i Dag i et langt dramatisk Forhør hos Assessor Mundt og gentog her sin Tilstaaelse om fire Barnemord. Det ene havde hun begaaet i 1918, da hun boede paa Enghavevej: efter at Barnet var dræbt, bar hun det bort i en Tøvekurv og skrev derefter en falsk Leveattest for Barnet og hævede Bidrag i Magistraten.

Den anden drejede sig om et Barn, som hun ombragte i 1916. Pengene for Barnet fik hun udbetalt i en Beværtning i Nyhavn af en Officer, der laa paa Kastrupfortet, men hvis Navn hun ikke mindes.

Endelig havde hun modtaget et Barn i Pleje af en Frk. Frida Hansen, medens hun boede i Aabenraa. Hun kvalte Barnet Dagen efter og puttede det i en Kuffert og rejste med det til Aarhus, i hvis Omegn hun begravede det. Da hun gik ombord i Aarhusdamperen i København, stod Barnets Forældre paa Kvæsthusbroen og vilde se deres Barn, heldigvis havde Dagmar Overby et andet Barn paa Armen, og det udgav hun for det dræbte.

Til Slut skulde hun forklare om det Barn, hun havde lagt ind i en Lade ved Randes Landevej. Men medens hun hidtil havde været tilsyneladende ligeglad, forandredes hendes Optræden helt paa dette Tidspunkt. Hun blev fuldstændig hysterisk og brask i Graad, kastede sig paa Gulvet og klagede og jamrede sig.
Dommeren afbrød derfor Forhøret.

Fru Overby vil sandsynligvis i Morgen blive konfronteret med sin Kæreste, Arbejdsmand Svendsen, som hun hele Tiden har søgt at dække. Politiet tvivler dog ikke om hans Skyld og mener, at Konfrontationen vil føre til hans Tilstaaelse.

Det levende i bedste Velgaaende.
Et af Fru Overbys Plejebarn.

KØBENHAVN
(Specialtelegram)
I Forhøret i Aftes indrømmede Dagmar Overby, at den før af hendes omtalte Greve fra Raadhuspladsen var opdigtet Person. De Penge, hunhavde været i Besiddelse af, havde hun faaet for Plejebarn. En ung Dame, som frygtede at hendes Barn, der havde været betroet til Fru Overby, ogsaa var dræbt, var ligeledes i Forhør. Det opklaredes imidlertid, af Barnet, der er 2 Aar, lever i bedste Velgaaende.

25-September-1920

Spanden med det brændte Barns Knogler. Nu kommer Sigtelserne med Dagmar Overbys Kæreste. – Er det den store Anger, - eller er det Komedie. – Morderskens sammenbrud. – Rædselsaftenen før Opdagelsen. – Der er myrdet 8 Børn i den tid, Svendsen har kendt Mordersken.

B.T.

Som vi allerede meddelte i vort Referat af hvad Dagmar Overby-Forhøret i Gaar, blev dette af en ret dramatisk Art, idet det for første Gang saa ud til, at Barnemordersken fik et Sammenbrud.

Anledningen var det Øjeblik da Dommerne forholdt hende Spørgsmaalet om hendes eget Barns Skæbne.

Da brød hun sammen.
Hun holdt krampagtigt Hænderne for Øjnene, mens Taarerne strømmede ud mellem Fingrene paa hende. Hvis det var Komedie, spiller hun godt Komedie, men hun har før vist at hun er en stærk Kvinde, der ikke skyer noget Middel for at skuffe.

Denne Barnemorderske, der med koldt Blod har myrdet en Masse smaa Børn, der ikke var hendes egne, myrdet dem for ussel Pengevindings skyld, skulde hun virkelig være saa sart, at hun ikke kunde taale, der bliver talt om hendes eget Barn, som hun ikke engang har slaaet ihjel. Der er Grund til at tvivle paa hendes Bevægelses Ægthed, og Eksperter indenfor Politiet tror heller ikke rigtig paa at Dagmar Overby har faaet Besøg af Samvittigheden og den store Anger. I øvrigt skete der ikke andet med Dagmar Overby i Gaar. Hun gjorde Rede for de Mord, vi omtalte i Gaar, og saa blev hun ført tilbage til Arresten.


Nu kommer sigtelserne mod Svendsen. Fyrbøderen gør et næsten barnligt Indtryk, men det virker latterligt og ser paataget ud.

Dagens interessanteste Momenter var dem, der fremkom under Afhøringen af Dagmar Overbys Kæreste, Fyrbøder Svendsen.

Han stod foran Skranken og saa utrolig kejtet ud. Og denne Mand med Overskæg forsøgte at se Barnlig ud og komme med Barnlige og naive Udtalelser. Han kendte slet ikke noget som helst til Kærestens uhyggelige Forbrydelse, og dog har hun i den Tid, de har kendt hinanden, myrdet 8 Børn.

Og Svendsen har baaret Knogler bort i en Spand, men han har ikke anet, hvad det var, han gik med.

Han havde nok lagt Mærke til, at Dagmar Overby havde haft Plejebørn, og han kunde ikke undgaa at høre at forfærdeligt Barneskraal. Gang efter Gang sagde han til hende, at han kunde ikke holde det Vræl ud, hvis han skulde blive boende hos hende, maatte hun skille sig af med Børnene.

Og den næste Dag var de altid borte.
Hun havde skilt sig af med dem, men paa hvilken Maade, har han ikke gjort sig nogen Tanke om.

Og han blev heller ikke mistænksom ved, at Dagmar Overby overdrog ham det Arbejde at hugge en Barnevogn i Stykker og at pantsætte en anden.

Han var saa uskyldig som et Lam.

Hun har gjort Grin med mig.
Han vovede, endog at være lystig i Retten.
- Hun har gjort godt Grin med mig sagde han.
- Ja – sagde Dommeren og saa paa ham med et Dommedagsblik – hvis De tror, De klare Dem med den Historie.

Der er altsaa Sigtelser nok mod ham, og Fristen for Undersøgelsen blev da ogsaa forlænget.
Han bliver en haard Negl at knække, for han er klog og snedig med et naivt Tilsnit.

I øvrigt er det konstateret, at hun næsten intet har tjent, og at hun næsten udelukkende levede af sine Plejebørn – levet af deres Død.
Og han har faaet Penge af hende.
- ja, hun havde jo fine Bekendtskaber, det havde Dagmar. Der var blandt andet en velhavende Greve, som Svendsen selv havde set. Det var en fin Mand i Uniform, og han gav hende mange Penge.

Den sidste Aften.
Angsten for Opklaringen.
Og saa fortalte Svendsen om den sidste Dag, de var sammen.
Der var den Historie med Frøken Aagesens Barn.

Dagmar Overby anede, at nu kom Regnskabets Dag, og hun sagde til Svendsen:
- Hvis jeg ikke er her i Aften, saa er det, fordi Politiet har taget mig.
Og om aftenen kom Angsten over hende paa ny. Der maatte ingen lukkes ind og hun frøs.

Svendsen lukkede alligevel op da det ringede og udenfor stod frk. Aagesen og en Opdager. Og hun vilde vide Besked med sit Barn, hun var den eneste Moder, der har bekymret sig om sit Barn, efter at have giver det fra sig.
Og med hende kom Opklaringen.

”Ja, det er vel et Barn, de vil vide Besked med” sagde Svendsen.
Hvor vidste han det fra.
Det skal han nu fortælle.

25-September-1920

Dagmar Overby og Fyrbøder Svendsen i offentligt Forhør hos Dommer Carstens. Mordersken græder i Retten over sit eget Barn, - men ikke over de myrdede. Svendsen søger at drukne Sagen i Vrøvl og erklærer, at han har været rædsom dum og godtroende.

København.

Det lille, skumle Retslokale paa Domhuset, hvor 5. Afdeling for kriminelle Sager har til Huse, egner sig ikke til Afholdelse af offentligt Forhør; der kan højst rummes en halv Snes Tilhørere, hvis da Rettens Folk skal have nogenlunde Plads til at røre sig.

Da Massemordersken Dagmar Overby i Gaar Morges skulde i offentligt Forhør hos Dommer Carstens, - væsentligst for at bekræfte de fire af de ti Tilstaaelser, der endnu manglede i Protokollen, - blev der derfor kun indladt en snæver Repræsentation for Pressen. Derefter blev Dørene aflaasede. Kravet om Offentlighed var, - for saa vidt. – sket Fyldest.

Der var dødstille i Salen, da Forbrydersken blev ført ind og anbragt paa sin Stol midt for Skranken.

Hun gjorde et endnu uhyggeligere Indtryk end forrige Gang. Der var noget endnu haardere over hendes Fysiognomi. Naar hun talte til Dommeren, var det i en ret ligegyldig Tone. Tilsyneladende gjorde Gennemgangen og Protokolleringen af den lange række grufulde Forbrydelser ingen som helst Virkning paa hende.

Kun da hun skulde fortælle om sit eget Barn – der ikke var myrdet. – men som hun i sin Tid havde sat ud en Kostald, græd hun.

Hendes Kæreste, Fyrbøder Svendsen, kom for første Gang i offentligt Forhør. Han tilstræbte at skabe en latterligt, dum figur og gjorde sig al mulig Flid for at drukne Sagen for sit Vedkommende i vrøvl. Han udfoldede kolossale Talegaver, og beskæftigede sig med Forkærlighed med en Mængde detaljer, som aldeles ikke vedrørte Mordforbrydelserne.

En frygtelig Vandring.
Dommer Carstens begyndte at foreholde hende det ikke helt opklarede Tilfælde, da hun i 1917, medens hun boede paa Enghavevej 218, havde faaet et Spædbarn af Moderen, Olga Rosalie H,
- De ombragte Barnet, ikke sandt, spørger Dommeren, var det det Lig, de nedgravede i Søborg?
Mordersken: Ja. Jeg kan ikke tænke mig andet.
- Ombragte De Barnet ved Kvælning?
- Det har det nok været. Jeg gravede det vist ned Dagen efter.
- Var det om aftenen?
- Det husker jeg ikke. Jeg havde Barneliget i en Kurv, jeg har. Endvidere havde jeg min egen 5-aarige Pige med, og havde det Barn jeg havde faaet af Rosa H. i Barnevognen, som jeg kørte fra Enghavevej helt derud. Børnene ventede paa Vejen, medens jeg gravede Liget ned.

- Sagde Børnene ikke noget om, hvad der foregik?
- Nej, det havde de da ingen Forstand paa.

Barneliget, der blev kastet i den mudderfyldte Grøft.
Saa gik Dommeren over til den næste Mordforbrydelse, der var sket i Marts 1916. det drejede sig om et Barn, hvis Moder hedder Maren Pouline H.
Politiassessor Mundt oplyste, at Moderen endnu ikke er funden……

Mordersken fortæller roligt og ligegyldigt om, hvorledes hun havde hentet Barnet i Peder Skramsgade, hvor Moderen stod i en Bagerbutik.
Mordersken fik 400 Kr. for at tage Barnet. Svendsen og hendes lille Pige var med, da hun skulde træffe Barnefaderen paa Kongens Nytorv. De to ventede et Stykke borte.

Efter at have faaet Pengene, vendte hun tilbage, til Svendsen og sagde, at den uniformerede Mand, hun havde truffet, var en Greve fra Fyen, som hun kendte, og som hun tidligere havde talt om.
Dommeren: Hvad gjorde De ved Barnet?
Mordersken: Jeg kan ikke huske det. Jeg har sikkert dræbt det samme Dag. Jeg kan kun huske, at jeg tog med det med Linje 7 fra Kongens Nytorv langt ud ad Nørrebro. Jeg boede i Jægersborggade 43 den Gang, men dér var jeg ikke oppe.
Da jeg havde kvalt Barnet, tog jeg ud paa Øresundsvej og skjulte Liget i en Grøft.

Politiassessor Mundt bemærkede, at Resterne af dette Barns Lig er fundet paa det Sted, Mordersken har paavist.

Barneliget i Haandtasken. –
En Moder, der faar forevist et fremmed Barn, og tror, at det er hendes.
Forhøret gaar videre ganske paa samme Maade, Mordersken forklarer, at hun, medens hun boede i Aabenraa 16, havde afhentet et spædt Drengebarn i Ryesgade efter Aftale med Moderen, Frida H. Ialt fik hun 200 Kr. for det.
Efter tre Dages Forløb kvalte hun Barnet, og lagde Liget i en Haandtaske, hun skulde næste Dag rejse over til sine Forældre i Jylland, og havde Liget med i Haandtasken, som Svendsen bar ned til Skibet for hende.

Politiassessor Mundt gjorde Dommeren opmærksom paa, at man endnu ikke havde gjort Forsøg paa at finde Barneliget. Men det skal være nedgravet paa en Mark ved den Gaard, hvor Dagmar Overbys fader var Bestyrer.

- Moderen spurgte aldrig efter sit Barn, fortsatte Mordersken. Nede paa Kvæsthusbroen, kort før Dampskibet skulde gaa, kom en Frøken Ester L., hvis Barn, jeg havde faaet i Pleje, men det var dræbt allerede for et halvt Aar siden.
Hun kom og bad om at maatte se sin Dreng, jeg viste hende saa det Barn, jeg havde paa Armen. Det var det, jeg havde faaet af Anne C.

Esther L.s Barn var dræbt og brændt.
I Maj 1916 havde Mordersken efter hvad hun forklarede, faaet det omtalte Barn af Esther L. Ialt havde hun faaet 500 Kr. for det. Barnet blev samme Dag kvalt og brændt i Kakkelovnen i hendes Lejlighed i Landemærket.

Dommeren: Er De sikker paa det?
Mordersken: Ja, det har jeg vistnok gjort.
Dommeren: Har De brændt noget Barn, medens de boede i Landemærket?
Mordersken: Ja, det tror jeg, og det maa være Esthers L.s Barn
Dommeren: Hvorfor kaldte De Dem Fru Rosenkrantz?
Mordersken: Aah, det var blot et Lune.
Dommeren: Men det har de ogsaa gjort overfor Svendsen.
Mordersken: Har jeg det? Hvis det er rigtigt, har det ikke haft nogen virkelig Betydning.

Det udsatte Barn.
Dommeren gik herefter over til at genopfriske hendes Erindring om, at hun i 1912 – 14 havde tjent hos den gamle Jens Andersen Sørensen, kaldet Filt, og at hun den 8. september 1913 fødte et Barn som de næste Nat satte ud i en Lade ved Landsbyen Lemmer.

Var De enige om dette?
Mordersken: Ja, det kan man godt sige. Det var Sørensen, der fik Idéen, og jeg gik med til det.
Dommeren: Gav De Barnet Bryst om Aftenen, inden de skiltes fra det, saaledes, at det ikke skulde lide Nød de første Timer.
Mordersken svarede intet hertil; hun nikkede svagt og begyndte at græde.
Der blev en Pause paa et Par Minutter, og i hvilken Tid hun sad grædende med Lommetørklædet for Øjnene.

Opdagernes Indicier imod Fyrbøder Svendsen.
Han er straffet for Tyveri, men blev siden Agent for Tyveriforsikring. – Røverhistorien om den fynske Greve.
Forhøret over Mordersken sluttede med, at hun forklarede at hun siden 1915, da hun lærte Svendsen at kende, ikke har haft noget selvstændigt Arbejde. Hun levede af de Penge, hun fik for Plejebørnene. Hun fik en Gang imellem Penge af Svendsen, naar han havde Arbejde, men det var ikke meget, siger hun.

Hendes Forklaring blev oplæst, og der blev yderligere givet Politiassessor Mundt en Maaneds Frist til Undersøgelsen. Som før omtalt til Assessoren og hans Opdagere bla. fortage en Rejse til Jylland.
Derefter blev Mordersken ført ud og Svendsen kom ind. Han ligner ganske det Billede, vi forleden bragte her i Bladet. Hans Ansigtsudtryk er intetsigende, og bestræber sig for at de endnu mere uintelligent ud end naturligt for ham.

Politiassessor Mundt præciserede overfor Dommeren, hvilke Sigtelser, der var rejst imod Svendsen.
Han har boet sammen med Arrestantinden i den Tid, hun i hvert fald har dræbt otte Børn.

Han har set Børnene, og han har pantsat en Barnevogn og hugget en anden i Stykker til Brændsel.
Han har baaret Spanden med de brændte Knogler af Frøken Aagesens Barn ned i Gaarden, og endelig har Frøken Aagesen forklaret, at da hun kom ind i hans Lejlighed, var han i øjeblikket klar over, at det var Barnet, hun vilde have Besked om, - hvad han benægter.

Svendsen oplyste, at han er født den 15. oktober 1892, og han i 1917 er straffet med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 80 Dage for Tyveri.
Han har lært Dagmar Overby at kende da hun havde en Isvaffelforretning i Holmbladsgade. Han var Kusk ved en Sukkervarefabrik, og kørte Varer ud til hende.

Dommeren: Underholdt de Dagmar Overby?
Svendsen: Nej, det var hende der skaffede Pengene. Hun nævnte Navnet paa en fynsk Greve, hun havde kendt i sine yngste Dage, og jeg saa ham en Gang paa Kongens Nytorv. Da var han i Uniform. Da hun kom tilbage efter Samtalen med ham, viste hun mig flere Hundrede Kroner, og hun sagde, at det var Greven, der havde givet hende dem.

Dommeren: Og det troede De?
Svendsen: Ja, jeg har været rædsom godtroende og dum.
Dommeren: Betalte de hende aldrig Penge?
Svendsen: Ork jo, naar jeg kunne, jeg var somme Tider ude at sejle, da tjente jeg 60 Kr. om Ugen, og jeg har haft mange Pladser: i Nyhavn ved Kedelrensning, i Amaliegade og hos Tømrerfirmaet Aubertin.
Jeg har ogsaa været Agent for en Tyveriforsikring.
En Gang kan jeg huske, at jeg gav hende 40 Kr.
Dommeren: Det kunde De da ikke leve af ret længe?
Svendsen: Nææ.

Børnene.
Svendsen kunde ikke lide Børnevræl.
Dommeren: Saa´ De ikke, at Dagmar Overby havde mange forskellige Plejebørn?
Svendsen: Jo, men jeg var ikke glad for det. En Gang paa Enghavevej sagde jeg: Det Barnevræl vil jeg ikke have, saa flytter jeg. Næste Dag samlede jeg mine Pakkenelliker, men saa sagde hun at Moderen til Barnet kom den samme Dag, og da jeg kom hjem om Aftenen, var Barnet ogsaa væk.

Jeg kan ikke huske, at jeg hverken har solgt eller hugget nogen Barnevogn i Stykker. kunde jeg huske det, skulde jeg gerne sige det.
Men jeg har været dum; at jeg har troet alle hendes Historier. Jeg har været et rigtigt fjols.
Dommeren: Ja, bare De kan slippe med det, Svendsen!
Svendsen: Hun gav aldrig ordentlig Besked, men sagde, at jeg ikke skulde blande mig i hendes Sager.
Dommeren kom nu ind paa den Forbrydelse, der førte til Dagmar Overbys Fængsling.

Svendsen havde været ude om Formiddagen at søge Arbejde, men kom hjem ved halvfire-Tiden.
Allerede om Morgenen havde hun sagt: Hvis jeg ikke er hjemme, naar Du kommer, har Politiet taget mig.

Jeg spurgte om, hvad Grunden var til det, men det vilde hun ikke svare paa. Det faar du tidsnok at vide, sagde hun.
Ved halvfire-Tiden ringede det gentagne Gange, og jeg vilde lukke op. Men hun sagde, at jeg maatte ikke. Hun ventede Besøg af en Dame, hun ikke vilde tale med.

