Hans Peter Roed

Min barndom og tidligste ungdom

 

Det hus, far købte i Lettebæk for (?) kr., var et lille pænt stråtækket hus beliggende ved Fåborg landevej 7 km fra Odense. (Fåborgvej 432) Huset havde et tilliggende af 2 Tdr. Ld. let muldet jord, som strakte sig fra landevejen ned til den store Odense Å.

I åen fangede far mange fisk, især mange store ål.

Far gik på arbejde så at sige hver dag på dagleje eller akkord særlig på Dyrupgår, amtsgrusgraven og landevejen.

Jeg blev født den 24. juni 1897 Kl. (?) og blev døbt i Sanderum Kirke den 25. juli af Præst. Elmkvist. Johanne Madsen fra Bondebjerg bar mig, Mors søster Maren tog hue af, far og Poul Madsen stod Fare. Poul Madsens bror (?) kørte for os til Kirke.

(I kirkebogen står der: Pige Marie Nielsen, Odense. Maltgører Hans Christian Larsens hustru Karen Kirstine Larsen, Bellinge Mark. Møllersvend P. Niels Nielsen Munke Mølle.

Vognmand Hans Christian Christensen Højme Mark og Faren.)

 

 

 

 

Jeg blev nævnt op efter mine bedstefædre Hans og Peter og mors to døde brødre Hans og Peter.

Den 4. januar 1900 fødtes min bror Marius, ved at han var i kirke, var jeg ved at drikke mig fuld. Det var lidt tidligt jeg fik smag for de våde varer, heldigvis blev det da ikke så galt, som det kunne tegne til.

Mor fortæller om at der ofte kom soldater forbi huset hvor vi boede, en gang holdt de hvil lige uden for, jeg var ude ved soldaterne og slog på den store tromme. Den gang var jeg knap 4 år gammel. Marius nøjedes med at krybe på alle fire og stikke hovedet ud ad døren.

Vores nærmeste nabo skomager Askholm havde en søn Emil, som jeg ofte legede sammen med; jeg husker endnu tydeligt at vi en gang ude i haven morede os med at grave jord på hinandens ben. Jeg husker også at vi havde en række bistader.

 

Også med maltgøreren som far hjalp (Hans Christian Larsen)

 

Mine forældre kom meget sammen med Johanne og Poul Madsen fra Bondebjerg, det kom mig siden til stor nytte ved at jeg kom til at tjene på Højmegaard (Gammel Højmevej 105, 5250 Odense) kom jeg nemlig ofte hos dem, de boede da i Højme.

Jeg husker endnu tydeligt at jeg 1 eller 2 år efter at vi var rejst fra Lettebæk var med far kørende på besøg i Lettebæk. Jeg kan ligesom se for mig hvorledes jeg kom ind i stuen hos Askholm og at der var en vandhøne i Mølledammen og en masse urter i Gartner Andersens have.

Mens jeg var i Højme, var jeg flere gange hos Askholm og Gartner Andersen.

I 7 lykkelige år boede vi i Lettebæk; men så gav mine forældre efter for bedstefars indtrængende opfordringer om at rejse til Væde og overtage gården efter ham.

At vi rejste til Væde har særlig mor ofte bittert fortrudt.

Far solgte så huset i Lettebæk til gartner Andersen, han har det endnu og driver et større gartneri bygget flere store drivhuse.

Far overtog Hans Roeds gård i Væde Have den 1. maj 1901 på lidet gunstige betingelser, når der tages i betragtning, at det var vanskelige tider, Jorden 14 Td. Ld. blandet jord var forsømt, 2 Td. Ld. Mosen var værdiløs, bygningerne gamle og forfaldne, og gården dårligt beliggende 1000 alen (præcis 570 meter) fra offentlig vej og den private vej som førte ned til gården af dårlig beskaffenhed. Betingelserne lød på at overtage gårdens gæld 4000 kr. a 4 % som stod i den gejstlige enkekasse i Odense, betale fars bror Rasmus en Arveafgift på 1000 kr. kontant, give mine bedsteforældre kost, brændsel, lys og et stykke have og 2 stuer så længe de levede.

 

I tilfælde af at mine bedsteforældre rejste et andet sted hen skulle de have 300 Kr. årligt. den længst levende 200 Kr. årligt.

Kunne mine forældre og bedsteforældre kunne enes godt sammen kunne alt vel være gået godt, men det kunne de bare ikke.

Hans Roed var af en alt for hård og brutal natur ville helst råde og være som gårdens ejer snakke med folk og byde dem ind på mad og brændevin som vi skulle skaffe. Normalt fik han 12 snapse for dagen. Gjorde Hans Roed et eller andet arbejde mente han det var næsten uerstatteligt. Forholdet til bedstemor var ellers bare godt, hun ville helst jævne alle stridigheder. Hans Roed blev efterhånden så utilfreds med at være aftægtsmand at han efter 5 års forløb købte sig et lille hus i Stillebæk.

Der fandt han sig bedre tilpas med at gå og pusle med jorden og koen.

Mine forældre var glade for at de slap for ham, men en afgift på 300 Kr. om året var også mange penge den gang.

De 2 første år vi boede i Væde Have fortsatte far bedstefars fragt ture til Odense, men det ville

ikke gå som det skulle. Det gav for lidt og tog for lang tid så gården ikke blev passet som den burde.

Gården gav for lidt det var nødvendig med en biindtægt for at få det tog far så fat at køre mælk

til Constantia Mejeri (i Vissenbjerg).

Far blev efterhånden så vant med at køre mælk, at han næsten ikke kunne slutte, det var først efter mange opfordringer, at han endelig holdt op efter at have kørt i 13 år i 3 år dog kun den halve tur.

