Familien

Min familie ved fotografen i ca 1990.

Familien.

Ja dem slipper jeg vel ikke for at fortælle om.

Jeg er som sagt yngste medlem af 4 søskende, 3 storesøstre er jeg så heldig at have.

Karen, Kirsten og Ketty og jeg Steen uden K.

Jeg er ret overbevist om at min far ville have, at jeg skulle hedde Knud, men min mor kunne ikke lide navnet. Uden at jeg ved hvorfor. De andre navne har sine grunde. Karen er opkaldt efter begge mine bedstemødre, der begge hed Karen. Kirsten er nok et moderne (i 1952) navn for Kirstine som min mormor hed til mellemnavn. Ketty er lidt mere teoretisk. Min mormor havde i sin barndom en god veninde, der hed Betty, og en moster, der hed Betty, så jeg formoder at de erstattede B med K, så det blev den 3. med K., men det er kun min teori.

Hvor Steen kommer ind henne, det aner jeg ikke, men jeg ved, at min mor elskede at samle sten, når hun var ved stranden. Men om det er nok til, at jeg skulle hedde Steen, det fik jeg aldrig spurgt om. Jeg ville ikke have haft noget imod at have heddet Knud og få kælenavnet Knutti. Men sådan gik det ikke.

Så det er ikke kun mit navn, der skiller mig ud fra mine søskende.

1: Jeg er en dreng, de andre er piger

2: Jeg interesserer mig ikke for blomster, det gør de andre meget.

3: Jeg er mere interesseret i musik, det dyrker de andre ikke meget.

4: Jeg har ikke et praktisk arbejde, det har de andre.

5: Jeg har været ind og ud af offentlige forsørgelse, siden jeg var 18. Det har mine søstre stort set aldrig været.

Men jeg har fået lov til at se i kirkebogen, og jeg har de forældre, som jeg har fået at vide jeg har. Jeg begynder efterhånden også at ligne min far mere og mere. Så med mindre jeg er blevet forbyttet på sygehuset, så må jeg bare tro, at jeg tilfældigvis er lidt anderledes end mine søstre.

Jeg vokser op blandt æbletræer og min fars værksted, for ud over frugtavler var han også fabrikant, han lavede en masse ting til frugt og bær-avlere i hele norden og lidt i andre lande.

Sitalharven som er en forkortelse af Siden monteret tallerkenharve. Han var økologisk flere årtier før alle andre blev det. Sitalharven var en harve, der fjernede ukrudt og græs under æbletræerne. Senere gik han over til mark sprøjter, med kemi og gift. Min morbror har stadigvæk en sitalharve, og han bruger den endnu, selvom den er lige så gammel som mig – en god årgang

Plukkeposer var han også stor fabrikant af: i starten en jernring med pose, siden hen glasfiber og til sidst plastspande, med poser, så æbleplukkere kunne plukke æbler, lægge dem i posen og tømme dem af i en stor kasse.

Andre opfindelse lavede han også, og jeg kan mærke, at jeg har samme opfindsomhed, jeg gør lige som min far, går i seng med et problem, drømmer om det, og næste morgen har jeg løsningen. Og så går jeg i gang med at lave og løse det.

Jeg flyttede hjemmefra af flere gange, først på efterskole i 2 år, så hjem igen, så på højskole i 5 måneder, så en tur til Ikast i en måned, så hjem igen, til mors mad og vaskemaskine. Så flytter jeg så endelig hjemmefra i februar/marts 1986, altså 22 år gammel. Alle mine søstre rejste hjemme fra, da de var omkring 18 år.

Jeg havde mødt en ung kvinde ca. et år før. Ja jeg inviterede mig selv til hendes fødselsdag i april 1985.

Og hvordan det?

Vores fælles ven, Karl Otto var inviteret til Nørre Aaby, hvor Jane boede. Han skulle dog lige en tur forbi Produktionsskolen, da der var nogle kaniner, der skulle passes. Men hans knallert var gået i stykker, så jeg tilbød at køre ham der over på min knallert, og vi får fodret de skide kaniner.

Men hvordan skulle han komme til Nørre Aaby, det vidste han ikke.

Det løser jeg, sagde jeg. Vi tog hjem igen, og vi ringede til Jane og fortalte om situationen, og vi fik lokket en anden ven, Finn til at komme for at hente Karl Otto, og jeg var så fræk, at jeg mente, at jeg skulle da med til den fest, for sådan en kan man jo altid bruge. Ind i hans Opel Manta og så til fest. Her møder jeg så Jane. Og så nu starter en ny tid i mit liv.

Der blev drukket godt igennem. Og da vi nærmede os sengetid, skulle vi jo finde ud af, hvem der skulle sove hvor og ikke mindst, med hvem.

Karl Otto fandt nogle tændstikker frem og knækkede den ene, og den der trak den længste, ”vandt” æren at dele seng med Jane. Skal jeg fortælle, at det var mig der vandt? Sådan vælger jeg at fortolke det.