Til sidst lukke jeg alligevel op, og Frøken Aagesen kom ind.
Dommeren: Havde Dagmar Overby ikke talt om Frøken Aagesens Barn?
Svendsen: Jo hun havde sagt, at hun saa gerne vilde have det. Det var en lille sorthaaret Pige, som hun var forelsket i.

Den foregaaende Aften maatte jeg ikke tænde Lys. Jeg maatte sidde at spise i Mørke. Dagmar var borte, og kom først ved 11-Tiden om Aftenen.
Dommeren: Var det Dem ikke paafaldende, at Dagmar Overby havde Ild i Kakkelovnen?
Svendsen: Ork, nej. Vi havde begge frosset, og havde været syge. Der var ligefrem behagelig lunt, da jeg kom Hjem. Hun fyrede saa tit, naar hun var syg.
Dommeren: Var der noget Brændsel?
Svendsen: Nej, det var der ikke meget af,
Dommeren: Véd De, hvad der var i aske-spanden, som De bar ned?
Svendsen: Nej, det viste jeg ikke. Vi har nogle Katte, som holder til i en Bakke med Sand. Hun var meget omhyggelig med Renligheden, og der var Sand baade foroven og forneden i Askespanden, saa jeg saa´ ikke noget, da jeg tømte den.
Længere kom man ikke med Svendsen, Dommeren bevilgede Politiassessor Mundt endnu en Uges Frist til Undersøgelse af Svendsen Forhold. Maaske bliver Svendsen løsladt, naar Ugen er gaaet.

Alligevel har han jo siddet i Fængsel nogen Tid, og det kan han takke sin Godtroenhed for.

27-September-1920

Dagmar Overbys Søster.

Folkets Avis.

Umenneske Dagmar Overby har en Søster, der bor i en Landsby mellem Vejle og Fredericia.

Da denne Søster læste om Fru Overbys Ugerninger, faldt hun besvimet om, og det har senere vist sig, at hendes Nervesystem har taget alvorlig Skade.

01-Oktober-1920

Dagmar Overby paastaar, at hun er Morfinist. Vil hun tage Livet af sig.

Ærø Avis.

Fru Overby har nu over for Politiet forklaret, at hun er Morfinist, og at hun har begaaet sine Forbrydelser under Indflydelse af denne Gift, som hun paastaar at have faaet leveret i store Portioner af en kvindelig Farmaceut. Denne Dame har det været umuligt for Politiet at finde, og man mener derfor, at Fru Overby lægger Skjul paa, hvorfra hun fik Morfinen. Man er nu for saa vidt færdig med at afhører Møderne til de 10 Børn, Fru Overby har aflivet. Man mangler kun at afhører en ung Pige fra Odense.

Det har været vanskeligt at finde hende, men hun er nu fundet i Aarhus, hvor hun en af de nærmeste Dage skal aflægge Forklaring over for det lokale Politi om sit Forhold til Fru Overby. Det forlyder paa Domhuset, at Fru Overby omgaas med Planer om at tage sig selv af Dage, naar Lejlighed gives. Man har i hendes Celle fundet nogle Gummibind, som hun har benyttet for en Benskade. Bindene var gemt i en Krog, og man mener bestemt, at hun ville benytte dem til at hænge sig i. der brænder nu Lys i hendes Celle Dag og Nat, og hvert 10. Minut har Opsynet Ordre til at kigge ind for at konstatere, om alt er, som det skal være. Fru Overby sidder for øvrigt i samme Celle som Fru Blikkenslager Kock, der i sin tid myrdede sin Mand sammen med Vinding Hansen.

02-Oktober-1920

Dagmar Overby-Affæren. Den løsladte Fyrbøder fortæller om Mordersken.

Nationaltidende.

Som meddelt blev Fyrbøder Svendsen i Gaar løsladt efter et Forhør hos Assessor Mundt. Under dette blev han for første gang konfronteret med Mordersken, hans Kæreste. Hun fastholdt, at hun en Gang gav ham Ordre til at hugge en Barnevogn i Stykker, og at han havde pareret Ordre.

- Jeg kan ikke huske det, sagde Svendsen, men naar hun siger det, er det nok rigtigt, for hun har altid haft saadan en glimrende Hukommelse.

Da Svendsen havde faaet Meddelelse om, at han var løsladt, sagde han til Dagmar Overby:
- Hvad skal der nu blive af dine Møbler? Maa jeg ikke faa dem?
Hvortil hun svarede, efter at have grundet et Øjeblik:
- Ja, jeg faar vel ikke Brug for dem. Men en Ting maa du love mig: Du maa ikke gifte dig.
- Det vil jeg nu ikke helt sige ja til.
- Naa ja, saa maa Politiet tage sig af dem. Jeg skal ikke have noget af at lægge Møblement til dit Ægteskab.

Udenfor Domhuset spurgte vi Svendsen ud til Mordersken, men han viste sig som en meget daarlig Iagttager. Nuancer var ikke hans Sag. Han havde aldrig mærket nogen Ophidselse hos Mordersken undtagen den Gang, da Frk. Aagesen havde været og truet med Politiet, hvis ikke hendes Barn blev skaffet til Veje.

- Da var hun svært syg, sagde Svendsen. Om Aftenen sagde hun, at hun ville i Frelsens Hær, men jeg gik efter hende og saa, at der gik hun ikke hen. Hvor hun var ved jeg ikke, for hun forsvandt pludselig.

Antagelig har hun den Aften været ude at søge efter et lille barn, som hun kunne stikke Frk. Aagesen ud, men det ikke lykkedes hende.

02-Oktober-1920

Dagmar Overby-Sagen. Fyrbøder Carl Svendsen løsladt.

København.

Hvad der var ventet efter det sidste Dagmar Overby-Forhør hos Dommer Carstens, er nu sket: Massemorderskens Kæreste, den meget talende Fyrbøder Carl Svendsen, er i Gaar Middags sat paa fri Fod.

Der er ikke tilvejebragt noget Bevis for, at han har været vidende om hendes frygtelige Forbrydelser, og efter alt at dømme vil han da nu glide helt ud af Sagen.

I de sidste Timer før Løsladelsen afholdt Politiassessor Mundt et større Forhør, og Svendsen havde Lejlighed at tale med Mordersken.

Han tog Situationen med den største Ro.
Hun har hele Tide paastaaet, at han ikke har slaaet en, men flere Barnevogne i Stykker til Brænde, og opfordrede ham til at erkende det.

Imidlertid fastholdt han bestemt, at der kun havde været Tale om én Vogn, som hun havde haft i lang Tid.

Han drejede Samtalen over paa hendes Forbrydelser og sagde:
- Bare det var blevet opdaget med det første Barn, saa havde Du da ikke faaet Lejlighed til at forvolde saa store Ulykker.

Derefter gik han over til et mere praktisk Spørgsmaal: om Møblerne i hendes Lejlighed.
- Maa jeg ikke faa dem, spurgte han, Du bliver jo alligevel siddende her hele dit Liv.
- Jo, du maa have Møblerne, sagde Dagmar Overby grædende, hvis Du vil lade være med at gift Dig med en anden Kvinde.
- Nej, svarede Svendsen, jeg kan ikke garantere, at jeg ikke bliver forelsket.
Derved blev det.
- Svendsen udtaler sin Beundring for Dagmar Overbys klare Hjerne og kølige, faste Optræden, men man har dog den Opfattelse, at han – hvad der jo er ganske naturligt – er helt glad for at være befriet for Bekendtskabet.
I selve Mordsagen forligger intet nyt.

05-Oktober-1920

Fru Overby paastaar, hun har en Medskyldig.

Folkets Avis.

Allerede paa Fredag rejser Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen til Jylland med Massemordersken Dagmar Overby, bla. for ved Randes at konstatere, hvor Mordersken har gravet det Barnelig ned, hun i sin Tid førte med over i en Kuffert. Og naar det er besøget, gaar Turen til Haderslev.

Der modtog hun nemlig i sin Tid et Barn af en Husmand, og hun kvalte det straks efter Modtagelsen.

I denne Rejse kan man naturligvis se et Fingerpeg i Retning af, at Sagen snart kan slutte, og selv om Mordersken nu forsøger at give det Udseende af, at hun har haft en Medskyldig, vil den i denne Anledning iværksatte Undersøgelse sikkert blot yderligere bekræfte, at Kvindemennesket er i den Grad løgnagtigt, at hvert Ord fra hendes Mund maa vejes paa en Guldvægt, før man kan tillægge det Værdi. Dagmar Overby skal overfor Politiassessoren have ladet sig forlyde med, at det er en Kvinde, der har hjulpet hende. Og det paastaas, hun vil opgive denne Kvindes Navn, saafremt hun derved kan opnaa Lempelser med Hensyn til Straffen.

Imidlertid behøver man jo blot at tage Eksemplet med Hejlskov-mordet for at blive klar over, at dette frygtelige Kvindemenneskes Fantasi er mere end livlig, og i alt Fald tillægger man i Politikredse – trods den energiske Biundersøgelse, som er sat i Gang – ikke foreløbig hendes Ord alt for stor Betydning.

05-Oktober-1920

Foran en ny Afsløring i Dagmar Overby-Affæren. Hvem er den Medskyldige? Mordersken kommer ind paa Spørgsmaalet om den mystiske Dame, som vi ofte har omtalt.

B.T.

Da den uhyggelige Dagmar Overby-Affære dukker op, og da man arbejdede paa at faa udredet Morderskens Motiv, gjorde vi ofte opmærksom paa, at der var stor Sandsynlighed for, at hun havde en Medskyldig.

Vi pegede endvidere paa flere bestemte Tilfælde, hvor Mordersken sammen med en mystisk Dame havde forsøgt at faa unge Mødre til at udlevere deres Børn.

Endvidere har Dagmar Overby jo selv omtalt ”Damen fra Istedgade”, som det dog aldrig lykkedes at faa at vide, hvem var.

Men nu er Spørgsmaalet atter blevet aktuelt idet Mordersken selv begynder at tale om en Medskyldig.

”Bliver Straffen saa mindre?”
Dagmar Overbys Tanker kredser næsten uafbrudt om den Straf, som hun skal idømmes.

Hun spørger stadig, om hun bliver dømt til Døden, at hun saa sikkert vil blive benaadet, og maaske hun endda slipper med 8 Aars Tugthus.

I Gaar spurgte hun Opdageren, om hendes Straf blev mindre, hvis hun havde en Medskyldig. Hun begyndte endog at tale om en Dame, som hun opgav Navnet paa.

Hendes pludselige Aabenmundethed paa dette Punkt vakte naturligvis den største Forundring. Man har jo hidtil kun kendt hende som den, der dækker over alle. Bla har hun dækket ganske godt over den nu løsladte Svendsen.
Man vil nu selvfølgelig nærmere undersøge dette nye Afsnit i Affæren, og det er i høj Grad sandsynligligt, at Dagmar Overbys sidste Meddelelse vil give Anledning til nye Overraskelser i Sagen.

05-Oktober-1920

”Greven af Fyn” er en – Sergent. Han har givet Fru Overby 400 Kr. en Gang for alle.

Fyns Venstreblad.

Det er nu endelig lykkes at tilvejebringe Klarhed over, hvem ”Greven af Fyn”, som Massemordersken Dagmar Overby overfor Fyrbøder Svendsen har henvist til som den, der har understøttet hende økonomisk. ”Greven” er identisk med den tidligere Sergent, som nu er Brandmand. I et Forhør i Lørdags har han erklæret at have betalt Dagmar Overby 400 Kr. én Gang for alle for at adoptere et lille Pigebarn, han havde med en Bagerjomfru.

I Slutningen af denne Uge rejser i øvrigt Assessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen til Aarhus med Massemordersken. Hun skal her paavise det Sted, hvor hun har nedgravet det Barnelig, hun rejste med herfra Byen.

08-Oktober-1920

Fru Overby kom ikke med til Jylland.

Folkets Avis.

Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen afrejste i Aftes med Aarhusbaaden til Jylland for at foretage de Undersøgelser, Massemordersken Fru Overbys Forklaringer har nødvendiggjort paa Randersegnen.

Dagmar Overby selv var ikke med; og efter hvad vi erfarer har det aldrig været Meningen at føre hende med paa Ekspeditionen.

12-Oktober-1920

BYEN OVER.

København.

Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen har i disse Dage opholdt sig i Aarhus, hvor de har afhørt en halv Snes Vidner om Dagmar Overbys tidligere Liv der i Byen.

For nogle Aar siden var hun Opvarterske paa en Beværtning, og hun er velkendt i visse af Byens Kvarterer.

Blandt de afhørte er hendes tidligere Mand, Agent Nielsen.
I Gaar rejste de Politimænd til Randers. I en lille Landsby udenfor Byen vil de søge efter det Barnelig som Mordersken i sin Tid bragte fra København, da hun skulde besøge sine Forældre. Hun forklarede i Forhøret hos Dommer Carstens, at hun havde nedgravet Liget i Nærheden af sit Hjem.

15-Oktober-1920

Dagmar Overby.

København.

Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen har sammen med Politimester Kolind aflagt Besøg i Landsbyen Floes ved Rander og i en Mødding fundet nogle Knogler, som muligvis kan være Resterne af det lille Barn, Massemordersken har nedgravet dér.

Knoglerne vil blive undersøgt paa Retsmedicinsk Institut.
I Gaar afrejste de to Politimænd til Varde for at fortsætte Undersøgelserne.

17-Oktober-1920

Dagmar Overby.

København.

Paa Tirsdag ventes Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen Hjem fra Jyllandsrejsen, der har været en Rekreation ovenpaa Anstrengelserne med den lange Række Forhør over Massemordersken.

Dagmar Overby har i den Tid, Assessoren var borte, saa at sige daglig været til Afhøring hos Undersøgelseskamrets Opdagere. Det er dog kun Detaljer, hun er blevet spurgt om. Afhøringerne har vistnok nærmest fundet Sted for at undgaa, at hun faldt helt hen i Depression i Cellens Ensomhed. Og der er selvfølgelig endnu adskillige Ting, man ønsker Besked om.

Fyrbøder Svendsen er en hyppig Gæst paa Domhuset. Han bringer sin Forlovede Kager og Æbler, og giver hende Trøst i Haabet om, at hun maaske, - naar hun opfører sig eksemplarisk i Fængslet, - kan blive benaadet om en halv snes Aar!
Undersøgelsen ventes sluttet saa hurtigt, at Menneskemordersken kan komme for Nævningetinget i December.

Det menes, at der endnu kun bliver Forhør over hende hos Dommer Carstens.

18-Oktober-1920

Dagmar Overby-Sagen. Politiassessor Mundt vender tilbage fra Jylland.

Berlingske Politiske.

Iaftes vendte Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen tilbage fra deres Rejse til forskellige Byer i Jylland, hvor de har afhørt en Mængde Mennesker, som har kendt Dagmar Overby.

I Floes-Skov fandt de, som omtalt, det nedgravede Barnelig paa det af Arrestantinden opgivne Sted, men ellers har Rejsen kun været foretaget for at fremme Sagen ved personlig Afhøringer, i Stedet for at sende den rundt til forskellige Jurisdiktioner, hvor man hvert Sted først skulde sætte sig ind i det store Materiale, Retten har fremskaffet.

Efter alt at dømme ser det ikke ud til, at Undersøgelseskamret vil faa Tilstaaelse om flere Barnemord end de 10 tilstaaede, der nu maa betragtes som omtrent fuldt oplyste.

Man saa kommer Spørgsmaalet om Dagmar Overbys Forhold til den gamle Fru Mogensen, og denne Side af Sagen vil nu blive Genstand for Assessor Mundts Undersøgelser.

Hertil har Spørgsmaalet kun løseligt været berørt overfor Arrestantinden, som kort afviste, at hun skulde have foraarsaget Fru Mogensens Død, men Politiet er mest tilbøjeligt til at tro, at hun har slaaet den gamle Dame ihjel for at indtræde som hendes Arving.

19-Oktober-1920

Dagmar Overby-Affæren. Undersøgelserne i Jylland og paa Fyn er ført til Ende. – En Samtale med Politiassessor Mundt.

Fyns Social-Demokrat.

I Søndags Aftes vendte Politiassessor Mundt og Vagtmester Niels Andersen tilbage til København fra den Rejse til Provinsen, som har strakt sig til 14 Dage, og som etableredes for at faa klarhed paa nogle af Dagmars Overbys Paastande om at have nedgravet et Par Barnelig – et i Nærheden af Landsbyen Floes ved Randers og et i Udkanten af Varde By.

En Medarbejder ved ”Extrabladet” bad i Gaar Formiddags Assessor Mundt meddeler Resultatet af Rejsen, og Assessoren viste sig villig hertil.

- Vi tog af Sted, sagde Hr. Mundt, for at faa Klarhed i Hast. Vi kunde havde anmodet de lokale Politimyndigheder om at tage Affære, men valgte selv at rejse for paa den Maade at spare Tid. Vi er jo ene inde i Affærens Enkeltheder og for nye Folk vilde der medgaa for lang Tid til at sætte sig ind i Sagen.

Vi har afhørt en Mængde Mennesker, deriblandt Dagmar Overbys Forældre og fraskilte Mand, en Del Barnemødre, dels i Sønderjylland, dels i Nyborg og i Odense, og Dagmar Overby har ved sine Opgivelser til os under Forhørene dokumenteret at være i Besiddelse af en fænomenal Hukommelse. Enhver Adresse, hun har meddelt os, viste sig at passe. Om saa det var Steder, hun havde nedgravet de to Barnelig, i Nærheden af Randers og i Nærheden af Varde, passede Stederne til Punkt og Prikke. Hendes Tilstedeværelse til Paavisningen var gjort overflødig.

Her, sagde Assessor Mundt, idet han lagde en lille, flad, firkantet Pakke, omvundet med Sejlgang, er de Fund, vi har gjort. Det var møjsommeligt Arbejde. Vi havde en Mand til at grave for os og maatte selv staa i det opblødte Jord og smuldre Lerklumperne. Disse Benrester sendes nu til Undersøgelse ved Retsmedicinsk Institut.

Vi vil nu forelægge Dagmar Overby Resultatet af vor Rejse, og saa gaar vi videre løs paa Sagen.

Der er ingen Grund til at tro, at hun har flere Barnemord paa sin Samvittighed. Havde hun det, vilde hun utvivlsomt sige det, da hun véd det ikke vil ændre hendes Dom.

Men der jo andet og mere tilbage. Blandt andet Fru Mogensens Død. Den Sag vil blive forbeholdt hende, naar vi har tilendebragt alt det øvrige.

… Da Journalisten forlod Kamret, sad Dagmar Overby i Forværelset og drak Kaffe i Selskab med sin Søster og dennes 9-aarige Datter. Dagmar Overby holdt Barnet om Halsen.

19-Oktober-1920

Dagmar Overby-Affæren. Forbryderskens fænomenale Hukommelse har atter dokumenteret sig.

Nationaltidende.

Assessor Mundt har i Jylland afhørt en Mængde Mennesker, bla Dagmar Overbys Forældre og hendes fraskilte Mand samt en Del Barnemødre i Nyborg, Odense og i Sønderjylland. Alt, hvad Dagmar Overby er fremkommet med under Forhørene vedkommende hendes Forhold disse Steder, har til fulde vist at Dagmar Overby er i Besiddelse at en fænomenal Hukommelse. Hun har saaledes nøjagtig angivet de steder, hvor de Barnelig var nedgravet, ved Randes og i Nærheden af Varde.

I Gaar var Dagmar Overby til Forhør, i hvilket der blev gjort et afsluttende Arbejde med Hensyn hendes udenbys Forbrydelser.

23-Oktober-1920

Sagen mod Massemordersken sluttes snart. Hun er nu i betydeligt bedre Humør.

B.T.