For at kunne køre det ofte 2000 kg tunge læs mælk til mejeriet måtte far have meget stærke heste han købte først en stor rød hest, men den døde kort efter til stort tab for far.

Senere fik vi gamle Anders og store brune, to stærke brune heste, som vi havde i mange år. Det var ofte vanskeligt at få arbejdet gjort når far var væk den halve dag og det var ikke altid vi havde nogen dreng til at tjene, den første vi havde, var Peter fra Morud. Værst var det for mor for pige holdt vi aldrig, og kreaturerne måtte hun mest passe og så meget andet, vi børn skaffede også en god del arbejde særlig ved at Karl og Inger også kom.

Tidligt op og sent i seng og travet hele dagen var det bestandigt for mor, og det at sige om mor at hun skånede sig aldrig.

En masse ekstraarbejde var der også med humlen og de håndværkere vi havde i kost under de mange reparationer og nybygninger. 1905 byggede vi hjelmen 12 x 8 Alen. En dag mens vi byggede den var Karl så uheldig at falde i en gryde kogende suppe som stod på gulvet. Han fik det ene ben skoldet kolossalt, så han i lange tider måtte ligge i sengen. Karl synes stadig at være uheldig. faldt flere gange i mosen

Ejendommens afsides beliggenhed og lidet samkvem med andre børn gjorde at vi børn blev så uanseelige og tilbageholdende af os, kun Inger var der lidt mere frit mod i.

Mens Hans Roed havde gården, var der en humlehave på 1500 hoveder. Straks efter at vi havde fået gården brød far de 300 hoveder op og lavede hønsegård med frugttræer i på stedet.

Humlen gav masser af arbejde i vår og høst. Særlig plukning krævede en masse folk. Ofte har vi

haft 3-4 gamle koner at plukke hver dag i 4 uger.

Om aftenen havde vi ofte folk unge og gamle fra omegnen til at hjælpe os at plukke, på sådan en aften gik ofte muntert til, og god mad og kaffe vankede der bestandigt.

Det blev efterhånden en dårlig forretning at dyrke humle. Prisen var for lav i forhold til udgifterne og samtidig var både avlen og prisen så ustadig. Avlen kunne svinge fra 80 til 350 kg tørret humle og prisen kunne svinge fra 70 øre til 4 kr. pr kg. Stort arbejde at tørre den, hele loftet var fuldt.

Hvert år skulle der købes ca. 100 ny stænger og disse var stadig dyrere og vanskeligere at få fat i.

1914 brød vi den bageste plads på 300 hoveder op, 1918 blev der brudt mere op, så nu er der kun ca. 200 hoveder igen.

 

April 1904 begyndte jeg at trave den lange vej til Stillebæk skole. 3 1/2 km. Jeg husker endnu den første dag. Mor var med mig, vi fulgtes med Jenny og Olga fra Væde Have. De skulle ligesom jeg i skole for første gang og havde således nogen til at følge sig. Mor havde (?) med til Frøken Rasmussen.

Jeg husker tydeligt, at jeg den første dag kom til at sidde ved siden af Thorvald Jensen fra Letten. I første klasse var vi kun 6 drenge men mange piger. hen på sommeren kom der dog en dreng mere

nemlig Bendt Andersen fra Tevringe Bakke, han og jeg blev hurtigt gode venner, dette venskab har holdt sig siden, så jeg endnu regner ham for min bedste ven.

Ved jeg kom i skole var jeg svært lille men forholdsvis bred.

Lærer Madsens frue sagde om mig: ”Der kommet sådan en lille bitte en i skole oppe fra Væde

Have”.

Skolen var delt i 4 klasser de to yngste havde Frk. Rasmussen de to ældste lærer Madsen.

Vi måtte ikke gå ind i skolen med træsko på. Jeg havde skiftesko, som stod inde hos Mette Jørgensdatter (mors faster) som boede på hjørnet hvor dyrlægen bor.

Mit første skoleår mindes jeg ikke meget om.

Vi havde eksamen hvert forår.

Fra første eksamen synes jeg endnu at kunne mindes ansigterne af præsten og sensorerne.

Ved eksamen kom næsten altid bageren fra Hårslev med wienerbrød og slikkeri, for den dag havde vi penge på lommen.

Til første eller anden eksamen havde jeg ti 2 øre med og kom endda hjem med en blank 10 øre, så jeg har ikke soldet svært den gang. I første klasse gik jeg kun 1 år derimod 2 år i anden klasse.

Jeg gjorde min bedste flid i skolen og hjemme. Lærenem var jeg ikke og dygtig ville jeg gerne være. Opføre mig godt ville jeg gerne, frygten gjorde vel også sit til det.

Lærerinden kunne også rigtig godt lide mig; men en gang lavede jeg noget galt, jeg husker ikke hvad, men kneben i hagen blev jeg.

Frk., Rasmussen var ellers dygtig og bestemt, men havde sine egne ideer og var snar til at blive vred. Engang var jeg så uheldig under leg på trappen, sammen med Ejner Bommerstholst (Bommersholdt) at knuse en rude.

Ruden skulle betales og penge havde jeg ikke, og bede om nogle hjemme turde jeg ikke; men så fandt jeg en udvej, den gang samledes der nemlig penge ind blandt skolebørn til en sølvkran til

Kong Kristian den 9, i den anledning fik jeg 25 øre med som lærerinden skulle tage imod. Nogle af disse penge betalte jeg så ruden med, og resten købte jeg så kinesere for; men samvittighedskvaler havde jeg for den handling.

De store drenge i 4. klasse havde jeg svært respekt for.

