Lidt af hvert

Vintercamping

Min Fiat 127.

Måske en lidt underlig titel til et kapitel i bogen, men den lille grønne bil har fyldt meget i mit liv, selv om jeg kun havde den i få måneder.

Jeg fik øje på den lille grønne bil hos Willy Jørgensens Auto i Veflinge, den kostede 14.700 kr.

Min far sagde god for den, og jeg fik så nu en bil, jeg kunne kalde min egen.

En lille fiks sag, ja det var faktisk slet ikke en Fiat, men en Seat 127, en spansk kopi af Fiat 127.

Jeg brugte bilen til at komme på arbejde hos Niels Otto Pedersen i Veflinge, hvor jeg var ansat i som frugtavler arbejdsmand.

Der blev ret hurtigt sat Walkie Talkie i bilen, jeg havde navnet Teddy 39.

Første gang, der skete noget med bilen, var da jeg skulle køre min søster og svoger til Skalbjerg, hvor han skulle spille fodbold. Imens de var der, ville jeg fylde lidt benzin på bilen. Jeg vidste ikke rigtig, hvor der var en tank henne. Så jeg kørte til Vissenbjerg, op ad den stejle bakke op til et lyskryds, ser der bliver rødt, så jeg sænker farten, kommer op til krydset, og jeg er helt alene i lyskrydset, og syntes, at jeg holder længe for rødt. Da jeg ikke vidste, hvor tanken var i byen, havde jeg valgt at dreje til venstre (dumt for tanken er til højre) så jeg holdte bare der, som Palle alene i verden - endelig blev det grønt, og jeg kørte frem og drejede til venstre, jeg overså så en anden bil der kom for fra, og banker lige ind i siden på ham. Så holdte vi så der.

Hurtigt tog jeg den fulde skyld.

Og her er, hvad der skete med bil og mennesker:

Min bil fik skader på front og venstre forskærm,

Den anden bil fik bulet sin venstre fordør.

Manden i bilen sad i bar overkrop, og der var nogle glasskår, der havde lavet nogle ganske små mærker i ryggen på ham, men det krævede ingen behandling.

Jeg var uskadt, jeg var ædru, jeg kørte ikke for stærkt, det var min egen bil. Klokken var nok omkring 18.00, og da det var sommer, så var der masser af sol. Kort sagt ingen stor ulykke. Min bil kunne selv køre hjem.

Grunden til at jeg fremhæver skadens omfang skyldes en episode ugen efter.

Jeg dukker op til forsamlingshus fest i Morud.

Og folk stirrede på mig med store øjne.

De havde hørt følgende:

Jeg var pisse fuld, i en stjålen bil, midt om natten, med slukkede lygter, kørte over for rødt, smadrer jeg ind i en anden bil, der bliver så ødelagt, at flere kommer alvorligt til skade, og jeg selv var omkommet.

Så her er det vist på sin rette plads at citere munken Johann Gregor Mendels ord, som også H. C. Andersen har brugt: En fjer bliver til fem høns.

Man kan vel også bruge denne sætning: Den, der bliver løjet død, lever længe. Den sidste foretrækker jeg lige her.

Jeg fik så ordnet bilen. Og den var klar til nye oplevelser. Og det må man sige at den fik.

En dag hvor jeg fik til opgave at flytte brænde ned til fyret, fik jeg besøg af Karl Otto, og så gik der hat og briller i det – igen. Når vi var sammen. Jeg besluttede at brænde kunne være brænde. Så vi kørte en tur i den nylavede bil. Vi endte i Rue, og jeg syntes, at jeg skulle lade Karl Otto prøve at køre bil, så på grusvejen Flintebjerg overlod jeg han styringen af Fiat’en. Og så skete det, at han gav alt for meget gas, han mister fuldstændig kontrollen over bilen. Op ad skrænten på den ene side og så over i den anden side, og med fuld fart og styrke hamrede vi ind i et piletræ. Og bang og så lå vi på taget, hang i vores sikkerhedsseler, og det er var jeg meget glad for, at jeg brugte, og stadig bruger i dag, for min egen skyld og ikke kun fordi politiet siger at man skal.

Det er meget mærkeligt at hænge på hovedet i bil, når man løsner selen, så falder man NED på taget.

Vi kommer ud, og får væltet bilen om på hjulene igen.

Vi er begge uskadte, jeg går ned til nærmeste hus, og får ringet til min far, og så falder jeg om, de andre vælger så at ringe efter en ambulance, og jeg bliver indlagt for observation for hjernerystelse, som det har jeg så heldigvis ikke har. Min far kommer med sin traktor og med tippelad bag på, og bilen kommer hjem. Den er nu total skaldet og kan ikke laves.

Jeg begik så forsikringssvindel, da jeg påstod, at det var mig der kørte, for Karl Otto havde ikke kørekort. Så jeg fik 14.000 for bilen. Så alle pengene kom næsten hjem igen. Jeg lærte en masse den dag, og jeg har siden hen gjort en masse for at overholde loven. Har lidt dårlig samvittighed overfor den forsikringssvindel, men det var for at hjælpe Karl Otto, da han jo ikke var så rig, at hans familie kunne hjælpe ham her.