Igaar Middags blev Mordersken Dagmar fremstillet for Dommer Carstens. Fængslingskendelsen blev forlænget til 19de November.

For øvrigt mener man, at Undersøgelsen kan sluttes inden Kendelsens Udløb. Det eneste, man stadig ikke er klar over, er hvad der har været hendes Motiv til de frygtelige Gerninger. I den senere Tid har hun rettet sig svært, og de – sandsynligvis ganske simulerede – Anfald, hun havde i Begyndelsen, er overstaaede.

23-Oktober-1920

Fængslingskendelsen forlænget en Maaned, - Undersøgelsen ventes afsluttes forinden.

København.

I Gaar Eftermiddag Kl. 1 blev Masse-mordersken Dagmar Overby fremstillet for Dommer Carstens.

Det drejede sig blot om, at Politiassessor Mundt skulde have Fængslingskendelsen forlænget. Hr. Mundt begrundende Anmodningen med, at der endnu er en Del Undersøgelser tilbage Endvidere skulde Fængselslægen have Lejlighed til at skønne over, hvorvidt Dagmar Overby skal indlægges til Observation.

Dommeren spurgte, om hun havde noget at fremfører herimod, hvortil hun svarede Nej.

Fængslingskendelsen blev derefter forlænget til den 19. November. Efter at dette var tilført Protokollen, blev Retsmødet hævet, og Forbrydersken blev ført tilbage til Arresten.

Hun har øjensynlig rettet sig stærkt i den sidste Tid, hun gaar nu rask og let, og hun er tilsyneladende i godt Humør. Da hun ved Opdagerens Arm gik ned ad Trapperne, smilte hun venligt til dem, hun mødte.

Det menes for øvrigt, at Undersøgelsen vil kunne afsluttes forinden Fængslingsfristen udløber.

I disse Dage afhøres bla. de Læger, der har udsted Dødsattester for de faa af hendes Plejebørn, der døde en naturlig Død. Ligeledes afhøres nogle Medlemmer af Kirkens Korshær.

Men man mener ikke, at Dagmar Overby har mere at tilstaa, - eller i hvert fald vil tilstaa mere end de ti Barnemord, hun har giver Forklaring om
Sigtelsen mod hende for at have ombragt sin gamle Værtinde, Fru Mogensen, maa man sikkert lade falde.

Mordersken er nu fuldstændig klar over, at hun aldrig kommer udenfor Fængslets Mure. Hun lader til at tage dette med stor Ro, og taler flegmatisk om de to Muligheder, hun har: enten, at hun bliver henrettet, eller at Samfundet vil nøjes med at indespærre hende for Livstid.

Men Hensyn til Motivet for Rædselsgerningerne er vist stadig lidt i Vildrede.

27-Oktober-1920

Fru Mogensen dræbt? Et nyt stort Forhør i Dag.

Klokken 5.

I Dag begynder Politiassessor Mundt et nyt stort Forhør i Dagmar Overby Sagen. Det er den gamle Fru Mogensen, Fru Overbys Værtindes Død, Forhøret skal dreje sig om.

Som ”Klokken 5” først af alle Blade meddelte, var
Fru Overby meget menneskefjendsk naar det gjaldt Besøg i Hjemmet paa Enghavevej. Fru Mogensen var syg og svagelig og havde været det i mange Aar, og hendes Død kom derfor ikke særlig overraskende.

Men den Omstændighed, at hun formente Fru Mogensens Slægtninge Adgang til Lejligheden en Time før den gamle Dame udaandende har gjort, at Mistanken mod hende er blevet stærkt bestyrket.

Fru Overby har hidtil hævdet og hævder fremdeles, at hun ikke har nogen som helst Andel i Fru Mogensens Død. Dennes Læge hævder der samme, men Politiassessor Mundt i 7. Undersøgelseskammer er af den modsatte Opfattelse. Det bliver imidlertid ikke nemt for ham at faa Fru Overby eller andre overbevist herom, lige som det er højst tvivlsomt om det ”Bevismateriale” Politiassessoren har samlet, vil vise sig holdbart.

Man kan jo ogsaa gøre Skarn Uret, og at betragte Fru Overbys som den, der har dræbt Fru Mogensens, er sikkert ganske hen i den blaa.

01-November-1920

De falske Leveattester.

Nationaltidende.

Vi har tidligere meddelt, at der er udstedt en falsk Leveattest paa et af de Børn, som Dagmar Overby har myrdet. Paa Leveattesten er der hævet Alimentationsbidrag, det Offentlige er altsaa blevet bedraget. Nu viser det sig at være Tilfældet i større Omfang. Der er udstedet 3-4 falske Attester. Politi er i Færd med nærmere at undersøge disse Forhold, der aabenbart vil bringe adskillige Mennesker i Fængsel.

Foreløbig eftersøger Politiet en Mand, som beviseligt har skrevet en falsk Attest.

02-November-1920

Under det store Forhør i Gaar blev hun pludselig ramt at et Chok. Har hun indirekte tilstaaet at have en Medskyldig?

Nationaltidende.

Assessor Mundt og hans Hjælpere har i den senere Tid tumlet med en Del af Bevismaterialet, som afgiver en vis Mulighed for nye sensationelle Afsløringer. I hvilken Retning, de gaar, kan vi endnu kun vagt angive, men meget tyder paa, at det drejer sig om intet mindre end, at Dagmar Overby har en Medskyldig.
I Gaar var denne special-Undersøgelse aabenbart saa vidt fremskredet, at Assessoren havde besluttet sig i et stort Forhør. Det indsamlede Materiale skulde forelægges Arrestantinden.

Dagmar Overby mødte til Forhøret udvisende sin sædvanlige Ro. Døren blev lukket efter hende og man var forberedt paa, at Forhøret vilde vare Timer. Der var imidlertid næppe gaaet et kvarter, saa aabnedes Døren atter, og Dagmar Overby blev næsten baaret ud af to Opdagere. Hun var ligbleg og holdt Øjnene kramagtigt tillukkede. Hvad var der sket? Det var ikke muligt at faa det oplyst.
Sent i Aftes opsøgte vi Assessor Mundt og bad om en Udtalelse, hvilket han ikke var ganske villig til. Hans sagde blot, at nogen Tilstaaelse vedrørende en Medskyldig var der ikke faldet.

- Hvad er der da sket i Kamret – spurgte vi.
- Jeg foreholdt hende en Sigtelse, svarede Assessoren, og saa pludselig faldt hun om, ramt at et Chok.

Uddybe dette nærmere vilde Assessoren ikke.
Rygtet vil vide, at der blev foreholdt hende, at hun havde en Medskyldig, og det var, da hun hørte det, at hun blev syg. Skal det opfattes som en indirekte Tilstaaelse?

Hun blev straks bragt over paa Fængslets Sygeafdeling, lidende af en heftig Krampe. Hun vil næppe de første Dage kunne komme i Forhør.

03-November-1920

Dagmar Overby er i daarligt Humør. Undersøgelsen mod hende ventes snart sluttet. Tallet paa hendes Barnemord er ikke mere end 10.

Aftenbladet.

Barnemordersken Dagmar Overby, der i Forgaars fik et Besvimelsesanfald under Forhøret i 7. Undersøgelseskammer – en Besvimelse, der dog nærmest skyldes den daarlige Luft i det lavloftede og stærkt ophedede Lokale – har i den sidste Tid lidt af ”Humørsyge”. Det er ligesom Stejlheden og Ligegyldigheden er gaaet af hende – som om Arrestcellens Ensomhed, de idelige Forhør og Tanken om den forfærdende Fremtid, der venter hende, nu endelig har knækket hende og taget baade hendes Mod og hendes Frækhed. Hun er myg nu og træt og selvopgivende, naar hun sidder for Assessor Mundt og Vagtmester
Niels Andersen og gentager sine Tilstaaelser. Og man er ganske klar over, at hun for længst har opgivet enhver Modstand, og at hun absolut ikke har noget som helst mere at tilstaa.

Det er saaledes ikke rigtig, som der har været meddelt andetsteds, at man venter Tilstaaelse om et nyt ellevte Barnemord. Dagmar Overby har ”kun” begaaet de ti Mord, hun allerede har gjort Rede for. Og der kommer ikke mere frem imod hende.

Undersøgelsen i Sagen vil snart kunne ventes afsluttet.

04-November-1920

Dagmar Overby dødssyg.

Vestsjællands Social-Demokrat.

Massemordersken Dagmar Overby, der for tre Dage siden ramtes af et Krampeanfald i Retten, laa endnu i Morges bevidstløs hen. Lægerne, der tilser hende paa Fængslets Sygeafdeling, mener, af det er muligt, at hun ikke staar Afkræftelsen igennem.

Hendes Tilstand betragtes som meget alvorlig.

07-November-1920

Dagmar Overbys Barndom og Ungdom. Et Billede af den uhyggelige Sag oprulles i Aarhus. Dagmar Overby havde mange Kærester og drak Nafta og megen Kaffe.

Aarhus Amtstidende.

Vi havde i Gaar Hads, Ning m.fl. Herreders Ret i Aarhus Lejlighed til at overvære et Brudstykke af den uhyggelige Dagmar Overby-Sag.

Politiassessor Mundt samt Aktor og Defensor i Sagen var kommet til Stede for at foretage Vidne afhøring af en paa Egnen bosat Søster til Fru Overby.
Denne Søster gav en Del Oplysninger om Dagmar Overbys Barndom: Dagmar var som Barn meget stor og stærk af sin Alder og maatte derfor ofte passe de yngre Søskende. Mod dem havde hun aldrig været ond, men passet dem godt og omhyggeligt.

Hun havde hang til Rapseri. men kun for at faa Fingre i Slikkerier. I 10-Aars Alderen kom hun ud at tjene første Gang og havde siden gode og vellønnede Pladser.

Som ung Pige viste hun sig i Besiddelse af et meget omskifteligt Sind. Paa et Øjeblik kunde hun svinge fra kaad Overgivenhed til dyb Melankoli, saa hun ikke var til at faa et Ord af. Hun var en Del løgnagtig og pralende, havde en Tid en masse Kærester, men ingen hun brød sig særlig om.

Defensor: De tror ikke, hun har været virkelig forelsket i nogen af dem?
Vidnet: Nej, jeg tror slet ikke hun var i Stand til at forelske sig i nogen. Det eneste hun holdt af, var Katte.
Aktor: Har hun nogen Sinde drevet Erhverv ved Utugt?
Vidnet: Nej, det har jeg aldrig hørt.
Defensor; Har de lagt Mærke til om Deres Søster holdt af Spiritus eller andre stærke Drikke?
Vidnet: Spiritus rørte hun aldrig. Det havde hun nærmest Afsky for. Men hun sagde selv, at hun somme Tider drak Nafta. Og saa var hun rædsom efter Kaffe. Hun vilde til enhver Tid have Kaffe.
Man gik nu over til Spørgsmaalet om, Drengebarnet, som døde i Randers.
Aktor oplyser, at det var baade født og dødt før Ægteskab.
En anden Søster til Fru Overby, der var bosiddende i Randers, havde paa det omhandlede Tidspunkt skrevet til Komparentinden, at Dagmars lille Dreng var død under et Ophold i Randers. Dagmar Overby kom rejsende til Aarhus med Liget, der allerede var lagt i Kiste. Hele Aftenen gik hun urolig frem og tilbage paa Gulvet og vred Hænderne uden at tale et Ord. Men hun græd ikke.
Komparentinden havde i det hele tage aldrig set Dagmar græde og hendes Sorger fortog sig hurtigt. Da Barnet var godtog vel begravet, livede hun straks op og gik samme Dags Aften i Biografen med en Kæreste.

Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Barnets Død havde Komparentindens Søster, Fru S. fortalt hende, at Barnevognens Kaleche var oversprøjtet med Blod, og da hun havde taget Barnet op, var der løbet en Straale Blod ud af Munden paa det. Dagmar havde imidlertid forklaret at Barnet havde Lungebetændelse, og Søsteren havde der antaget, at det var blevet kvalt i Puderne, at det havde skulde være død en unaturlig Død, var aldrig faldet hende ind.

Baade Aktor og Defensor erklærede sig derefter tilfreds med de fremkomne Oplysninger, og Retten hævedes.

08-November-1920

Dagmar Overbys Ungdom. Hun havde mange Kærester, men ingen hun brød sig særlig om. Spiritus rørte hun ikke, men derimod drak hun Nafta og megen Kaffe.

Social-Demokraten for Randers og Omegn.

Politiassessor Mundt samt Aktor og Defensor i Sagen var i Lørdags i Aarhus for at foretage Vidneafhøring af en der paa Egen bosat Søster til Fru Overby.
Denne Søster gav i Fl. ”Aarhus Amtst.” en Del Oplysninger om Dagmar Overbys Barndom: Dagmar var som Barn meget stor og stærk af sin Alder og maatte derfor ofte passe de yngre Søskende. Mod dem havde hun aldrig været ond, men passet dem godt og omhyggeligt.

Hun havde Hang til Rapseri,
men kun for at faa Fingre i Slikkerier. I 10-Aars Alderen kom hun og tjene første Gang og havde siden gode og vellønnede Pladser.

Som unge Pige viste hun sig Besiddelse af et meget omskifteligt Sind. Paa et Øjeblik kunde hun svinge fra kaad Overgivenhed til dyb Melankoli, saa hun ikke var til at slaa et Ord af. Hun var en Del løgnagtig og pralende, havde al Tid en Masse Kærester, men ingen hun brød sig særlig om.
Spiritus rørte hun aldrig. Det havde hun nærmest Afsky for. Men hun sagde selv, at hun somme Tider drak Nafta. Og saa var hun rædsom efter Kaffe. Hun vilde til enhver Tid have Kaffe.

Man drøftede derefter Spørgsmaalet om

Drengebarnet, som døde i Randers.
Aktor oplyste, at det var baade født og dødt før Ægteskabet.
En anden Søster til Fru Overby, der var bosiddende i Randers, havde paa det omhandlede Tidspunkt skrevet til Komparentinden, at Dagmars lille Dreng var død under et Ophold i Randers. Dagmar Overby kom rejsende til Aarhus med Liget, der allerede var lagt i Kiste. Hele Aftenen gik hun urolig frem og tilbage paa Gulvet og vred Hænderne uden at tale et Ord. Men hun græd ikke. Komparentinden havde i den hele taget aldrig set Dagmar græde, og hendes Sorger fortog sig hurtigt. Da Barnet var godt og vel begravet, livede hun straks op og gik samme Dags aften i Biografen med en Kæreste.

Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Barnets Død har Komparentindens Søster Fru S., fortalt hende, at Barnevognens Kaleche var oversprøjtet med Blod, og da hun har taget Barnet op, var der løbet en Straale Blod ud af Munden paa det. Dagmar havde imidlertid forklaret, at Barnet havde Lungebetændelse, og Søsteren havde derfor antaget, at det var blevet kvalt i Puderne, idet det havde været for svag til at skifte Stilling. At det skulde være død en naturlig Død, var aldrig faldet hende ind.

19-November-1920

Arrestantinden skal indlægges til Observation.

Berlingske Politiske.

Fængselslægen Riis har tilstillet Politiassessor Mundt en Skrivelsen, hvori han, efter at have holdt Øje med Dagmar Overby i nogen Tid, anbefaler, at hun indlægges til Observation paa Kommunehospitalets 6st Afdeling under Professor Wimmer. Der er navnlig Hensynet til, at hun har forklaret, at hun af og til brugte narkotiske Midler, der har været medvirkende til, at en Observation maa anses for nødvendig.

I Eftermiddag Kl. 2 ½ fremstilles Arrestantinden for Dommer Carstens, som vil forlænge Fængslingsfristen, der udløber i Dag, og med det første vil hun da bliver overført til Hospitalet.

23-November-1920

Barnemorderskens Fremtidshaab. Hvorfor Dagmar Overby ikke vilde indlægges til Observation.

Aftenbladet.

Den Bemærkning Barnemordersken Dagmar Overby fremkom med forleden Dag overfor Dommer Carstens som Svar paa Politiassessor Mundts Begæring om at faa hende indlagt til Observation paa Kommunehospitalet sjette Afdeling*, har vakt en ikke ringe Opmærksomhed overalt, hvor man endnu interesserer sig for dette Kvindedyrs Skæbne.

Dette maa hun saa aabenbart have lyst til at protestere mod indlæggelsen, saafremt hun havde haft Magt dertil, og at hun kun bøjede sig for Dommerkendelsen, maa jo vel ogsaa nok kunne forekomme mere end besynderligt.

Hun véd jo, hun staar overfor en Dødsdom. Hun véd sagtens ogsaa, at den ved Kongens ”Naade” bliver ændret til livsvarigt Tugthusstraf. Men – ja der vist aldrig før forekommet i Politis eller Rettens Praksis, at Livsfanger har sagt Nej til de smaa Adspredelser, de smaa Oplevelser, som Retsmaskineriet kan tillade dem, inden de gaar ind til de evige Vandring bag Fængslets Mure, der kun skal afsluttes naar Døden en Gang banker paa Porten. Og til disse ”Oplevelser” hører vel nok et Hospitalsophold med dets Komfort og forholdsvise Frihed.

Men – Dagmar Overby vilde helst være fri. – Og Forklaringen har hun nu bag efter i fortrolige Samtaler betroet Opdagerne ved syvende Undersøgelseskammer:
Dagmar Overby vil ikke spilde sin Tid med noget saa overflødigt som Observation for en Sindssyge, hun ikke lider af! Hun vil have sin Dom jo før jo heller og ind i Tugthuset jo før jo heller, for at hun kan begynde at afsone sin Straf og – blive færdig med den saa hurtigt som muligt‼

Den sidste Vending – ja det hele Ræsonnement er sikkert ikke langt fra at tvinge Tvivlens Smil frem paa Læserens Ansigt. Men der er sandt. Saaledes tænker og taler Barnemordersken!

Hun véd godt, siger hun, at hun ikke som de almindelige Mordere kan gøre sig Haab om at blive benaadet efter 16 Aars Ophold i Tugthuset. Hun har jo været ”Grossist” i Mordfaget! Ti smaa levende Væsner har hun sendt i Døden – saa hun er klar over, at hendes Straffebæger skal tømmes til Bunds. Men – siger hun og juridisk set har hun nok Ret heri – den fulde Afsoning af ”Livsvarigt Tugthus” sætter ikke Døden som Grænse med Udgangen af det 24’ende Aar bag Fængslets Mure. Og – fire og tyve Aar faar jo ogsaa en Ende, selvom det er lang Tid! Derfor vilde jeg nødig have Tiden Spildt med noget saa unyttigt og formaalsløst som en maaneds Ophold paa et Hospital! – Lad mig faa min Dom og komme til at begynde!
- - -
Stakkels naive Dagmar Overby.
Hun spekulerer paa den Fingerbredde af Livet, som en Maaned er, og tror at kunne se Bund i den miledybe Afgrund, de 24 Aars Tugthus rummer.
- Men – hun er jo kun 33 Aar gammel.

*Psykiatrisk afdeling

27-November-1920

Dagmar Overby.

København.

I Gaar meddelte Berlingske Tidende, at Massemordersken Dagmar Overby ikke vilde blive indlagt paa Kommunehospitalet, fordi Professor Wimmer ikke ønskede hende paa Hospitalet for sine andre Patienters Skyld.

- Da der imidlertid, som bekendt paa Kommunehospitalet findes en speciel Afdeling netop for Observation af Forbrydere, Meddelelsen om Professorens Udtalelse naturligvis urigtig.

Forholdet er simpelthen det, at afdelingen ikke for Tiden har Plads til Mordersken. Professoren mener da ogsaa, at det vil være tilstrækkeligt at fører nogle Samtaler med hende for derigennem at naa til et Skøn over hendes Tilstand.