Ofte plagede Rasmus Kristensens søn Marius. På vejen hjem engang tvang han mig til at trække sig i en snor han havde om halsen ofte lod han som om jeg var ved at kvæle ham, en gang lod han sig falde bag over som han var død. jeg så lidt på ham og begyndte så at gå hjemad, men så for han op og skældte mig ud for at ville hænge ham og lade ham ligge, jeg måtte så true med at sige det hjemme, hvad jeg ellers ikke brugte, men det hjalp godt.

Den gang var der ikke nær den færdsel på landevejen som nu. Biler og motorcykler så vi vist ikke før 1908-09 og cyklerne var kun få, men den gamle dagvogn fra Hårslev gik sine 2 ture til Odense hver uge. ofte var den proppet fuld ude og inde, det var også eneste befordring til byen for dem som ikke kunne køre eller gå selv.

I min skolealder og lidt senere var jeg ofte syg af tarmkatar, det optrådte ofte pludseligt og vare sjældent over et døgn. Det artede sig ved stærk hovedpine og opkast. Med alderen blev sygdommen heldigvis sjældnere. 2-3 gange for året er højden nu. Sygdommen skyldes mest uregelmæssigheder i kosten, kulde og kvalme.

Flere gange blev jeg syg mens jeg var i skole så jeg næsten ikke kunne gå hjem. ofte måtte jeg lægge mig ned, en gang faldt jeg i søvn og gamle Niels post kom og vækkede mig.

Om våren 1907 kom jeg i 3. klasse hos Lærer Madsen, ham var jeg til at begynde med bange for.

I 3. klasse var jeg kun et år, så kom jeg ind i fjerde, hvor jeg kom til at gå i 3 1/2 år, de sidste 1 1/2 år som nr. 1.

Ved ihærdighed hjemme og i skolen holdt jeg mig stadig blandt de dygtigste.

Jeg var ikke af dem som sad inde i frikvartererne, helst altid med i legen. Snekastning gik jeg ikke af vejen for, en gang traf jeg en af de større nok så grundigt i ansigtet med en lille hård snebold, men jeg var den lille og måtte finde mig i at blive sulet for det.

Slås var jeg ellers ikke med på, jeg husker kun en gang at jeg sloges, og da var det andre, som egnede mig til det.

Derimod tage brydetag var jeg ikke så bange for. Bendt og jeg har taget mange tag, vi var næsten jævnstærke.

Om vinteren når isen på Bisemosen kunne bære drev vi vintersport der glide og fare af sted på is slæde, kun få havde skøjter. En gang det var storm bredte vi vores trøjer ud og lod vinden føre os af sted hen over isen, men pludselig kom et stærkt vindstød, som kastede mig i isen, så jeg fik et blåt øje.

Om sommeren svømmede vi ofte i Bisemosen; men en dag kom vi galt fra det, for den dag gik Kresten Knudsen, som ejede mosen, og radrensede sine kartofler. Det tog vi ingen hensyn til men stormede bare over marken ned til mosen uden at spørge om forlov.

Da vi havde været ude i mosen en stund kom Kresten derned og i stor hast, samlede han de af vores klæder sammen han kunne bære og løb af sted med dem. Vi blev noget lange i ansigtet, ved at vi så han løb med vores klæder.

Jeg havde heldigvis alle mine klæder i behold. Sammen med Anton Hansen måtte jeg så gå op til Hans Roed, hvor Kresten sad med klæderne, og bede pænt om dem, vi fik klæderne men matte love at føre et forbedret liv.

I Kroskoven, som ligger lige ude ved skolen, legede vi ofte røvere og politi, det hændte flere gange at legen blev afbrudt ved at de som var hjemme ved skolen, gav sig til at råbe og løbe ind, så de som var i skoven, troede at frikvarteret var forbi, for så at blive let ud når de ganske forpustet kom og bankede på døren.

Når vi havde eksamen, var der oftest en del drenge og piger ude i Morudskov at se Den Hule Eg, et mægtigt træ, som var udhulet, der skulle en halv snes skolebørn til at spænde om det med armene og ligeså mange kunne stå inde.

I skolen var der flere som havde sig en pistol lavet af en messingpatron, dem gik vi og knaldede med i smug, en dag skød Hans Jørgen fra Møllelykke et stort hul i den ene kind ved at patronen for bagud. Bendt havde også engang lavet mig et sådant våben, men for at ingen hjemme skulle få den at se gemte jeg den i et hegn, så jeg ikke selv kunne finde den.

Skyde med bue og gummibøsse drev jeg mere, men skudt noget levende tror jeg ikke jeg har, ud over at jeg en gang skød et hul i kinden på vores kat med en pil. Jeg havde ellers fine rørpile med et søm i enden for at skyde skovduer. Der var ikke så lidt jagtblod i mig.

Fiske drev jeg meget med det var særlig aborre på kroge jeg fangede, og krebs på en flæskesvær. Fiske var min lyst og det er det den dag i dag.

Lave sejlskibe og møller eksperimenterede jeg også en del med. Jeg havde stor lyst til at læse historiebøger.

 

 

Da jeg var 8-9 år, blev mine forældre mere og mere klar over at jeg var stærkt skeløjet på højre øje. Jeg kom så til øjenlæge Krarup i Odense Han skaffede mig nogle briller til at bruge når jeg læste; men de hjalp ikke noget. At lade øjet operere var både mine forældre og jeg bange for.

Men jeg var frygtelig ked af at være skeløjet, jeg undså mig for at se folk i øjnene, jeg kunne ikke gøre det uden at tænke på mit skæve øje.

