Mine minder

Min far Hagbard og lille mig.

Sommeren med Ann

Jeg var taget til halbal i Morud, og der møder jeg Ann, en pige fra Søndersø. For første gang i mit liv oplevede jeg forelskelsen buldre i min krop. En følelse som var ganske ny for mig. Hun vækkede en del i min krop, som ikke er sådan at beskrive. Vi dansede hele aftenen. På vejen hjem kørte vi en lille omvej. Morud Skov var endestationen. Og Ann var en sød pige, og jeg blev lige pludselig voksen den nat.

Jeg var så forelsket, at jeg var lidt sur over, at jeg den næste dag skulle med familien til Egeskov Slot, der var noget andet, jeg langt hellere ville. Men jeg måtte bare følge med.

Jeg begyndte så at komme ret meget til Søndersø, og jeg mødte hendes familie. En socialdemokratisk familie, langt fra min egen mere borgerlige familie. Helt andre indstillinger til livet, end jeg var vant til. Det plantede et socialdemokratisk frø i mig. Noget som den i dag stadigvæk blomstrer, selv om jeg har været både Centrum Demokrat og Radikal. Så er mine holdninger langt mere røde end blå. Men jeg har da stadigvæk lidt blåt fra min opdragelse fra min far, så jeg har lidt splittet holdning nogle gange. 100 % enig med et bestemt parti, bliver jeg aldrig, med mindre jeg stifter mit eget parti.

Selv efter at Ann og jeg stoppede med at komme sammen, og hun fandt en anden fyr, så kom jeg stadig i hendes hjem, blev gode venner med Flemming, no bad feelings der. Jeg brugte så mange timer hos familien, at min egen familie troede, at jeg stadig var kæreste med Ann, så de gloede noget, da jeg inviterede Ann og Flemming til min fødselsdag. – ”Hva’ er du ikke kæreste med Ann?” – Det var jeg så ikke mere.

Da jeg mange år efter kontaktede familiens kendte datter, Christel Schaldemose, Anns søster, og hun fortalte, at Ann lå på sygehuset, dødssyg af kræft, brød min verden sammen. Jeg var sønderknust, jeg ringede til Ann på sygehuset, og jeg fik en snak med hende, få dage inden hun døde. Til begravelsen var jeg næsten mere trist, end da min forældre døde. Det var hårdt, at en, der var født på nøjagtig samme dag som mig, var gået bort.

Vi blev en gang standset af politiet, hvor fordi Ann sad bagpå min knallert, og jeg gav så mit cpr- nummer til politimanden, Ann gav ham så hendes cpr- nummer, men politimanden troede ikke på, at det kunne passe, at vi havde fødselsdag sammen dag, for vi var jo ikke tvillinger. Det tog lidt tid, inden han blev overbevist.

 

Oprøret

Om jeg er skyld i min fars grå hår, ved jeg ikke, men sikkert og vist, han havde nok håbet på et andet udfald mht. den søn, han sådan havde ønsket sig. Og da jeg startede mit ungdomsoprør mod mine forældre, startede jeg også den mest unødvendige kamp, jeg overhovedet kunne starte, for på trods af, at mine forældre var gamle af alder, så var de altså slet ikke gamle af sind. Alt hvad jeg kunne finde på at genere dem med, prellede af som vand på en gås, det opdagede jeg blot flere år efter, alle mine oprør mod dem, blev bare besvaret med: ”Det går nok over igen.” Så der forregnede jeg mig totalt.

Hvad jeg ikke har prøvet at provokere mine forældre med, uden at de blev rigtig sure, det er ikke småting. Men det lykkes da en gang i mellem. Da jeg købte en 6-cylindret Toyota Crown fra 1968, der var bund-rusten og uden bremser. Det var vist ikke så heldigt. Der kom far vist op i det røde felt. Set i bakspejlet, var det vist heller ikke særligt gennemtænkt. Men at køre sådan en stor bil, uden kørekort og med defekte bremser, det var nogle sjove dage. Ind gennem Odense, stille og roligt, og hver gang vi nærmede os et lyskryds, åbnede vi alle dørene og satte et ben ned på asfalten for at bremse bilen. I bedste Flintstones stil. Heldigt for os, at vi hverken kørte galt eller mødte politiet. Det var min kæreste Lilian, der havde lagt de 3000 Kr. ud for mig. Dem betalte jeg gradvis tilbage gennem det næste års tid. De næste biler jeg købte, var med rådgivning fra min far, og det var vist også bedst.

Men tilbage til min skolegang. Jeg havde som sagt ikke de bedste år i kommuneskolen. Jeg gik til ekstra danskundervisning, og da klassen skulle have seksualundervisning, mente lærerne at jeg nok ikke skulle deltage i den undervisning, da jeg jo var en uromager, så jeg ville nok forstyrre mere, end det var gavnligt for de andre. Det komiske ved det er så, at da jeg afholdte en klassefest ca. 5 år efter, vi var gået ud af 10. klasse, var jeg den første og eneste der havde får fået barn -, ingen af de andre var nået så langt, end ikke en fast partner havde de. Man kan jo så sige at avle, det kunne jeg finde ud af uden undervisning, de andre havde så nok lært at beskytte sig, for det brugte vi tydeligvis ikke.