Fra Rettens Side ønsker man ligeledes Sagen fremmet hurtigst muligt, saaledes, at Morderskens kan blive dømt ved Nævningeretten i Februar.

Men hvis Professor Wimmer ønsker Tid til nærmere Observation, vil man dog selvfølgelig rette sig derefter.

30-November-1920

I gaar meddelte Berlingske Tidende, at Massemordersken Dagmar Overby ikke vilde blive indlagt paa Kommunehospitalet, fordi Professor Wimmer ikke ønskede hende paa Hospitalet for sine andre Patienters Skyld. - Da der imidlertid, som bekendt paa Kommunehospitalet findes en speciel Afdeling netop for Observation af Forbrydere, Meddelelsen om Professorens Udtalelse naturligvis urigtig. Forholdet er simpelthen det, at afdelingen ikke for Tiden har Plads til Mordersken. Professoren mener da ogsaa, at det vil være tilstrækkeligt at fører nogle Samtaler med hende for derigennem at naa til et Skøn over hendes Tilstand. Fra Rettens Side ønsker man ligeledes Sagen fremmet hurtigst muligt, saaledes, at Morderskens kan blive dømt ved Nævningeretten i Februar. Men hvis Professor Wimmer ønsker Tid til nærmere Observation, vil man dog selvfølgelig rette sig derefter.

Folkets Avis.

Massemordersken Dagmar Overby vil i Eftermiddag Kl. 4 ½ blive ført ud til Kommunehospitalet, hvor Overlæge Wimmer vil ”underholde” sig med hende i en Times Tid for paa den Maade at danne sig et Skøn over hendes mentale Tilstand.

Disse Ekspeditioner vil blive gentaget med visse Mellemrum idet Professoren som bekendt ikke har ønsket Massemordersken som fast Patient paa sin Afdeling.

01-December-1920

Dagmar Overby. Hun er nu indlagt paa 6. Afdeling.

Social-Demokraten for Randers og Omegn.

Trods sin Modstand mod at blive indlagt til Observation blev Mordersken Dagmar Overby i Mandags indlagt paa Kommunehospitalets 6. Afdeling.

Da hun førtes fra Domhuset ud i den ventende Automobil i Kattesundet, stirrede hun imod Himlen og greb sig med begge Hænder for ansigtet, som hun holdt skjult under hele Køreturen. Hun var bleg og maatte løftes ind i Automobilet. Hun græd og hulkede højt hele Vejen.

23-December-1920

Plejebørnene. Dagmar Overby-Affæren virker.

Fredericia Social-Demokrat.

Konsekvensen af Dagmar Overby-Affæren synes nu endelig at begynde at vise sig.

Den komplette Mangel paa Tilsyn, som denne Affære har afsløret, synes endelig at have ladet Myndighederne forstaa, at der paa dette Punkt maa gøres noget for at forhindre Gentagelser.

Den Kommission, der i længere Tid har arbejdet med Spørgsmaalene om en Revision af Børnelovene og Tilsynet med Plejebørn, har for nogen Tid siden tilstillet Justitsministeriet paa Basis ad dette Forslag udarbejdet et nyt Lovforslag, der kort efter Rigsdagens Sammentræden igen efter Juleferien, antagelig i Slutningen af Januar, kan ventes forelagt i Folketinget. Det nye Forslag indfører saa skærpede Regler for Tilsynet med Plejebørn, at man derefter skulde have en nogenlunde Garanti for, at en ny Fru Overby-Affære ikke vil kunne forekomme.

04-Januar-1921

Dagmar Overby-Sagen sluttet. Prof. Wimmers Erklæring foreligger. Sagen kommer sikkert for Februar-Nævningeting.

Nationaltidende.

Endelig i Gaar forelaa Professor Wimmer Overbys mentale Tilstand. Naar det har taget længere Tid med denne Erklærings skyldes det den Omstændighed, at Barnemordersken ikke har været anbragt paa Kommunalhospitalet 6. Afdeling. Professor Wimmer turde nemlig ikke have hendes Nærværelse. Hvis det skulde have en uheldig Indflydelse paa de øvrige Patienter. Hun er derfor forblevet i Arresten og er kun i Ny og Næ blevet kørt op til 6. Afdeling til en Times Konversation med Professoren. Under alle disse Udflugter har hun opført sig overordentlig roligt.

Saa snart Erklæringen var kommet Assessor Mundt i Hænde, lod han Dagmar Overby fremstille. Han meddelte hende, at Undersøgelsen nu var sluttet, og at Sagens Akter nu vilde blive tilstillet Statsadvokaten. Hvad Erklæringen gaar ud paa, kan endnu ikke siges.

Antageligt vil Sagen allerede komme til Behandling ved Februar Nævningeting. Dagmar Overbys Defensor er den Skyldfri Andersen-Sagens kendte dygtige Overretssagfører Gottlieb Jacobsen.

07-Januar-1921

Dagmar Overby er ikke sindssyg. Professor Wimmers Erklæring er meget udtømmende.

Social-Demokraten.

Massemordersken Dagmar Overby har som bekendt i nogen Tid været under Observation af Professor Wimmer paa Kommunehospitalet 6. Afdeling med det Resultat, at hun erklæres for fuld tilregnelig.

Undersøgelsen af hendes mentale Tilstand er foregaaet paa den noget ejendommelige Maade, at Fru Overby var bleven ledsaget ud til Professoren nogle Gange. Denne har da ved personlige timelange Samtaler med hende dannet sig et Skøn over hendes Tilstand.

En Erklæring herom er for at Par Dage siden tilstillet Politiassessor Mundt i 7. Undersøgelseskammer. Da denne er bortrejst, har vi anmodet Professor Wimmer om selv at meddele os Erklæringens Indhold. Professoren maatte imidlertid beklage, at han Mund var lukket med 7 Segl. Han maatte dels som Læge ikke udtale sig om sine Patienter, dels som Myndighedernes Udvalgte ikke meddele noget uden efter Bemyndigelse af Politiassessoren eller Defensoren. Vi har ved en Samtale med Overretssagfører Alfred Christensen erfaret Erklæringens Indhold. Hr. Christensen er ganske vist ikke Fru Overbys Defensor, det er hans Kompagnon Overretssagfører Gottlieb Jacobsen. I dennes Sted har Hr. Christensen imidlertid undertiden givet Møde i Retten, og han kender derfor hele Sagen.

Erklæringen gaar som sagt ud paa, at Fru Overby er fuldkommen normal. Hun har ikke vist Tegn til Sindssyge, men har handlet i fuldkommen aandsklar Tilstand, da hun udførte sine Forbrydelser.

Erklæringen er i øvrigt meget omfattende og grundig i videnskabelig Henseende, men den Hovedindhold er det anførte.

Efter denne er der intet Haab for Massemordersken om en Mildnelse af den Straf, der venter hende, naar hun – antagelig i Marts Maaned – kommer for Nævningetinget.

07-Januar-1921

Dagmar Overbys mentale Tilstand. Professor Wimmers Erklæring.

Nationaltidende.

Assessor Mundt, som har Sagen mod Barnemordersken Dagmar Overby til Behandling, modtog for nogle Dage siden Professor Wimmers Erklæring vedrørende Dagmar Overbys mentale Tilstand. Han omgærder – af hvilken Grund kan vanskelig tænkes – Erklæringen med megen Hemme-lighedsfuldhed. Saa meget kan der imidlertid siges, at Erklæringen i Hovedtrækkene gaar ud paa, at Dagmar Overby hverken er sindssyg eller blot aandsvag. Hun er fyld tilregnelig, om end hendes Moral kan være noget svækket ved Brugen af narkotiske Midler.
Oprindelig mente man, at hendes Sag ville kunne komme for Februar-Nævningeting. Den naar dog, paa Grund af sit omfangsrige Materiale først at komme for i Marts.

28-Februar-1921

Dagmar Overby for Nævningeretten. I Morgen Formiddag paabegyndes Behandlingen af den uhyggelige Sag.

Folkets Avis.

I Morgen Formiddag Kl. 9 aabnes det københavnske Nævningeting i Østre Landsrets store Sal i Fredericiagade.

Det er Sagen mod Massemordersken Dagmar Overby, der staar paa Dagsordenen, og der kan vel derfor ventes en Tilstrømning af den anden Verden,
Imidlertid vil der sikkert fra Rettens Side blive truffet saadanne Foranstaltninger, at en Gentagelse af sidste Tings Publikumslagsmaal kan undgaas, og at ”Foranstaltningerne” kommer til at bestaa i Udkommandering af en større Politistyrke, tør vist anes for givet.

Selve Sagen mod Mordersken vil antagelig tage mindst to Retsmøder, saaledes at Dommen – der kommer antagelig til at lyde paa, at Mordersken skal have sit Liv forbudt – tidligst kan ventes Onsdag.

Som bekendt har Professor Wimmer erklæret, at Dagmar Overby ikke er sindssyg, saa det bliver jo næppe helt let for Overretssagfører Gottlieb Jacobsen at kaste blot saa meget som et formidlende Skær over hendes modbydelige Handlemaade.

01-Marts-1921

Dagmar Overby for Nævningeretten i Dag. Iført hvidt Silkeliv og blaa Sløjfe paa Brystet træder hun rank ind i Retslokalet.

Folkets Avis.

Da Massemordersken Dagmar Overby i Morges satte sig paa det københavnske Nævningeting Anklagebænk, var hendes Skæbne i Virkelighedens paa Forhaand afgjort.

Den Kvinde er nemlig sikker paa at ende sine Dage i Tugthuset!

Vel ved vi, at hun har Danmarks bedste Defensor, Hr. Gottlieb Jacobsen, ved sin Side; og formodes maa det ogsaa, at han i Løbet af Retsforhandlingen, der antagelig vil strække sig over adskillige Dage, vil faa Held til at sige Ting til Dagmar Overbys Undskyldning, ja ligefrem forbløffende - men alligevel:
Menneskenavn er denne Kvinde nemlig ikke værdig at bære, og menneskelige Kaar bør hun derfor kun friste i Omgivelser, hvor hun i alt Fald ikke kan faa Lejlighed til at tage andres end sit eget Liv.

Hun har saamænd myrdet tilstrækkeligt endda.!

Straffen?
Disse Ord maa nu ikke mistydes derhen, at vi ganske specielt ønsker denne Morderske straffet uden Skaansel.

Det er nemlig slet ikke vor Mening.
Tværtimod mener vi, at Straf i hendes Tilfælde er en ret ligegyldig Ting. Hun er nemlig saa bundfordærvet, saa ufatteligt sjælsraa, at Brøden ikke i mindste Maade tynger hende. Ja hun synes tværtimod, at det er noget, om ikke absolut prisværdigt, saa dog ret forstaaeligt, hun har foretaget sig ved at myrde disse ni Smaabørn. Og en Kvinde af den Støbning kan ikke forbedres gennem et vist Aaremaal i Ensomhed. Hende maa man nøjes med at sikre sig imod – for stede; og det kan kun gøres paa én eneste Maade, nemlig ved ALDRIG at give hende Friheden tilbage.

Og saa er det for saa vidt ganske ligegyldigt, om man kalder hendes fremtidige Opholdssted Sindssygehospital eller Tugthus.

Dyr eller Menneske?
Det har været meget brugt at kalde denne Kvinde et Menneskedyr.
I de umælendes Navn maa der imidlertid protesteres; thi Dagmar Overby hører i Virkeligheden til en meget lavere Klasse end Dyrene, i hvis Myrderier der i alt Fald er den Logik, at de enten udøves i Selvforsvar eller for at skaffe Føde til sig og sine.

Fru Overby myrdede, fordi – som hun selv i Forhørene har udtrykt sig – nu derigennem skabte sig selv en vis Glæde; og ogsaa – hvad Kendsgerningerne viser – grundet paa, at hun i disse Mord saa en økonomisk Fordel.

Hendes Sjæl har med andre Ord loddet Raahedens dybeste Vande; hun har tangeret det djævelske, det menneskelig set ufattelige. Og slige Væsner kan ikke med en flot Haandbevægelse henvises til det Dyrerige, hvor der jo ganske faktisk findes Dyder, som ”den højeste Skabning uden Skade kunde tilegne sig.
Havde Dagmar Overby virkelig været et Dyr, var hendes Forhold ganske sikkert længst ordnede paa en haandfast Manér. Men nu er hun altsaa tilfældigvis et Menneske, og saa er det, der gør hendes Sag saa indviklet, at Nævningedomstolene maa spørges, før det Strafspørgsmaal, der som allerede sagt i Virkeligheden længst har løst sig selv, endelig kan afgøres fra 3. September til 1. Marts.

Det var den 3. September, en Søndag, Dagmar Overby blev hentet op paa Domhuset og arresteret af Dommer Carstens. Vi skriver i Dag første Marts, og hele Sagen ligger nu allerede klar, saa man maa altsaa erkende, at der ikke blevet er smølet, hverken fra Politiets eller Rettens Side.

Tænk blot paa Nordentoft-Kommissionen, der sidder paa fjerde Aar!
Denne Mand har højst et Mord paa Samvittigheden, Dagmar Overby mindst ni; og hun har kun været ½ Aar om at blive ekspederet igennem.

Er det ikke ligefrem forbløffende?
- begge dele!
Enkelthederne i Overby-Mordaffæren skal vi lade ligge. De burde være for godt kendte til Repetition. Kun kan der være Anledning til at understrege, at Morderskens Kæreste Svendsen, der i Dag møder som Vidne, en Tid lang tilbageholdtes som sigtet. Og dernæst bør Politiets udmærkede Arbejde til Opklaring at de mange Mord fremhæves.

Saavel Politiassessor som Overvagtmester Niels Andersen har præsenteret det mest fortræffelige sammen med Opdagerne Villadsen og den nylig afskedigede Ludvig Larsen. og selvom arbejdet er gaaet med Ildtogs fart, er alle Enkeltheder dog taget med, saaledes at der i Dag kunde fremlægges det mest fyldige Materiale paa Rettens Bord.

Mødrene.
Mest Interesse vil vel nok de mange ulykkelige Mødres Vidnesbyrd være egnede til at vække; og nægtes kan jo heller ikke, at der netop i denne Side af Sagen ligger noget, som har Bud til alle.

Har disse Kvinder kun haft et Maal, nemlig det, at slippe for Ansvaret; og er det almindeligt, at unge forladte ser deres smaas Fremtid under samme Synsvinkel? Dette er et af de Spørgsmaal, der toner sig ud af Dagmar Overbys Skygge, og Vidneførelsen vil antageligt delvis besvare det.

Men under alle Omstændigheder hvordan der saa er eller ikke er, saa maa man have den allerstørste Medynk med disse stakkels Kvinder; og hjælper denne modbydelige Sag til at kaste lidt mere Lys ind paa deres ulykkelige Medsøstres Vej i Fremtiden; ja da har vel ikke engang Umennesket Dagmar Overby levet forgæves!

Massemordersken er født i Jylland.
Hun har opholdt sig adskillige Aar i Aarhus og gjorde sig engang bemærket ved at beskylde sin Mand, et sølle Pjok af en Agent, for at have begaaet Hornsletmordet.

Hun fik dog intet ud af denne Anmeldelse ud over et Par Aars Forbedringshus til sig selv – for Faaretyveri.

En enkelt af hendes Forbrydelser – foruden en Barneudsættelser – falder paa jysk Grund, Resten her i København. Og Opdagelsen skete som bekendt derved, saa en ung Kvinde, der havde sat sin lille Pige hos Fru Overby, kom for at se til Barnet.

Der var det imidlertid kvalt og brændt i Kakkelovnen.
De fleste af sine Ofre har Mordersken brændt op, et Par er blevet gravet ned i Jorden og et enkelt gemt i en Rotterede paa et Loft.

Der har været Formodninger fremme af den Gyseligste Art med Hensyn til Forbrydelsernes Natur; men de er aldrig blevet bekræftede.

Om Retsforhandlingen nu vil lette Sløret for uanede, frygtelig Ting, ska vi lade være usagt. Men kommer der Overraskelser i den Retning, skal det egentlig ikke forbavse os.

Hvor mange Mord Forbrydersken i Virkeligheden har begaaet, bliver næppe nogensinde opklaret; men det kan naturligvis ogsaa være ligegyldigt. Der er saamænd nok at dømme for endda! Og dog – det vil næppe kunne undgaas Spørgsmaalet om den gamle Dame, der døde saa pludseligt og gedulgt under Morderskens specielle Overopsyn.

Den Side af Sagen naaede Politiet nemlig hverken helt eller halvt til Bunds i!
Allerede ved 7-Tiden begyndte Publikum at storme til Retsbygningen.

Ved Halvottetiden rykkede Politiet frem og foretog en Afspærring.

I Retslokalet er samlet en Del Kvinder og Jurister, da Dagmar Overby føres ind.
Hun er ledsaget af en kvindelig Statspolitibetjent og 2 mandlige.

Stolt og rank gaar hun til sin Plads.
Hun er iført et hvidt silkeliv og en stor blaa Sløjfe pranger midt paa Brystet – Haaret er sat op i en Knude.

Paa et Bord midt i Retssalen ligger en Del Pakker, indeholdende Benstumper af dræbte Børn og Børnetøj, og i blaa konvolutter ligger Fotografier af de dræbte Børn; under Bordet staar den Kuffert, som hun har transporteret en Del Lig bort i.

Rettens sættes.
Nævningene udtrækkes.
Retten er sat!
Man begynder at opraabe de tilsagte Nævninge-Medlemmer og udtrækker deraf følgende:

Glarmester L. Friis, Direktør Ranft, Malermester Otto E. Petersen, Sprøjtefører S. Andersen, Børstenbinder Jørgensen, Skibsmægler Christensen, Frk N. T. Schepler, Ingeniør H. Claudi-Hansen, Maler A. A. Frølich, Overinspektør R. A. Bredlund, Frk. K. K. Jensen og Postbud Bødskov.
Suppleanter: Skomager S. Jørgensen og Ingeniør T. V. Henningsen.
To Skolelærere blev udskudte.

Forhøret begynder.
Retspræsidenten henvender sig nu til Mordersken og spørger:
- Hvad heder De?
Hun rejser sig og svarer sagte:
- Johanne Dagmar Amalie Overby.
- Hvor gammel er De?
- 33 Aar.
- Deres Erhverv?
- Tilfældigt Arbejde.
- Erkender De Dem skyldig i disse 9 Barnemord?
- Ja!
- Erkender De Dem skyldig i at have forøvet dem med Overlæg?
- Nej!
Dagmar Overby sætter sig, og Retsforhandlingen tager sin Begyndelse.

02-Marts-1921

Danmarks hidtil mest uhyggelige Forbryderske, Fru Dagmar Overby, Ansigt til Ansigt med sine Dommere. Massemordersken svarer koldt og kynisk paa Anklagerens Spørgsmaal. Kun da hun hører og ser sin tidligere Kæreste taber hun Besindelsen. – Beretningen om hendes frygtelige Forbrydelse rører hende ikke.

Social-Demokraten.

Lidt før Kl. 9 i Gaar Morges aabnedes Dørene til den store Nævningesal i Rets Palæet i Frederiksgade. Nævningetinget blev sat under en mægtig Tilstrømning af Offentligheden. Ude i Rettens Gaard stod hele Dagen igennem en stort tætpakket Sværm af Nysgerrige, som ikke kunne indlades i den overfyldte Sal. Da Rettens Ur slog sine 9 Slag, blev Dagmar Overby ført ind, ledsaget af en kvindelig Opdager, Frk. Saltsø, og Opdager Andst. Da hun førtes gennem Retssalens Sidegang, strakte Tilhørerne Hals. Dagmar Overby saa til den anden Side og støttede sig til Opdagerens Arm. Men nu, da hun traadte ind i den Anklagedes Skranke, nu saa man, at hendes Mundvige vibrerede. Endogsaa her overfor Retten smilte denne ejendommelige Kvinde, der har tilstaaet 9 Barnemord. Kun en eneste Gang under hele Dagens Domsforhandling mistede hun tilsyneladende Fatningen; det var da Fyrbøder Svendsen blev ført ind. Hun har aabenbart endnu meget tilovers for sin forhenværende Kæreste.