Det har vel også gjort sit til at jeg var så uanseelig og tilbageholden. Særlig over for piger var jeg undselig jeg kunne heller ikke finde på noget at sige til dem, selv om jeg nok kunne have lyst. Hjemme havde vi altid travlt, da far kørte mælk hver dag, måtte jeg gøre hvad jeg kunne, jeg var heller ikke ked af at arbejde, men jeg ville også have mine brødre til at hænge i og når de ikke ville det, blev jeg vred, og havde stor lyst til at banke dem for det, men turde jeg ikke for så klagede de til mor. Far havde jeg svært respekt for. Hjemme havde vi næsten aldrig tid til at besøge slægt og venner, Rasmus Nielsens i Morud var dem vi kom mest sammen med. Jeg kom næsten ikke sammen med andre end Bendt fra Tevringe Bakke. Når vi gik fra skole, var jeg ofte med ham hjemme særlig i den tid de havde moreller. Bendt var næsten ikke til at slippe fra igen, så det blev flere gange så sent at mine forældre blev bekymrede for mig. Jeg husker tydeligt 2 gange at far var ude at søge efter mig, og da var han ikke i godt humør, og kun ved mors forbøn slap jeg for prygl. Samvittigheden straffede mig også hårdt nok.

Lærer Madsen var en middeldygtig lærer., han ville vores vel både hvad kundskaber og opførsel angik, men han var let at gøre vred, jeg kom dog godt ud af det med ham, og har aldrig fået prygl eller siddet efter.

I sine foredrag for os havde han let for at komme noget langt bort fra sit emne.

Lærer Madsen var en dygtig havemand, han var kun lille af vækst, jeg var i den sidst tid jeg gik i skole næsten ligeså stor som ham.

Madsen var i lang tid på kursus i København, i den tid havde vi først en kort tid en vikar Jensen. senere fik vi en som hed Olsen en meget dygtig og streng Lærer. Hos ham lærte jeg meget.

I sangtimerne måtte de, som ikke kunne synge sidde nede bag ved, blandt dem var jeg. Der var mange som ikke kunne lide Lærer Olsen, fordi han var så streng.

Om sommeren havde vi en del gymnastik i skolen. Vi spillede også tit langbold, det var svært interessant.

Hver sommer havde skolen en udflugt; der var højtid og glæde hver gang vi skule have udflugt, tidligt om morgenen i pusset og med store forhåbninger samledes vi så ved Skolen. Folk kom så kørende med heste og vogne, når så alle var samlede satte toget sig i gang 8-15 vogne efter hinanden. Far kørte kun en enkelt gang, han havde jo Mælketuren.

Jeg har været i Baaring, Erholm, Fredericia, Korsbjerg Have, Fanø og Vissenbjerg Præstehave. Mange lyse skønne minder knytter sig til disse udflugter, men det er sjældent jeg tænker på dem. 1905 flyttede mine bedsteforældre til Stillebæk, jeg kom ofte ind til dem når jeg var i skole mine skiftesko stod hos dem. Bedstemor var ofte syg ellers havde de det godt. Efter lang tids sygdom døde bedstemor 24/6 1909. (nej 27/6) Den sidste nat hun levede, rejste hun sig af sin seng og gik ind i den stue hvor Hans Roed lå, og faldt død om i hans arme, hun ejede den sande kærlighed til sin mand, han skønnede det først rigtigt efter hendes død, han tog sig hendes død meget nær og gjorde den første tid derefter et noget forvildet Indtryk. Mine forældre måtte helt sørge for bedstemors begravelse. Kort efter solgte Hans Roed huset og flyttede op til mine forældre i Væde Have. Der blev han ikke modtaget med glæde fordi han var så fordringsfuld og tvær. Han var den gang dårligt gående, men ellers kraftig, ellers havde han ikke tålt så meget brændevin, som han gjorde. 12 snapse for dagen var normalt.

Hans Roed havde brok men det gjorde ham ikke så støre, han fik det en gang han ville køre Søren Madsens æsel ned.

De første år arbejdede han lidt, men det faldt snart væk, han regnede selv sit arbejde for næsten uerstatteligt.

Han havde stor interesse for at fiske med ruse, det havde jeg også, jeg husker tydeligt, hvor han ærgrede sig over at jeg en morgen, kom før end ham ned til rusen og fik tag i en stor gedde. Så længe han kunne gå lidt, skulle han helst hver søndag eller oftere over at besøge sin søn Rasmus, som han dog før, slet ikke kunne forliges med.

Det blev dårligere og dårligere for Hans Roed at gå. Stokken blev afløst af krykker. De sidst 10 måneder han levede, kunne han kun gå over en stue, og den næsten bestandig i sengen, og den sidste tid kunne han ikke engang rejse sig op på sengekanten alene. Efter lang tids lidelse for ham selv og vi andre med døde han den 18. oktober 1920.

 

I maj 1911 begyndte jeg at gå til konfirmationsforberedelse hos præst Sommer i Veflinge sammen med 3 drenge (Bendt, Marius fra Hedeboerne og Svend Duch) og 7 piger. Vi sad i

kirken på nær 2 gange, der var dejligt svalt at sidde for ude, var det brændende hedt hele sommeren. Jeg fik mig en ny cykel, så jeg slap for at gå den lange vej til Veflinge.

Svend Duch var et rigtig lyst hoved, han forstod at sætte liv og humør i os alle sammen. På mors side er jeg lidt i familie med ham. Han og Bendt besøgte mig til min fødselsdag, vi var ude at fiske, men fangsten var kun lille.