 

Camping.

Ja, både Jane og jeg kommer fra en campingfamilie. Men to meget forskellige måder at campere på.

Min svigerfamilie tog på stævne camping, altså på den måde, at de var medlem af DCU som afholder stævner rundt om i landet og nogle gange også i udlandet. Der var arrangeret en masse i løbet af det stævne, både sjov, fællesspisning, og dans.

De samme campister mødtes igen og igen, på den måde fik de en masse venner, som de så også så uden for campinglivet.

Mine forældre var nok mere det, man kunne kalde egoist campister, for de tog på ture rundt om i landet, og de valgte ikke at komme de steder, hvor der var stævner. Jeg kan huske, de en gang ankom til Vorbasse camping og så, at der var stævne, så kørte min far videre til en anden campingplads. Vi blev slæbt rundt på museer og andre historiske steder, eller til naturoplevelser.

De voksne i min familie holdt sig for sig selv, men vi børn havde en stor kontaktflade med andre på pladsen. Mine forældre drak Nescafé og meget lidt alkohol på sådanne ture, hvor i mod mine svigerforældres weekender kunne godt ende ud med et lidt tungt hoved om søndagen.

Så da vi startede vores eget campingliv, så var det mig, der valgte at gå i mine svigerforældres fodspor mht. måden, vi skulle campere på. De første ture var ofte sammen med svigerforældrene, så kunne de lige give en hånd med opsætningen, og vi lærte at campinglivet at kende i trygge hænder.

Vi havde overtaget mine forældres gamle MKP-midi campingvogn.

 

Vores første campingvogn, Det var mine forældres, som vi overtog. (ikke vores på billedet, men en magen til)

 

En lille bitte vogn, som min far havde ændret indretningen af. Så der var bedre senge, men meget plads var der ikke.

Jeg fandt ud af, at det der med stævne camping tiltalte mig meget. Vi opbyggede stille og roligt venskaber. Det var for eksempel en tur til Herning til et stævne, som hed Spil-Uden-Grænser. Hvor de forskellige kredse i landet under DCU, konkurrere i små opgaver mod hinanden, og der mødte vi et ægtepar fra Otterup, som vi i de næste mange år holdt kontakt med, men efter vi stoppede campinglivet, gled det ud i sandet igen. Men i mange år var vi tit sammen, også uden for campinglivet. Var med til hinandens familiefester. Men nu ser vi dem ikke mere.

Vi fik skiftet MKP vognen ud med en Adria, senere en Dethleffs og til sidst en Knaus, Men i starten af 0’erne mistede vi interessen; helbredet og økonomien fik os til at indse, at det nok ikke var os mere. Det var mange sjove år og indimellem savner jeg det da, men tanken om arbejdet, og ikke hvor dyrt det efterhånden blev, får mig på andre tanker. Nu tager vi på en årlig ferie i sommerhus.

Nordisk Caravan træf var helt klart højdepunktet i året. Sammen med nordmænd, svenskere og finner i en hel uge på en mark eller dyreskueplads et sted i Norden. Vi var en gang i Norge i Halden, 2 gange i Sverige og et par gange i Danmark, turen til Finland var lige lovlig lang tur for os. Men at være sammen med andre campister fra andre lande var fedt, jeg fik en norsk ven, der hjemmebryggede noget Kosk til mig, jeg fik ”barnedrikken” der kun var på 60 til 70% spiritus. Tak skæbne den var stærk, men det gode ved Kosk er, at det de i putter det i drikken er det som man ikke får tømmermænd af dagen efter, og så tror jeg også, at det kunne helbrede salmonella, da alle dårlige baktier i kroppen, blev slået ihjel, det føltes, som om man kunne mærke, at tarmene blev tomme, efterhånden som spritten kom ned i dem.

Jeg fandt ud af, jeg kunne tale skandinavisk. En fuld mands sprogblanding mellem dansk, norsk og svensk. Jeg er i forvejen ret god til at tale svensk og norsk, men når man sidder midt mellem en fra hvert land, så falder man over ordene. Men det lød nu sjovt. I en norsk Olsenbanden film fester Benny, Kell, Valborg og købmanden og hans datter, og de synger sange, og underteksten fortæller, at der synges Svosk, det er en blanding mellem norsk og svensk, og det var nok det, jeg talte efter et par glas Kosk.

Jeg har fundet ud af, at arbejdskollegaer og campingvenner er kun nære venner så længe, man har jobbet eller er campist. Ingen campingvenner fra de ca. 25 år på hjul, har jeg kontakt med mere. Sådan er det bare, og det må vi leve med. Jeg vil ikke kæmpe for at bevare et venskab, der tydeligvis ikke holder i længden. End ikke på Facebook har jeg kontakt med dem.