Ellers var hun kold og rolig. Hendes Ro grænsede til Kynisme og Følelsesløshed, som fik det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa Tilhørende, iblandt hvilke Kvinderne navnlig var stærkt repræsenteret.

Dagmar Overby var iført en hvid Bluse med en stor sort Sløjfe paa Brystet. Hendes sorte Haar var kæmmet glat og faldt i to Bælger nedover hendes lave Pande. Hun syntes ikke at interesseret sig synderlig for den Opmærksomhed, hun var Genstand for. Hvis man skulde gætte hendes Tanker, følte hun sig aabenbart nærmest smigret over at være Midtpunkt i de blodig Tragedier, som har faaet hele Samtiden til at gyse.

Domsforhandlingerne blev ledet af Retspræsident Th. Winther, der paa sin egen indtrængende Maade indgød Dagmar Overby den Tillid, som er nødvendig for at faa hende til at tale. For Anklagemyndigheden mødte Statsadvokat Gammeltoft. Paa Tilhørerpladserne bemærkedes Assessor Mundt, der har ledet hele Forundersøgelsen i Dagmar Overby-Affæren, og selvfølgelig var den juridiske Verden stærkt repræsenteret paa de første Bænkerækker.

Det store Nævningeting aabnes.
Medens alle i Retssalen rejste sig, gentog Nævningerne den højtidelige Edsformular og udpegede derpaa i en lille Pause Ingeniør Claudi Hansen som Ordfører.

Præsidenten henvendte sig nu til Dagmar Overby og spurgte om hun vilde udtale sig. Hun svarede lavt og næste uhørligt:
- Jeg vil helst være fri.

Statsadvokaten gav forinden den egentlige Bevisførelse et Rids af Sagens Forhistorie, lige fra den Dag Frk. Aagesen meldte til Politiet, at hendes lille Barn, der var sat i Pleje hos Dagmar Overby, var forsvunden, hvorefter Tilstaaelsen var fulgt paa Tilstaaelse, indtil hun i alt havde tilstaaet en halv Snes Barnemord.

Da Dagmar Overby udsatte sit eget nyfødte Barn.

Bevisførelsen indledes.
I September 1913 havde Dagmar Overby været Husholderske hos en Boelsmand Jens Sørensen-Flindt, i Lemmer. Hun havde netop født et Barn paa Fødselsstiftelsen i Aarhus og indlod sig herefter paa ny i Forhold med Boelsmanden, der gentagende Gange havde lovet, han vilde gifte sig med hende.

Da hun paa ny fødte et Barn, tilskyndede Boelsmanden hende til at sætte Barnet ud.

Præsidenten; Har De aldrig tænkt paa dette Barn siden?
Dagmar Overby (hviskende og med Øjnene stift heftede paa Dommeren) Jo, jeg har tænkt paa det mange Gange, jeg besøgte nogen Tid senere en Bekendt fra Hornslet og forsøgte at faa noget at vide om Barnet, uden dog at fortælle, at Barnet var mit.

Den 64-aarige Jens Flindt fra Lemmer blev nu ført som Vidne.
Da Statsadvokaten rettede en Del Spørgsmaal til ham vedrørende Forholdet med Overby udbrød han affærdigende:
- Det vil a’ nø’di tale om her!
Han slap imidlertid alligevel ikke for at forklare sig paa det allerbredeste Jysk. Boelsmanden beskrev sin tidligere Kæreste som løgnagtig og falsk.
- Men tror De, der er noget i Vejen med hendes Forstand? Spurgte Anklageren.
- Næh, det tror a’ sandelig ikke, svarede Boelsmanden overbevist.
Replikskiftet vakte nogen Munterhed, og endogsaa Dagmar Overby, der konsekvent undgik at se paa Tækkemanden, bøjede Hovedet og lo tilsyneladende overgivent. Hun har sikkert rigtig haft den gamle Mand til Bedste og synes nu at triumfere over den prekære Situation, hvori han er bragt.

De forbyttede Børn.
Et Udslag af Massemorderskens Snedighed.
En af de unge, ulykkelige Kvinder, der uden at ane noget ondt ofrede sit Barn paa Massemorderskens Alter, er Frøken Rasmine J. Hun havde i Marts 1916 født et Barn. – Den unge Moder havde et Barn i Forvejen, og da hun gik paa Arbejde, formaaede hun ikke at passe det nyfødte Barn. Hun fandt gennem en Annonce Vej til Dagmar Overby, der var villig til at adoptere Barnet og straks modtog 12 Kr. af Moderen. – Men allerede samme Dag, Dagmar Overby modtog Barnet, blev dette ombragt. Da Rasmine en Dag vilde se sit Barn, viste Dagmar Overby hende et andet Barn, tilhørende en ung Pige Esta L.

Dette Barn blev angrebet af Mæslinger, og Dagmar Overby leverede det, derfor tilbage til ”Moderen” Rasmine. Her døde Barnet, og der blev udstedt Dødsattest for, at Rasmine J.s Barn var dødt.

Bag det samme Dødsfald havde Dagmar Overby formaaet at skjule endnu et Barnemord. Med en forbløffende Frækhed fik hun udfærdiget en Dødsattest lydende paa et ombragt Barn tilhørende Ane C. I Virkeligheden var det endnu en Gang Esta L.s Barn, der blev benyttet til Forveksling.

Liget blev kastet i Retiraden paa Assistens Kirkegaard.
Dagmar Overbyes Kæreste i Vidneskranken.
Mordersken besvimer.

Dagmar Overbys forhenværende Kæreste Svendsen blev nu ført frem i Vidneskranken.
Han boede sammen med Overby i Jægersborgsgade og paa Enghavevej. Han havde nok mærket, at der til Tider kom Velstand til Huse.

Anklageren: De vidste ikke, hvorfra disse Penge kom?
Svendsen: Jo, Dagmar Overby fortalte, at hun fik dem hos en Herre paa Raadhuspladsen.

Medens Afhøringen af Svendsen stod paa, kæmpede den uhyggelige Kvinde aabenbart en haard Kamp med sig selv. Hun sænkede Hovedet og faldt besvimet sammen.

Hun taler.
Præsidenten bad hende selv forklare sin Forbrydelse med Rasmines J.s Barn. Men Dagmar Overby tav. Præsidenten gik hende dog saa stærkt paa Klingen, at hun omsider samlede sig sammen og fast og haardt udbrød:
- Jeg ved slet ikke, hvorledes jeg har gjort det!
Præsidenten: Men hvad vilde De paa Kirkegaarden med Barnet?
Fru Overby svarede ikke. Men da Præsidenten saa længe og indtrængende paa hende, aabnede hun Munden:
- Jeg holder forfærdelig meget af Børn, sagde Dagmar Overby. Og nu kan jeg slet ikke forstaa, hvorledes jeg kunde gøre det…

Anklageren: De puttede Barnet i Retirade: men De sad forinden paa en Bænk. Hvorfor?
Overby: Det kan jeg virkelig ikke sige.
Anklageren: De kvalte Barnet med et Navlebind.
Overby: Det kan godt være. Jeg erindrer det ikke saa nøje.
Barneliget, der blev skjult paa Øresundsvej.

Overbyes Annonce.
Det andet Barn, Dagmar Overby dræbte, tilhørte en purung Pige, Maren H. Ogsaa hun var kommen i Forbindelse med Dagmar Overby gennem en Annonce, hvori det hed, at ”et ungt Ægtepar adopterer et Barn. Betaling en Gang for alle”.

Maren H.s Kæreste havde betalt Dagmar Overby 400 Kroner kontant Dagen efter, at Barnet var hentet. Men allerede da Fru Overby modtog disse Penge, var Barnet ombragt og skjul i en grøft paa Øresundsvej.

Da Dagmar Overby havde modtaget Barnet, havde hun sagt, at det nok skulde faa det godt.

Vagtmester Niels Andersen berettede derefter om paavisningen paa Øresundsvej. Dagmar Overby havde været med paa en Biltur og straks fundet Stedet.

Dagmar Overby vilde antage, at hun havde faaet Maren H.s Barn gennem den samme Annonce, der skaffede hende Forbindelse med Rasmine J.
- Men jeg har aldrig skrevet i Annoncen, at ”det var et ungt Ægtepar”, der adopterede Børn.

Præsidenten: Men med Hensyn til Barnets Død? – Hvorledes det?
Overby (hurtigt og haardt): Det var jeg ikke: Jeg kan ikke sige det.
Hun mindes kun at have gemt Barneliget mellem to Buske paa Øresundsvej.
- Det Sted vil jeg kunne kende til enhver Tid, udbrød hun.

Derimod erindrede hun ikke, hvorledes hun havde ombragt Barnet.
Anklageren: De kan ikke nærmere sige, hvor Deres Hukommelse glipper?
Overby (spidsfindig): Huske det. Hvad mener De?
Det var aabenbart haabløst at faa nogen sammenhængende Fremstilling om, hvad det skete den Dag.

- Jeg var ogsaa i Rantzausgade den Dag, sagde hun. Men jeg kan ikke huske, om jeg var der, medens Barnet var levende eller efter at det var dræbt.
Overfor alle andre Spørgsmaal svarede hun affærdigende:
- Jeg kan virkelig ikke huske alt. Det kan slet ikke nytte, De spørger. Hvis jeg kunde huske noget, vilde jeg jo lige saa godt fortælle dette som alt det andet.
Da Mordersken kaldte sig ”Fru Rosenkranz”.

Ogsaa Frk. Esta L. var kommen i Forbindelse med Dagmar Overby gennem Annoncen. Hun betalte hendes straks 200 Kroner og gav derefter maanedlige Bidrag for Barnet.

Fru Overby havde overfor hende kaldt sig Fru Rosenkranz og Fru Svendsen. I Retten var fremlagt et Brev fra Fru Overby til Esta L. Brevet var underskrevet E. Rosenkranz og meddelte, at Barnet havde det godt.

Præsidenten (til Overby): Hvorfor kaldte De Dem Fru Rosenkranz og Fru Svendsen?
Dagmar Overby (nølende og forlegen): Det vil jeg nødig udtale mig om.
Præsidenten: Tog De Børnene for Pengenes Skyld?
Dagmar Overby (tilsyneladende indigneret): Nej, det gjorde jeg rigtignok ikke. vi havde det saa godt hjemme.

Esta L.s Barn døde 5. Februar 1917.
Præsidenten (til Frk. L): Betalte De Penge senere end 5. Februar?
Frk. L.: Ja.
Defensor (til Dagmar Overby): Er De sikker paa, at det var Esta L.s Barn, der levede hos Rasmine J. og at det var Ane C.s Barn, der var dræbt?
Dagmar Overby var tilsyneladende selv i Vildrede herom. Hun erindrede ikke, om hun havde brændt Ane C.s Barn i Kakkelovnen eller nedgravet det i Søborg.
- Sommertider synes jeg, at jeg har nedgravet det, og sommertider synes jeg, det er brændt, ytrede hun lakonisk.

Barneliget, der blev nedgravet i Søborg.
Ane C. fødte i Maj 1916 en Dreng paa Fødselsstiftelsen. Ogsaa hun kom i Forbindelse med Fru Overby (Fru Svendsen) gennem en Annonce. Hun forlangte 200 Kroner for at adoptere Barnet. Ane C. bragte Barnet hen til Fru Overby, som da boede i Landemærket. Fru Overby fortalte, at hendes Mand var Maskinmester.

Anklageren: De mærker ikke noget mærkeligt ved Fru Overbys Optræden?
Ane C. (ryster paa Hovedet og brister i Graad): Fru Overby var saa flink den Dag.

Præsidenten: De tror altsaa, at det var Ane C.s Barn, De nedgravede?
Dagmar Overby: Ja, hvis jeg har nedgravet det, saa kan jeg jo ikke ha’ brændt det. (Munterhed, Retsformanden tysser).

Dagmar Overby: Jeg plejede altid at gaa lange Ture sammen med min Pige. Det var første Gang, jeg var i Søborg. Men jeg har dog før været i f.eks. Rødovre – og det er da ogsaa en lang Tur!

Ved saadanne Bi Omstændigheder hæfter Dagmar Overby sig gerne og med stor Veltalenhed. Derimod er det trods ihærdig Eksamination umuligt at faa bestemt fastslaaet, om det er Ane C.s eller Esta L.s Barn, hun har ombragt i Søborg.
Frøken H.s Barn, der blev druknet.

Dagmar Overbye gav hende et andet Barn i Bytte.
I Juni 1916 adopterede Dagmar Overby et Barn tilhørende Frøken H. Hun havde ingen Penge faaet for dette Barn, som hun allerede Dagen efter druknede i en Balje Vand. Barneliget gemte hun paa Ejendommens Loft.

Senere adopterede Fru Overby et Barn tilhørende en Fru F. Dette Barn fik hun Betaling for. Fru Overby vilde imidlertid ikke beholde det. Hun henvendte sig derfor til Frk. H. og gav denne det Barn, Fru F. var Moder til, uden at H opdagede Forbytningen.

Begge disse Mødre maatte frem i Vidneskranken.
Frk. H. fortalte, at hun flere Gange var bleven rykket for Penge af Fru Overby.
Overfor Fru F. havde Fru Overby selvfølgelig ikke nævnet, at Barnet var udleveret til H. derimod, modtog hun stadig Bidrag for det Barn, som slet ikke var hos hende mere.

Opdagelsesbetjent Villadsen fik nu Lejlighed til at fortælle om det uhyggelige Fund, han havde gjort paa Loftet paa Aabenraa.

Imellem Stolper og Tagsten havde han fundet Knoglerne stammende fra Barneliget, og gemt nøjagtig paa det Sted, som Overby havde beskrevet i Undersøgelseskammeret.

Dagmar Overby hævdede, at hun ikke havde rykket Frk. H. for Penge. Hun mente dog, at Forklaringen om, at Barnet var druknet, var rigtig.

- For det bliver jeg vel nødt til at tro, føjede hun frejdigt til.
Om selve Ugerningen siger hun, at Barneliget i nogle Dage blev gemt i et Skab. Det blev her saa opløst, at selv Mordersken væmmedes derved.

- Jeg tog Liget med en Pind, fortalte hun koldt. Og jeg lagde Liget over paa en Sæk og bar det op paa Loftet!

Med det myrdede Barn i Haandtasken til Jylland.
Den næste, der stod for Vidneskranken, var Frk. H. Hun havde i Fru Overbys Hjem i August 1916 sluttet Aftale om, at denne skulde adoptere hendes Barn. Da Pengesagerne var ordnet, rejste Fru Overby til Vejen i Jylland. Hun havde forinden dræbt Barnet og medbragte Barneliget i en Haandtaske. Ovre i Vejen nedgravede hun Liget.

Et vidne forklarede i Retten, at Overby havde lovet at sende at Fotografi til hende at Barnet. Hun modtog da ogsaa senere et Fotografi, men erfarede først, da Fru Overby blev arresteret, at dette Fotografi var af et andet Barn.

Imellem de øvrige Vidner var Jordemoder Fru Jørgensen, som overfor Frida H. havde udtalt sig misbilligende, fordi Barnet var sat i Pleje hos en Kvinde, som ingen kendte og ingen kunde have Kontrol med.

Dagmar Overby mente, at dette Barnet var aflivet ved Kvælning.
Præsident: Ved Kvælning; men hvorledes?
Dagmar Overby tier og stirrer strengt paa Dommerne.
Præsidenten: Har de aflivet dette Barn ligesom alle de andre?
Overby (isende koldt): Ja, det har jeg vel nok gjort.
Hun beretter nu om Rejsen til Jylland. Under hele Rejsen havde hun Barneliget gemt i en Kuffert.

Endelig blev det tilført Protokollen, at hun havde modtaget 100 Kr. for at tage Barnet.
Anklageren: Da De dræbte Frida H.s Barn havde De dræbt fire Børn i Forvejen. Tænkte De ikke paa det?
Dagmar Overby: Jeg vil gerne svare paa det, hvis jeg kunde; men jeg kan ikke. jeg kunde aldrig huske, at jeg havde dræbt Børnene. Hvis jeg viste, hvad jeg gjorde, ja, saa havde jeg aldrig gjort det.
Præsidenten kom nu ind paa en nærmere Omtale af Morderskens Økonomiske Kaar og drog hendes Velstand i Tvivl. Herover blev hun meget fornærmet.
- VED DE DET DA BEDRE END JEG! Raabte hun.
Retten fik nu videre i det lange Mordregister?

I August 1917 fødte Olga R. H. et Pigebarn paa Fødselsstiftelsen. Den unge Moder kom i Forbindelse med Dagmar Overby, der da boede paa Enghavevej, Olga Hansen afstod Barnet til Fru Overby, der kun stillede som Betingelse, at faa Barnefaderens Bidrag, som hun hævede hos Magistraten efter Olga Hansens Anvisning.

To af Olga H.s Veninder Fruerne Betty M. og Kirstine L. havde været med Olga hos Fru Overby, da Barnet blev adopteret.
En anden ung Pige, Kirstine E. havde sat et nyfødt Barn i Pleje hos Dagmar Overby 1917 i Marts Maaned.

Umiddelbart efter skete det, at Dagmar Overby paadrog sig en Fængselsstraf og det lille Barn. En lykkelig tilfældighed frelse dets Liv.
Kunde Svendsen ikke lide Børn?
I December 1917 afstod Fru O. sit Barn til Fru Overby, som i Byretten tilstod at have aflivet dette Barn. Hun fortalte først, at hun havde dræbt Barnet, fordi Svendsen ikke kunde lide Børn. Denne Forklaring har hun senere ændret.

Allerede samme Dag hun fik Barnet i Pleje, myrdede hun Barnet, gemte Liget i Køkkenet og brændte det nogle Dage senere i Kakkelovnen.
En skælvende Moder for Skranken.
Det næste Barnemord skete i Marts Maaned 1918. Det var et barn tilhørende en ung Pige Birgitte P.

Hun mødte rystende og skælvende i Vidneskranken og berettede om, hvorledes hun i den allerbedste Tro havde givet sit Barn i Pleje til Fru Overby mod at betale 100 Kr.

Saa havde hun læst Bladenes Beretninger om Massemordersken og straks derefter i sin Fortvivlelse var hun gaaet til Politiet for at erfarer den sørgelige Sandhed, at ogsaa hendes Barn var dræbt.

Birgitte P. var fuldkommen ude af sig selv og maatte føres ud af Retslokalet støttende sig til en Retsbetjent.

Dagmar Overby berettede nu selv om, hvorledes hun havde hentet Birgitte P.s Barn i Blaagaardsgade. Hendes egne Børn havde været med paa denne Tur.
Præsidenten: Saa Svenden det lille Barn?
Dagmar Overby (staar længe med sænket Hoved, stirrende mod Gulvet. Saa retter hun sig op og siger): Maa jeg ikke blive fri for at svare paa dette Spørgsmaal.
Det blev derefter protokolleret.

Arrestantinden henholdt sig til sin tidligere Forklaring, at hun kvalte Barnet og ….
Dagmar Overby afbryder Præsidentens Diktat:
- De maa hellere skrive, at Barnet var kvalt og blev brændt i Kakkelovnen, bemærkede hun. Hendes Ønske blev opfyldt, uden at det var muligt at faa hende til nærmere at motivere, hvad hun tilsigtede med denne Rettelse.