En søndag var jeg ude at besøge Svend Duch igen og efter hans påfund, tog vi to og hans mindre bror Georg en trolje som stod ved Veflinge St. (Banen var ikke færdig den gang) og kørte med helt ud forbi Farstrup St. Det gik let så længe det gik nedad, men da vi skulle tilbage kneb det, og da vi var kommet halvvejen tilbage, kom der en dræsine med nogle banefolk imod os, det kan nok være at vi fik travlt med at komme tilbage til Farstrup St. og få troljen ind på sidesporet. Så snart dræsinen var kørt forbi kørte vi atter mod Veflinge, men for anden gang måtte vi på halvvejen vige tilbage for en dræsine og denne gang blev vi desuden skældt ud. Men tilbage til Veflinge skulle vi, sent blev det og dødtrætte og slukørede var vi. Om natten kunne jeg næsten ikke sove efter de

store anstrengelser.

Svend Duch er nu sømand og har været minestødt.

Pastor Sommer havde i sine unge dage været sømand og var lidt ejendommelig på mange måder, jeg kunne dog godt lide ham.

Hele sommeren var meget tør, men første oktober, netop den dag jeg blev konfirmeret, tog det fat at regne så det klodsede lidt.

Det stærke regnvejr gjorde at der ikke kom ret mange fremmede til min konfirmation. Af gaver fik jeg et ur fra København, en kæde fra Morud, en skrivemappe fra Bogense, 6 pengepunge og 11 Kr. i kontanter.

Efter min konfirmation kom jeg sjældent nogle steder, jeg havde dårligt tid og større lyst til det havde jeg heller ikke, jeg var næsten folkesky. Det var som noget tungt hvilede på mit sind, ja næsten tyngede mig til fortvivlelse, når der var noget der gik mig imod. Ofte gik jeg og bar på undertryk harme, ofte græd jeg af harme, når jeg var alene. Jeg ville være bedre, men evnede det ikke. Jeg kunne tit halvt grædende bede om at blive bedre, og få den forbandelse hævet som jeg syntes hvilede over mig. Jeg havde ikke evne eller mod til at betro mig til andre end Vorherre. Jeg bad regelmæssigt hver aften (ofte tiere) det havde mor lært mig. Jeg gik og indbildte mig at jegvar bedre end de fleste andre og led stor uret. Glæde mig ved hvad andre kunne, kunne jeg ikke. Jeg tænkte tit når jeg var mismodig: “Jeg alene græde alle andre le”. Jeg følte mig næsten som en særling. Bare et ord kunne jeg tage mig utroligt nær, og næsten ikke slippe det af tankerne igen. Mit skæve øje gjorde at jeg helst undgik at se på folk jeg talte med, så nogen mig i øjnene tænkte jeg straks på det skæve øje. Jeg fandt kun lidet glæde ved livet.

Et godt og venligt ord kunne gøre mig glad på længe, en velgerning imod mig glemte jeg sent. Rå tale og opførsel var mig meget imod.

Jeg holdt meget af at gå i ensomhed og tænke på de dunkle spørgsmål og drømme om fremtiden.

Mange store luftkasteller byggede jeg, jo ældre jeg blev des mere nærmede de sig det mulige. Jeg var nu og da med til Indre Missions møder.

Jeg havde en vældig interesse for arbejdet hjemme. En enkelt gang gik jeg på dagleje og fik 35-50 øre for dagen, det var nu meningsløst.

Hjemme gik den ene dag næsten som den anden. Far kørte mælk hver dag, jeg var med en enkelt gang, men kørt alene har jeg aldrig gjort. Bruge heste havde jeg næsten aldrig med at gøre det var nu forkert af far, det ærgrede mig også meget.

Sommeren 1913 byggede vi en ny stald lade jeg hjalp meget til som håndlanger. Jens snedker hjalp jeg meget, det var jeg glad ved for arbejde i træ havde altid været min lyst. Havde jeg ikke været så svimmel, havde jeg også nok forsøgt at bryde mig en livsvej ved det. Det ville vel også nok være gået godt, men nu er jeg glad for at jeg holdt mig til landbruget, særlig efter jeg har fået den store interesse for frugtavl.

Af det bedste tømmer af den gamle staldlade med et lille tilskud af nyt, byggede jeg næsten alene et brændehus på 8 x 12 Alen. Den ene ende af huset benyttes som vognport. Det blev et billigt og svært nyttigt hus.

Jeg havde en vældig lyst til at være jæger; men det blev til at skaffe mig ærgrelser og træthed i stort

mål. De lyse minder jeg har fra mine jagtture er vel ikke mange, men de hjælper dog til at gøre mig

livet rigere, og der har været de tider hvor jeg næsten ikke havde andet at leve på. Efteråret 1913 lånte jeg min fætter Peter Nielsens bøsse. Det gav en vældig lyst, ved at jeg i første skud traf en hare.

Først på året 1914 kom Hans Jørgensen fra Møllelykkegaard og fæstede mig som andenkarl for et helt år, i løn skulle jeg have 300 kr. + 50 kr. for at hjælpe til med, at malke 2 gange daglig. Jeg viste ikke om det var rigtigt at rejse til Møllelykke eller ej, det var jo ikke særlig eventyrligt, men mine forældre syntes om det.

Marius blev konfirmeret i april, vi arbejdede svært for at få alt i orden før jeg skulle rejse. Det var med en underlig beklemt følelse at jeg den første maj 1914 drog ud i verden, tilbageholden som jeg var gjorde det ikke bedre humoren var ellers tilsyneladende god nok. Mor græd ved jeg var rejst, hun holder vist mere af mig end af nogle af de andre.

Jeg kom til Møllelykkegaard hen ved aftenen og blev venligt og godt modtaget. Hans Jørgensen og Ane Katrine var gamle flinke folk stærkt op mod de 70 år. De havde i 7 år ikke drevet gården, men haft den forpagtet ud til deres søn Rasmus. H. Jørgensen var gammel mejeriformand, godt oplyst og stiv i politik (en gammel Estrup).