Natten gik som den skulle, og næste dag skulle vi så hjem igen. Nyt problem, men vi fik fat i Karl Ottos søster, og drillesyg som hendes mand var, så valgte han at køre de mest humpede og svingede veje, og jeg havde ondt i noget meget personligt, og det var ikke mit hoved. Av, av sikker en tur.

Nå, men jeg fandt så ud af, at jeg var blevet forelsket, og det var lidt svært at fortælle mine forældre, at jeg havde mødt en kvinde, der var lidt handicappet. Det var ikke let for mig og ikke let for dem at få at vide, men heldigvis tog de det fint. Så menneskelighed havde de da. Jeg skulle jo så også fortælle min far, at frugtavler, ja det skulle jeg IKKE være, uden interesse for æbler, fabrikationen, og med en kone, der ikke kunne blive medhjælpende hustru, så var den sag afgjort, men det var en af de sværeste beslutninger, jeg skulle fortælle til min forældre.

Jeg begynder at komme til Nørre Aaby i tide og utide.

 

Vi beslutter så at tage på Midtfyns Festival i Ringe i sommeren 85. i et stort familietelt med en ekstra sovekabine, for Karl Otto og min fætter Holger skulle da også med.

Vi hyggede os gevaldigt i de dage. En sen aften syntes Jane og jeg, at vi skulle have lidt privatliv, men Holger mente at han lige ville sige noget til os, så han lynede ned og så os, så ville Jane så ikke mere. Vi stoppede og gik ud i regnen, og da vi ikke ville have vådt tøj, så stod jeg, Karl Otto og Holger der, midt på en våd græsmark, midt om natten, ganske splitternøgne.

Hvad dælen skal vi så lave? Vi møder nogle våde og fulde kvinder, der skulle tisse, aner ikke hvem de var, hjælper dem at tage deres bukser af og så tager vi lige så alt tøjet af dem, når vi nu er i gang, så der stod 5 nøgne mennesker og grinede af hinanden.

Da vi kom hjem til teltet, var vi noget kolde og Jane lå i sin sovepose, og jeg hoppede hurtigt ned i samme sovepose, og alle vokaler blev brugt, ”aiouaøææååaauuu”, var nok det, hun sagde.

Resultatet af den sommer endte jo med, at hun blev gravid: Juhuu, jeg skal være far. Det var lige godt sørens. Jamen så må jeg jo tage det ansvar. Sådan er det. Det skal man jo, hvis man er en ansvarlig mand.

Nu skal vi så til at finde ud af, hvordan det her skal takles, jeg tager kontakt med Søndersø kommune, og de anbefaler, at vi flytter til Veflinge, i et nyt byggeri, der fra starten blive bygget handicapvenligt, bl.a. med todelt komfur og ovn, og hæve- sænke køkkenbord. Det var lettere at lave det fra starten i stedet for at ændre det efterfølgende. Ja pengene var anderledes i 80’erne end de er nu om dage.

Inden vi kunne flytte ind i en helt ny lejlighed, blev vi indkaldt til samtale i Odense, for nu skulle jeg jo til at betale børnepenge, da vi jo ikke var flyttet sammen endnu. Og hende ekspedienten var hverken til at hugge eller stikke i, så længe vi havde hver sin adresse, så skulle jeg betale. Jeg fik fat i hendes chef og forklarer denne, at vi kan jo ikke flytte ind i en lejlighed, der ikke var indflytningsklar. Det bliver den få dage senere. Endelige fattede de problemet, og jeg slap for at betale eller lave en flytning i få dage.

Vi flytter så ind på Hestehaven.

Vi bor der indtil 1990, midt i min læretid hos Fehr, og mine svigerforældre finder i Nørre Aaby et hus, som boligforeningen har købt, da grunden til huset er så stor, at de har planer om at bygge lejligheder i baghaven. Og i 89 - ja, så får vi også lige en dreng. Og lejligheden i Veflinge har kun et ekstra værelse, så den vil ret hurtigt blive for lille.

Vi flytter så til Nørre Aaby i 1990 og bor der til 2010.Jeg faldt aldrig rigtigt til i byen, jeg syntes, at der var for meget sladder, og da mine svigerforældre bor i samme by, kunne jeg ikke gøre ret meget eller sige noget, før de vidste det. Så jeg følte mig overvåget.

Jeg oplevede at det var svært at bo i en by, hvor alle kendte alle, og det mindste, jeg trådte ved siden af, på den ene eller anden måde, blev registreret. Så skulle jeg høre for det fra andres anden side, det gik mig meget på. Ikke fordi jeg ikke kan lide mine svigerforældre, for det kan jeg, men jeg var aldrig mig selv, og da jeg stoppede på de arbejdspladser, der var i byen, fandt jeg hurtig ud af at arbejdskollegaer ikke er det samme som venner.

Byen bar også præg af, at der var de gamle og de nye. Det er utroligt svært at komme ind under huden på den oprindelige befolkning. Det er nok blevet bedre nu, da byen vokser helt vildt med nye bydele, og derved kommer der masser af nye til, som får ændret den kultur der var i den lille by.