Dermed sluttede Domsforhandlingerne i Gaar. I Dag samles Nævningerne paa ny. Men tidligst i Morgen kan Dommen ventes.
Det var en uhyggelig Dag i Gaar i Nævningeretten.

02-Marts-1921

Jens Sørensen Filt fortæller.

Solidaritet.

Jens Sørensen Filt blev nu ført frem i Vidneskranken. Han er 64 Aar gammel, og indrømmer, at han har staaet i Forhold til D. O., men han paastod, at det var hende, der havde indledet Forholdet, da han ikke vilde have noget at gøre med hende før hun blev skilt. Efter at hun havde været paa Fødselsstiftelsen i Aarhus og havde født et Barn blev Forholdet opretholdt, men han mener ikke, at han er Fader til Barnet, hun derefter fødte, og gav en længere Forklaring herom, der ikke er egnet til at offentliggøres. Han paastaar, at det var hende, der kom med Forslaget om Barnets Udsættelse, hun kom i det hele taget med mange Forslag. Derefter gav han en detailleret Fremstilling af Udsættelsen af Barnet. Paa nærmere Spørgsmaal om hvorledes Dagmar Overby ellers var, siger han, at hun var meget løgnagtig. Han kunde dog ikke nævne noget bestemt Tilfælde, men paastod, at det næsten var Usandhed alt, hvad hun sagde. Han mente ikke, der var noget i Vejen med hendes Forstand – tværtimod.

03-Marts-1921

Massemordersken Dagmar Overby for Nævningeretten. ”Lille Søster har det godt. Hun har næsten ikke grædt”. Overbys Kæreste paa Nippet til at blive arresteret ved Retsmødets Slutning.

Nationaltidende.

I Referatet af Nævningesagen naaede vi i Gaar Aftes frem til Afhøringen af Frk. Aagesen, som ved sin Anmeldelse til Politiet gav Anledning til, at Dagmar Overby blev sat fast. Frk Aagesen havde, efter at Barnet var aflivet, sendt Barnets Ernæringskort til Overby. Umiddelbart efter sendte Overby følgende Brev til Frk. Aagesen:

” Lille Søster har det godt, og hun har næsten ikke grædt. Det er jo naturligt, at De savner hende, men De skal se, det gaar nok snart over.”

Da en Søster til Frk. Aagesen nogle Dage senere kom ind for at se til Barnet og mødte Overby paa Gade, sagde denne, at det var Aftalen, at hendes Søster ikke mere skulde se Barnet, derfor kunde hun heller ikke komme til det.

Saa kom Frk. Aagesen selv, og til hendes sagde Overby, at Barnet var ude i Birkerød, men at hun nok skulde hente det. Endnu en forgæves Henvendelse, og Anmeldelsen fulgte.

Derpaa blev Svendsen, Overbys Kæreste afhørt. Han forklarede, at han lærte Overby at kende, mens hun arbejdede i en Bolsjeforretning i Holmbladsgade. Det var i 1915. Han kørte da med en Sukkervogn. Kort efter var de flyttet sammen og var med korte Afbrydelser forblevet sammen.

Om hendes Forbrydelser havde han aldrig anet noget. i det hele taget ”anede” han saa lidt, at Retspræsidenten maatte opfordre ham til at holde sig til Sandheden. Overby syntes Synet af Kæresten at blive svimmel. Hun fik Hoffmannsdraaber.

Snoren paa Kommoden, Barnet blev dræbt tildækket.
Overby: - Det var et dejligt Barn. Frk. Aagesen, og jeg var meget glad for det.
Retspræsidenten: - Hvorfor dræbte De det saa?
Overby: - Jo, der laa paa Kommoden en Portiéresnor. Det er nok den, jeg har taget.
Retspræsidenten: - Hvorledes gik det til?
Overby: - Jeg ved det ikke. Om jeg har trukket til eller bundet, kan jeg ikke sige. Barnet har jeg ikke set i det Øjeblik, saa det har nok været dækket til.
Retspræsidenten: - Hvad gjorde De saa?
Overby: - Jeg lagde det i en Kurvekuffert og brændte det Dagen efter,
Retspræsidenten: - Den Snor, hvorfor laa den paa Kommoden?
Overby: - Det ved jeg ikke.
Der blev nu gjort en Pause. En halv Time senere blev Retten atter sat, og en Mand ved Navn Christian Petersen, som længe havde Kendt Overby, blev afhørt. Hun havde laant Penge af ham, men betalt dem tilbage.

Ogsaa til ham havde hun talt om den mystiske Greve, og hun havde ladet skinne igennem, at det var ham, hun havde Pengene fra, naar der var Overflod i hendes Portemonnæ*

Statsadvokaten spurgte hende, om hun aldrig havde lidt af Samvittighedskval.
Overby: - Det vil jeg ikke udtale mig om, men forresten følger det af sig selv, at jeg har lidt ……. af Samvittighed.

Overbys Søster skildrer Forbryderskens Liv. – Løgagtig, men ikke abnorm.
Fru Svaneby, Dagmar Overbys Søster, blev fremstillet og at Statsadvokaten anmodet om at fortælle om sin Søsters Liv. Allerede som Barn lavede hun ”forskellige Ting”, som gjorde, at Politiet tog Affære. Hun blev sendt paa en Opdragelsesanstalt paa Fyn, hvor hun forblev til sit 16. Aar. Efter et Besøg i Jylland, kom hun atter tilbage til Fyn. I 1909 blev hun straffet. Efter Straffens Udstaaelse kom hun til Aarhus. Her fødte hun saa en Dreng, som hun tog med sig ud i Plads. Efter adskillige Flytten rundt, tog hun paa Besøg hos Bedstemoderen i Randers og havde Barnet med. Tre Dage senere kom hun hjem med Barnet. Det var dødt.

Statsadvokaten: - Hvad døde det?
Fru Svaneby: - Hun sagde, at det døde af ”galopperende Lungebetændelse”. Det var bleven forkølet paa Rejsen, sagde hun.
Statsadvokaten: - Var der intet usædvanligt ved Barnet?
Fru Svaneby: Det havde et rødt Mærke paa Kinden. Min søster sagde, at det havde stødt sig. En Betjent undersøgte hendes Forhold, men der intet gjort.
Statsadvokaten: - Hun blev saa gift med Nielsen. Brød hun sig om han?
Fru Svaneby: - Nej, det tror jeg ikke. Hun giftede sig vist kun, fordi hun var kommen i Omstændigheder. Hun gik da ogsaa fra ham efter 14 Dages Forløb.
Statsadvokaten: - Hvad var Deres almindelige Indtryk af hende?
Fru Svaneby: - Hun var ikke altid sandfærdig. Jeg opdagede det tit. Men jeg holdt ikke af at sige hende imod.
”Ondsindethed laa ikke til Overby”. -Hun tog Nafta og Ærter i Flaskevis.
Statsadvokaten: - Var hun nogen Sinde ondsindet?
Fru Svaneby: - Nej Ondsindethed laa ikke til hende. Hun var absolut ikke Ond af Natur.
Statsadvokaten: - Hvor mener De, hun fik sine Penge fra?
Fru Svaneby: Hun talte om en Greve paa Fyn.
Statsadvokaten: - Har de Set hende gaa med mange Herrer?
Fru Svaneby: - Aldrig. Men jeg gjorde mig den Tanke, at hun fik Penge af Herre.
Statsadvokaten: - Hvad mener De om hendes Begavelse?
Fru Svaneby: - Hun er velbegavet. Men til Tider var hun overnervøs.
Statsadvokaten: - Ved De, om hun drak Æter og Nafta?
Fru Svaneby: - Ja, og tog det ikke Draabevis, men flaskevis. Om Aftenen stod der til i Soveværelset en fuld Flaske, og om Morgenen var den drukket.
Statsadvokaten: - Var hun omtaaget af det?
Fru Svaneby: - Nej, det tror jeg ikke.
”Overby har aldrig elsket nogen Mand”. – Hun havde Fortrolighed til ingen.
Nu tog Forsvareren Gottlieb Jacobsen fat paa Afhøringen af Fru Svaneby.
Forsvareren: - Var det Deres Indtryk, at hun var ked af at hendes Dreng var død?
Fru Svaneby: - Ja, det var hun, meget.
Forsvareren: - Passede hun Barnet godt?
Fru Svaneby: - Det er det mest velpassede Barn, jeg har set.
Forsvareren: - Bed De mærke i, om hun har været forelsket i nogen?
Fru Svaneby: - Jeg tror aldrig, hun har været forelsket i nogen Mand.
Forsvareren: - Har hun nogen Sinde vist Dem Fortrolighed?
Fru Svaneby: - Aldrig. Hun kunde ikke have Fortrolighed til nogen.
Forsvareren: - Var hun sær paa nogen Maade?
Fru Svaneby: - Ja, naar hun havde faaet en Idé, saa skulde den gennemføres. Hun havde ingen Ro paa sig før.
Forsvareren: - Og det gjaldt baade store og smaa Ting?
Fru Svaneby: - Ja. Og det skulde uføres med det samme.
”En kold ligevægtig Natur”. – Hun har ikke begaaet Selvmordsforsøg.
Overbys Søster fik nu lov til at trække sig tilbage til Vidneværelset og hendes Mand, Pramfører S. blev afhørt. Han havde i sin Tid været Kæreste med Overby. Paa Spørgsmaalet om Overbys Sandfærdighed, sagde han lige ud, ”at hun aldrig kom i Nærheden af Sandheden”. Naar hun løj, var det altid for at stille sig selv i fordelagtig Belysning. Hun talte en Del om en Greve.

Statsadvokaten: - Hvad var Deres Indtryk af hende?
Hr. Svaneby: – At hun var kold og ligevægtig.
Statsadvokaten: - Hun har en Gang begaaet et Selvmordsforsøg nede ved Kvæsthusbroen?

Hr. Svaneby: – Jeg tror nu bare, hun faldt i Vandet. Det var slet ikke Meningen.
En anden af Overbys tidligere Forbindelser Karl Anton Hansen blev nu afhørt.
Han havde lagt Mærke til, at hun var meget pralende. Saaledes havde hun sagt til han, at hun skulde arve en halv Snes Tusinde. Men det troede han ikke. Hun kunde pludselig blive melankolsk. Derfor brugte hun Nafta.

Dagmar Overby har Samvittighedsnag. – Hendes Mand tror, at hun har myrdet sit eget Barn.
Agent Anton Nielsen med hvem Overby i 1912 blev gift, blev saa afhørt.
Statsadvokaten: - Hvorfor blev De ikke længere samen end 14 Dage?
Nielsen: - Ja, det er jo ikke saa godt at sige. Hun sagde, at hun var bange for mig, og at hun ikke kunde blive fortrolig med mig.

Statsadvokaten: - Havde De nogen Mistanke om, at hun havde ombragt sit Barn?
Nielsen: - Ja, det har jeg. Hun kunde nemlig somme Tider fare op af Søvne og saa forvildet ud. En Gang sagde hun: Jeg er bange for, at jeg har Skyld i mit Barns Død.

Statsadvokaten: - Sagde hun andet?
Nielsen: - Nej, da jeg trængte ind paa hende, vilde hun ikke sige mere.
Statsadvokaten: Tror De, hun var normal?
Nielsen: - Somme Tider tænkte jeg, at der var noget galt med hende. Men til Daglig var hun klog nok.
Statsadvokaten: - Brugte hun Nafta?
Nielsen: - Ja, det gjorde hun.
Statsadvokaten: - Da hun kom til dem i 1918, mærkede De saa nogle Samvittighedsnag?
Nielsen: - Nej.
Statsadvokaten: - Hun har aldrig sagt, at hun har myrdet Barnet?
Nielsen: - Nej, hun sagde, at hun var Skyld i Barnets Død.
Forsvareren: - Hun har aldrig sagt at hun har myrdet Barnet?
Nielsen: Nej, hun sagde, at hun var Skyld i Barnets Død.
Forsvareren: - Var hun ikke somme Tider forsvundet?
Nielsen: Jo. Hun vagabonderede mange Dage rundt om paa Engen og laa i Høstakke og saadan. Jeg tog saa min Cykel og tog ud og ledte hende op.
Overby erklærer, at Nielsen var den sidste Mand, hun ville bede om noget godt.
Nielsen paastod nu, at Dagmar Overby havde bedt ham om at lade være med at melde hende til Politiet for at have dræbt sit Barn. Da Nielsen sagde det rejste Overby sig op.

Overby: - Maa jeg komme med en Bemærkning?
Retspræsidenten: - De er ikke sigtet for dette, saa det er jo ikke nødvendigt.
Overby: - Naar han maa udtale sig, saa maa jeg vel ogsaa.
Retspræsidenten: Naturligvis, Hvad vil De sige?
Overby (skarpt): - Jeg vil sige at den Aften. Nielsen taler om, da skændtes vi. Men jeg ikke bedt ham om ikke at melde mig. Han var den sidste Mand, jeg vilde bede om noget godt.

Forbryderskens Forældre i Vidneskranken. – Dagmar Overby græder.
Grædende og vaklende førtes Overbys Moder ind i Salen. Der blev sat en Stol frem for hende. Kun nogle faa Spørgsmaal blev der gjort hende. Hun vidste ikke at noget særlig unormalt hos Datteren, dog kunde hun til Tider være noget ”aparte”. Om Barnets Død kunde hun kun oplyse, at de havde intet unormalt mærket hos hende. Den kvindelige Betjent Ella Hansen havde haft at gøre med Overby i fængslet paa Christianshavn, hvor hun havde give Overby Undervisning. Overby var flink og forstandig. Han havde ikke bemærket, at Overby savnede narkotiske Midler.

Af en Rapport, taget over en Fru Sørensen i Jylland fremgik, at Overby som Barn havde vekslet mellem Overgivenhed og Melankoli. Spurgte man hende ud, slog hun det hen. Samme Dag hendes Barn blev begravet, tænkte hun paa at gaa i Biografteatret. Angaaende Barneliget hed det i Rapporten, at da det blev løftet af Vognene, stod en Blodstraale ud af Ligets Mund.

De narkotiske Midler. – Det første Overby gjorde, da hun kom ud af Fængslet, var at drikke Nafta.
Retspræsidenten: - Vil De forklare mig lidt om de narkotiske Midler?
Overby: - Det kan jeg virkelig ikke sige noget om,
Retspræsidenten: - Ja, lidt kan De vel. Hvordan klarede De Dem i Fængslet? Der fik De jo intet.
Overby: - Det gik nogenlunde. Jeg savnede det kun, naar jeg var ked af det.
Retspræsidenten: - Men da De kom ud af Fængslet.
Overby: - Saa var min første Gang ind et Apotek. Nej, jeg tog først en kop Kaffe. Oppe paa Christianshavns Vold tømte jeg en Flaske Nafta.
Retspræsidenten. – Hvornaar tog De den næste Flaske?
Overby: - Det kan jeg virkelig ikke sige.
Retspræsidenten: - Var De glad ved det Arbejde, de fik?
Overby: - Ja, Alle var meget rare. Men jeg kunde ikke lide den Mand, der skaffede mig paa Fabrikken, Schaldemose. Han sagde derude, at jeg havde været straffet. Det syntes jeg er forkert.
Retspræsidenten forhørte hende nu nøjere om Virkningen af de narkotiske Midler. Hun kunde drikke enormt, erklærede hun, og det satte hende i en behagelig Drømmetilstand, det var ligesom at leve i andre Omgivelser. Eftervirkninger mærkede hun intet til. Hvor meget hun dagligt indtog, kunde hun ikke sige.
En mystisk Dame, der skaffer Morfin. – Prof. Johs Bock udtaler sig.
Statsadvokaten: - Hvor har de faaet Morfinen fra?
Overby: - Jeg traf en Dag en Dame paa en Sporvogn. Vi kom i Snak sammen og hun sagde, at jeg saa meget daarlig ud. Hun tilbød mig at skaffe Morfin.
Statsadvokaten: - Fik de meget af hende?
Overby: - Meget og meget, hvad mener De?
Statsadvokaten: - Ja, nogle faa Flasker eller Hundrede Flasker?
Overby: - Jeg mener en halv Snes Flasker.
Statsadvokaten: - Hvor fik Damen det fra?
Overby: - Hun sagde, at hun var ansat paa et Apotek paa Østerbro.
Statsadvokaten: - Hvordan saa hun ud?
Overby: - En høj, lys Dame var det. Hvor hun bor ved jeg ikke, da hun kun kom og besøgte mig.
Retslægeraadets specielle Sagkyndige paa de narkotiske Midlers Omraade, Prof. Johannes Bock, som var mødt, blev derpaa anmodet om at udtale sig. Han skildrede Æterens Virkninger. Som man kender dem fra Irland, hvor Æterdrikning er meget almindelig.
Statsadvokaten: - Undrede det Dem ikke, Hr. Professor, da De før hørte, at Fru Overby efter at være kommen ud fra Fængslet tømte en Flaske Æter indeholdende 40 Gram.
Prof. B.: - Jo meget, 35 Gram indaandet blot skulde give total Bedøvelse. Jeg forstaar det ikke
Overby tilbyder at drikke 40 gr Æter.
Overby rejste sig nu og bad om at maatte komme med en Bemærkning.
Overby: - Jeg drak selvfølgelig ikke lige ud i et Drag.
Retspræsidenten: - Det sagde De før, det forstod jeg.
Overby: - Jeg mente ikke saadan.
Retspræsidenten: - De talte slet ikke om Opstødene før?
Overby: - Det har jeg slet ikke regnet med, for jeg var vant til dem. (Stærkt)
Men for øvrigt, hvis De tvivler, erklærer jeg mig rede til at drikke et Kvantum.
Overby maatte nu skildre Ærterrusen nøjere. Derefter blev Professoren opfordret til at udtale sig.
Professor B.: Det lyder forbavsende, at Æternydelsen har fremkaldt den samme Handling hver Gang. Derimod er det et rigtigt Billede af Nydelsen, at hun pludseligt beslutter sig til at tage til Jylland efter at have drukket Æter uden at have noget Ærinde i Jylland.

Svendsen kan ikke huske at have været med i Valby. – Overby erklærer, at hun har dækket ham, men ikke mere vil: Svendsen har faaet 200 kr.
Svendsen blev nu ført frem igen, og Retspræsidenten formanede ham strengt. Han havde ikke talt den fulde Sandhed.