Møllelykkegaard er afsides smukt beliggende mellem bakker og småskove, men noget tung at drive, den har et tilliggende af 52 Tdr. Ld, deraf 4 Tdr. Ld. skov. Bygningerne var ældre og trange.

Kammeret hvor jeg boede, var et elendigt rum, men det ser jeg nu først rigtigt bagefter. Indgangen var fra hestestalden, utæt og råddent alle steder, et beskidt murstensgulv og vinduer mod nord. Den store seng fyldte næsten det halve rum og dynen var alt for tung. Men den gang var jeg ikke så fordringsfuld, dertil havde jeg set og prøvet for lidt. Nu synes jeg det er urimeligt at husbondfolkene bor lyst og varmt mens karle og piger, som dog også er mennesker må bo i et elendigt hul hvor der hverken er lys eller varme.

Moderne maskiner fandtes næsten ikke. Besætningen bestod af en stor god jysk hest (Jens), en halvgal halvblods hoppe (Lise), en rød Frederiksborg hoppe på over 20 år, en halvtosset årsplag, c. 10 gode malkekøer + ungkvæg, lidt svin og mange høns. Der var en stor og temmelig god frugthave.

Forkarlen Hans Jørgen var fra Vierne og mandens sønnesøn.

Hans Jørgen var en god medtjener, en svært dygtig og rask arbejder næsten for brydsom. Jeg kunne

godt lide ham, han har lært mig meget.

Pigen Karoline kunne jeg derimod ikke så godt lide. Jeg tror jeg gjorde for meget forskel på folk den gang, i det hele taget havde jeg ikke let ved at omgås med piger, jeg forstod ikke at snakke med dem.

Før jeg kom ud at tjene mente jeg at jeg kunne en hel del, men da jeg kom til Møllelykke viste det sig at jeg næsten intet kunne.

Bruge heste kunne jeg næsten ikke, ligeså med at læsse et læs hø. Jeg væltede med et af de første læs hø jeg kørte ved at jeg kørte over enden af en grøftevold, det tog jeg mig meget nær, var næsten ved at opgive at være ved landbruget

Det gik dog godt senere, og jeg blev helt godt tilfreds med forholdene.

En aften sidst i juli måned, var jeg oppe hos købmanden, der hørte jeg for første gang at det ville blive alvor med krigen; det gjorde et vældigt indtryk på mig. Der gik så heller ikke mange dage før det blev alvor med krigen.

Krigen greb nok så stærkt ind i forholdene på Møllelykke, ved at Hans Jørgen blev indkaldt til

sikringsstyrken omtrent med det samme krigen udbrød.

Jeg blev så eneste karl midt i høstens travlhed, vi havde kun fået rugen ind, men vi fik heldigvis fint

vejr, og sled som nogle små bæster gjorde vi, for få en anden Hans Jørgens sted eller holde daglejere ville manden ikke.

Jeg arbejdede med liv og lyst, næsten meget mere end jeg havde godt af, sled mig næsten duknakket, altid bange for at gøre for lidt. Jeg arbejdede, spiste og sov og troede nærmest det var at leve, der er nu for lidt.

Om efteråret gik jeg en del på jagt, om søndagen. Første søndag jeg var ude skød jeg en skovdue, det gav lyst, men det var ikke altid det gik så godt; en søndag var jeg dog svært heldig og skød 4 skovduer og en hare som vejede 9 pund. I alt skød jeg det efterår, 1 hare, 1 fasan og 11 skovduer.

En så stor jæger som mig kunne ikke gå og skyde med sin fars bøsse; men måtte have sit eget fine gevær. Efter 1. november købte jeg mig så et fint dobbeltløbet belgisk jagtgevær kl. 12, indskudt til røgsvagt krudt og forsynet med automatisk sikring, det kostede 65 kr. Dette gevær kom til at koste mig masser af ærgrelser og arbejde. Jeg skød kun lidt med det. Jeg holdt det svært godt så da jeg solgte det på højskolen i 1918 var der ikke rust i det, jeg fik 90 kr. for det.

Mit jagtudbytte i Møllelykke blev på gården, som påskønnelse for det fik jeg om efteråret 10 kr. ekstra i løn og til jul (særlig for ekstramalkning) en fin jagttaske.

Den gang var jeg vist mere redt og ærlig nu, for den gang kunne jeg lade være med at skyde på en skovdue, som sat i en eg tæt uden for skellet i Rugaards skov, jeg sigtede på den og kunne så let have skudt den uden nogen havde opdaget det.

I oktober fik jeg en ny medtjener en skoledreng ved navn Johan, det var da altid bedre end ingen ting. Om vinteren gik det utroligt sent med alt arbejdet, ofte var der kun manden og jeg til at tærske på en lille maskine til hestekraft. For at få hestene til at gå bandt vi deres tøjler fast til bommen foran så de ikke kunne sætte hamlen imod. Det var næsten vanskeligst at standse hestene igen. Hans Jørgensen var ualmindelig dygtig til at lede og udføre et arbejde. Tiden blev udnyttet fuldt ud.

Om efteråret lavede vi en masse most, som vi havde at drikke i stedet for øl hele vinteren. Fast byggrød og most at dyppe i var god aftensmad. Ane Katrine og Pigen skændtes næsten altid.

Jeg gik lidt alene på Møllelykke kom næsten aldrig andre steder end hjem, men det hver anden søndag. Store Vædeleds Karl Mads kom jeg dog lidt sammen med.

