Mine skoler

Efterskolen

Nordfyns Ungdomsskolen blev et stort vendepunkt i mit liv.

Noget som mange forældre erfarer med efterskoler, er den kæmpe forandring, der sker med deres børn på de 10 måneder, går på efterskole.

Og det skete også for mig; 9. klasse var en overgangs periode, men i 10. klasse fik jeg lysten til at lære og modtage viden, og jeg fandt ud af, at det der med skoleundervisning slet ikke var så tovligt endda. Desværre kom det bare flere år for sent. Så at jeg overhovedet skriver dette, skyldes helt og holdent mit efterskoleophold, med forstander Poul Andersen og lærerne Kristian Bruntse og Kaj Andersen. Disse tre personer vækkede min lyst til lærdom, og Kristian lærte mig faktisk noget så simpelt som at holde ordentlig på en blyant. Kommuneskolens lærere havde slet ikke opdaget, at jeg holdet om en blyant som et lille barn. Jeg brugte 3 til 4 fingre på selve blyanten, og min skrift var også derefter. Lige pludselig kunne jeg skrive noget, som andre faktisk kunne læse.

Mine karakterer i kommuneskolen var så lave, at bla. udtalelsen i Fysik/kemi blot hed: Forbederlig ønskeligt.

 

I 9. klasse steg karaktererne til max 8. og i 10 klasse fik jeg et 10 tal, senere tog jeg 9. og 10. klasse på VUC, der fik jeg 10, 11 og flere 13-taller. Så jeg er slet ikke så dum, som andre og jeg selv troede, da jeg gik i kommuneskolen.

Det ansvar som efterskolerne giver eleverne, er noget at det bedste, der kan ske for unge mennesker, og jeg kan kun anbefale andre at tage på efterskole, hvis det er muligt - begge min børn har været af sted, og det har i den grad gavnet dem begge. Hvis man husker, at man ikke skal tage hjem hver weekend. Jeg var så ofte på skolen, at min mor spurgte, om jeg ikke snart skulle prøve at komme hjem, bare en gang i mellem. Til det svarede jeg: - ”Nu betaler I jo for, at jeg kan gå på skolen i 10 mdr., så derfor for I jo mest ud af pengene, hvis jeg er der hele tiden.” -  Det kunne min mor så ikke rigtig argumentere imod.

På skolen skete der noget med mig, men også på tiltaleformen på skolen. Året før jeg kom, gik min søster der, og de tiltalte forstanderpar som Hr. og Fru Andersen, men da jeg begyndte på skolen, hed de pludselig Poul og Inge. Jeg kom hjem en weekend, og jeg sagde til min søster, at jeg skulle hilse fra Poul og hun svarede: Hvem? Hun kendte kun ham som Hr. Andersen.

Jeg begik så den fejl at vælge en værelseskammerat, som jeg kendte i forvejen fra kommuneskolen. Der gik kun et par måneder, så var det ovre, der blev så byttet lidt rundt, og modsat nu til dags, så kom jeg til at kende en person, som ikke var lige som mig. Noget så sjældent som en mulat. Ja jeg havde aldrig før set en mørk person i virkeligheden, det var kun noget, der fandtes på amerikanske film. Men Morten var altså mørk i huden, han var søn af en allieret soldat og en tysk mor - senere adopteret til Danmark, til en dansk præstefamilie på Vestfyn. Vi blev gode venner, i hvert fald boede vi sammen næsten resten af året, indtil vil så også fik nok af hinanden, så fik jeg René fra Gislev som værelseskammerat.

På skolen lærte jeg en masse nye mennesker at kende. Elever som jeg den dag i dag stadigvæk har kontakt med, mest over Facebook, men vi skriver da lidt sammen.

9. klasse blev brugt til at finde mig selv. 10. klasse, var til at udvikle mig, særlig på det faglige område, og jeg begyndte at lave lektier. Jeg var glad for Poul Andersen, der faktisk et eller andet sted troede på mig, selv om jeg til tider kunne være en meget besværlig elev.