Retspræsidenten spurgte ham, om han havde været med i Valby og hente et Barn. Dette benægtede han.
Retspræsidenten: - De skulde erindre Deres Fortid. Vi behøver ikke at tage paa Dem med Fløjlshandsker. Husker De ikke, at De Skændtes med Overby lige ude fra Valby og ind til Kirkens Korshær?
Svendsen: - Jeg husker kun at vi skændtes en Gang, og det var fordi hun havde været ude med en ”Greve”.
Retspræsidenten opfordrede Overby til at henvende et Par spørgsmaal til Svendsen, men dette nægtede hun. Men pludselig rejste hun sig op og erklærede at nu vilde hun sige, hvad de havde skændtes om, hvilket hun ikke tidligere havde villet.
Overby: - Vi skændtes om Barnet. Svendsen var rasende over det, men han tog de 200 kr.…. (højt) Jeg har søgt at holde Svendsen udenfor Sagen, men naar han behandler mig paa den Maade og siger, at jeg lyver, saa vil jeg ikke dække ham.
Svendsen: - Jeg har ikke faaet 200 kr.
Retspræsidenten lod nu Svendsen gaa ud i Vidneværelset med en Paamindelse om at se at komme til Hukommelse. Retsbudene blev anmodet om at passe paa at han ikke gik sin Vej. Saa afhørte Assessor Mundt om Overbys forskellige Tilstaaelser og Overvagtmester Niels Andersen om Overbys Opførsel i Undersøgelseskammeret. Hun havde aldrig vist nogen Raahed, sagde han.
”Hun vil have mig til at følge sig, hvor hun skal hen.”
Svendsen blev atter ført ind og nægtede paa ny. Overby erklærede, at han havde været med i Sporvogn baade der til og hjem fra Valby.
Retspræsidenten: - Kan De ikke huske det? Hvad Fornøjelse skulde hun have at lyve Dem noget paa?
Svendsen (vredt): - Hun vil vel gerne have mig til at føje sig.
Retspræsidenten: - Hvorhen?
Svendsen: - Ja ……der, hvor hun skal hen.
Overby: - Svendsen sagde, da jeg kom med Barnet: Har du faaet Pengene?
Svendsen Forklaringer blev protokolleret. Derpaa sagde Retspræsidenten til Statsadvokaten:
- Vi har jo den Mands Bopæl.
Dermed sluttede Retsmødet.
*Pengepung

04-Marts-1921

Dagmar Overby dømt til Døden. Nævningerne kendte hende skyldig i overlagt Mord i alle 8 Tilfælde. Men den største Fatning modtog hun Dommen.

Nationaltidende.

Vi bragte i Gaar det meste af Dagmar Overbys Defensors – Overretssagfører Gottlieb Jacobsens – Forsvarstale. I Slutningen af sin Tale hævdede han, at Mordene ikke kunde have været nogen Forretning for hende, dertil var der indvundne Beløb for smaa. Pengene havde ingen Rolle spillet. Det havde Tiltalte flere Gange bevist ved at tilbyde Barnemødre at modtage deres Børn uden kontant Udbetaling. I Virkeligheden var der intet Motiv. At der skulde være Tale om Perversitet, forelaa der intet om. Hun havde da heller ikke, som perverse Personer plejer at gøre, ført nogen raa Tale. Hendes Forbrydelser uden Overlæg. Man kunde kun lægge disse Tilstaaelser til Grund. Han sluttede med at henstille til Nævningerne at bringe Paragraffen om nedsat Tilregnelighed i Anvendelse, hvis de ikke mente, at hun kunde komme under Utilregnelighedsparagraffen.

Det var et fortræffeligt Defensorat, men der manglede den fornødne Sangbund hos Tilhørerne. Dagmar Overbys skarpe nøglerne Skikkelse stod mellem Defensorens Ord og Tilhørernes Hjerter.

Statsadvokaten tog derpaa Ordet. Overby havde været nødt til at tilstaa, hun kunde ikke klare den. At hun senere har trukket noget i Land var et almindeligt Fænomen. Forsvareren havde hævdet, at hun ikke havde dræbt med Overlæg, idet hun havde dræbt saa umiddelbart efter, at hun havde faaet Børnene. Men Overvejelserne laa forud for Børnenes afskaffelse, hævdede Statsadvokaten. Naar hun kunde gaa ”saa langt ned i Pris”, var det fordi hun saa hurtigt skaffede sig Børnene fra Haanden. I den sidste Tid havde hun ikke brugt saa meget Æter, som hun havde opgivet. En saadan ensartet Række Forbrydelser kunde ikke være en Følge af Æternydelse. At hun skulde have handlet i Depressionstilstand, var ganske urigtigt.
Forsvareren svarede paa ovenanførte med nogle faa Ord. Dette, at Overby havde indrykket nogle Annoncer, var ikke det samme som Planlæggelse med Overlæg. Der behøvede jo ikke at komme noget Svar paa Annoncen.

Forsvareren: - Tør De, ærede Nævninger tage Ansvaret for at dømme Tiltalte for Overlæg, naar det ikke foreligger mere end der gør? Jeg henstiller til Dem ikke at gøre det.

Derpaa spurgte Retspræsidenten Overby, om hun havde noget at sige, men hun rystede blot paa Hovedet. Retspræsidenten oplæste saa de 17 Spørgsmaal som vilde blive stillet Nævningerne. Det første drejede sig om at Overby var skyldig i Overtrædelse af § 197 (Udsættelse af et Barn). De følgende 16 Spørgsmaal drejede om de 8 Børn var myrdet med Forsæt eller Overlæg.
Retspræsidenten foreholdt Nævningerne, at de behandlede denne Sag med den allerstørste Alvor. Hvem der var skyldig i denne sag, om Barnemødrene og -fædrene havde deres Del af Ansvaret. Retspræsidenten udviklede nærmere, hvad det nye Retssystem krævede. Han kunde godt forstaa, at Overby havde været tilbageholdende. Der var jo saa mange Mennesker til Stede.

Retspræsidenten til Nævningerne: - Jeg haaber ikke, at Det efter det, jeg har sagt, har indtryk af, hvad jeg mener i denne Sag. Det er Dem, der skal tage Standpunkt, jeg tør ikke tage Ansvar for det.
Nævningerne afsiger deres Kendelse.

Nu trak Nævningerne sig tilbage, og Dagmar Overby førtes ud. I halvanden Time voterede Nævningerne. Ved halv-seks-Tiden sattes Retten paa ny. Skønt at stod paa Spil for Overby, sad hun rank i sin Loge. Hun trak en enkelt Gang Vejret dybt. Saa bøjede hun sig mod den opsynshavende Betjent, sagde noget og smilede.

Ordføreren for Nævningerne, Ingeniør Claudi-Hansen oplæste Nævningernes Kendelse. Det første spørgsmaal, om Dagmar Overby havde gjort sig skyldig i Overtrædelse af § 197 ved Natten mellem den 8. og 9. September 1913 i Lemmer i Jylland at have udsat sit Barn besvaredes med et Ja. Derefter fulgte Besvarelsen af de 16 Spørgsmaal vedrørende de 8 Barnemord, hun havde tilstaaet. For hvert Mord spurgtes der, om det var sket med Overlæg eller forsætligt.

Til de 8 Spørgsmaal om Overlæg havde Nævningerne føjet deres Ja.
Hun havde begaaet alle Barnemordene med Overlæg.
Retspræsidenten: - Retten lægger Nævningernes Kendelse til Grund.
Statsadvokaten: - Dagmar Overby maa efter Nævningernes Kendelse anses med Straf efter Loven.
Retspræsidenten (til Forsvareren): - Har de noget at ville sige?
Forsvareren: - Efter at have hørt Nævningernes Kendelse, har jeg intet at bemærke.

Dommen afsiges.
Dommerne trak sig tilbage. Endskønt man paa Forhaand vidste hvad Dommen vilde komme til at lyde paa, var der en vis Spænding til Stede i Retssalen. Det højtidelige Øjeblik, da en Dødsstraf skulde afsiges, forestod.

Der gik et lille Kvarters Tid. Da et Retsbud gik hen til den Dør, ad hvilken Dommerne skulde komme ind, rejste Tilhørerne sig som ved et elektrisk Stød. Det varede dog endnu nogle Minutter, inden Dommerne kom til Syne, og Folk satte sig atter. Dagmar Overby sad ret op og ned med sammenkneben Mund. Først af alle rejste hun sig, idet Dommeren traadte ind, aarvaagen er paapasselig til det sidste.

Retspræsidenten: - Da Nævningerne har kendt Tiltalte skyldig for i alle ommeldte Forhold af have overtraadt Staffelovens § 190, vil Tiltalte være at straffe paa Livet. Hun kendes endvidere pligtig til at undrede Sagens Omkostninger med 1200 kr. til Overretssagfører Gottlieb Jacobsen.
Thi kendes for Ret (alle i Salen rejser sig):

Tiltalte bør straffes paa Livet.
Retspræsidenten henvendte sig derpaa til Overby, som stadig bevarede sin ydre Ro, og Sagde, at hun havde 14 Dages Betænkningstid til at tage Bestemmelse, om hun ønskede Appel til Højesteret. Idet Retspræsidenten sagde, at hun kunde henvende sig til sin Forsvarer om Raad, smilte Dagmar Overby til denne.
Retspræsidenten (til Overby): Vil De vente?
Den dødsdømte: - Ja, Tak!
Saa hævedes Retten. Den mærkeligste Forbryderskikkelse i dansk Kriminalhistorie førtes ud.

Hun frøs ved Bortgangen, men strammede sig til at tale om ligegyldige Ting.
Vi havde Lejlighed til at se hende paa nærmere Hold, idet hun førtes ud til en ventende vogn, ledsaget af Overbetjent Andst og den kvindelige Betjent Fru Seltsø. Hun skævede over hele Kroppen, som om hun frøs, og paa Kinderne brændte to hektiske Pletter. Man hun var dog ikke mere medtaget, end at hun kunde gaa alene. Og pludseligt strammende hun sig op til at tale om ligegyldige Ting. Hun talte om Damerne i Retssalen Tilhørerskare.
- Det er mærkeligt, saa meget Folk ofrer paa deres Paaklædning, sagde hun.
I det hun køres bort fra Østre Landsret til Vestre Fængsel, kiggede hun interesseret ud af Vinduerne paa Folk, der havde samlet sig i store Skarer foran Porten.
Hvad nu?
Under den gamle Retspleje var det saadan, at en Dødsdom skulde appelleres til Højesteret. Det er ikke paakrævet mere. En af Dagene taler Overby med sin Defensor, og han vil næppe raade hende til Appel. Hvad skulde det ogsaa nytte? Nævningernes Kendelse, der gaar ud paa, at hun har overtraad §190 siger kort og godt:

Den, som med Overlæg skiller et andet Menneske ved Livet, straffes paa Livet.
Hun vil altsaa intet kunne opnaa ved en Appel, og det Offentlige har heller ingen Grund til at appellere. Formentlig vil hun indgive en Benaadningsansøgning. Hun skal indstilles til Benaadning af Landsretten, og Justitsministeriet skal videre indstille hendes Benaadning til Kongen. Det er er Kongen, der skal underskrive Benaadningen - eller Dødsdommen.

Efter hvad vi erfarer i Aftes, agter Justitsministeren at appellere Sagen til Højesteret.

05-Marts-1921

Kriminalmysteriet Dagmar Overby. Et Studie.

Klokken 5.

Udenfor Landsrettens Bygning strimler Folk sammen for at faa Massemordersken Dagmar Overbye at se. Nogle lykkes det at slippe ind paa tilskuerpladserne i Østre Landsrets Nævningesal, og deres Øjne straaler af Tilfredshed. Kvindelige Paarørende af mere fremragende Jurister indtager i elegante Toiletter. Pladsen ved Siden af den tarveligere paaklædte Tilhører. Alle med samme Følelse som den hermed Tilskueren i Cirkus venter det nervepirrende Dyrenummer.

Nu kommer Dagmar Overbye. Hun sluges, indsuges af graadige Blikke, dristige fordi hun som Tigeren er under Bevogtning, og derfor ufarlig, og det er med en behagelig Sikkerhedsfølelse, at unge silkeklædte Damer læner sig tilbage i Stolene for at se Dramaet oprullet, høre om det vilde Besties Rædselsgerninger og endelig konstatere Tigerens tilintetgørelse.

Rettens Præsident vender sig mod den Anklagede.

Rettens Præsident er en ældre velvillig lidt fyldig Herre som lægger sit Ansigt i en venlig Maske med et Smil der skal indgyde Anklagede Tillid, men i hvert Fald faar det til at løbe koldt ned ad Ryggen paa Tilskueren der faar en svag Anelse om at Smil og Død kan opfattes som en Kynisme.

Massemordersken Dagmar Overbye er en kraftig, bredbarmet Kvinde med svære runde Arme og stærke Hænder. Hovedet sidder rankt paa den muskuløse Hals, kranset af et stærkt mørt Haar. Hun har sikkert været en smuk Kvinde i en Ungdom. Hendes stemme er tør, haard, med en vis robust Kraft.

Hun er sirlig klædt i hvidt Silkeliv med løs Krave der blotter den kraftige Hals og ender i en stor Silkesløjfe.
Der er over hende en Ro som kun den stærke Vilje er i Stand til at fremtvinge.
Saaledes ser Kriminalmysteriet ud.

Nu taler Rettens Præsident:
Erkender De Dem skyldig i Drab af 8 Børn.
Anklagede nikker: Ja.
Retspræsidenten: Vil De ikke forklare os hvorledes De ombragte disse Børn.
Overby: Det har jeg afgivet Forklaring om i Forhøret.

Retspræsidenten velvilligt smilende: Jo, men Nævningerne vil jo ogsaa gerne høre det – ogsaa for Deres egen Skyld.
Overby: Jeg ønsker ikke at udtale mig.
Altsaa, Tigeren har Rovdyrets Stolthed, den stoler kun paa sine Kræfter, ikke paa Jægerens Medlidenhed naar Bøssemundingen peger paa dens Hjerte.
Saa fører man en gammel jysk Husmand. Han er mager, forskræmt og forslidt.
Anklagede har været hans Husholderske, og medens de silkeklædte Damer betaget lytter, spændte for at intet af den jydske Husmands fattige Erotik skal undgaa deres kyske Øren, opruller Statsadvokaten Billeder af den halvgamle Mands Forvildelser, en Bold for Dagmar Overbyes Forgodtbefindende.

Hun ser overlegent paa ham, søger at skjule et skamfuldt Smil over, at alle disse Mennesker skal vide, at hun har maattet tage til takke med denne sølle gamle Fyr. Ser ikke det tragiske i hans Skæbne, føler Tilskuernes Smil, og giver sig selv hen i Smilet, ler fordi hun derved mener at give Tilskuerne indtryk af, at hun betragter sin Given sig hen til denne Mand, som en latterlig Episode – en øjeblikkelig Forlegenhed havde bragt hende ind i.

Paa de fine Damers Ansigter stivner i samme Øjeblik Smilet – de vil intet have fælles med Anklagede. – Der er Forskel! –

Retshandlingen skrider frem.
De dræbte Børns Mødre afhøres. Otte unge Kvinder, for fleres vedkommende saa unge, at man studser, føres frem for Vidneskranken.
Historien er den samme, Barnefødsel. Et Avertissement, 2-300 kroner ”en Gang for Alle”. Fri for Barnepleje og Barnevrøvl! Ikke Tanke for et Ansvar, og Ingen eller saa godt som ingen Moderkærlighed. Dagmar Overbye var i mere end almindelig Forstand – en frelsende Engel! –

”Lugtede Anklagede ikke af Medicin eller gjorde hun ikke abnormt Indtryk” – Spørger Statsadvokaten. – Nej – Er det enslydende Svar:
”Tværtimod hun var elskværdig og intelligent, med et vindene Væsen – og Pengene hastede det ikke saa stærkt med.”

Naar man ser disse smaa ubetydelige Kvinder i Forhold til Dagmar Overbyes robuste, mandshøjde Skikkelse, med det stikkende Blik, forstaar man at overfor denne kvindelige Tiger har disse Mødre været som Faar, der gav Lammet fra sig for at sikre sig Eneretten til Græsgangen.

Om Tigeren aad Byttet, har for de flestes Vedkommende været noget man ikke tænkte paa.

Nu føres Dagmar Overbye sidste Kæreste ind – Saa snart hun ser ham vaagner pludselig en Følelse, saa sammensat i sit undre Liv, at hun maaske end ikke selv formaar at definere den, men med saa vild en Kraft, at hun farer halvt op af Stolen, synker ned igen og er en Besvimelse nær.

Hun ser ikke paa ham. Hun hører kun hans Stemme, der er forceret. Det er kun nogle enkelte Spørgsmaal, han skal bevare, saa føres han ud igen, og hun tvinger atter sit Ansigt i Ro og er et Øjeblik efter atter det klarhjernede, følelsesløse Kriminalmysterie.

Men nu er denne Kvinde et Mysterium? - Det mystiske ligger ikke i at hun har dræbt Børn.
Mange andre Kvinder har dræbt Plejebørn. Hun har med koldt Blod dræbt 8 Børn, og hun viser ingen Anger! – Hun er ikke Sindssyg.

Ja – men ligger Forklaringen ikke netop heri! Er hun ikke et for vor saakaldte Kultur abnormt individ.

Hun er Stenalderens Kvinde, stor stærk af Skabning med alle Menneskets Urdrifter i sig. Halv Kvinde, halvt Rovdyr, uden Evner til at forstaa en Kultur der er hende fremmed. Den stærke lever paa den svageres Bekostning! Hendes Erotik er vild, dikteret af stærke Drifter, og efter en vis Tid i hvilken hun i Kraft af sin enkle Natur har hersket over de Mænd, hun har opkastet sig til Herre over, og som hun har behandlet efter Forgodtbefindende, er hun følelsesløs, uden nogensinde at møde ham der staar paa lige Fod med hendes Rovdyrnatur, ham hvis robuste Drift kan maales med hendes, eller hvis vilje han tvinger hende i Knæ.

Nej, hun lever i et bestemt Niveau. Føden faar hun blandt andet som Husholderske for den jydske Husmand. Hun er ham til Behag, men fordi hun derved lettere kan behandle ham som hun vil, gøre ham til Slave.

Hun foragter i Henhold til sit forholdsvis enkle Tankeliv. Mændene – de Mænd hun har truffet, - og da hun ser samvittighedsløst Børn smides ud til Fremmede af samvittighedsløse eller vanskeligstillede Mødre, saa siger hun: Her er en Chance for mig, Børnene, bryder deres Mødre sig ikke om. Om de lever eller dør, er Mødrene ligeglade med. – Jeg tager deres Børn og deres Penge, og Børnene tabte ikke ved at gaa ud af denne Verden, opdragede uden Kærlighed som de vil blive, hvis de skal være hos mig.

Saa dræber hun med koldt Blod. – Uden Samvittighed – den ved hun ikke hvad er, det er noget Føleri, der er hendes Natur fremmed – og viser den sig af og til, ja saa føler hun den som et Sygeanfald der kan fordrives med bedøvende Midler.
Hun skelner mellem det smukke Barn og det grimme. Det smukke Barn er det kraftige, rødmossede sunde; det der ligger hendes egen Natur nærmest, det skaaner hun – de svage, de grimme, bort med dem.

Hun har som den grønlandske Eskimo, eller som Afrikas Negerstammer*, en instinktmæssig Undskyldning for sin Handlemaade: det er Naturens Lov. De svage kan ikke klare Kampen i Ismarken eller Urskovens Dyr, bort med dem. Stammen vil ikke savne dem.

Men nu er hun født i vor Tid. – At Børn omkommer af Sult under et militaristisk Tryk eller et kapitalist Regimentes Velsignelser, er ikke strafbart – det er Samfundet, der som Helhed bærer Skylden, men det enkelte Individ har ikke Ret til at bestemme over andres Liv. – Vi forstaar dette Retsbegreb, fordi vi er Børn af vor Tid – men hun er en Abnorm, et Stenaldermenneske med primitiv Følelsesliv, lige utilgængelig for det vi forstaar ved Kærlighed, som for Moral.

Hun er Stammoderen til de unge Kvinde, hvis Børn hun har dræbt, - og til de kvindelige Tilhørere paa Tribunen som finder en pervers Nydelse i at betragte Vilddyret.
Djarmar Christofersen

*Jeg undskylder på det kraftigste at jeg skriver de ord. Men sådan skrev man i avisen i 1921.

10-Marts-1921

Hans eneste Tanke! Det sidste Møde mellem Barnemordersken Dagmar Overby og hendes løsladte Kæreste. Han vilde have hendes Møbler!

Aftenbladet.