Den 14. april holdt gamle Hans Jørgen og Ane Katrine Guldbryllup. Der blev gjort store forberedelser til festen.

Om morgenen tidlig, før vi kom op, kom der folk med fuld musik og byggede æresport. Der kom et halvt hundrede gæster deriblandt præsten, ham måtte jeg hente og køre hjem igen.

En dag jeg kørte roer ind, knækkede jeg vognstangen ved at køre imod i porten. Hestene havde nær løbet løbsk hvis stangen ikke havde boret sig i jorden.

Vår arbejdet gik let. Hans Jørgen havde en kort orlov og hjalp os.

Jeg fik Lise lært til at gå for radrenser alene, før havde to mand vanskeligt kunne bruge hende. Jeg brød mig ikke stort om at komme til fester, og grundlovsdagen mens andre tog til fest, blev jeg hjemme. Ved at jeg den aften skulle ride hjem fra græs med hestene, havde jeg nær kommet galt af sted. Jeg red på Jens og havde Lise ved siden. Lise blev ivrig og sled sig fra mig, Jens ville med, og jeg klarede ikke at holde ham i klaptræerne og af sted gik det i rasende fart, ved at vi for om hjørnet ved hønsegården, gled jeg ned ved siden af hesten. Jeg holdt fast i manken i stedet for at lade mig falde ned. Holdende i manken gled jeg helt ned på jorden, og først da standsede hesten, men først satte den sin ene hov mellem mine lår og skrabede hud af dem begge to. Hvor let kunne jeg ikke have været dræbt eller stærkt lemlæstet, men ved et forunderligt held slap jeg med skrækken. Jeg takkede Gud og lovede at forbedre mig.

I de fine sommeraftener kom jeg somme tider op til Vædeleds Karl Mads. En aften vi sammen med deres pige stod ude i haven, kom Jenny fra Lille Vædeled cyklende. Mads råbte Jenny an og fik mig til at gemme mig, de kom i snak. Mads spurgte så Jenny om hun havde set noget til mig, jeg var nylig cyklet forbi og skulle vist ud at se til en pige.

“Ham”, svarede Jenny, “han er jo skeløjet”.

Uha hvor disse ord sved i mit hjerte. Da jeg gik hjem, svor jeg højt og dyrt, at øjet skulle rettes koste al smerte og penge hvad det ville. Jeg bøjede mig dog for mine forældre, om at vente til jeg havde været på session, men det blev frygteligt at vente. Havde jeg ladet øjet operere den gang havde mit liv fået et helt andet udseende, jeg er nu glad det er gået som det er.

Midt i høsten kom Hans Jørgen hjem igen fra sikringsstyrken så blev jeg atter andenkarl, det passede mig ikke så godt, for så kom jeg ikke til at bruge hesten så meget som før.

Jeg havde så tungt ved at protestere mod noget der ikke passede mig, jeg gik derimod og ærgrede mig over det, og kom således til at lide under det to gange, mens andre drog af med fordelen og lo af mig til.

Jeg havde stor lyst til at rejse til 1. november, men lod mig overtale til at blive der vinteren også. Jeg skulle have 400 kr. i løn det andet år, det var forholdsvis alt for lidt.

Jeg gik og drømte om hvordan jeg engang skulle langt ud i verden og blive en hel del, når jeg så stadig ikke kom ud af flækken, blev jeg mismodig og syntes at verden var mig så uretfærdig, jeg følte som en forbandelse hvilede over mig og ikke ville forlade mig.

Hans Jørgen var ellers en udmærket karl at være sammen med, vi arbejdede svært godt sammen han forstod at arbejde. Det gik dårligt med jagten det efterår.

Det var svært tungt for mig at sige min plads op, de ville nødig lade mig rejse, jeg måtte love at skaffe Marius i stedet, hvad der også lykkedes.

Nu var det om at få en ny plads, jeg var da så uheldig at se og synes om Marius Hansen i Tårups avertissement i avisen efter en forkarl. Havde jeg vist hvad åndelige lidelser der ville møde mig der havde jeg nok holdt mig derfra, men jeg skrev og fik svar.

Jeg rejste så med toget derud, men først fik jeg af far den formaning at jeg ikke måtte love mere end jeg kunne holde, det havde jeg nær gjort, jeg kendte ikke verden. Jeg så for lidt skarpt og kritisk på forholdene derude og tog pladsen for en løn af 25 kr. for et helt år, og mente jeg havde gjort en god forretning.

Det blev tidlig vår så man de fleste steder var færdig med at så til 1. maj.

Den første maj 1916 begyndte et år så fattigt på lyse minder at jeg næsten ikke kan skrive om det

Jeg cyklede til Tårup og kom i min nye plads tidligt på eftermiddagen. Manden og konen var ikke

hjemme ved jeg kom. Jeg mærkede snart at her var andre forhold end jeg var vant med. Jeg blev indlogeret som et kreatur i et stort mørkt rum med stengulv og loft. Indgang fra stalden og uden for det uhyggelige jernvindue lå en gammel lade, som næsten tog alt lyset fra kammeret. Det værste var at, vi skulle være 4 mand på rummet. Jeg var for lidt erfaren i verden, ellers havde jeg nok vogtet mig for at komme til at bo der. Nu siger jeg at enhver bør have eget værelse, og det skal være ordentligt.

Manden Marius Hansen var godt 40 år gammel en pæn mand at se til, men noget slidt. Konen Anna 20 år yngre, hun var flink nok, men en del sparsommelig på maden som kun kan kaldes tarvelig.

De havde været gift i 4 år var barnløse. Marius Hansens far som havde ejet gården før, levede og beklædte en mængde tillidshverv.