Men vi valgte Nørre Aaby fra, da vi faktisk var i Odense flere gange om ugen, og fordi Janes helbred gjorde, at vores lejlighed ikke var den ideelle til kørestolsbrug.

Så vi begyndte at kigge efter egnede lejligheder i Odense. Vi fandt ret hurtig ud af, at mange lejligheder var bygget, så stueetagen ofte lå 6 – 10 trin oppe, og trapper var no go.

I Tarup fandt vi nogle lejligheder, der tilhørte HD ejendomme, og selv om vi blev advaret fra bla. min svigerfar, der gennem sit virke som boligforeningsformand kendte alt for godt til det selskab, valgte vi alligevel at flytte ind. Der var er ingen trapper og en lille have på ca., 30 m2, og lejligheden er på 94 m2, som er en fin passende størrelse, for os to. Børnene er jo flyttet hjemmefra, og her kan vi bo, indtil vi blive gamle, og selv om helbredet skulle forværres, så skulle vi kunne blive boende.

 

Men tilbage til vores børn. Vil valgte at finde navne til vores børn på den traditionelle måde, som man gjorde det i gamle dage.

Vores datter fik navne fra henholdsvis Janes mormor Lassine, der dog kun blev kaldt Sine uden G, og så mine bedstemødre 2 x Karen.

 

 

Vores søn fik navnet Svend Knud. Svend er opkaldt efter Janes farfar, og ikke efter hendes far, for han er også opkaldt efter hans far. Knud stammer fra min farfar. Hvis man kigger på de andre navne, der var på i spil, altså vores bedsteforældres navne, så var der følgende muligheder: Hans Peter, Anton, Marie. Men det blev altså Sine Karen og Svend Knud.

Vi valgte at blive i Nørre Aaby, så længe vores børn gik i skole der, jeg var imod, at de skulle skifte skole, for det kommer der sjældent noget godt ud af. Min søster og svoger flyttede meget rundt, mens deres børn var i skolealderen, og min niece har en gang sagt, at hun nok har haft langt over hundrede klassekammerater, og det ville jeg ikke byde mine børn, men så snart det tog på efterskole, så havde vi muligheden for at forlade byen.

Sine kom på efterskole på Åbæk efterskole ved Aabenraa, en skole for elever med sproglige udfordringer. Og derefter på Brangstrup ved Ringe, ligeledes en skole for elever med specielle behov. Så flyttede hun hjemmefra, og hun har boet i Assens og Svendborg. Hun mødte en fyr, og de flyttede sammen i hans lejlighed i Svendborg, og de flyttede senere til Fraugde, inden de til sidst flyttede de ind i en lejlighed på samme vej som vores. Forholdet holdt dog ikke. Sine har fået førtidspension, inden det blev umuligt at få det bevilget, og det tror jeg, hun skal være glad for.

Svend kom på efterskole på Nordfyns Ungdomsskole, den samme som jeg og 12 andre i min familie har gået på. Og så et år på Ringe Efterskole. Og det var godt nok ikke samme dreng, som vi sendte af sted, vi fik hjem. Der skete vanvittigt meget på de to år, han ændrede sig både mentalt og ikke mindst fysisk.

Han fik et job som kassemand i Netto efter skolen og han ekspederede bl.a. sin gamle klasselærer, og hun kunne slet ikke kende ham, for han var blevet 20 – 30 cm højere og nu med langt og stort hår.

I dag har han stort set ingen kontakt med de gamle klassekammerater. Han var ikke særlig glad for skolen, lærerne og sine klassekammerater.

Nu bor han i centrum af Odense, spiller en del fodbold og komponere musik, det er hans store interesse. Han spillede på et tidspunkt bas i en heavy metal band. Han har arvet min families musiske talent.

For mit eget vedkommende så har helbredet sat en stor stopper for erhvervs-karrieren, jeg har fået ret mange sygdomme at kæmpe med, multimorbid, hedder det, når man samler på sygdomme.

Udover mit smadret knæ, så har jeg fået knogleskørhed, nyrer sygdomme, hudproblemer, migræne, lunge problemer, astma og depression, og som nogle siger: ”Hvis jeg var en hund, så var jeg aflivet for længst”.

Men uanset hvor ondt jeg har, uanset hvor mange gange jeg har været indlagt, og har måttet opgive job og uddannelser, så har jeg en humor og sort tankegang, der holder mig i live. Mit humør har ikke taget skadet, kun kroppen.

Nu passer jeg Jane som personlig hjælper i et fleksjob, ansat i privat firma, og han er glad for mig, han har ingen problemer med mig, jeg skal jo hverken have arbejdstøj, ferie eller noget. Jeg tager jo på ferie med Jane, så i teorien har jeg aldrig fri, kun de timer jeg går tur med min hund, så har jeg fri og møder andre mennesker. Det fungerer fint for mig.