Nogen større Sympati vil der imidlertid ikke blive hængende ved denne mærkelige Mand, der, som han selv har sagt det for Rettens Skranke maa ”have været et Fjols” for at kunne leve sammen med Barnemordersken fem-seks Aar igennem uden at opdage det ringeste af, hvad hun havde for, og af hvad de levede af. Hans Forklaringer i de mange Forhør, han har været underkastet i sin Arrestationstid, gik alle ud paa at understrege hans egen Uskyldighed, hvilket er baade forstaaeligt og naturligt. Mindre forstaaeligt bliver det derimod, rent menneskeligt set, at han aldrig har haft et eneste Ord til Undskyldning for den Kvinde, der dog var hans Kæreste, og for hvem han dog vel under deres lange Samliv maa have haft en Smule anden Interesse end den at leve af hende.
Dobbelt uforstaaeligt bliver denne hans Holdning, naar man ser den paa Baggrund af hendes saa aabenbare Kamp fra den allerførste Dag til nu for at holde ham – for at dække ham for enhver Mistanke.

Hvad han tænkte paa, da han bød hende Farvel for Livet.
Men Havnearbejder Svendsen gav selv i Gaar umiddelbart før sin Løsladelse et nyt og ikke mindre uhyggeligt Bidrag til Belysning af sin Karakter.

Han blev, som det ligeledes var bebudet, nede i syvende Undersøgelseskammer konfronteret med Dagmar Overby.

Politiassessor Mundt overværede Samtalen mellem de to tidligere Kærestefolk, saa af nogen intime eller inderligere Natur kunde Konversationen ikke godt blive.

Og alligevel -!
Alligevel vil det nok forbavse at høre, at Manden her, i denne Time, hvor han – som han vidste detfor allersidste Gang stod overfor den Kvinde, han havde levet sammen med i saa lange Aar, kun havde én, en eneste Tanke, et Ledemotiv for de sidste Ord, han henvendte til hendes: nemlig dette at sikre sig de Møbler, der staar i Lejligheden ude paa Enghavevej Nr. 21, og som jo endnu – tilhører hende!

Han fortalte selv til de Pressefolk, der tog imod ham udenfor Undersøgelseskamret, da han var bleven løsladt, at han, efter at han og hun havde vekslet nogle ligegyldige Ord om en af de Barnevogne, han stadig, mod hendes Forklaring, har nægtet at have slaaet i Stykker, direkte spurgte hende, om han maatte faa Møblerne?

- Det maa Du godt, lød Dagmar Overbyes Svar: Naar Du saa vil love mig aldrig at gifte Dig med nogen anden Kvinde!

Dette vilde Karl Svendsen ikke love. Han har jo, som han ogsaa selv sagde til hende, kun elsket hende for hendes Penges Skyld! Og han vidste jo ikke i Øjeblikket, om han ikke senere kunde blive virkelig forelsket i en anden Kvinde!
Men han gentog sin Anmodning til hende, idet han var – skal vi sige: Aabenhjertig nok til at sige til hende de forfærdelige Ord:

- Det var da Synd for de pæne Møbler, at de skal komme på fremmede Hænder, og Du kommer jo alligevel aldrig ud igen!
Det frygtelige Fruentimmer, der bærer Navnet Dagmar Overby, fortjener næppe en eneste medlidende Tanke.

Men –
- Gud véd, om hun alligevel ikke trods alt, havde fortjent en anden
kæreste!

17-Marts-1921

Dagmar Overby-Affæren.

Nationaltidende.

Mordersken Dagmar Overby har meddelt sin Forsvarer. Overretssagfører Gottlieb Jacobsen, at hun ikke ønsker at appellere Dødsdommen.

Derimod er det ikke udelukket, at Justitsminister Rytter paa det Offentliges Vegne vil lade Dommen prøve ved Højesteret.

06-April-1921

Dagmar Overby i Statsraadet. Hun bliver benaadet.

Folkets Avis.

I det førstkommende Statsraadsmøde vil Kongen sammen med Ministeriets Medlemmer drøfte spørgsmaalet om Dagmar Overbys Benaadning.

Da det nu oplyses, at Østre Landsret har indstillet hende til en saadan Naade, kan det betragtes som givet, at de mange uhyggelige Rygter om Henrettelse vil forstumme.

Den endelige Benaadning vil antagelig snarest foreligge som givet, at Massemordersken, ligesom Arthur Jørgensen, aldrig nogen Sinde vil komme udenfor Tugthusets Enemærker.

07-April-1921

Kvindefængslet. Da Musse Gadedreng og Dagmar Overby flyttede. Kvindelige Tugthusfanger, der havde Taarer i Øjnene.

Nordjyllands Social-Demokrat.

Kvindefængslet paa Christianshavn rømmedes forleden Dag. Fangerne bragtes ud til Vestre Fængsel. Der var 47 kvindelige Fanger, og mellem disse var Dagmar Overby, Fru Koch (der myrdede sin Mand, Blikkenslager Koch) og Musse Gadedreng.

Flytningen foregik i Stilfærdighed. Seks Gange blev Porten aabnet for at lade Fangebil, den moderne Udgave af Salatfadet, og en hel svært armeret Tank at se til, passere ud, og laast efter den igen.

Saa var alle de kvindelige Fanger flyttet.

16-April-1921

Dagmar Overby benaades for Dødsstraffen. Men hun maa aldrig frigives og aldrig opnaa Lempelser.

Social-Demokraten.

Paa et i Gaar afholdt Statsraadsmøde vedtog Regeringen, efter Indstilling fra de tre Landsretsdommere, som dømte Dagmar Overby til Døden, at indstille Dagmar Overby til Kongens Benaadning, dog saaledes, at hun aldrig maa naa op over fjerde Klasse.

Dette vil sige, at hun aldrig maa frigives, og at hun aldrig maa opnaa Lempelser i Reglementet.

20-April-1921

I Dag oveføres hun til Christianshavns Straffeanstalt.

Nationaltidende.

I Vestre Fængsels Sygehus har Massemordersken Dagmar Overby henligget i nogen Tid. Forleden var hun dog saa rask, at Fængselslægen gav Tilladelse til at Benaadningen blev hende forkyndt.

Den har utvivlsom beredt hende en stor Skuffelse. Hun havde saa sikket regnet med en Gang at komme ud. ”Mere end 16 Aar kan jeg da ikke faa.” har hun Gang paa Gang sagt til Opdageren, som hun havde med at gøre i Byretten.

I Dag vil hun blive bragt til Straffeanstalten paa Christianshavn.

Hun vil aldrig komme udenfor dens Porte mere.

13-September-1922

Anholdt Gaardsanger.

I et Grundlovsforhør i Dag i Københavns Byret fremstilledes en Mand, Svend Carl Svendsen, der var anholdt for at have sunget og spillet i Gaardene og under Anholdelsen at have slaaet en Betjent i Hovedet med sin Trækharmonika.
Det viste sig, at han var identisk med den Svendsen, der i sin Tid levede sammen med Dagmar Overby.

Dagmar Overbys Kæreste arresteret.
Københavns Opdagelsespoliti anholdt i Forgaars en Mand, der i længere Tid uden Tilladelse har gaaet rundt i Gaardene og sunget. Da han Papirer blev efterset, viste det sig at han hed Svend Carl Svendsen, og at han i lang Tid har været efterlyst. Det er nemlig Massemorderskens Dagmar Overbys tidligere Kæreste, der var siget for Meddelagtighed i nogle af hendes Forbrydelser. Han nægter rent ud at kende noget dertil og foregav, at han ikke engang vidste, at hun var kommen i Tugthuset.

En celeber Anholdelse.
I Grundlovsforhør fremstilles i Dag for Dommer C. E. Nielsen en Person ved Navn Svend Carl Svendsen, tiltalt for at have sunget og spillet i Gaardene, og da han skulde anholdes, at have knaldet en stor Harmonika i Hovedet paa Betjenten. Dommeren oplyste, at Svendsen er identisk med den Fyrbøder Svendsen, der levede sammen med Massemordersken Dagmar Overby den sidste Tid, hun var paa fri Fod, og som flere Gange var paa Nippet til at blive impliceret i Mordaffærerne.

01-Januar-1929

Den dødsdømte Dagmar Overby ført til St. Hans Hospital som Sindssyg. Efter 7 Aars Ophold i Straffeanstalten er hun bukket under for Fængsels-Psykose.

Dagbladet.
I Marts 1921 blev Massemordersken Johanne Dagmar Amalie Overby ved det københavnske Nævneting dømt til Døden, efter at hun havde tilstaaet sig skyldig i 8 Børnemord.
Som Retsformand fungerede undtagelsesvis Retspræsident Winther, Statsadvokat Gammeltoft varetog Anklagen, Overretssagfører Gottlieb Jacobsen, Forsvarer.
Dagmar Overby modtog Dommen med megen Ro.
Det var ganske øjensynligt, at hun fuldt ud var forberedt paa sin Skæbne; at Straffen blev ændret til livsvarigt Tugthusarbejde har sikkert heller ikke overrasket hende.
Under Opholdet i Straffeanstalten paa Christianshavn lærte man hende hurtigt at kende som en vanskelig Fange med et haardt Sind. En Dag, hun blev sat til at vaske, - skønt hun havde bedt sig fritaget, - skoldede hun sin ene Arm, saaledes at hun i lang Tid maatte under Lægebehandling.
I Efteraaret, efter Overflytningen til Vestre Fængsel, fik man det Indtryk, at hun var angrebet af Fængsel-Psykose, og da hendes tilsand forværredes, blev hun paa Foranledning af Overlæge Friis-Møller indlagt til Observation hos Professor Wimmer.
Observationen gav til Resultat, at hun var Sindssyg, og i disse Dage er hun overført til St. Hans Hospital.
Motivet til hendes mange grufulde Forbrydelser kan næppe siges at ligge klart, om en Anklagemyndigheden stedes har hævdet, at det var Pengegriskhed. Da hun blev anholdt, - efter Anmeldelsen af en ung Moder, der forgæves krævede sit Barn tilbageleveret, - tilstod hun, men erklærede sig ude af Stand til at forklare Motivet. Hun fastholdt under hele Undersøgelsen, at hun holdt meget af Børn, og at hun slet ikke gjorde sig nogen Tanke, naar hun begik Barnemordene.
Professor Wimmer udtalte den Gang om hende, at hun led af Hysteri eller Tvangstanker, og at hun var meget nedbøjet, men efterhaanden vandt sin Sikkerhed tilbage, samtidig med, at hun nærede Forurettethedsfølese overfor alle. Hun betegnedes som moralsk Defekt, velbegavet, er nu 40 Aar gammel.

25-Januar-1929

”Det er jo Menneskekød, jeg spiser”.

Langelands Social-Demokrat.

Barnemordersken Dagmar Overby er nu overført fra Vestre Fængsel til Kommunehospitalets 6. Afdeling.

Hun er tilsyneladende fuldstændig Sindssyg. Hun har de underligste Forestillinger og udbryder f.eks. ofte, naar hun faar sin Mad:

Det er jo Menneskekød, jeg spiser.

25-Januar-1929

Dagmar Overby skal paa Sct. Hans. Hun er fuldkommen Sindssyg.

Roskilde Avis.

Den 3. Marts 1921 blev Dagmar Overby, der som bekendt havde dræbt en Række af sine spæde Plejebørn, ”dømt paa Livet”, en Straf, der blev forandret til Tugthus paa Livstid. I Fængslet gjorde hun samme apatiske Indtryk som i Retten. Hun arbejdede roligt og støt ved, hvad hun blev sat til. Hun var høflig og tilsyneladende ligevægtig. Men ogsaa kun tilsyneladende. En Gang, da hun følte sig forurettet ved et Arbejde, flaaede hun sin ene Arm, saa af hun maatte paa Sygeafdelingen.

Efterhaanden som Aarene gik, blev hun om muligt endnu mere indesluttet, og momentant viste hun Tegn til Sindsforvirring. For nogen Tid siden var det umenneskeligt, at hendes Forstand havde taget Skade, og hun blev derfor indlagt paa Kommunehospitalets 6. Afdeling Endnu foreligger der ingen Erklæring om hendes Tilstand, men det kan vist betragtes som givet, at hun er uhelbredelig Sindssyg. Hun lider under de uhyggeligste Forestillinger. Saaledes tror hun, at al den Mad man serverer for hende, er tilberedt af Menneskekød.

I Øjeblikket forhandles der if. ”Pol.” om hendes eventuelle Overflyttelse til St. Hans Hospital. Naar Forhandlingerne er nødvendige, skyldes det, at man fra Fængselsvæsenets Side gerne vil sikre sig mod, at hun, Livsfangen, kommer til at færdes mellem Anstaltens andre Sindssyge.

07-Maj-1929

Dagmar Overby død. Den uhyggeligste Type i dansk Kriminalhistorie.

Klokken 5.

I Gaar er Dagmar Overby afgaaet ved Døden i Vestre Fængsels Sygeafdeling.
Hun var den uhyggeligste Forbryder i dansk Kriminalhistorie. Da hendes Forbrydelser opklaredes, opskræmmende det hele Landet. Ti smaabørn, som hun adopterede for mindre Pengesummer, ombragte hun ved kvælning.
Den 8. Marts 1921 dømtes hun paa Livstid. Hun var da 33 Aar gammel. Hun kom altsaa til at tilbringe 8 Aar i Tugthuset.

07-Maj-1929

Dagmar Overby død.

Nationaltidende.

I Gaar Morges ved halvsyv-Tiden er Livsfangen Dagmar Overby død paa Vestre Fængsel Sygehus.

Som vi meddelte ved Nytaarstid, var lægerne kommet til den Anskuelse, at hun er Sindssyg, hvorfor hun blev indlagt til Observation. Imidlertid havde hendes Tilstand tilsyneladende bedret sig i den seneste Tid, og hun var nu kørt tilbage til Tugthuset. Men næppe var hun ankommet til Fængslet, der hun begyndte at sygne hen. Hun blev saa bragt til Sygeafdelingen og stod netop for Overførsel til Sindssygeanstalten som uhelbredelig, da Døden indtraf.

Johanne Dagmar Amalie Overby blev kun 41 Aar Gammel. I Foraaret 1920, da hun boede i en Sidegade paa det yderste Vesterbro, og bla. ernærede sig ved at have Børn i Pleje, blev hun anholdt. En ung Moder havde meldt til Politiet, fordi hun ikke kunde faa sit Barn tilbage. Der rettes Mistanke imod Dagmar Overby for at have dræbt det, - og nogle Dage efter, at Anholdelsen var fulgt af en Arrestation, faldt Tilstaaelsen.

I den følgende Tid tilstod Forbrydersken overfor Politiadvokat Mundt i alt 8 Barnemord.

Mordene fandt Sted i tre Perioder. Fra April til September 1916, i 1919 og i 1920. Hendes samlede Indtægt ved den uhyggelige Plejevirksomhed blev opgjort til 2700 Kroner.

Hun blev stillet for Marts-Nævningetinget i 1921. hvor Statsadvokat Gammeltoft erklærede, at man her stod overfor en saa oprørende Sag, at dens Sidestykke ikke findes i dansk Retshistorie. Han tilføjede, at der ikke er anden Lighed mellem Dagmar Overby og et Menneske end det rent ydre.

Overretssagfører Gottlieb Jacobsen holdt en Forsvarstale, i hvilket han pegede paa, at Arrestantinden, havde være forfalden til Nydelse af narkotisk Midler, bla Nafta og Ærter, og vilde hævde, at Forbrydelserne var forøvet i en Taagetilstand.

Heroverfor stod Professor Wimmers Erklæring om, at der ikke var fundet Sindssygesymptomer hos hende. Hun syntes ikke at lide af Tvangstanker eller Hysteri. I Arresten var hun straks meget nedbøjet, men vandt efterhaanden Sikkerhed. Hun havde en god Forstand, var til Tider spidsfindig, var moralsk Defekt, uærlig og med Trang til at dække sig. Hun var efter Professorens Mening næppe ved narkotiske Midler kommen i Taagetilstand, saa hun i denne Tilstand havde udført Mordene. Erklæringen endte med, at disse Midler ikke har haft nogen afgørende Indflydelse paa hendes Handlinger.

Nævningerne kendte hende skyldig i Overtrædelse af Straffelovens §190 om overlagt Drab.

Dommen kunde derefter kun komme til at lyde paa Dødsstraf.
Denne Straf blev ved Benaadning omsat til Tugthusarbejde for Livstid, og Dagmar Overby kom i alt til at afsone 8 Aars Tugthus, inden Døden satte sit Punktum for den frygtelige Livskæbne.

15-Maj-1929

Den mest gaadefulde Skikkelse i dansk Kriminalhistorie. Dagmar Overby dansede, før Dødsdommen over hende blev afsagt. ”Greven paa Raadhuspladsen”.

Klokken 5.

Dagmar Overby er den mest uhyggelige Skikkelse i dansk Kriminalhistorie. Da hun den 3. Marts 1921 med deterministisk Ro modtog Dommen ved Nævningeretten, der lød paa, at hun skulde straffes paa Livet, var hun 33 Aar gammel. Hun kom altsaa til at tilbringe 8 Aar i Tugthuset.

Grufuldt var hendes Synderegister.
Otte Spædbørn, som hun adopterede mod mindre Pengesummer, ombragte hun ved Kvælning. Ligene enten brændte hun eller gravede ned. En Undtagelse herfra danner det første Mord, som fandt Sted paa Assistens Kirkegaard den 15. April 1916. I dette Tilfælde gemte hun Liget i en Affaldstønde. Senere blev det fundet ude paa Kløvermarksvejen Rensestation.

Den Ro, hvormed hun tog Undersøgelsen af den uhyggelige Affære og den afsluttende Behandling ved Nævningeretten, var ikke alene paafaldende, men ligefrem uhyggelig.

Fint pyntet i hvid Silkebluse, og omhyggelig friseret mødte hun i Retten. Hendes Svar var præget af den mest hjerteløse Kulde. Typisk var hendes Svar til Retspræsident Winther, der bemærkede, at hun jo ikke havde nogen Snor med paa Kirkegaarden.

- Aah, der er vel baade Bændler og Snore paa Børnetøj.
End ikke før Nævningenes Kendelse var hun ude af Fatning. Det fortaltes, at hun i der Rum, hvor hun opholdt sig under den forudgaaende Pause, havde taget Dansetrin, mens Militæret under Musik drog forbi Retsbygningen.

Og det er troligt nok, thi da hun kort efter blev ført ind i Retssalen maatte hun skjule et Smil i sit Lommetørklæde.

Hendes forbrydelser kan ikke forklares alene ud fra Motivet: Pengebegærlighed ogsaa visse psykologiske Momenter, som man ikke kom nærmere ind paa under Retssagens har spillet ind. Under alle Omstændigheder har hun været en højst besynderlig Kvinde. Hendes søster forklarede i Retten, at Dagmar som Barn løj af Lyst og yndede at sætte Splid. Hun var godt begavet, meget nervøs og allerede som ganske ung forfalden til Nydelse af Æterdraaber. Moderen kaldte hende et aparte Barn, hun havde aldrig Veninder og ”det skulle altid være saa stort med Dagmar”. Det sidste bekræftede Dagmar Overbys Kæreste. Hun talte altid om sine fine Forbindelser, bla. ”Greven, som hun mødte paa Raadhuspladsen”.

Prof. Wimmers Erklæring gik ud paa at hun ikke var Sindssyg, men degenereret i moralsk Henseende Defekt og seksuelt uregelmæssig.

Var Dagmar Overby ikke sindssyg, da hun blev dømt, saa blev hun det efterhaanden i Fængslet. Det sidste Aars Tid led hun af frygtelige Tvangsforestillinger. Saaledes mente hun, at man gav hende Børnetøj at spise. Det var Meningen, at hun skulde være overført til Sct. Hans men Døden indhentede hende altsaa forinden.