Mange år efter min skoletid, arrangerede jeg klasse fester, og jeg fandt mange af eleverne og fik dem til at møde op til jubilæumsfester, men efterhånden fandt jeg ud af, at når selve dagen oprundede, så var jeg lige så alene, som jeg var på skolen - alle faldt tilbage i de roller, de havde på skolen, og jeg følte nogle gange, at jeg slet ikke var med til de fester, for jeg havde svært ved at tale med folk, og jeg har nu mistet interessen for og lysten til at samle folk, så nu kan jeg kan se, at der ikke sker så meget mere, for der er ikke andre, der forsøger at samle folk mere. Jeg har meldt mig ud af alle elevforeninger på både efterskolen og højskole, og skulle der komme en fest invitation engang, så vil jeg længe overveje, om jeg vil med. Intet er afgjort på forhånd.

 

Rønshoved Højskole

Jeg gik på højskole fra november 82 til og med marts 83.

Og det hele kommer i stand på en lidt tragisk vis.

Det hele starter lørdag den 14. november 1981. en regnfuld dag. Jeg tøffer lidt rundt på min Puch, rent tilfældigt møder jeg Kim Jørgensen, vi falder i snak, bliver enige om at vi vil skulle købe en flaske gammel Dansk og nogle øl, så tog tager vi over til ham, han var er alene hjemme, og vi skal se en tipslørdags kamp fra England. Kan ikke huske, hvem der spillede, men det var ikke tophold. Vi beslutter at tage et glas med Gl. Dansk hver gang, der bliver scorede. Efter en målløs første halvleg, bliver vi enige om at drikke hver gang, der er hjørne, senere også ved indkast, til sidst hver gang dommeren fløjter. Så efterhånden er vi ret lige glade med, at kampen ender 0 – 0.

Vi finder ud af, at der er fest i Veflinge hos Ronald, så vi kører derover, og jeg drikker videre. Jeg falder i søvn i deres badekar, jeg vågner op og har får den tåbelige ide, at jeg ville om på Bystævnet, den lokale bar i byen.

De andre forsøger at stoppe mig, men jeg vil. Op på min Puch og så af sted. Af en eller anden årsag kører jeg en omvej, og der møder jeg nogle, jeg kender, hilser på dem, men mister balancen og kører med fuld kraft ind i en hæk, vælter og får knæet i klemme mellem benzintanken og fortovet. Jeg skriger af smerte, mange kommer ud og ser, hvad der sker. Der bliver tilkaldt en ambulance, derefter forsvinder mine erindringer lidt, jeg får forklaret dem, at mine forældre ikke er hjemme, fordi de besøger min moster, som har fødselsdag den dag. Jeg bliver indlagt, hvilket jeg slet ikke kan huske, jeg er usædvanligt fuld, blodprøven svarer til 14 genstande. Og det passer nok helt godt, for jeg var enorm fuld og langt væk.

Den dag oplevede jeg det ganske forfærdelige, at mine forældre bliver ringet op af politiet, for at få at vide, at deres søn er kommet til skade og blevet indlagt. Det var og er ikke en sjov oplevelse for nogen overhovedet. Jeg er meget ked af at jeg gav mine forældre den oplevelse, det fortryder jeg den dag i dag, straffen for min gerning og handling har jeg endnu. Jeg fik fjernet mine 2 menisker og et korsbånd i knæet, og jeg har stadig smerter, og flere jobs og uddannelser har jeg mistet pga. mit dårlige knæ. Så de 800 kr. jeg fik i bøde, var småting i forhold den straf, jeg fik på mit helbred. Hellere en bøde på 8000 kr. og et brækket skinneben, i stedet for det, jeg pådrog mig. Men det hele var min egen skyld. Tag staffen for dine gerninger, det har jeg lært.

Utallige sygehus og læge besøg har jeg haft, pga. det knæ.

Jeg blev kontanthjælpsmodtager fra den dag, jeg fyldte 18 år. Og min sagsbehandler vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sætte mig til, så hun kom efter nogen tid frem til, at et højskoleophold ville gavne mig, jeg kunne så gå i gang med at finde ud, hvor jeg ville på højskole.

Og som så mange gange i mit liv, så vælger jeg ting ved at fravælge andre ting.

Jeg fravalgte alle dem med en bestemt politisk retning, uanset hvilken retning, jeg skulle ikke rettes ind i en bestemt politisk retning.