Gården var på 76 td. ld. hvoraf en del var eng inddæmmet af Lumbystrand, et stort stykke jord tæt ved gården brugtes til gartneri. Det meste af jorden var svært god lidt uren. Bygningerne var store og til dels nye, indlagt elektricitet. Besætningen bestod af 8 heste, de to var fine Oldenborgerheste, dem havde jeg at bruge, hvad jeg var glad for. 3 svære stærke arbejdsheste, 2 ungheste, hvoraf den ene brækkede halsen den første dag den var på græs, og en lille halvgal russer. Der var 14 malkekøer + ungkvæg og en stor del svin.

Der var en stor smuk gammel have med mange mærkelige sten og dam med springvand. Der var ca. 300 frugttræer, noget forsømte.

På gården var vi 2 karle, I fodermester, 1 gartner med en gartnerelev og 2 piger.

Andenkarlen Svend var fra Odense en tarvelig person og noget af en gris. Hen på sommeren byttede han arbejde fodermesteren Thorkild Larsen, det blev til begges fordel, Thorkild var en dygtig arbejder, men noget af en bolsjevik.

Gartneren Albert Larsen var fra Stige han havde været på gården i flere år, han var svært dygtig til alt hvad han havde med at gøre ikke mindst til at gøre nar af sine medmennesker. Gartnereleven Aksel Jensen var også fra Stige, han var noget af et pjank. Pigen Kirstine snakkede jeg næste aldrig med.

Noget af det første som stødte mig i min nye plads var, at folk var så slemme til at gøre nar af hinanden. Jeg havde så tungt ved at forsvare mig, jeg tænkte alt for langsomt, når jeg blev drillet var det som sat der en klump i halsen, og min strube snørede sig sammen. Havde jeg kunnet forsvare mig, kunne jeg have haft det langt bedre derude på Sletten.

Det var oftest gartnereleven drilleriet gik ud over, det var en pine for mig at høre på det.

Jeg skulle op kl. 4 1/2 om morgenen og være ud af gården med hestene kl. 6 alt skulle være præcis. Søvn var der ofte lidt af det var vanskeligt for så mange at komme i seng samtidigt, jeg skulle vågne selv, det ofte vanskeligt at få andenkarlen op.

På St. Knuds markedsdag var andenkarlen, fodermesteren og eleven ude at slå et større slag, de cyklede til Odense og kom halvfulde hjem i bil, for så aftenen efter at gå til Odense efter cyklerne. Dette var et godt karaktertræk for disse 3 karle. Jeg brød mig ikke at være sammen med dem, jeg forstod ikke at omgås dem, deres rå og støjende opførsel var mig en pine. Næsten al min trøst bestod i de besøg jeg gjorde hjem regelmæssigt hver anden søndag. Det var egentlig alt for lang vej at cykle to gange på en dag, frem og tilbage næsten 6 mil af tunge veje.

Om efteråret var jeg hjemme på jagt og skød en hare og en fasan. Den tur havde jeg at leve på længe.

Det store og veldrevne grønsagsgartneri som hørte til gården interesserede mig meget og en del lærte jeg ved at se på det. En eller to gange om ugen kørte gartneren et stort læs grønsager til Odense, I jordbær tiden hver dag indtil 70 kg på en dag.

Der blev indgået masser af væddemål på gården, det gjaldt oftest øl eller chokolade. Jeg indgik kun få væddemål.

En dag jeg var ude at radrense opdagede jeg, at jeg på en eller anden Måde havde fået fat i fladlus, jeg blev svært nedstemt over det og var så bange for at nogen skulle opdage det, jeg havde nær ikke kommen af med dem.

Om vinteren hukke vi en masse brænde i en frygtelig kulde. Jeg lagde næsten alt kornet i tærskemaskinen et fælt apparat til at ryge.

En tid af vinteren gik jeg til gymnastik i Lumby (gartneren var delingsfører) selv om jeg ikke var dygtig gymnast, havde jeg dog godt af det på flere måder.

Hen på foråret havde vi en præstation med efterfølgende bal, det gik godt. Jeg var med i Fyns Forsamlingshus at se på gymnastik konkurrence der. Bagefter var der en fin fest, men jeg kunne desværre ikke danse, selvom det var fristende.

Næsten hele tiden jeg var i Tårup længtes jeg efter at komme derfra igen. Jeg ville nødig forlade min plads i utide, stor lyst til det, jeg gjorde mig sej. Jeg talte dagene til forløsningstimen. Marius Hansen ville gerne have beholdt mig; men jeg sagde, at jeg ikke ville tage plads før efter sessionen, men da den ikke blev før i maj, måtte jeg alligevel søge plads. Jeg søgte flere pladser forgæves, kun kort tid før 1. maj fik jeg plads hos forpagter Lauritz Jørgensen, Højmegård, som forkarl for 375 Kr. for sommeren 1917.

Gartnereleven rejste samtidig med mig, vi holdt en stor afskedsfest, som koste os hver 5 kr., jeg gav ikke med glæde.

Jeg nåede ikke at blive ordentlig kendt med nogen mennesker og fik ingen venner i Tårup. Hvor var jeg glad for forløsningsdagen endelig oprandt.

Jeg må være Gud taknemlig og glad for at den tid er overstået. Forhåbentligt vil jeg aldrig komme i sådanne forhold i mere, takket være højskolen har jeg nu fået et langt bedre og lysere syn på livet. Højskolen hævede forbandelsen over mig.

Her ligger 7 års arbejde.

Nu sidder jeg blot i Norges fjelde og takker Gud at det blev mig forundt mig at skrive dette færdigt. dagbøgerne fortsætter

 

Hjeltnes

24. marts 1922

Hans P. Roed.