Mit liv som Steen

Forord.         

Hvem er jeg? Der er nok lige så mange meninger om den sag, som der er mennesker, jeg har mødt i mit liv.

Hvordan skal jeg så kunne beskrive mig selv, hvis andre måske vil mene, at sådan ser de mig ikke. Men jeg forsøger alligevel at berette om mit liv, som jeg selv husker det. Og om det er sandheden, eller det er noget, jeg forestiller mig sandheden, det lader jeg om jer andre vurdere. Jeg kan kun beskrive mit eget liv, som jeg selv husker det.

Om det er den fulde sandhed, det må læserne selv vurdere, men jeg forsøger at beskrive mit liv så tæt på virkeligheden som muligt, jeg kan jo ikke huske alt, hvad jeg har lavet, det kan jo skyldes alder, beruselses eller andre ting, der har spillet hukommelsen et puds.

 

Min tidlige barndom.

Mandag den 9. marts i 1964 på Bogense Sygehus, kommer jeg til verden. Jeg bliver nr. 4 i børneflokken, der i forvejen tæller 3 piger, der er henholdsvis 2, 12 og 16 år ældre end mig. Efternøler vil jeg nok ikke kalde det - vi søskende kom bare i 2 hold.

Jeg har altid spøgt med, at jeg er lige så gammel som Ford Mustang. Lige så flot, og lige så eftertragtet. Jo, for den første Ford Mustang rullede ud af samlebåndet på Ford Motor Company fabrikken i Dearborn, Michigan, den 9. marts 1964.

En anden stor begivenhed fra den dag, er noget der først kommer ind i mit liv flere år efter. Ca. 1 ½ time før jeg bliver født, bliver der også født en pige. Hun får navnet Ann. Og hende møder jeg som ca. 15-årig, og hun bliver min første kæreste. Ikke noget langvarigt forhold, men vi forblev venner flere år efter, og i dag har jeg stadigvæk kontakt med hendes familie, desværre ikke med Ann, da hun døde pga. kræft for en del år siden. Men hun har altid været i mine tanker, og hende vender jeg tilbage til senere.

Af gode grunde kan jeg ikke huske ret meget fra de glade 60’ere. Enkelte klip sidder dog fast.

For eksempel de gule gravemaskiner der var ved at fjerne jernbaneskinnerne på den nordvestfynske jernbane, der gik ca. 400 meter fra mit hjem, og som jeg kunne se dem fra stuevinduet. Og så husker jeg lidt fra min morfars fødselsdag, i 67, hvor jeg sad på græsset i mine skotskternede overalls og fik lagkage og gul sodavand, sikkert fyldt med masser af farvestoffer og sukker. Og jeg ville bare ikke fotograferes sammen med mine fætre og kusiner og min morfar, hvilket jeg bitterlig fortryder, for der findes i dag kun ganske få billeder, hvor jeg er sammen med min morfar.

Ellers er 60’erne et årti, hvor jeg kun har andres fortællinger om mit liv.

Der er en sjov detalje fra den 10. april 1970, som klart er i min erindring. Datoen er først senere blevet fastlagt.

Mine forældre sov eftermiddagslur, Det gjorde de, da de jo stod tidligt op hver dag for at passe gården. Min ene søster, Kirsten, kom løbende og grædende op ad trappen. Ind til mine forældres soveværelse. Hun kunne næsten ikke fremstamme nogle ord, så mine forældre måtte spørge ind til, hvad der var galt.

Var hun blevet slået? Nej ikke det, det er værre. Var hun blevet voldtaget? Nej heller ikke. Langt om længe fik hun sagt, hvad hun var så ked af: Paul McCartney havde forladt the Beatles. Jeg kan ikke huske mine forældres reaktion, men jeg forestiller mig, at de nok inderst inde syntes, at det var lidt komisk, og det kunne man da ikke græde over. Men det gjorde hun. Og som den store Beatles fan jeg er, husker man jo datoen den 10. april 1970, som dagen hvor Paul McCartney stod frem og fortalte, at han havde forladt the Beatles for at starte en solokarriere.

Jeg skal ikke gøre nar af Kirsten, for 10½ år senere, oplevede jeg jo John Lennons død, og det berørte også mig, en hel del.

Men ellers kan jeg slet ikke huske mine to ældste søstre bo sammen med os på Højlund. De tog på efterskole og højskole i slutningen af 60’erne og derefter blev de gift og stiftede familie.

 

Mine forældre, med de sjældne navne Agnes og Hagbard var noget ældre end mine klassekammeraters forældre. Jeg kan huske en aften, vi var på vej hjem fra et besøg hos en af mine mostre ved Otterup, at jeg spurgte mine forældre: ”Hvad hedder I egentlig?” For Agnes og Hagbard det mente jeg da ikke, man kunne hedde. Kunne de dog ikke hedde noget andet i virkeligheden? Men til min skuffelse så var det altså det, de hed. En gang var vi i Vesttyskland for at besøge en af min fars forretningsforbindelser, og han udtalte mine forældres navne på tysk: Ak-nes og Hak-bart, med kraftigt stød. Det lød ret sjovt.