Alle skoler med kollektiv ledelse, nej tak

Idrætsskole, nej ikke med mit knæ.

En gammel traditionsbunden skole er lige mig, og valget falder på Rønshoved Højskole i Sønderjylland. Og uden at jeg var klar over det, så havde min søster faktisk gået på samme skole flere år før, og min forstander på efterskolen havde været lærer på skolen; flere andre i min familie har ligeledes gået på skolen, og jeg er sikker på, at valget faldt i meget god jord hos mine forældre. Forstanderen på skolen var en Haarder, og jo han var storebror til politikeren, Bertel Haarder. Hvilket vi så fik at mærke flere gange. Han kom ofte og holdt taler. Men han var og er ret sjov, med sine spydige taler.

Jeg ankommer til skole omkring den 1. november 82, og jeg får en værelseskammerat ved navn Sten Dahl. En ung mand fra Kolding kanten, jeg havde kontakt med ham i over 30 år efter, men det har vi det ikke længere.

Han har vist stadigvæk rekorden i at tage mest på i vægt, gennem de 5 måneder. 18 kg blev det til, og til sidst havde han kun sine ridebukser, han at kunne være i. Han var usædvanligt kage- og slik glad. Man kunne næsten se ham vokse.

På skolen møder jeg igen Morten, ham den mørke dreng, fra efterskolen, han var også blevet elev på skolen.

På højskolen oplevede jeg alt det, som man i min slægt har oplevet utallige gange med alle de højskoleophold, som virkelig mange har oplevet. Både sammenhold, respekt, kulturel udvikling, forståelse for livet, masser af sang fra højskolesangbogen. Udvikling på det personlige plan. Vi eksperimenterede også med det erotiske, hvilket jo så gjorde os erfarne på det område også.

Jeg valgte ret mange kreative fag, hvilket betød få lektier. Jeg havde faktisk den samme lærer i samtlige eftermiddags timer i løbet af en uge. Vi sled hinanden op. Guitar undervisning, kor, drama, musikforståelse, teater.

Højskolen lå kun få kilometer fra Kollund, hvor æ spritter sejlede til Flensburg. Om lørdagen tog vi tit ned til båden, og tog første tur, og vi blev på båden hele dagen, uden at gå i land, så ved 17-tiden var vi godt fulde, og vi havde nok mere alkohol i blodet, end vi havde i flaskerne.

En gang havde en lille flok af os lånt en Morris Marina af Jonna for at køre over grænsen til Tyskland. Vi var en sjællænder, en fynbo (mig), en der var født i Vesttyskland, men adopteret til Danmark, og en århusianer. Bilens var utæt i benzintank var utæt, og den dryppede benzin. På denne aften, hvor vi var i Vesttyskland, havde tolderne nuppet en efterlyst person ved grænsen, så alle mand med uniformer, hunde og våben var på arbejde. Så der var lang kø fra kioskerne ned til grænsen. En politimand gjorde os opmærksom på, at vi dryppede benzin, så han bad os køre uden om køen og hurtig hjem til Danmark, for sådan en dårlig og sprængfarlig bil, vil de ikke have i Vesttyskland.

Han glemte så lige at fortælle over sin radio, at vi havde fået lov til at køre uden om, så vi blev standset, Morten blev hevet med ind til forhør, for var han nu terrorist, pga. sit fødeland og hudfarve. Han blev hurtig løsladt, jeg kørte videre, hen til den danske tolder, jeg kunne ikke se nogen, for han sad lænet over en avis, og lige da jeg var ud for ham, mente jeg, at der ikke var nogen, så jeg gassede op, og straks kom har farende og råbte og skreg STOOOOP. Jeg stoppede og forklarede situationen, heldigvis var har forstående, og ikke lige som vagterne i en amerikansk lufthavn, for så var vi nok endt i håndjern.

At jeg ikke blev stoppet i tolden, er et under, for inde under trøje og bukser havde jeg en flaske sprit. Det havde nok været toppen, hvis de havde opdaget den.

De 5 måneder gjorde mig nok en del år ældre. Og det var vist også tiltrængt. Ikke mindst i forhold til andre og aller mest i forholdet til mine forældre.