I min klasse var der da også nogle, som jeg brugte lidt mere tid på. Peter, heller ikke var lærerbarn. Han boede et par kilometer længere ude ad Farstrupvej, og vi legede en del sammen. Han havde som nabo en gammel ungkarl, der boede langt nede på Farstrup Mark, Christen Beck, og hos ham brugte vi mange timer, Christen var god for en sludder, og vi fik jo også lov til at kører på hans Massey Ferguson.

En anden ven jeg havde var Karl Otto. En dreng, der boede ganske tæt ved mit barndomshjem., Vi startede med at gå i klasse sammen, men ret hurtig kom han på en anden skole, en specialskole, hvor de stærkt ordblinde gik. Han tog hjemmefra kl. 6.00 for at være i Middelfart kl. 8.00 og han var først hjemme ved 17-tiden, og 2 gang om ugen var han først hjemme ved 23-tiden, da han havde aftenskole og klub aften på skolen. Hans familie var ikke særlig velhavende, tværtimod, de boede i kommunens fattighus, men han var en god ven af mig. En anden dreng fra min barndom var Henning, han var modsat Karl Otto, uhyrer klog, vel at mærke på det boglige plan, kan huske at han fik 13 i skriftligt engelsk, og på trods vores forskelligheder, så havde vi mange gode stunder sammen.

I den lille by hvor Karl Otto og Henning boede, var der en lille skov, og alle, der har være børn og teenagere i den by, vil kunne fortælle mange ting om den skov - ikke alt tåler dagens lys, men det var sjovt, det er jeg sikker på.

For mit eget vedkommende havde vi mange kampe, med bue og pil og hulebyggeri. Senere, da vi blev ældre, fik vi fat i luftgeværer og pistoler, hvor vi skød til måls efter træer og nogle gange hinanden, eller faktisk også helt fremmede, der cyklede nede på cykelstien til Morud. Ingen kom dog til skade.

Karl Otto og jeg var vist nogle være bøller, kort sagt. Vi udfordrede os selv, man kan vel sige, at vi opfandt Jackass, før Jackass faktisk blev opfundet. Og hvis vi havde haft samme videooptagelses muligheder, som vi har i dag, så have det nok været os, der havde været i tv med vanvittige stunts og ikke Jackass.

Det er helt uoverskueligt at komme ind på, hvad vi lavede af dumheder, men jeg kan da nævne i lidt i flæng:

-                    Hvor højt kan et baghjul komme op i luften uden at vi falder forover, når vi fjerner forskærmen på cyklen, og sætter foden ind på dækket ved forgaflen. Det foregik selvfølgelig uden hjelm.

                     

-                    Eller hvor hurtig kan man køre med en mand hængende i en tagbagagebærer på en Morris Mascot, før han falder af?

                     

-                    Hvor mange kan sidde på en Puch Monza sammen med en kasse øl?

                     

-                    Hvor mange kan sidde i en VW bobbel? 8 stk. kan jeg huske.

 

Da vi nåede den alder, hvor vi fik interesse for øl, fandt vi ud af, at i Rue var der en mand ved navn Peder Erik og hans far, der bryggede øl. Hvis vi var heldige, at Peder Erik ikke var hjemme, så kunne vi overtale hans far til at drikke øl med os. Det kostede ikke noget, vi skulle kun betale for det øl, vi tog med hjem, i dunke af 25 liter. Og vi var ofte fulde, inden vi kørte fra Rue. Hjem til Karl Ottos forældre, for der var man ikke så tilbageholdende med øldrikning som i mit hjem.

Hos Karl Otto har jeg utallige gange trukket en ordentlig brandert hjem til mig selv, og jeg har aldrig hørt mine forældre kommentere det til mig, men jeg tvivler på, at de ikke var klar over, hvor ofte jeg kom halv- og hel fuld hjem. Måske havde det været bedre, at de den gang havde sat en stopper på det liv, men igen så de igennem fingrene med mine gøren og laden.

 

Men jeg vil også gerne fortælle om den anden side af min barndom. Og her kommer mine forældres opdragelse mere ind i billedet.

Min far stammer ud fra en musikalsk familie, der var flere musikere i hans slægt, hovedsageligt violinspillere. Jeg og min søster begyndte at gå til orgelspil hos Hagstrøm i Dalum. Jeg lærte noder før jeg kunne stave ordentligt, en dejlig lærdom, som jeg i dag stadigvæk bruger i mit musikalske virke.

Hver onsdag eftermiddag kørte vores mor os derud. Jeg var nok heller ikke superseriøs der, lige som det meste andet, jeg foretog mig i min barndom. Men jeg lærte da at spille på orgel. Jeg har i dag udvidet min instrumentsamling til et keyboard, akustiks guitar, elguitar, mundharmonika og blik fløjte, og så har jeg min fars violin, den kan der dog ikke spilles på, for den trænger til en reparation.

 

Da jeg begyndte på efterskolen, kunne jeg ikke tage orglet med, så jeg fik overtalt min far til at købe en guitar. Jeg fik den for sent til at kunne starte på begynder holdet, så det første halve års tid, lærte jeg selv at spille på den, så da jeg efter nytår kunne starte på begynderholdet, havde jeg allerede lært nok, til at jeg kom direkte ind på det let øvede holdet, så mit talent var da til at få øje på.

Nu vil jeg så prøve at beskrive mine 2 år på Nordfyns Ungdomsskole.