Da jeg blev født, var min far 9 dage fra at fylde 44 år, og min mor var 36 år. Og dengang var aldersforskellen nok mere markant, end hvis det havde været i dag.

Det var nogle gange lidt pinligt at have sine forældre med til forældre samtaler på skolen. En af mine klassekammeraters mor var på alder med min ældste søster. Og når min far, der lige som mig selv, ikke kan holde sin kæft, skulle blande sig i alting, så syntes jeg sgutte, det var sjovt at kendes ved ham.

Man skal jo tænke på, at min far var en vestjyde, der havde oplevet 30'ernes desperation, 2. verdenskrig, som aktiv modstandsmand, 50’ernes fremgang med Marschall-hjælpen, 60’ernes ungdomsoprør og 70’ernes arbejdsløshed og uro. Noget som de andre forældre slet ikke var gamle nok til at have oplevet. Noget som alt sammen har påvirket hans liv og livssyn, på godt og ondt.

Det var så heller ikke en formidlende omstændighed, at mine forældre var personligt gode venner med flere af skolelærerne, som jeg havde til bl.a. engelsk, husgerning og naturlære. At de kom i mit hjem en gang i mellem satte mig i et voldsomt dilemma nogle gange. Jeg var jo en pokkers urolig dreng, med så rigelig af krudt i røven. Altid uro omkring mig, og så alt hvad jeg lavede af unoder i skolen, ja, det vidste mine forældre ret hurtigt. Og da jeg så ovenikøbet gik i klasse med ikke mindre end 4 lærer-børn, og dem var der jo aldrig ballade med. Hmmm.

For at slå det sidste søm i kisten, så havde jeg et fysisk udseende og navn som ikke gjorde noget som helst bedre. Rødhåret, briller, strit hår, tandbøjler, Steen med det ekstra ben, Tovligstrup, Tossestrup, Tagsten. Ja 8 år på Havrehedskolen i Morud var ikke de bedste år i mit liv. Det bedste der kunne ske for mig, for klassen og min klasselærer, var når jeg blev smidt ud af klassen, pga. uro. Og det blev jeg vist tit, kom ofte op til Peder Pedersen, skoleinspektøren, og der sad jeg som en anden Lille Per og talte om fodbold og alt muligt, jeg skulle så lige forbi Fru Christiansen, sekretæren, som også var en af mine forældres personlige venner.

Hvad mine forældre tænkte om mig, det har jeg tit tænkt på, de var ikke særlig heldige med mig, det er jeg ret overbevist om. Dengang satte man jo ikke diagnoser på børnene, som man gør i dag, men Damp, ADHD det havde jeg med garanti.

Det er måske derfor, de bar over med mig. De vidste, at der var et eller andet galt oppe i mit hoved.

Jeg kom igennem de 8 år - næsten uden at have lavet lektier. Når min mor spurgte, om jeg havde lektier for, svarede jeg næsten altid, nææ. Hvilket jo nok ikke var hele sandheden. Men jeg gad ikke, det var sjovere at lege med biler og Lego, klatre i høje træer, spille fodbold, lege med min Newfoundlænder hund, Bjørn, læse tegneserier. Der var vist ikke meget håb forude for mig.

Jeg spillede fodbold i Vigerslev IF. Og alle de 8 år jeg var tilknyttet klubben, så mine forælde mig aldrig spille, de kørte os aldrig til udebane-kampene. Det skyldes at min far var blevet nedstemt til en generalforsamling i 1958, da sportsklubberne Morud Boldklub og Vigerslev Gymnastik forening blev slået sammen. Og siden den dag satte han ikke sine ben i klubben.

Første og eneste gang han så mig, var i en showkamp mellem de to afdelinger fra Brenderup trailers, nemlig kampen mellem Brenderup Trailer afdelingen i Brenderup og afdelingen i Nørre Aaby. I kampen tacklede jeg direktøren Erling Justesen, så hårdt at han råbte efter mig: ”– Du bliver fyret på mandag” – men det blev jeg så ikke.

Jeg fik tanken idéen til at skrive, da der for flere år siden dukkede et gammelt stilehæfte op på Gaulum, gården hvor min morfar boede fra ca. 1924, frem til hans død i 1969.

Hæftet blev fundet flere år efter hans død, og det var en livsberetning og en hel lille slægtsbog, hvor min morfar havde skrevet om sin familie og sit liv i Norge i 20’erne. Denne beretning blev grundstenen i min slægtsforskning omkring min morfars slægt.

Men jeg har valgt ikke at lave en beretning langt tilbage i slægten, men i det store hele kun beskrive verden set, hørt og oplevet af mine egne øjne, ører og fantasi.

Også En del inspireret af Søren Ryge Pedersen og hans fortælleevner. Han beskriver livet, og det han har oplevet på en måde, der næsten giver mig en følelse af at være med i hans liv, også selv om vi ikke deler interessen i blomster og planter, så kan han fortælle om det på en måde, så selv jeg, lytter med.