I alt 2,5 år på efterskole og højskole prægede mit liv i en retning, der kun var til det gode.

 

Uddannelser.

Jeg kommer så hjem fra højskolen, flytter lige en måned til Ikast, det er igen en tåbelige og ikke særlig gennemtænkt beslutning. Bor hos nogle venner til en af mine efterskolekammerater. Efter en måned får jeg nok, flere oplevelser gør, at jeg aldrig bliver glad for at bo der, så hjem til mit barndomshjem igen. Hvad så nu?

Aner det ikke, jeg er nu 19 år. og jeg aner ikke, hvilken retning jeg skal gå, skal jeg følge min fars drøm om, at jeg også bliver frugtavler. Forsøger da også med en læreplads i Harndrup, men igen driller mit knæ, og jeg må opgive. Knæet kan ikke tåle belastningerne med lange gåture i marken og at træde på koblingspedalen på traktoren, så min fars drøm må nok droppes, og eftersom jeg faktisk slet ikke interesserer mig for æbler, bær, blomster og den slags, så ville det være tosset at gå den vej. Det kunne jo ende i stor fiasko, konkurs og økonomisk katastrofe for mig.

Jeg tager på VUC i Søndersø, hvor jeg på et år tager 9. og 10. klasse, 6 måneder i hver klasse, det er kun dansk og matematik, og her får jeg de højeste karakterer, jeg nogen side har fået.

Jeg starter på EFG Jern og Metal, det er nu heller ikke mig. Jeg kan godt lide at lege med værktøj, men svejsning eller mekanikerarbejde har ikke min interesse, så jeg tager en samtale med en studievejleder, hvor jeg fortæller, at jeg gerne vil være tegner.

Og det forstod han godt, han misforstod bare mit ønske, for jeg ville være frihånds tegner, sådan nogle som laver tegninger i aviser. Han sendte mig videre til teknisk skole for at blive teknisk tegner, altså tegne maskindele og huse. Meget langt fra hvad jeg ønskede.

Senere fortsatte jeg som teknisk assistent, og det var håbløst fra starten, for langt over halvdelen af eleverne fik slet ikke en læreplads, da firmaerne ønskede elever, der kunne tegne på computer og ikke i frihånd, som var det eneste vi lærte, for skolen havde EN eneste computer, der kunne det der CAD/CAM, som det krævede. Der gik næsten 2 år mere inden skolens ledelse fandt ud af de uddannede folk til arbejdsløshed, og de købte computere til uddannelsen. Ja sådan var det i 1985.

Jeg begyndte så i stedet på en produktionsskole Gamby. Der var jeg i nogle år med praktikker i Brugsen i Morud og Søndersø og Kvickly i Middelfart samt en børnehave i Søndersø.

Kommunen fandt ud af, at jeg kunne få et truckcertifikat, og hvad fanden skulle jeg bruge det til? Tænkte jeg. Min forstander på produktionsskolen sagde blot til mig: hvis jeg kommer her lige efter nytår i stedet for at starte på det kursus, så skulle jeg betragte mig selv som fyret. Den forstod jeg godt, så jeg tog til Odense og begyndte på det kursus. 4 år efter begyndte jeg at køre truck og gjorde det i 16 år, så det var alligevel godt, jeg tog det certifikat.

Jeg sidder så en dag ved min sagsbehandler ved kommunen, og hun siger til mig, at jeg skal på EFG igen, denne gang Handel og kontor. Ja ja ja, så gør jeg da det. Noget skal jeg jo lave.

Her starter jeg så i 1988. Møder en lærer, som får mig til at tro på mig selv. Steen Warming. I klassen var der en anden dreng, som mange år senere ender i alle landets aviser og tv. Henrik Hauberg Madsen. Den såkaldte bøssegangster, der med stor sandsynlighed blev dræbt og savet i stykker bag i en varebil.

Nå, tilbage til EFG. Jeg gennemfører grunduddannelsen, men får ingen læreplads. I oktober ser jeg en annonce i avisen, de søger en lagerekspedientelev hos Fehr, Ford i Odense.

 

Jeg søger og får den sgu. De er jo lidt betænkelige, da jeg nu er blevet 24 år, men ret hurtig finder de ud af lige netop det er en fordel, fremfor en 17-årig helt uden erhvervserfaring. Jeg kender faktisk brugen af en fejekost, jeg har kørekort, og truckcertifikat.

I to år ekspederer jeg autodele. Jeg var mest glad for at få en plukliste fra en sælger, og så finde varerne frem og sende dem af sted. Det med at ekspedere kunder og mekanikere fra værkstedet, det var ingen god oplevelse. Jeg kunne bare ikke huske numre, så det tog en evighed at finde de samme stumper frem igen og igen.

Så efter endt læretid med diplom og alt det der, så var jeg da stolt, jeg kunne alligevel noget. Så alt håb var ikke ude.

I mellem tiden var jeg så blevet forlovet og havde fået 2 børn, men dem vender jeg tilbage til i et andet kapitel.

 

16 år på Kraft Food/ Svansø Food som truckfører.

Jeg søger så nyt job, på få dage søger jeg 14 steder. Og jeg får job på Kraft Food i Nørre Aaby, ja som truckfører. En måned ”i lære” på dagholdet, fra 1. februar er jeg 1. mand på trucken på natholdet. Og på den adresse er jeg i 16 år, med 2 års pause på cykelfabrikken Everton-Smidt eller Grand som det hedder i Nørre Aaby. Næsten alle år var jeg fast natholdsarbejder. Og i dag elsker jeg natten, hellere gå i sent i seng end stå tidlig op ¨.

Jeg stopper først i midten af 0’erne, da arbejdsforholdene bliver for meget for mig, de indfører omvendt anciennitetsløn. Dvs., den der har været der i længst tid og oplærer andre, skal have mindst i løn.

Jeg stopper med lægeerklæring, uden opsigelsesvarsel, jeg fik bare nok. Jeg mente også at min tillidsrepræsentant var en mistillidsrepræsentant. Hun og min chef løj om lønningerne. Så jeg skred, og det var en stor lettelse for mig. jeg slap væk i live, men jeg fik en kæmpe depression på grund af arbejdet, og det forfulgte mig i mange år derefter.

Jeg begyndte så som vikar, det var faktisk sjovt at starte forfra igen, jeg var mejeriarbejder, oste mager, truckfører flere steder og skraldemand. Men igen kom mit helbred i vejen. Depressionen og dårligt knæ, migræneanfald + et par skavanker stykker mere, så jeg begyndte at søge om pension. Jeg kom i jobprøvninger i Gelsted, på et genbrugscenter, og jeg fandt ud af, jeg var god til at reparere ting, der var kommet ind og trængte til en kærlig hånd. Der var ikke det, jeg ikke kunne skille ad og få lavet. Alt fra små armbåndsure, legetøj, lamper, ja alt muligt.

 Men lige pludselige opsagde kommunen kontrakten med genbugsstationen, så jeg måtte stoppe, jeg fik så et fleksjob ved Middelfart lokal-tv. Og der fandt jeg ud af det der med at filme, redigere film og alt det der, det var lige mig, og i dag filmer jeg jo alt muligt. Det var virkelig sjovt at lære.

Vi vælger så at flytte fra Nørre Aaby til Odense - af forskellige årsager, og Middelfart kommune sender så alle mine sagsakter til Odense. Men Odense kommune kan slet ikke finde dem, i 2 måneder påstår de, at de slet ikke har modtaget det fra Middelfart kommune. Lige indtil de finder dem liggende hos en sekretær, der så ikke kan gennemskue, at disse papirer faktisk skal videre til en sagsbehandler. Flot siger jeg bare. Jeg var så Mr. Nobody i den tid.

Jeg starter så helt forfra igen, for Odense kommune kan ikke bare fortsætte med noget, som en anden kommune har startet. Og hvem bliver kastebolden igen? Mig.

Jeg får et fleksjob på kommunens cykel værksted - efter en tid må jeg opgive, helbredet driller igen.

Nu har jeg så fået et fleksjob som personlig hjælper for min forlovede, og det trives jeg meget godt med. 11 timer om ugen, fordel på alle ugens dage og tider, hvor hun har brug for hjælp. Faktisk så står jeg til rådighed 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Jeg har kun fri, når jeg går tur med hunden eller når jeg er i motionscentret.